Skribent - Camilla Grausen

Plader

Cartridge: Enfant Terrible

“Enfant Terrible : (fr.: frygteligt barn) person som (ved åbenmundethed, dårlig optræden) bringer sine omgivelser i forlegenhed.” Således forklares udtrykket enfant terrible af Gyldendal. Enfant Terrible er også titlen på debutalbummet fra den danske indierockkvartet Cartridge. Er albummet så virkelig et vaskeægte enfant terrible? Er det en opsigtsvækkende og provokerende plade? Ja, hvad kan man gøre for at få svar på disse spørgsmål andet end at trykke play? “Coma State” drøner ud af højtalerne, og den står på let synth, aktive guitarer og et godt beat. Melodien fungerer, og nummeret er festligt. De næste numre bærer også på en overordenlig god energi, og det er svært ikke at blive revet med af Cartridges musikalske entusiasme. Mathias Wullum Nielsen, Alex A.P. Thomsen, Thomas Vesterbæk Nielsen og Niels Fibæk Bertel, der til sammen udgør Cartridge, er i starten af 20’erne og har spillet sammen siden 2003 med base i hjembyen Holstebro. Nu er bandet bosat i Aalborg og har de seneste år turneret i Europa, hvor de har forsøgt at skabe sig et publikum. Og det er tilsyneladende også lykkedes nogenlunde – Enfant Terrible bliver i hvert fald udgivet i både Danmark, Tyskland, Schweiz og Østrig. Bandet optrådte desuden på Roskilde Festival sidste år og har i år ligget på Det Elektriske Barometer med nummeret “Tree Crowns”. Tempoet holdes højt, som pladen fortsætter, og trommemaskiner og kække guitarriff dundrer af sted. Mange af numrene på Enfant Terrible vil nemt finde vej til indieteenagepigefødder, og der er lagt op til fest. “Rooms Painted Green” har en massiv Franz Ferdinand-lyd, og det er ikke det eneste sted på pladen, hvor tankerne ledes hen på de dansable skotter, skønt pladen bestemt ikke hører til blandt dem, der kan skrives på listen over Franz Ferdinand-kopiudgivelser. Albummet er produceret og mixet af danske Joshua, der tidligere har produceret for Kashmir, Carpark North og Mew, og en snert af Mews guitarlyd er da også til at finde på Enfant Terrible, bl.a. på “Tree Crowns”. Forsanger Mathias Wullum Nielsens vokal og stemmeføring er meget a la Christian Hjelm fra Figurines’. I starten fanger det lytteren, at vokalerne er så markante og skingre. Men undervejs på et helt album bliver man træt af det. På f.eks. “Out of Joint” og “Life in a Box” kan Wullum Nielsen ikke synge numrene op, og hans stemme svigter flere gange, når han forsøger at synge høje toner med høj volumen – det kommer til at lyde for hysterisk. Det er ærgerligt, at han absolut skal synge på den måde, for i den vokalmæssigt mere afdæmpede “Closer Every Day” går det mere udmærket med stemmen. Så nej, Cartridges debutudgivelse er intet provokerende enfant terrible. Det står klar, når sidste suk er sunget. Cartridges Enfant Terrible er velopdragen indie-pop/rock med plads til dans og skrålen med. Men nyskabende eller specielt usædvanligt er albummet ikke. I løbet af de lidt over 40 minutter, som pladen varer, bliver man træt af det høje energiniveau og Wullum Nielsens vokal, og da der ingen pauser eller stilskift er undervejs, kommer numrene til at minde om hinanden. Et 13 numre langt album burde have flere facetter, og ikke kun den ene, som Cartridge mestrer. Også selv om de mestrer den godt. Enfant Terrible holder ganske enkelt ikke som fuldlængdealbum, men kunne have været en glimrende ep.

