Nu har de værste bølger omkring Animal Collective efterhånden lagt sig efter de udgav det (med rette) meget priste album Merriweather Post Pavilion. Nu har de den gyldne mulighed, at de selv kan vælge, om de vil blive i medievælten, eller om de vil trække sig ud igen. Det første lader til at være tilfældet; i hvert fald optrådte de i torsdags på landsdækkende amerikansk tv. Og det var ikke i hvilket som helst program, men på Letterman komplet med et par subtile tilsvininger fra hans side (selvom han jo har lidt ret angående coveret). De tre fyre (Deakin vender tilbage til sommer) valgte at spille det meget lettilgængelige nummer “Summertime Clothes”. Et rigtigt godt nummer som nok skal give dem endnu flere lyttere, og det er jo kun godt. Alligevel synes det som en lidt kedelig løsning, og de fjollede dansere i baggrunden virker alt for påtaget anderledes (hvem sagde Pitchfork-segment?) Næ, sjovere var det, da de efter udgivelsen af “Strawberry Jam” tog røven på alle og spillede “#1” på Late Night with Conan O’Brien: Vurder selv, om Animal Collective har nået deres populære højdepunkt:
Skribent - Christoffer Basse Eriksen
Bon Iver: Blood Bank EP
Hvor er det ærgerligt, ærgerligt, ærgerligt, at Bon Iver har udsendt den forcerede og eksperimenterede ep Blood Bank. På trods af et par fine numre havde det været bedre, om han havde ladet være.
Murcof: The Versailles Sessions
Den mexicanske elektroniske kunstner Murcof bevæger sig væk fra fremtidens lyde og koncentrerer sig i stedet om det sene 1700-tal på sit seneste udspil, The Versailles Sessions. Det slipper han helskindet fra, men uden at efterlade sig dybe spor.
Isobel Campbell & Mark Lanegan: Keep Me in Mind Sweetheart EP
Hvad siger vinduet? Et meget beskedent lag sne dækker alle de utilgåede arealer. Ikke meget, men en lille smule, og det er også nok så tidligt i januar. Jeg lytter til Keep Me in Mind Sweetheart, en stille og rolig ep, der er rigtig god at sidde og kigge på nedfaldende sne til.
Matti Bye: Drömt
En kaskade af følelser, det er, hvad Matti Byes Drömt er. Det er overvældende dygtigt gjort, men det er også bare alt for overvældende. Bye skyder hele arsenalet af på 36 minutter. Bagefter er den kraftigste følelse den af at være blevet bombarderet.
Animal Collective: Merriweather Post Pavilion
Så skete det – Animal Collective har bekendt kulør og udgivet et regulært popalbum, komplet med håndklap, catchiness og drøntunge beats. Er det et sell-out? Overhovedet ikke. Merriweather Post Pavilion fremstår som en naturlig forlængelse, en sublimering, højdepunktet af bandets udvikling det sidste årti.
Jørgen Leth, Frithjof Toksvig & Mikael Simpson: Vi sidder bare her…
Jeg stoler ikke på min hukommelse; det er udgangspunktet. Man er nødt til at skrive ned for at fange den tanke, man har, i flugten. Ellers forsvinder den, ellers er den bare færdig, den kommer ikke igen, den er væk, hvis den ikke er noteret.« Jørgen Leth taler, jeg lytter og noterer. Nogle mænd spiller noget musik. Det hele foregår på en café. Velkommen indenfor.
Angela Desveaux: Angela Desveaux and the Mighty Ship
Angela Desveaux er en kvinde, og hun synger meget godt. Hun har en god stemme, og hun formår at bruge den godt. Angela Desveaux har et backingband, der spiller på twangguitar, på violin og piano og lidt på bas. Angela Desveaux har lavet en plade, og den er ikke perfekt.
Max Richter: 24 Postcards in Full Colour
Max Richter kaster dig fra postrock til ambient til minimalisme til drone. Fra scene til scene, fra by til by, fra postkort til postkort. Det er 24 stykker ny musikhistorie på 34 minutter. Det er hensvævende, men det er samtidig vågent.
Sister Chain & Brother John: Darkness to Warm Your Heart
Darkness to Warm Your Heart er et 10 numre langt album. Desværre. Havde den været en kort ep, som bestod af de fire første halvlovende numre, ville den have været spændende og love godt for bandets fremtid. I stedet er albummet alt for langt, og den sidste halvdel er fuldstændig ligegyldig.
Moon: Tales of Long Dead Ladies
Idérigdommen er stor hos duoen Moon, der blander ambient, noise, folk og postrock sammen til en ikke helt ilde cocktail på 33 minutter. Numrene bevæger lytteren hen over sneklædte bjerge og oprørte have, men musikalsk får Moon mig ikke til at lette.
Pronounced Sex: XXX
Bevægelsen mod de sene timer tvinger øjnene og ørerne op for kvaliteterne på XXX og sætter billeddannelsen i gang. Pronounced Sex’ debut fra det norske avantgarde-rockselskab Interregnum svinger i kvalitet og sammenhæng, men er i sandhed uhyggelig. Gør det den også god?
Fuck Buttons: Street Horrrsing
Engelske Fuck Buttons debutalbum er et semisadistisk samleje. Fristende og sprudlende melodier bliver voldtaget af hårdtslående noise. Med et steady beat og pirrende drillerier henføres lytteren i en 50 minutter lang orgastisk ekstase. Seks sveddryppende U'er.
Ecce ancilla Domini vs. Kloster: Stillat min själ
Stillat min själ er en lille perle, som måske ikke bibringer særlig mange nye og originale idéer, men til gengæld bringer stilhed i sjælen. Med utroligt stærke melodier og en sjældent set intimitet giver svenske Ecce ancilla Domini og danske Kloster deres bud på nye, kristne sange. Igen: Her er ro at finde.
Sian Alice Group: 59.59
Sian Alice Groups debutalbum 59.59 er et dårligt album. Nej, vent! Dårligt er det egentlig ikke. Men det er heller ikke godt. Jeg kan ikke rigtig huske det. 59.59 er en kedelig plade.
Animal Collective: Water Curses
Animal Collective fortsætter deres lange udgivelsesrække med ep'en Water Curses. En ep, der minder om deres seneste album, Strawberry Jam, men som samtidig peger fremad. Fremad mod stranden en midsommeraften, mod kalypso og mod en genfødsel af legesygheden.