Skribent - Camilla Grausen

Plader

Malcolm Middleton: A Brighter Beat

Malcolm Middleton er ham fra Arab Strap, der ikke snøvler gennem sit brune skæg og hedder Aidan Moffat. Hvor Moffat var “œsang og tekst”, var Middleton “œmusikken”. I de sidste år af Arab Straps levetid lavede Middleton to soloalbum parallelt med det musikalske arbejde i bandet. Sidste år opløste Arab Strap så sig selv, og de to medlemmer gik hver til sit. Nu er Malcolm Middleton klar med sin tredje plade. Den vidner om, at rollerne i Arab Strap nok ikke var så skarpt fordelt endda. Melankolien i hverdagens små umuligheder og det slæbende sortsyn, som blev lagt for dagen i Arab Straps tekstunivers, kan ikke tilskrives Moffat alene. De elementer er i den grad også til stede her, hvor Malcolm Middleton står på egne ben. A Brighter Beat er en ironisk titel. Kun få af albummets numre har en lys tone, og teksterne er gennemgående højst sørgmodige. Albummet åbnes også med ironi i “We’re All Going to Die”, der pumper derudaf med et fast beat og synthezisere – et umiddelbart positivt uptempo-nummer. Men det er det så langt fra; omkvædet synges med kor som en absurd fællessang: »You’re gonna die, you’re gonna die, you’re gonna die alone.« Så skal jeg ellers lige love for, at hr. Middleton har slået temaet fast. Død og ulykke er alt, man kan være sikker på her i livet. Middleton byder på forholdsvis traditionel singer/songwriter tilsat lidt rigtig rock på visse numre samt klaverstumper og strygere, og stilen er ikke langt fra Arab Straps. I “Death Love Depression Love Death” får rocken frit løb med bl.a. en mørk og giftig bas, mens Middleton f.eks. i den stemningfyldte “Up Late at Night Again” understøttes af velspillede aukustiske guitarer. I de fleste af numrene er Middletons “sang” nærmere halvmelodiøs tale med skotsk accent, hvilket i øvrigt også fungerer fint, men i “Up Late at Night Again” gør han mere ud af rent faktisk at synge – det er ikke rent hele vejen igennem, men det lyder godt alligevel. Som førnævnte titel også er et eksempel på drejer Middletons tekstunivers sig om ensomhed, manglende selvtillid, kærlighed og depression. Momentvis er der glimt af håb, men der er ikke mange af dem. I “Stay Close Sit Tight” lyder teksten: »I can feel depression coming«, mens det i “Four Cigarettes” lyder: »I remember failure after failure after failure«. Det er tungt, og Middleton kunne risikere at trække sin lytter med ned i sørgmodigheden. Det er dog slet ikke hans ærinde. Middleton ønsker derimod at give lidt støtte til alle de mennesker derude, der har det ligesom ham. Til alle dem, der har svært ved at forlade huset om morgenen og ved at socialisere med andre; til alle dem, der bekymrer sig for meget til at nyde livet fuldt ud – og dem er der nok rigtig mange af. For det hjælper at vide, at man ikke er alene. Albummet afsluttes med “Superhero Songwriters”. Sådan én ville Middleton ønske, han var, og han lægger ikke skjul på, at han selv har vanskeligt ved at tro på, at han er en dygtig – eller bare en rimelig – sangskriver. Malcolm Middleton har dog bestået sin eksamen hos mig og er, om ikke ligefrem en superhelt, så i hvert fald et af de bedste kort, den skotske musikscene har på hånden. Med A Brighter Beat kan det konstateres, at Middletons solokarriere kører tilfredsstillende. Dog har jeg på fornemmelsen, at Malcolm Middleton stadig kan præstere mere, hvis han kan glemme de høje forventninger til sig selv og tager nogle flere chancer på næste album.

Plader

Forest & Crispian: Modern Sensation

Svenske Forest & Crispians debutalbum Modern Sensation er en løjerlig omgang blandede bolcher med mange forskellige smage og farver. Rock, jazz, soul, funk, bossa nova, vokalharmoni-pop – eller som de selv kalder det: New Wave Barber Shop Rock. Det er dristigt, talentfuldt og charmerende som bare pokker.