Plader

The Concretes: In Colour

Jeg har altid hadet, når bands skriver sange, der handler om at høre radio. Jeg synes simpelthen, det lyder åndssvagt. Hvad er meningen med at synge “la-la-la, jeg hører en sang i radioen“?!. Det er dumt, dumt, dumt. Og det drejer sig ikke kun om sange a la Brdr. Olsens “Listening to My Little Yellow Radio” – det er lige så slemt, når en god musiker som P.J. Harvey synger: “Turn up the radio / I heard a song on the radio” (i “Cat on the Wall” fra Uh Huh Her), eller når Smashing Pumpkins synger “Radio, play my favourite song / Radio radio radio” (i “I of the Mourning” fra Machina). Denne ottende dødssynd begår The Concretes på første skæring fra deres nye album In Colour. “On the Radio” er en klaverklimtende lille popsag, der dog – på trods af sit tema – er en passende intro til indiepop-albummet. Svenske The Concretes blev dannet helt tilbage i 1995 af Victoria Bergsman, Maria Eriksson og Lisa Milberg. Siden da er yderligere fem (!) musikere hoppet med på vognen, og den dag i dag står oktetten bag en række singler og EP’er. Derudover udkom deres første fuldlænge-album i 2003, og In Colour er således kun den anden fuldlængde-udgivelse fra et band, der snart kan fejre 11 års fødselsdag. Størstedelen af albummet er indspillet i Sverige, men bandet kom også en tur omkring USA under tilblivelsen af In Colour sammen med bandets producer, amerikanske Mike Mogis, der er kendt for sit tætte samarbejde med Bright Eyes. Netop kombinationen af det svenske og det amerikanske er meget karakteristisk for In Colour. The Concretes leverer popsange på svenskklingende engelsk med The Cardigans’ Emmerdale in mente. Samtidig er der også en udpræget americana- og country-flirtende lyd over numrene – med flittig brug af både violiner og pedal-steel. Desuden er blæsere gennemgående elementer på albummet, og de er muntre indslag, der hiver musikken en tak højere op på sommerbarometeret hist og her. Stemningen på In Colour er gennemgående fornøjet, men melankolien er også tilstede – bl.a. i “Tomorrow”, der dog er en noget blodfattig ballade. “Your Call” har Romeo Stodart fra Magic Numbers med på duet og har et fængende halvsørgsmodigt refrain. Imidlertid er det et af de numre, hvor de sukkersøde kærlighedskvaler er smurt lige lovligt tykt på. Det samme er tilfældet på “Chosen One”, der har en fin melodi og lidt mere tempo, men hvor siruppen flyder for tykt: “Now I’m out here with my heart in my hand, to hand it over / Now I’m out here with my heart in my hand / Have you seen my chosen one recently / If you do, tell him I’m in for love.” “Greydays” er et af de mest cowboystøvle-klædte numre, og er en ganske fin country-inspireret ballade. “Fiction” er bedste nummer fra The Concretes’ palet – et længere nummer, der får lov til at udvikle sig ud over vers/omkvæd/vers, og hvor blæserne får frit løb. “As Four” er også værd at nævne, da den skiller sig ud blandt de andre numre som en haltende, dejligt skæv vise. Victoria Bergsmans sange på “svengelsk” er smilende – og ikke altid helt rene. Men musikkollektivet The Concretes har med In Colour lavet en farvefyldt juniplade for dem, der kan lide ukompliceret indiesommerpop med et skvæt af selvmelidenhed på rette tid og sted, som også Belle & Sebastian kan levere den. Der er ikke mange popbands, der har så mange medlemmer som The Concretes, og måske er der en årsag til det. Det er ikke svært at forestille sig, at det kan være besværligt for otte mennesker at blive enige om, hvordan fire-minutters-popsange skal lyde. Det kunne være grunden til, at numrene på In Colour lyder, som om de er blevet vendt en gang eller to for meget. Det er ærgerligt, at der ikke er noget, der stikker eller stritter lidt mere. Albummet er blevet lidt for poleret. Men det er jo ikke alle, der regner dét for et minus i sommerpopverdenen, så mon ikke The Concretes nok skal finde deres vej til radioen…

Anbefalet

EP’er

All killer, no filler. Det er titlen på et Sum 41-album, der næppe lever op til titlen. Men det er også det dogme, vi har kastet hen over denne måneds Undertoner anbefaler: Vi serverer ni ep'er uden noget overflødigt fyld.

