Skribent - Camilla Grausen

Koncerter

Rufus Wainwright, 08.05.05, Store Vega, København

Søndag aften i Store Vega imponerede Rufus Wainwright og hans særdeles velspillende band et i forvejen forventningsfuldt publikum med en overdådig koncertoplevelse. Der manglede ikke noget, og aftenen var nærmest som mange koncerter i én. Da Rufus Wainwright søndag aften betrådte Store Vegas scene, var hans fodtrin, fra sidst han besøgte stedet, knap nok blevet kolde. Det er ikke længe siden, han varmede op for Keane på samme sted. Hoved- og opvarmingsnavn til den koncert burde bestemt have været byttet om, men sådan var det altså ikke, skønt en stor del af publikum primært var kommet for at høre Rufus Wainwright. Nu fik det danske publikum imidlertid mulighed for at høre Rufus og hans talentfulde band, sådan som de skal høres: med masser af plads – og masser af tid. Koncerten varede to timer, og intet mindre kunne have gjort det med alt det, Rufus og co. havde at byde på. Rufus startede koncerten med “Crumb by Crumb” fra Want Two, der for så vidt var et mærkeligt valg som åbningsnummer. Ved andre koncerter på turnéen, hvor sætlisten har været noget nær den samme, har Rufus lagt ud med “Agnus Dei”, den højtidelige og imponerende messesang, der åbner Want Two. Det nummer ville yours truly vældig gerne have hørt live, og det havde desuden været en passende teatralsk åbning frem for den lidt for joviale “Crumb by Crumb”. Det betød dog ikke så meget, for i løbet af de første numre spillede bandet sig varmt og blev klar til større højder. I løbet af koncerten nåede Rufus Wainwright og hans band gennem numre fra alle Rufus’ fire albums. Naturligt nok ikke så mange fra de to ældste, men de var dog repræsenteret. Koncerten igennem imponerede Rufus Wainwright med sit fabelagtige talent, og publikum blev på det nærmeste bjergtaget af den lille mand, der fyldte så meget. Rufus var ovenud charmerende med sin småforvirrede pludren og sine fortællinger, der fik varme strømme af latter ud af publikum. Han var, som koncertoplevelsen, både inderlig, rørende, storslået og morsom. Rufus Wainwright er karismatisk og overordentlig elskelig med sine pludselige indskydelser – kun han kan finde på at stoppe hele bandet i et nummer, der netop er begyndt, fordi han “lige glemte at fortælle noget”, eller fordi hans jakke sidder forkert »og ser mærkelig ud – it looks like I have tits or something.« Vi fik på de fyldte tilskuerrækker både lov til at se lidt af personen Rufus Wainwright og den entertainer, vi havde forventet at møde. Ham, der kom med vittigheder og små provokationer – det meste af tiden fra et homo-perspektiv, der ikke kunne andet end at lokke smilene frem. F.eks. dedikerede han “Gay Messiah” til både den nuværende pave og alle de mange tusind forhenværende – »there’s so many of them! Imagine the guest list! The guest list in Heaven must be so long.« Rufus’ stemme er også dejlig stærk og fyldig live, så bare at lytte til ham alene var en fornøjelse. De fleste publikumsfavoritter blev spillet (bl.a. vakte “The One You Love”, “Cigarettes and Chocolate Milk” og “14th Street” lykke), og derudover var publikums reaktioner på bestemte numre interessante – heriblandt Vibrate fra Want One. Et nummer, der er underspillet på en dejlig måde, finurligt og med flere småmorsomme liner. Men ikke desto mindre også et nummer, der har delt kritikerne, hvoraf mange synes, at det er absolut tåbeligt. Det syntes publikum dog ikke, og det var sjovt at høre salens massive begejstring, da Rufus indledte nummeret. Blandt andre særligt nævneværdige indslag, var Rufus’ lille familietema, hvor han alene ved klaveret først dedikerede “Beauty Mark” (fra debuten) til sin mor, derefter “Little Sister” (fra Want Two) til sin søster, Martha, og til sidst “Dinner at Eight” (fra Want One) til sin far. Rufus gjorde reklame for sine musikalske familiemedlemmers egne udgivelser og fortalte om familien: Martha havde fødselsdag og desuden var det Mors Dag – »It’s a chick day.« Rufus Wainwright med band søndag aften i Vega var helt over the top – en uforlignelig koncertoplevelse med så mange facetter, at det kunne have været mange koncerter i én. Rufus Wainwright gav os inderlig intimkoncert – alene ved det store sorte flygel på en lang række numre, heriblandt “The Art Teacher”, “This Love Affair” og “Hallelujah” (Leonard Cohen). Han gav os fortællingerne, den gode søndagsstemning med syng-med-numre og skønne korarrangementer fra det yderst velspillende og -syngende band. Han gav os storladne øjeblikke hvor hele bandet og Rufus’ stemme gik op i en højere enhed og nåede eventyrlige højder foran det store bagtæppe, der var belyst nedefra og gav Vega en skøn gammeldags teaterstemning. Så flot gjorde de det, at man helt glemte at savne de store orkestre og blæsere fra Rufus’ plader. Og ikke nok med dét… Da koncerten var ved at lakke mod enden, og det var ved at være tid til ekstranumre, følte undertegnede, at Rufus allerede havde leveret varen og given det ekstra, der gjorde koncerten mindeværdig og løftede den langt over “tilfredsstillende”. Men vi fik meget mere for pengene, for her gav Rufus os pludselig dekadent bøsse-kabaret til Old Whore’s Diet, hvor han og resten af bandet smed tøjet for at afsløre g-stenge (hos de mandlige bandmedlemmer), netstrømper, diverse stykker af udklædningstøj, og til Rufus selv: høje røde hæle, glitrende fe-vinger, perler, diadem og et skærf tværs over brystet med påskriften “Miss København”. Publikums hylen var naturligvis uden ende, og mindre blev jubelen ikke, da bandet slog over i tonerne fra det nummer, der nærmest er blevet Rufus Wainwrights kendingsmelodi: “Oh What a World”. Denne beretning fra to timer i Rufus Wainwrights eventyrlige verden kunne blive meget lang, for der er masser af gode historier, sjove fortællinger, smukke øjeblikke og talentfulde præstationer at fortsætte med. Men et sted må det jo stoppe, og det kan lige så godt være med endnu flere uforbeholdne roser herfra: Rufus Wainwright er simpelthen fantastisk!