Nyheder

Jacob Faurholt & co. klar til kærlighed

Holidays on Fire snart klar med ny udgivelse og koncerter Om Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur har været på nummerolog-besøg eller om de bare syntes, deres navn var lidt for kludret, vides ikke. Men sikkert er det, at bandet nu går under navnet Holidays on Fire. Lidt udskiftning er der også sket i rækkerne, og bandet består nu af Kasper Rønberg Schultz (der før var den ene halvdel af Sweetie Pie Wilbur), Iris Marie Jakobsen, Asger Christensen – og selvfølgelig Jacob Faurholt Indspilningerne til bandets kommende udspil er nu færdiggjort, og pladen mangler bare at blive mikset, før den forhåbentlig snart når ud til pladekøberne. Der er endnu ikke sat en dato på udgivelsen, men titlen bliver: Are you in the mood for love? Holidays on Fire byder, ikke ulig deres gamle alias, på skramlet folkpop med både sarte og legesyge elementer. Desuden slipper Holidays On Fire deres “œdebut-koncert” i aften på Studenterhuset i Århus, og yderligere to forårskoncerter bliver det til senere: på Musikcaféen (i Huset i Magstræde) i København d. 1. marts, og d. 4. maj på Musikcaféen i Århus.

Nyheder

Arctic Monkeys danser kun med københavnere

Briterne giver koncert i Danmark 8. marts Undertoners anmelder kaldte dem fire uldne ’lads’ i sin begejstrede anmeldelse af deres succes-debut. Den 23. april udkommer deres andet album Favourite Worst Nightmare, og for at varme op tager bandet på en kort turné. Her kommer de bl.a. forbi Store Vega i København torsdag den 8. marts. Dog er det bare surt for dig, hvis du er Arctic Monkey-fan og bor i Svendborg eller Slagelse. Eller for den sags skyld alle andre steder end København og Århus. Så gælder det om at få aktiveret vennerne i de ‘to danske hovedstæder’ eller selv holde fri for at tage på billet-udflugt. Det er nemlig så usmart arrangeret, at billetterne til koncerten ikke kan købes via telefon eller internet, men kun direkte ved Vega i København og Gaffa Shop i Århus, hvor der dog kun bliver sat “œet stærkt begrænset antal billetter” til salg. Billetterne sælges fra onsdag den 21. februar kl. 10:00 og er begrænset til 2 stk. pr. person.

Nyheder

Smashing Pumpkins opfylder profeti

Nyt album fra The Smashing Pumpkins 7. juli I 1996 udgav The Smashing Pumpkins b-side-albummet Pisces Iscariot, og til allersidst i coveret stod der noget, der har skabt stor undren blandt fans. Løsrevet fra resten af teksten står trykt: “2007”. Hvad skulle det betyde? Var det mon en profeti om, at der i 2007 vil ske noget særligt? Nu er vi pludselig i 2007, og frontmand Billy Corgan opfylder profetien. The Smashing Pumpkins gik hver til sit for syv år siden, men er nu genforenet. De har længe arbejdet på nyt materiale, og nu har bandet offentliggjort udgivelsesdatoen: lørdag den 7. juli 2007, eller 07.07.07. Lørdag er jo en usædvanlig ugedag at udgive et album, så det er bestemt ikke tilfældigt. Den skaldede mørkemand, Billy Corgan, har også altid elsket at lægge mysterier ud til sine fans. Nu er ét af dem omsider løst. Albummet får titlen Zeitgeist, og bliver så The Smashing Pumpkins’ sjette regulære album. Hvem medlemmerne af bandet anno 2007 bliver – udover Billy Corgan og trommeslager Jimmy Chamberlin – er endnu uvist, men ifølge bandets manager er det usandsynligt, at det bliver guitarist James Iha og bassist D’arcy Wretzky-Brown som i de gode gamle dage. Græskarrene spiller en række koncerter på europæiske festivaler til sommer, og har endnu ingen koncerter planlagt d. 07.07.07 eller dagene omkring – hvilket jo i øvrigt er de dage, hvor Roskilde Festivalen løber af stablen.

Plader

Of Montreal: Hissing Fauna, Are You the Destroyer?

