Odawas ankommer med deres tredje fuldlængde, The Blue Depths, til pastelfarveland. Guitaren er faldet i unåde, mens nye synthesizereffekter lires af uden forbehold. På de lyseblå og tågede dybder finder bandet det forsvindingspunkt, der konsoliderer dem som et af tidens mest originale bud på en ny æstetik.
Skribent - Daniel Flendt Dreesen
Original Silence: The Second Original Silence
Skal man tro Mats, Thurston, O’Rourke og drengene fra Original Silence, var den oprindelige stilhed ikke så stille endda, men noget nær så infernalsk og kaotisk, som det er muligt at forestille sig. I begyndelsen, før der blev lys, var Guds yndlingsgenrer nemlig jazz, noize og rawk.
Abe Vigoda: Skeleton
»SKELETON is what LA sounds like NOW. ABE VIGODA is THE new jam.« Så bombastisk ender nærværende pressemeddelelse, og Los Angeles cementeres, i dette tilfælde en smule sagesløst, som det 21. århundredes største losseplads for hult, evnesvagt og anal-fikseret kulturbras.
Christophe Bailleau & Neal Williams: On Soft Mountains We Work Magic
Fransk-amerikansk makkerpar udgiver homogent flimrende korrespondanceplade på ydmygt og underspillet norsk selskab af den slags, der leverer lydlige artefakter til forestående mørk sæson.
No Age: Nouns
No Age er mere end et band, der har indspillet en selvindlysende fremragende plade. Det er et fænomen, der fuldstændig kvintessentielt manifesterer, hvad indierock har handlet om og kæmpet med siden fødslen i start-80'ernes USA: fantastisk lyd og fallerede mennesker.
Svartbag: s.t.
Danmark må nu bevidne opkomsten af et mutantband, der æder alle. En dybt upersonlig organisk maskine, der siger "skråt op – jeg elsker dig". Nogle vil kalde det "kraut", andre "space"; Svartbag siger ja til det hele og aftvinger Undertoner en nostalgisk hyldest.
Big Blood: The Grove
Leverpostejsfarvet neofolk, anyone? Tænkte det nok. Tidens tendens tager sig trættende ud på Maine-duoens sjette udspil. Desværre, for det skyldes snarere tidens tendens end Big Bloods potentiale.
These New Puritans: Beat Pyramid
These New Puritans er et symptom på tiden. Unge og viltre, intellektuelt sortklædte og udstyret med både dekadent club-appel og britisk-regionale idiosynkrasier. Overdrevne ambitioner og indholdsløshed går hånd i hånd hos det nyeste brit-rock-fænomen.
The Seven Mile Journey: The Metamophosis Project
Undergangshumør. Der er intet nyt under atomvinterens blodfattige solskive. Med The Seven Mile Journeys anden fuldlængde præsenteres vi for dansk postrock af den sorte skole. Et sympatisk, men identitetsløst bekendtskab.
Dirty Projectors: Rise Above
Dirty Projectors' hovedkraft, David Longstreth, har gendigtet Black Flags punk-milepæl Damaged - vel at mærke alene ud fra hukommelsen. Og tak for det, for resultatet er i sandhed afvæbnende. Brooklyn har givet os endnu et fortryllende mesterværk.
Burnt Friedman: First Night Forever
Kender du typen, der emmer af gymnasielærer og som en anden Brandon Walsh nonchalant afstår fra enhver dans? Her kommer en forsinket julegaveidé, der både er voksen, intellektuel og rytmisk forførende som ind i h...... De færreste bemærkede den, men First Night Forever kunne sagtens være en af sidste års bedste.
Sunburned Hand of the Man: Fire Escape
Kieran Hebden spørger Sunburned Hand of the Man, om de kan lege. Det kan de godt, men efter både frugtsalat og stoledans vil flippergruppen lege nogle, for Hebden, kedelige (og mærkelige) stillelege. Heldigvis leger de hjemme hos ham, så da han råber »jorden er giftig« og sætter ild til gulvet, er alle med på idéen.
P Jørgensen: Lets the Sun Drag Itself Out in a Long Ray
Det nærmest begivenhedsløse er en kardinaldyd i ambient-genren, men kun få formår at mestre det, der i bund og grund ikke lyder menneskeligt. Danske P Jørgensen gør et beundringsværdigt forsøg, men glemmer baderingen på de evige toners ocean, hvor han lider skibbrud i ensformigheden.
Niobe: White Hats
Den gådefulde no-pop-diva Niobe leverer på sit fjerde udspil en parade af alsidige og forførende sange. En krystallisk produktion og en konceptuel atmosfære binder en sløjfe på tværs af genre-mylderet.
Aloha: Some Echoes
Amerikanske Aloha udsender deres fjerde fuldlængdeplade, der til fulde løfter arven fra 2004's ydmyge triumf, Here Comes Everyone. Velkommen til de uopdagede melodiers evige ekkodale!
Heidi Mortenson: Wired Stuff
Danske Heidi Mortenson overrasker med et efter dansk målestok monumentalt elektronisk album, der desværre lastes af arven fra riot grrrl-bølgen. Et præg, der synes at forhindre optimalt udbytte af det ellers flotte håndværk.
Diskaholics Anonymous Trio: Weapons of Ass Destruction
Så er den gal igen: Thurston Moore, Jim O'Rourke og Mats Gustafsson har holdt gruppemøde i Diskaholics Anonymous Trio og derefter løssluppet et stykke undergangsfokuseret lydarkitektur – af skræmmende ringe lytteværdi.
Nasa Dude: Ate Her
Obstinate Esther-bagmanden Carl Cristian Tofte giver populærmusikken et spark bagi ved at udgive musikalske arkivklip, hvis opfindsomhed og melodisans overgår det meste. Til gengæld må musikken eksistere under kummerlige lydkvalitetsmæssige forhold. That's lofi!
Prefuse 73: Security Screenings
Scott Herren beskriver selv Security Screenings som en samling af rejseskitser, men værket viser sig at rumme hidtil ukendte dybder. Trods manglende sammenhæng demonstrerer Herren alsidighed og flotte momenter, der holder appetitten ved lige indtil næste regulære album.
Television Personalities: My Dark Places
Efter at have været forsvundet i mere end et årti, undervejs på en menneskelig deroute, vender Dan Treacy nu tilbage med endnu en tidløs perle, der trods humor og galningerock kan placeres som diskografiens blå time.