Plader

Monster Movie: Transistor

Monster Movie er et af de bands, der i sin tid opstod ud af asken fra Slowdive, og som har brugt arven særdeles positivt uden at lyde som en reprise. Deres seneste udgivelse, mini-albummet Transistor, når fantastiske højder i dets allerbedste minutter, men formår alt i alt ikke at holde niveauet.

Plader

Communiqué: Poison Arrows

Der var engang et punkband, der hed American Steel, som blev trætte af punk. Så lagde de deres stil om, smed en masse keyboard-melodier oveni og begyndte at lytte til indiepop og retrorock. Og pludselig hed de Communiqué og spillede op til fest og god stemning i Californiens mange sommernætter.

Plader

Cherry Overdrive: Sharks

En demo er ofte et bands skrøbelige nyfødte barn. Numrene kan være svære at forholde sig til, da de stadig kan udvikle sig, mens bandet lærer at opdrage dem og blive bedre forældre selv. Det kvindelige garagerockband Cherry Overdrives demo er også en baby, men bandet har endnu ikke fundet en lyd at udvikle.

Plader

Electrocute: Troublesome Bubblegum

Electrocute lyder som 90'er-pigerne i Shampoo tilsat punk, electroclash og provo-tekster. Resultatet fra den berlinske pigeduo er fornærmende ringe. Mia Von Matt og Nicole Morier er simpelthen ikke frække punk-chicks, hvor gerne de så end vil være det.

Plader

Künnecke & Smukal: s.t.

Den halvvemodige, tyske indie-duo, Künnecke & Smukals debutalbum består af små rundtenommer med akustisk guitar og melankoli oven på. Tonerne er behagelige, men smagen af Künnecke & Smukal forsvinder hurtigt efter sidste bid – det er simpelthen ikke interessant nok.

Plader

Asobi Seksu: s.t.

Asobi Seksu fra New York støjer som My Bloody Valentine og synger pop som ingen andre – sangerinden Yuki Chikudates svage, falske vokal ødelægger størstedelen af albummet, der uden hende kunne være gedigent, selvom det endnu ville mangle en god portion opfindsomhed.

Plader

PJ Harvey: Uh Huh Her

PJ Harvey er af og til stille, men mest af alt frembrusende og rå på Uh Huh Her, hvor hun skærer ind til benet og svinger kniven med en hård, retfærdig hånd. Et stærkt album fra den moderne rocks stærkeste kvinde.