Of Montreal fra Georgia, USA, kan i år fejre 10 års fødselsdag og har efterhånden udviklet sig til et enmandsprojekt. På det nyeste album er alle sange skrevet, opført og indspillet af hovedmanden Kevin Barnes, med kun lidt hjælp fra et par andre bandmedlemmer. Umiddelbart lyder Hissing Fauna, Are You the Destroyer? som en glædesfyldt plade fyldt med kreative og legesyge popnumre. Men albummets tilblivelse har ikke været nogen dans på roser, og når man lytter nærmere til teksterne, står det helt klart. Faktisk har albummet en overraskende alvorlig side. Det opdager man dog ikke fra begyndelsen. Første halvdel af Hissing Fauna… er en dejlig omgang popglæde tilsat lidt synth og med en hilsen tilbage til 60’erne og 70’erne til bl.a. Beach Boys og The Kinks. Åbneren “Suffer for Fashion” sender uundgåeligt ens humør i opadgående retning, og Kevin Barnes har tydeligvis et gudsbenået popøre. Hans melodiske evner kulminerer i den aldeles vidunderlige “A Sentence of Sorts in Kongsvinger”. Men midt på albummet stopper festen. Direkte fra den ypperligste pop-positivitet kommer “The Past Is a Grotesque Animal” – som noget af en overraskelse. Nummeret er helt anderledes, og stemningsændringen er markant. Det 12 minutter lange nummer opbygges af en dyster melodi, som guitaren gentager igen og igen. De insisterende mekaniske trommer og den samme melodi, der gentages med stigende hastighed og Barnes’ desperate vokal, skaber en stemning af tyk frustration og depression, der hvirvles hurtigere og hurtigere i en svimlende intensitet. Det er en brat opvågning, og hvis man ikke før har lagt mærke til teksternes dystre undertone på albummets første del, gør man det nu. “The Past Is a Grotesque Animal” sikrer sig, at vi ikke overser, at virkeligheden for Kevin Barnes ikke var sådan, som den sødmefyldte dansepop vil forlede os til at tro. I slutningen af 2004 flyttede Barnes til Oslo med sin norske kone, der skulle føde deres fælles barn. Perioden i Norge blev hård for Kevin Barnes, der havde svært ved at vænne sig til det nye land og at være væk fra venner og familie. Han fik en depression, og parret gennemgik en svær periode – også efter de kom hjem til USA. Konen, Nina, og datteren, Alabee, flyttede igen til Norge i en periode, og alt var tæt på at falde fra hinanden. Heldigvis endte det godt, og Kevin Barnes fik helet sårene, parret repareret deres forhold, og lille Alabee fik begge sine forældre igen. Før de nåede så langt, prægede denne svære periode Kevin Barnes i høj grad, og i løbet af det år led han både psykisk og fysisk under depressionen, der blev grobund for Hissing Fauna…. Barnes kunne have lavet klynkende sange på sin akustiske guitar, men gjorde det stik modsatte: Han begyndte at skabe en række numre, der musikalsk ret sprudlede af optimisme. De kunne holde ham oppe og hjælpe ham frem for at trække ham længere ned i mørket. På albummets tekstside er det sorte humør tydeligt. I “Heimdalsgate Like a Promethean Curse” synger Kevin Barnes f.eks.: »I’m in a crisis, I need help / Come on, mood shift / shift back to good again / Come on, be a friend.« Barnes beretter ærligt om sin situation, og teksterne er meget virkelighedsnære. Også pga. referencerne til hans liv i Norge; de norske stednavne, den kolde vinter, black metal-bands og nedbrændte stavkirker. De mange figurer og historier fra tidligere Of Montral-lyrik er væk, og alle teksterne på Hissing Fauna… er personlige med Barnes som jeg-personen. Efter at dæmonerne har fået frit spil midt på albummet, ændres kursen igen. Desværre i en ærgerlig retning. Vokalen på den soul-agtige “Faberge Falls for Shuggie” er skabet og i falset. Det lyder som Prince eller en omgang fjolle-Scissor Sisters, og det samme gælder for den ret ringe “Labyrinthian Pomp”, der dog hen imod slutningen gennemgår en komplet forvandling, og pludselig lyder meget som Pink Floyds “Speak to Me/Breathe” (fra Dark Side of the Moon). Herefter kommer “She’s a Rejecter”, der har et klokkeklart Franz Ferdinand-riff; dog er det lidt malplaceret, og nummeret ender med at virke uhomogent. De spredte pile, hvoraf få rammer plet, på albummets anden halvdel, trækker den samlede kvalitet ned. Dog er der stadig mange musikalske lysglimt, og størstedelen af albummet er en stor omfavnelse. Der er noget befriende over denne plade, der ikke lader tungsindet overvinde alt, men samtidig tager både glæden og sorgen alvorligt. Det er en ærlig anerkendelse af begge kræfter, og Hissing Fauna, Are You the Destroyer? er et alvorsfuldt livsbekræftende album.