Plader

Tiger Baby: Noise Around Me

Hvis du ikke kender den københavnske trio Tiger Baby fra deres 2004-debut Lost in You, er du måske stødt på dem for nylig, hvor de har gjort sig bemærket med deres udmærkede og meget elektroniske cover af Depeche Modes “Strangelove” på albummet DMDK. Nu er bandet klar med nyt materiale fra egne skuffer. Noise Around Me, som den lille ny er døbt, udkommer både i USA og Japan – og i Danmark på bandets eget selskab, Gunhero Music. Inde i baby-tigeren gemmer Benjamin Teglbjerg, Nikolaj Tarp Gregersen og Pernille Pang sig, og bandet er generelt ikke helt så skarpe i den elektroniske lyd som på deres version af “Strangelove”. Tiger Baby spiller venlig electropop, hvor trommemaskiner, keyboards der lyder af 1988 og Pernille Pangs vokal, ofte med computerforvrængning, er omdrejningspunkterne. I forhold til Lost in You, er den nye udgivelse mindre poleret, mindre sød og mindre harmonisk. Det er blevet en lille bitte smule farligere at være Tiger Baby, hvis man dømmer efter første nummer, der åbner med en omgang electronica på Primal Scream-stadiet og en computerstemme, der gentager ordene »Tiger Baby«. Det viser sig dog mest af alt at være falsk alarm, for Tiger Baby er stadig helt ufarlige. Også på trods af, at bandet selv mener, at Noise Around Me er et mørkere album end forgængeren. Mørkere og mere dansabelt. Det er dansevenligheden, der skal lægges mest vægt på. På flere af numrene og særligt på førstesinglen “At Least I’m Honest” er der nemlig skruet godt op for dansekvaliteterne. Bl.a. dette nummer kunne med sine keyboards og sin melodi sagtens have været at finde på en dance-compilation fra begyndelsen af 90’erne. Hvis det havde været en dårlig én af slagsen, ville den kiksede “Prolusion” og muligvis også “Girlfriend” have været på tracklisten. De bedre numre på albummet er imidlertid ikke dance-numrene, men de numre, der stadig lyder som St. Etienne, hvad angår vokal og elegante popmelodier – og Ladytron, når det drejer sig om electro-lyden. Det drejer sig især om “Just for a Day”, “Magic M” og “Bosphorus Bridge”. “In Your Heart”, der også er dansevenlig, er ligeledes værd at nævne med sit lidt tungere synth-beat og albummets mest iørefaldende melodi. Noise Around Me er ikke nogen dårlig plade. Pernille Pangs stemme er stadig afdæmpet og sød, og alle numrene er lyttevenlige og mange også dansevenlige. Men hverken i radioen eller på dansegulvet vil nogen af Tiger Babys nye numre bide sig fast. Tilbage står derfor, at der ikke er meget noise omkring Tiger Baby, og at Noise Around Me er en uvæsentlig udgivelse, som man muligvis ville få svært ved at hade, men som man har let ved at være ligeglad med.

Plader

Yeah Yeah Yeahs: Show Your Bones

Lad os glemme al hype, der har været omkring Yeah Yeah Yeahs. Deres musik er ikke bare et modefænomen, og Karen O., Nick Zinner og Brian Chase har meget mere at byde på. Den længe ventede toer Show Your Bones er nu landet, og Yeah Yeah Yeahs står rent musikalsk så stærkt som aldrig før.

