Med udgivelsen af EP3 er danske Nelson Can nået frem til en ny lyd, der er rigtig meget dem selv. De seneste år har de lagt fundamentet for den store succes, de nu oplever, og med deres catchy riffs og modet til at drømme stort, har de bevist, at de er meget mere end “bare” et pigeband
Islands musik er en magisk størrelse, og det beviste de to bands i en dobbeltkoncert lørdag aften. My bubba og Mr. Silla er tro over for sig selv og musikken på en måde, der kan overbevise selv den mest indædte kyniker.
Det danske grungeband Baby in Vain nærmer sig endelig et decideret debutalbum med den fem numre lange EP For the Kids, der er væsentligt længere end deres vante to numres-udgivelser. På den nye EP er alt som det plejer, når man lytter til Baby in Vain, man hvad vil bandet egentlig vil med deres musik?
Bisses fjerde album, Happy Meal, blev fejret i København med koncert, releaseparty og tourstart. Koncerten viste Bisse som en musiker, der er umulig at kategorisere, men som man alligevel har gået og manglet.
Det er næsten syv år siden, vi sidst talte med den franske duo The Dø. Siden da har de udgivet to albummer og har netop vundet en pris ved Victoires De La Musique, Frankrigs svar på Grammy, for årets rockalbum med Shake, Shook, Shaken. Vi fangede duoens ene del, Olivia Merilahti til en snak om tillid og trap.
Normalt er britiske Factory Floor garant for knoglerystende oplevelse. Ikke kun var et af trioens medlemmer udeblevet, men den helt fantastiske atmosfære forblev også på lang afstand.
Danske Taragana Pyjarama har gang i noget meget spændende. Desværre kommer det bare ikke rigtig til udtryk i liveoptrædener som denne. For mange pauser mellem numrene gjorde oplevelsen abrupt, og det blev aldrig for alvor fængende.
Et af fredagens hovednavne, britiske Metronomy, inviterede til kærlighedsfest i diskokirken og efterlod anmelderen i forelsket ekstase.
Future 3 kiggede frem på scenen igen og betog Undertoners anmelder. Men det krævede, at man lod sig rive med og følge med på den intergalaktiske rejse, som gruppens ambiente lydbillede skaber.
Den elektroniske festival Sónar er kommet til Danmark, og Undertoner er selvfølgelig med. Her beviste den norske producerduo Smerz, at synth er sexet, og de er begyndt at få tag i den danske musikerundergrund.
Den svenske indiepop-dronning Jenny Wilson har i anledning af forårets (snarlige?) komme gravet i skufferne. Og der gemte sig en single. Hør den her!
Der er et nyt album på vej fra det canadiske postrock- og dommedagsorkester Godspeed You! Black Emperor. Hør et godt og vel 8 minutter langt uddrag af albummets åbningsnummer.
Den lille festival, der finder sted på Fanø i juli, har nu løftet sløret for de første fem navne til næste års festival.
Temple strøg til tops på Det Elektriske Barometer med deres første single ”Renegade”, høstede rosende ord og har nu et debutalbum på gaden. Fantastisk lyder det, men faktisk er historien om Temple historien om det heldige tilfælde, og hvordan det nogle gange er godt at mangle penge.
Dårlig lyd og en bastant uoplagthed, gjorde det uklarthed, hvad hypen om EMA egentlig består i.
Når det kommer til skønhed, charme og talent, er der ikke mange, der har noget på amerikanske Julia Holter. Og end ikke den kogende tilstand på Gloria ødelagde det for hende. Julia Holter spillede på samme scene tilbage i 2012, men har siden da udvidet bandet med en cellist og saxofonist. Og det klædte hende virkelig godt. Hvor den evigt godt konstruerede musik tidligere virkede spinkel og skrøbelig, har den nu fået en modstandsdygtighed i sig, der passer langt bedre til hendes tekster, der viser, at Holter både kan skrive og ikke mindst har en hel del på hjerte. Særligt “Marienbad” fra 2011-albummet Ekstasis var forrygende. De næsten hvirvlende toner fra violinen og saxofonen skabte en magi svarende til den, man hører for sit indre øre, når Alice falder ned i hullet i “Alice i eventyrland”. Senere i settet på “City Appearing”, som hun selv kalder en apokalyptisk sang, lader bandet sangen forvandle sig til en slags hypnotiserende vuggevise, der får alle til at glemme både tømmermænd og faktummet, at de endnu engang har indfundet sig på Roskilde Festivals mest ulideligt varme scene.
Arctic Monkeys er dygtige, helt vildt dygtige faktisk. Desværre har de lagt charmen fra sig i noget, der minder om jagten på at blive dét største rockband. Og det klæder dem dårligt.
Den svenske popduo Icona Pop har to hits for alvor, og dem havde de styr på lørdag aften. Desværre druknede resten i en intethed, nøjagtig som bobletyggegummier, der er blevet tygget for længe.
Det projekt, Nørlund kastede sig ud i lørdag eftermiddag var ambitiøst, modigt og egentlig ret fantastisk. Desværre tillod venuen ikke, at publikum kunne lade sig føre igennem godt tyve års dansk musikhistorie, når den er bedst.
Cyril Hahn udnyttede alt, hvad han havde til rådighed, og viste sig ikke kun at være et festligt indslag, men en helt værdig act i sig selv med plads til både de velkendte og elskede remix såvel som egne og mindst lige så gode produktioner.