Koncerter

Cocker, Jarvis, 28.01.07, Store Vega, København

Nørdernes bedste bud på en superhelt, Jarvis Cocker, dansede, snakkede og poserede søndag i Vega. Det blev slået fast, at han også i solo-sammenhæng er en unik entertainer. Dog holdes den sidste begejstring tilbage pga. for få koncert-egnede numre.Nørdernes bedste bud på en superhelt, Jarvis Cocker, dansede, snakkede og poserede søndag i Vega. Det blev slået fast, at han også i solo-sammenhæng er en unik entertainer. Dog holdes den sidste begejstring tilbage pga. for få koncert-egnede numre. At dømme ud fra alderen på mange af koncertgængerne denne søndag i Vega, havde en stor del aldrig før set Jarvis Cocker live. Sidste gang han besøgte landet var med Pulp i 1998, og også undertegnede glædede sig til omsider at opleve den karismatiske nørde-helt live. Forventningen var i det hele taget stor hos fans i alle aldre, og da Cocker endelig spankulerede ind på scenen, blev han mødt af store hyl og klapsalver. Han lignede sig selv – de store nørdebriller (der i øvrigt også var fundet frem til lejligheden af mange blandt publikum), det fedtede halvlange hår, en kedelig jakke og ternet skjorte, der begge stumpede på de lange arme. Jarvis Cocker og hans fem man store band lagde hårdt ud med “Fat Children”. Lyseffekter bag ved bandet og Jarvis Cockers hop, dans og tætte publikumskontakt fra første minut gjorde sin virkning, og stemningen var hurtigt i top. Videre gik det med “Don’t Let Him Waste Your Time”, og så var de to sikreste live-kort fra albummet allerede i spil. Spørgsmålet var, om Jarvis Cocker kunne holde gejsten oppe resten af koncerten, nu hvor de numre kunne streges fra sæt-listen. Det lykkedes heldigvis i rimelig grad, dog med enkelte kedelige momenter. Koncerten igennem blev næsten alle numrene fra Jarvis spillet, og også b-siderne “Big Stuff” og “One Man Show” fra to forskellige versioner af “Don’t Let Him Waste Your Time”-singlen. Udmærkede sange, men ikke noget, der rigtig imponerede publikum. Der var ikke voldsomt mange numre at vælge mellem for Hr. Cocker, nu hvor han på forhånd havde bekendtgjort, at aftenen ikke ville byde på nogen Pulp-melodier. Derfor trak han tiden ud med forskellige fornøjelige anekdoter. Vi hørte både om H.C. Andersen, Bambi, Jarvis’ vielsesring, hvilken hårfarve han havde som lille og meget mere.Det havde måske været mere oplagt at præsentere bandet, hvis der ikke var noget særligt at tale om, men Jarvis Cocker snakkede videre om diverse mere eller mindre relevante emner. Og publikum elskede det og lyttede med stor interesse til hans velartikulerede britiske fortællinger. Som ekstra-numre kom “Running the World” og en coverudgave af Bruce Springsteens “State Trooper”. Her fik Jarvis Cocker omsider præsenteret det i øvrigt meget velspillende band. Det var lidt svært at affinde sig med, at svage sange fandt vej til livesettet, når Cocker nu har så mange fænomenale numre i bagkataloget fra Pulp-dagene. Men samtidig er det også forståeligt, at han gerne vil adskille sin solo-karriere fra Pulp-æraen. Ud over at Jarvis Cocker havde et begrænset antal numre at tage af, er det ikke nemt at sætte fingeren på, hvad der gjorde, at han ikke fik sendt koncerten helt til himmels og topkarakter. For bandet var dygtige og oplagte, og Jarvis Cocker selv havde lige så stor karisma som altid. Hans fortrolighed med publikum og generelle scenevanthed er imponerende stor. Det lange stankelben dansede rundt med højst mærkværige bevægelser, og energien fejlede ikke noget. Det fik gang i publikum og ikke mindst smilene frem på læberne under de mest aparte “dansetrin”. Det var en god aften, og en stor oplevelse at se Jarvis Cocker live, for nutidens musikscene kender immervæk ingen personlighed som ham. Dog manglede der bare den sidste gnist. Endelig gav manden koncert i Danmark igen, men en lille stump af den humor og energi, der var i Pulp, kom man alligevel til at savne. Jeg kunne ikke lade være med at ønske mig tilbage i tiden, hvor jeg kunne have oplevet Jarvis Cocker live som forsanger for Pulp frem for solo. Måske vi dog senere kan være heldige at få lov til at opleve den perfekte Jarvis Cocker-koncert. Med et solo-album mere, vil der sandsynligvis være mere godt og koncert-egnet materiale, og de svagere numre og halvligegyldige covers kan blive hjemme. Så kan den charmerende Sheffield-nørd levere den sublime koncert, der bestemt ikke er udenfor hans rækkevidde. Med en unik entertainer som Jarvis Cocker, kan jeg kun glæde mig til, at det sker. Læs også Undertoners anmeldelse af:Jarvis Cocker: Jarvis Karakter:       Bedømmelseskriterier