Koncerter

Under Byen, 08.04.06, Store Vega, København

Nye numre, ny opstilling, nyt look. Under Byens koncerter har ændret form, og det er en forbedring, der passer godt til den tungere lyd fra det nye album. Men underholdningsværdien er dalet, og lørdag aften i Vega lykkedes det ikke bandet at holde interessen fast hos publikum, hvoraf en del gik før ekstranumrene. (09.04.06)Mange bondepigekjoler og 17-årige bevidst rodede hestehaler havde indfundet sig i Store Vega lørdag aften. Stemningen var høj hos mange, og forventningen var ligeså hos de fleste, der så frem til at høre live-udgaven af Under Byens nye album Samme stof som stof. Det første, der faldt i øjnene, var da også den utraditionelle Under Byen-opstilling, som musikken på det nye album har inspireret til. Forsanger Henriette Sennenvaldt var ikke længere placeret i front, og lyset var langt mere dæmpet end normalt til koncert med de otte århusianere. Med to trommeslagere, Stine Sørensen og Morten Larsen, var der ordentligt drøn på, da Under Byen skulle spille Store Vega op. Trommer og bas stod stærkt, og trommeslagerne komplimenterede hinanden dygtigt. Det gav et effektivt ryk i publikum, og koncerten startede stort. Undervejs var det særligt de nye numre, der nød godt af de kraftfulde trommer, og den mere voldsomme lyd fra Samme stof som stof kom til sin ret – det gjaldt i særdeleshed for aftenens mest vellykkede nummer fra den nye plade, “Den her sang handler om at få det bedste ud af det”. Stine Sørensen havde en olietønde som en del af sit trommesæt, og den formede bl.a. “Mission”s karakteristiske lyd. Turen gik videre igennem flere af de nye numre, men også forbi ældre eksemplarer som “Fugle og ild”, “Sylfiden” og “Lenin”. Vi fik også “Legesag”, som i øvrigt – efter publikums ivrige hvin at dømme – er gået hen og blevet noget så mærkværdigt som et regulært Under Byen-hit. Når nu sukkene, småskrigene og Under Byen-poesien var rykket længere bagud på scenen, var det cellisten Morten Svenstrup og Nils Gröndahl, bevæbnet med sav og violin, der indtog pladserne nærmest publikum. Sennenvaldt-spotlyset var fraværende, og lyset på scenen var sparsomt. Samtidig havde bandet denne gang store faner hængende fra gulv til loft, hvorpå der blev projekteret forskellige (til tider noget ensformige) mønstre og på et tidspunkt også skovbilleder. Denne nye opstilling gav et indtryk af en større enhed. Orkestret var ikke længere Henriette Sennenvaldt & Under Byen, men bare Under Byen – én organisme, hvor instrumenter, vokal, visuals og lys sammen udgør et hele. Det var lørdag aften, og Vega bød på sine halvvejs obligatoriske lørdagsfulderikker, der kom med utidige, platte tilråb og andre forstyrrende udbrud. Efterhånden var de dog ikke de eneste, der begyndte at rumstere rundt. Hen ad vejen blev gulvpublikummet rastløse og begyndte at vandre rundt og snik-snakke højlydt. Spørgsmålet er, om Under Byen, specielt med sit nye udtryk med mere helhed og mindre forsanger-underholdning, bare ikke egner sig som et lørdag aften-band? Eller om bandet også selv gik lidt i tomgang undervejs og ganske enkelt ikke magtede at fastholde publikums opmærksomhed? Svaret ligger nok et sted imellem de to muligheder. Under Byen leverede ikke varen fuldt ud, og f.eks. var det svært at holde gejsten oppe under den lange “Siamesisk”. Tørt blev det også under andre numre med masser af langtrukken guitar-feedback, når de roterende mønstre bag bandet mistede pusten, og bandmedlemmerne stod i halvmørke. På samme tid er Under Byen et overordentligt velspillende orkester, og numrene fra Samme stof som stof klarer sig fint live. Den nye opstilling er et skridt i en positiv retning for århusianerne, men det er, som om den nye form skal finpudses, og medlemmerne må finde en måde at holde publikumsinteressen fanget i halvanden time, nu hvor de er gået bort fra at overeksponere Henriette Sennenvaldt. Læs også Undertoners anmeldelser af:Under Byen: Samme stof som stofUnder Byen, 05.01.06, Copenhagen Jazzhouse Karakter:       Bedømmelseskriterier

