Skribent - Christian Birk

Plader

Best Coast: Crazy for You

Debutalbummet fra Best Coast har været imødeset med spænding siden sidste år. Albummet vil formentlig ikke skuffe fans af bandet, for det lyder præcis, som man kunne forvente – som snydt ud af næsen på USA.

Plader

Arcade Fire: The Suburbs

Med Funeral kredsede man om død i den nærmeste familie. På Neon Bible handlede det om dommedag, død og ødelæggelse. Nu er Arcade Fire klar med deres tredje album, der omhandler noget så trivielt som livet i forstæderne .

Plader

Tame Impala: Innerspeaker

Udsyret, uimponeret og uhyggelig lækkert. Så simpelt kan Tame Impalas debutalbum beskrives. Fine harmonier og snørklede strukturer kombineres elegant med drømmende vokal.

Plader

Wild Nothing: Gemini

Wild Nothing alias Jack Tatum har udgivet en rigtig fin lille debutplade. Melodierne og intentionerne er gode. Problemet er bare, at der er lånt lige lovlig meget hos andre.

Plader

The Drums: s.t.

The Drums debuterer med et udspil, der emmer af spilleglæde, sommernætter og ulykkelig forelskelse. Resultatet er medrivende og fyldt med gode melodier.

Plader

Karen Elson: The Ghost Who Walks

Karen Elson – supermodel og gift med Jack White – debuterer med et udspil, der låner fra bl.a. americana, folk og country. The Ghost Who Walks vil og kan rigtig meget, men bliver aldrig et helstøbt album.

Plader

Rinôçérôse: Futurinô

Selvom Futurinô er femte udspil fra den franske duo Rinôçérôse, anmeldes de for første gang i Danmark. Om det er på grund af manglende kvalitet eller et rent uheld, er ikke til at sige, men Danmarks første bekendtskab med duoen er en blandet fornøjelse.

Plader

Slow Club: Yeah So

Slow Clubs debutalbum Yeah So er lidt som at høre Det Elektriske Barometer, efter man er blevet for gammel til det. Engang sødt, uskyldigt og mystisk. Nu plat, uoriginalt og ufrivilligt morsomt.

Plader

The Scaramanga Six: Songs of Prey

Halvdelen af The Scaramanga Six bærer efternavnet Morricone. På sin egen facon holder det dramatiske efternavn, dets klang og associationer stik på briternes sjette album. Navnet Morricone er hér lig med hård rock og overnaturlig tro på egne evner.

Plader

Golden Silvers: True Romance

True Romance er som at høre Prince og Arctic Monkeys samtidig. "Purple Rain" på anlægget og "I Bet You Look Good on the Dancefloor" i radioen. De fleste ville skrue ned for det ene og op for det andet. Det gør Golden Silvers ikke. De danser bare videre.

Plader

Crippled Black Phoenix : 200 Tons of Bad Luck

Crippled Black Phoenix kan lide at spille højt, når de af konerne får lov at jamme i garagen blandt urtepotter og muldjord. På deres andet album er det dog, som om deres bedre halvdele har fået nok. De må dæmpe sig, og det kommer bestemt ikke lytteren til gode.

Plader

Jeffrey Lewis & The Junkyard: ‘Em Are I

Jeffrey Lewis er svigermors drøm. I hvert fald hvis ens svigermor er hyppig læser af Undertoner, Soundvenue og Geiger, har købt billet til Deerhunter og Crystal Antlers og Simon Finn og læser Marjane Sartrapi og Harvey Pekar og ikke Stieg Larsson og Dan Brown.

Plader

El Perro del Mar: Love Is Not Pop

For at et album skal være værd at lytte til i længere tid, er det ekstremt vigtigt, at de gode sange overstråler de mindre gode – der skal være flere plusser end minusser. På Love Is Not Pop skal der et målfoto til, før vi kan finde den sande vinder.

Plader

Mt. St. Helens Vietnam Band: s.t.

Mt. St. Helens Vietnam Band. Et langt og finurligt navn, som kan betyde det meste. Coveret hjælper en smule på vej: Forestillende en slags tapir sovende i grøn-orange blomster ledes tankerne mod de glade 70’ere, hvor verden blev udforsket i alle henseender. Det samme gør musikken på dette debutalbum.

Plader

Handsome Furs: Face Control

Der har været store forventninger til Handsome Furs’ nye album på alverdens blogs. Hype er én ting. En ting, som alle canadiske bands efterhånden har prøvet på egen krop, efter Arcade Fire udgav Funeral. Spørgsmålet er, om man kan leve op til den.

Plader

Peter, Bjorn and John: Living Thing

Den svenske trio Peter, Bjorn and John (nå ja, dem med fløjteklassikeren "Young Folks") er klar med deres femte studiealbum, Living Thing. Et album, der peger frem og tilbage og i alle mulige og umulige retninger.