Plader

Jarvis Cocker: Jarvis

Den syngende asparges, Jarvis Cocker, ligner sig selv fra Pulp-dagene. Med sit første soloalbum har han ikke bevæget sig mange mil væk fra det gamle orkester. Det behøver han heller ikke, for hans professionelle popsange og skarpe poesi beviser, at Jarvis Cocker såvel i Pulp som solo er et både interessant og behageligt bekendtskab.

Nyheder

Joanna Newsom til Danmark

Hun slår selveste Thom Yorke, den højtråbende Karen O. og drengene i Yeah Yeah Yeahs og sågar Yo La Tengo, der jo ellers ikke er bange for at banke nogen. Foto: Pete Newsom Joanna Newsom erobrede mange af Undertoner-skribenternes hjerter, og hendes Ys blev stemt ind som årets bedste album 2006 foran dem alle. Samme album kaldte Undertoners anmelder for et “episk mesterværk.” Over hele linjen har anmeldere tabt pusten over den amerikanske harpenist og sangfugls talent. Hendes popularitet bringer den kun 24-årige kunstner vidt omkring; i løbet af vinteren giver hun f.eks. fem koncerter i Japan. Vi danskere er ikke helt så heldige som japanerne, men en enkelt Joanna Newsom-koncert er nu ikke til at klage over. Frk. Newsom kommer nemlig til Danmark og giver koncert i Store Vega i København. Datoen bliver d. 23. april. Til koncerten vil der være unummererede siddepladser, og Joanna Newsom har et orkester med på scenen. Billetterne bliver sat til salg på mandag kl. 10:00 via www.billetlugen.dk og Fona-butikker.

Plader

V/A: audioPoesi – en antologi

Jeg er Kunst. Jeg er mærkelig men ikke altid noget af mig er andet er ikke Jeg vil forene lyd + litteratur digt + musik Digte bliver skabt sammen eller hver for sig sange – digte – lyde nogle gange kun nøgne digte Jomisk lyd Jomi gentager “fæj-fæj” igen og igen til jomiske guitarer men Anne-Lises ord hvad vil du mig med “fæj”? Ellers hvisker de begge kvinder en hviske-kanon uden musik tæt på lige ind i mit øre Der er lidt af hvert der er rap Marius Nørup-Nielsen Politik, Pia, Pik en irriterende “Spekulation” “Støjen findes (Støjen findes)” »I meget gamle dage var litteratur synonym med fremførelse, oplæsning.« akkurat som Mads Eslunds mund der fremsiger sin poesi om poesi og tis Postrock-poesi der krakelerer og bliver til recitation med lyde til dessert Ny lyd: endelig en rigtig sang på et andet sprog “The Contract”- en popsang Ligesom “Europa” var en popsang på et velkendt sprog som en velkendt Rasmus Nøhr? der drikker vin i Europa – »det gamleste land« Nej hellere Turbulensens “Lysende insekt” Janus Kodal og stemning, smagen af ord Høegs fortælling – et teater i lyd og sjove ord stakkels Hawk som bankrøver i Tibet Til sidst kan jeg ikke klare mere og gemmer mig krøller mig sammen i en trance en electronica-trance knastør med Morten Søndergaards ord som pude ind i drømmen Schweppenhäuser/Thomsens langstrakte lydlandskaber tredive minutter og tak jeg glemte verden Jeg er et godt initiativ jeg transcenderer jeg dræber en sang jeg ekspanderer et digt “Valmuemarkerne” får liv “Europa” slås ihjel en bølgegang