Plader

Tartufi: Trouble EP

Tartufi fra San Fransisco udgav sidste år deres debutalbum, og nu er de sluppet omkring "den svære to'er" ved at lave en ep for et spansk pladeselskab. Meget amerikansk lyder trioen imidlertid stadig, og det er kreativ alternative rock, der står på den fire numre lange menu.

Koncerter

Nikolaj Nørlund, 22.03.06, Musikcaféen, København

En nat i indre by midt i den støjende tid gav Nikolaj Nørlund koncert. Nørlunds lune facon - og talentet er som ridset i panden. Ja, det væltede ned over publikum med et lille digt her og en anden mands historie dér. Nørlund er måske ikke verdensmester i at huske sine sange, men som den kunstner han er, fortjener han stor respekt endnu.

Plader

Pluto: Ingen ved hvorhen

Plutos nye albumtitel er noget pjat. Bandet ved bestemt godt hvorhen. De har godt fat i sproget, og de dansksprogede tekster er altid i front med instrumenterne længere tilbage i rækkerne. Samtidig vil de gerne lave nogle radiohits og nå ud til et større publikum.

Plader

Cat Power: The Greatest

Med You Are Free fik Chan Marshall for alvor slået sit alias fast med ærlig sangskrivning og nærværende vokal. Denne gang har hun været på eventyr i Memphis for at flirte med country og soul. The Greatest lever op til forventningerne, men stadig er Cat Power stærkest i sit enkle udtryk.

Plader

The Voices: s.t.

"Hvad hvis jeg siger, at jeres album lyder som en My Bloody Valentine-kopi?" - imaginært interview med Voice A, B og C fra The Voices, der spiller shoegazer-rock med sparsom vokal.

Plader

Marc Hellner: Marriages

Lyt til Marriages, og forbered dig på at blive varm, afslappet og måske lidt søvnig – men uden at du kommer til at kede dig undervejs. Marc Hellner kombinerer vokaler, traditionelle instrumenter og blød electronica, så det er en ren fornøjelse.

Plader

Songs of Green Pheasant: s.t.

Det lyder, som om blomsterbarnsblod løber gennem årerne på Duncan Sumpner alias Songs of Green Pheasant. Det kan både være en fordel og en ulempe. Det rolige Simon & Garfunkel-inspirerede debutalbum har i hvert fald potentiale til både at gå én på nerverne og sprede velgørende varme.

Plader

Mew: And the Glass Handed Kites

Det er ingen overdrivelse at kalde And the Glass Handed Kites det danske album, som i år er ventet med størst forhåbning. Heldigvis er det en lykkelig forløsning, for Mew lever op til forventningerne. Kernen i Mews lyd er bibeholdt, men ellers har bandet bevæget sig et godt stykke. I en yderst spændende retning.

Plader

Peter Dahlin and Sleeping Beauty: Out in the Snow EP

Peter Dahlins ensomme svenske tristesse fra 2003 slog ikke an. Derfor valgte han at lægge sorgerne på hylden, og lade glade popsange og hjælp fra Sleeping Beauty finde vej til den nye EP. Guitardrengen byder nu både på klagesang og popglæde, alt sammen med en stor hilsen til "kära mamma".

Plader

Rufus Wainwright: Want Two

Rufus Wainwrights verden er eventyrlig og tilsat lige dele sex, synd, drama, kærlighed og kabaret. Det går ikke stille for sig, når Rufus udfolder sig. Og godt det samme - han er helt ubestridt en af nutidens mest kreative, spændende og talentfulde kunstnere.