Nyheder

Nyt album fra Rufus Wainwright

Den nutidige musikscenes mest sympatiske krukke Rufus Wainwright udgiver nyt album i begyndelsen af maj måned. Sådan forlyder det fra canadierens hjemmeside, hvor der dog endnu ikke sat en præcis dato på udgivelsen. Foto: Yelena Yemchuck Albummet får titlen Release the Stars og bliver det første album, som Rufus Wainwright producerer helt på egen hånd. Desuden er den erfarne Neil Tennant fra Pet Shop Boys med på sidelinjen som executive producer. Wainwrights seneste bedrifter, de to søskende-albums Want One (2003) og Want Two (2005) var storslåede udgivelser og grandiose musikalske mundfulde. Det bliver spændende at høre, om ’the Gay Messiah’s næste bedrifter bliver i samme pompøse stil, eller om Wainwright har gearet lidt ned, når han til maj slipper stjernerne løs.

Plader

Union of Knives: Violence & Birdsong

Glasgow-trioen Union of Knives byder gennemgående på elektronisk rock. Men faktisk spænder skotterne vidt og rammer mange felter, hvor alt indgår i en gennemarbejdet enhed. Inspirationen fra Radiohead er tydelig, men det ændrer ikke på, at vi her står foran en fin debutpræstation.

Nyheder

Tre gange julerock i København

Hvis du julehygger bedst med masser af rock’n’roll, er der flere arrangementer at vælge mellem i København. Nu på lørdag, d. 9. december, lægger Play/Rec ud med “A Play/Rec Kind of Christmas” i Huset i Magstræde. Her spiller Barra Head, The Unit, Monoton, The Violet Hour, The Magic Bullet Theory, La Copenhagen og special guests Beta Satan, der er opstået i kølvandet på Tiger Tunes’ farvel. Lørdag d. 16. december har du hele to muligheder (faktisk tre, hvis du medregner muligheden for at blive hjemme og se Kandis skælde ud på Pyrus i Alletiders nisse): Du kan vælge at slå vejen forbi Cruncy Frogs “œSpröde Jul”, hvor Heavy Trash, PowerSolo, Epo-555, Sterling, Wolfkin og The Tremolo Beer Gut kløjes om kap i pebernødder på Lille Vegas scene. Desuden lover Crunchy Frog en gratis guldøl indkluderet i billetprisen samt t-shirts til de første 40 gæster, så der skulle være grund nok til at tilbringe aftenen med at drikke sig fuld til julerock på Vesterbro. Hvis du er til et mere alternativt svar på rock-julestue, skal du bare lidt længere ned ad Enghavevej, nærmere betegnet til nr. 80: Copenhagen Skatepark. Her afholder Cph-Sound “œPunch Bowl – skate vs. rock”, der kombinerer skate-konkurrencer, juleri og hårdere rock. Det er fra kl. 15 om eftermiddagen og frem til midnat med As We Fight, The Psyke Project, Gob Squad, Wild Evil Entertainment Dept., Left Hand Charity samt Robert Green. Cph-Sound proklamerer selv, at det bliver “œårets mest actionfyldte julearrangement”.

Plader

Camera Obscura: Let’s Get Out of This Country

Det er for galt, at Camera Obscura er så oversete i Danmark. De skotske popmagere har virkelig noget at byde på. Forhåbentlig kan Let's Get Out of This Country ændre på dét. Her er intet mindre end en ren perle af Motown-melodiøse skolepigesange med den helt rette blanding af humor og ærlighed.

Nyheder

CBGB har lukket og slukket

Det legendariske New York-spillested CBGB har slukket spotlysene for sidste gang. Det blev punkens grand old lady, Patti Smith, der fik æren af at være sidste kunster på scenen. Hun begyndte selv på CBGB i midten af 70’erne, og rundede forrige lørdag en æra af med en tre timer lang koncert på det nærmest sagnomspundne spillested. CBGB har eksisteret siden 1973 og blev hurtigt arnestedet for den moderne rock og for dét, der senere blev kaldt punk. Stedet var i en årrække det eneste sted i New York, hvor unge musikenthusiaster kunne få slukket tørsten efter læderjakker og energisk guitardestruktivitet. Her slog dengang ukendte kunstnere som Television, Talking Heads, Blondie og The Ramones deres første folder, inden de senere fik pladekontrakter og blev de stjerner, de er i dag. Det er en langvarig huslejekonflikt med bygningens ejere, der nu har fået CBGBs 75-årige leder Hilly Kristal til omsider at dreje nøglen om. Det lille spillested med den store plads i moderne rockhistorie i slum-området The Bowery vil nu blive revet ned og erstattet af luksuslejligheder.Ifølge spillestedets hjemmeside vil klubben blive genåbnet i nær fremtid, men der er dog ikke fastsat hverken et tidspunkt eller en ny adresse.

Nyheder

Syv gange Hess Is More på KafCaféen

Electronica-legebarnet Mikkel Hess spilder ikke tiden. Med sit enmandsprojekt, Hess Is More, er han yderst aktiv, når det kommer til at give koncerter. Under årets Copenhagen Jazzfestival optrådte han adskillige gange, og nu tager han hul på endnu en intens koncertrække. Hess Is More giver nemlig hele syv koncerter på stribe på KafCaféen i København. På sin hjemmeside skriver Hess, at han i løbet af ugens koncerter får besøg af forskellige gæster. Heriblandt Bang Chau, Charlotte Munck, Lars Bjørnkjær, Stunn Gunn, Gustaf Ljunggren og Mum & Vif. Første koncert finder sted i aften kl. 22. Og hver aften samme tid kan du altså til og med tirsdag d. 12. september se og høre Hess Is More dreje knapper i Skindergade.

Plader

Peaches: Impeach My Bush

Peaches elsker at provokere. Hun laver om på kønsrollerne og fordrejer tingene – på én gang lummert og forfriskende. Selv om man måske ikke umiddelbart skulle tro det, er Peaches dog mere end pik-og-patter-og-electroclash og kan lave rigtig gode numre. Dem er der desværre for få af på hendes nye plade.

Nyheder

Rhonda Harris fortolker Townes van Zandt

Fornyelse er godt. Meget fornyelse er meget godt. Det synes at være mottoet for det danske band Rhonda Harris, der ændrer form fra album til album. Nikolaj Nørlund er tilsyneladende eneste faste medlem, for på den kommende udgivelse har bandet udskiftet besætningen endnu en gang. Medlemmerne i Rhonda Harris anno 2006 er, udover Hr. Nørlund, Anders Christensen, Ned Ferm og Rune Kjeldsen – guitarist kendt fra bl.a. Kira and the Kindred Spirits, Sort Sol og via sin medvirken på Nørlunds seneste soloalbum Tændstik. Sidste mand i denne udgave af Rhonda Harris er desuden Raveonettes-trommeslageren Jakob Høyer. 4. september udgiver bandet Tell The World We Tried. Albummet består af en række covers af numre skrevet af den nu afdøde amerikanske folk-sanger Townes van Zandt. Tracklisten er ikke offentliggjort endnu, men Nikolaj Nørlund har i år allerede optrådt live med Townes van Zandts “Marie”, så dette nummer er sandsynligvis at finde på albummet. Hvad Rhonda Harris ellers disker op med, må vi vente til d. 4. september med af finde ud af.

Koncerter

Figurines, Placebo, The Raconteurs, 02.07.06, Roskilde Festival

Figurines, Odeon, 12.00 Konferencieren proklamerede inden Figurines gik på scenen, at de ikke havde sovet i fire dage. Og forsanger og guitarist Christian Hjelm så også en kende medtaget ud, da han alene gik på scenen og spillede “Race You”, der også åbner det seneste album Skeleton. Efter et par krumspring fra Hjelm entrede resten af orkestret, der til lejligheden havde fået besøg af Malthe Fischer fra Oh No Ono, som også tidligere har assisteret live med guitar, iBook-lyde og generel coolness bagerst på scenen. Det trætte orkester virkede heldigvis alt andet end trætte, da de endelig gik i gang. “Fiery Affair” rockede sundt derudaf, ligesom “I Remember” og “Silver Ponds” satte en fuldfed tusch-streg under Christian Hjelms evner som sangskriver og især melodismed. For det er dét, der gør Figurines til langt mere end et hypet indie-orkester. Deres melodier er friske og godt krydrede, men smager alligevel velkendt hver gang. At de så også fungerer godt som orkester, beviste de med “Ambush”, hvor der blev groovet så tight, at selv klassiske rockkonstellationer som Creedence Clearwater Revival ville have været stolte. Koncerten var den sidste på dansk grund i år, og det skal blive spændende at se, i hvilken retning Figurines går med deres næste udspil. Deres Roskilde-optræden var i al fald en fin afslutning på bandets Skeleton-periode. (MT) Placebo, Arena, 18.00 Sidst Placebo stod på Roskildes næststørste scene, hed den ikke Arena, men Grøn Scene. Det var i 2001, og foran scenen var der alt for mange mennesker og stor masen. Fem år senere var presset ikke helt så voldsomt, men Placebo kunne stadig trække rigeligt med publikum, og man skulle stille sig i kø i god tid for at få en ordentlig plads. “Good evening ladies and gentlemen, we are the ladies and gentlemen of Placebo”¦” Trioen kom frem på scenen alle klædt i sort og Brian Molko med sædvanlig make-up og forførende attitude. Bandet åbnede ballet med “Infra-Red” fra nyeste udgivelse Meds – et gedigent Placebo-album, der vinder betydeligt efter flere gennemlyt. “Infra-Red” var en glimrende starter og et typisk Placebo-nummer, der hurtigt formåede at sætte gang i masserne. Herefter fulgte en række numre fra Meds, bl.a. det stærke titelnummer. Numrene fra det nyeste album fyldte i det hele taget langt det meste af koncerten. Senere kom dog et par gamle kendinge, og publikums begejstring eskalerede, da vi fik “Black Eyed” fra Black Market Music, “The Bitter End” fra Sleeping with Ghosts og særligt “Every You Every Me” fra Without You I’m Nothing – et af bandets bedste numre. Det var ærgerligt, at Placebo ikke bød på flere gamle numre, for deres bagkatalog indeholder virkelig mange perler. På den anden side var det også forståeligt, at de gerne ville promovere Meds og ikke kun lave en hit-koncert. Brian Molko leverede en tilpas småkrukket og charmerende præstation, og de andre bandmedlemmer var også vældigt oplagte. Trioen formåede at bevise, at deres nye numre har store kvaliteter og godt kan bære en koncert. Og at der stadig er masser af saft og kraft i Placebo. (CG) The Raconteurs, Odeon, 20.15 Samtalerne inden Raconteurs-koncerten gik på, om Odeon ikke var alt for lille et spillested til en verdensstjerne som Jack White. Interessen for at se netop ham måtte jo være kæmpestor, hvilket den da også viste sig at være. Endnu mere interessant var det nu, om The Raconteurs rent faktisk var et godt liveband. Det er sangene, hvor Jack White og Brendan Bensons karakteristiske udtryk forenes, der berettiger The Raconteurs eksistens, og gør gruppen til mere end et fritidsprojekt. Dét høres tydeligt i “Steady As She Goes”, som de spillede ret tidligt i sættet til publikums store jubel. Sangen er et klart hit, fordi den fænger umiddelbart. Efterhånden virker den dog lige vel konstrueret. Raconteurs har ikke just revitaliseret rockmusikken. Men popdrengen og rockfjæset, der finder sammen, har vist sig som en fremragende idé, da det har affødt et varieret udtryk. På Broken Boy Soldiers har de fleste og bedste sange et tydeligt Brendan Benson-aftryk, som Jack White giver en tiltrængt kant med sin vrængende stemme og gennemtrængende guitar. Og det er medvirkende til, at The Raconteurs undslipper at lyde for meget som The White Stripes. I stedet har Jack White har fundet sig til rette i et langt mere poppet univers, end han plejer. Omvendt får Bensons sange en kant takket være Whites vrængende stemme og gennemtrængende guitar, som hans seneste plade The Alternative to Love manglede. Det forholdsvis varierede sæt bød på indfølte ballader, stærke popsange, eksplosive rockudladninger og enkelte covernumre fra et velspillende band, der overhovedet ikke lød som noget sideprojekt. (LDL)