Skribent - Daniel Flendt Dreesen

Plader

Odawas: The Blue Depths

Odawas ankommer med deres tredje fuldlængde, The Blue Depths, til pastelfarveland. Guitaren er faldet i unåde, mens nye synthesizereffekter lires af uden forbehold. På de lyseblå og tågede dybder finder bandet det forsvindingspunkt, der konsoliderer dem som et af tidens mest originale bud på en ny æstetik.

Plader

Original Silence: The Second Original Silence

Skal man tro Mats, Thurston, O’Rourke og drengene fra Original Silence, var den oprindelige stilhed ikke så stille endda, men noget nær så infernalsk og kaotisk, som det er muligt at forestille sig. I begyndelsen, før der blev lys, var Guds yndlingsgenrer nemlig jazz, noize og rawk.

Plader

Abe Vigoda: Skeleton

»SKELETON is what LA sounds like NOW. ABE VIGODA is THE new jam.« Så bombastisk ender nærværende pressemeddelelse, og Los Angeles cementeres, i dette tilfælde en smule sagesløst, som det 21. århundredes største losseplads for hult, evnesvagt og anal-fikseret kulturbras.

Plader

No Age: Nouns

No Age er mere end et band, der har indspillet en selvindlysende fremragende plade. Det er et fænomen, der fuldstændig kvintessentielt manifesterer, hvad indierock har handlet om og kæmpet med siden fødslen i start-80'ernes USA: fantastisk lyd og fallerede mennesker.

Plader

Svartbag: s.t.

Danmark må nu bevidne opkomsten af et mutantband, der æder alle. En dybt upersonlig organisk maskine, der siger "skråt op – jeg elsker dig". Nogle vil kalde det "kraut", andre "space"; Svartbag siger ja til det hele og aftvinger Undertoner en nostalgisk hyldest.

Plader

Big Blood: The Grove

Leverpostejsfarvet neofolk, anyone? Tænkte det nok. Tidens tendens tager sig trættende ud på Maine-duoens sjette udspil. Desværre, for det skyldes snarere tidens tendens end Big Bloods potentiale.

Plader

These New Puritans: Beat Pyramid

These New Puritans er et symptom på tiden. Unge og viltre, intellektuelt sortklædte og udstyret med både dekadent club-appel og britisk-regionale idiosynkrasier. Overdrevne ambitioner og indholdsløshed går hånd i hånd hos det nyeste brit-rock-fænomen.

Plader

Dirty Projectors: Rise Above

Dirty Projectors' hovedkraft, David Longstreth, har gendigtet Black Flags punk-milepæl Damaged - vel at mærke alene ud fra hukommelsen. Og tak for det, for resultatet er i sandhed afvæbnende. Brooklyn har givet os endnu et fortryllende mesterværk.

Plader

Burnt Friedman: First Night Forever

Kender du typen, der emmer af gymnasielærer og som en anden Brandon Walsh nonchalant afstår fra enhver dans? Her kommer en forsinket julegaveidé, der både er voksen, intellektuel og rytmisk forførende som ind i h...... De færreste bemærkede den, men First Night Forever kunne sagtens være en af sidste års bedste.

Plader

Sunburned Hand of the Man: Fire Escape

Kieran Hebden spørger Sunburned Hand of the Man, om de kan lege. Det kan de godt, men efter både frugtsalat og stoledans vil flippergruppen lege nogle, for Hebden, kedelige (og mærkelige) stillelege. Heldigvis leger de hjemme hos ham, så da han råber »jorden er giftig« og sætter ild til gulvet, er alle med på idéen.

Plader

Niobe: White Hats

Den gådefulde no-pop-diva Niobe leverer på sit fjerde udspil en parade af alsidige og forførende sange. En krystallisk produktion og en konceptuel atmosfære binder en sløjfe på tværs af genre-mylderet.

Plader

Aloha: Some Echoes

Amerikanske Aloha udsender deres fjerde fuldlængdeplade, der til fulde løfter arven fra 2004's ydmyge triumf, Here Comes Everyone. Velkommen til de uopdagede melodiers evige ekkodale!

Plader

Heidi Mortenson: Wired Stuff

Danske Heidi Mortenson overrasker med et efter dansk målestok monumentalt elektronisk album, der desværre lastes af arven fra riot grrrl-bølgen. Et præg, der synes at forhindre optimalt udbytte af det ellers flotte håndværk.

Plader

Nasa Dude: Ate Her

Obstinate Esther-bagmanden Carl Cristian Tofte giver populærmusikken et spark bagi ved at udgive musikalske arkivklip, hvis opfindsomhed og melodisans overgår det meste. Til gengæld må musikken eksistere under kummerlige lydkvalitetsmæssige forhold. That's lofi!

Plader

Prefuse 73: Security Screenings

Scott Herren beskriver selv Security Screenings som en samling af rejseskitser, men værket viser sig at rumme hidtil ukendte dybder. Trods manglende sammenhæng demonstrerer Herren alsidighed og flotte momenter, der holder appetitten ved lige indtil næste regulære album.

Plader

Toy: s.t.

Fra det charmerende norske selskab Smalltown Supersound lanceres Toy; en lille perle af ny-naivistisk legetøjs-electronica, der uundgåeligt vækker enhver given lytters glemte barndomsdrømme. Toy fortryller fra start til slut.

Plader

Nine Horses: Snow Borne Sorrow

Bedst som man troede, at David Sylvian var ved at forsvinde bort i nedbarberede spirituelt søgende soloalbums, præsenterer han verden for et under af trolddomsagtig popmusik. Han samarbejder med gamle og nye kendinge og sammenføjer et musikalsk udtryk med referencer til hele sit bagkatalog.

Plader

Voltage: Building the Bass Castle, vol. 1

Voltage har en vision: The Bass Castle – et magisk fremtidscitadel. Her dyrkes en mytologi funderet omkring slottets legendariske bas, hvis frekvenser hævdes at kunne forandre lytternes liv. Voltage håber at samle trådene i al verdens hidtidige musik, og drømmens fundament er blændende!

Plader

Lichens: The Psychic Nature of Being

Robert Lowe, der til daglig er bassist og vokalist i avantgarderockgruppen 90 Day Men, solodebuterer med et improviseret album, der kombinerer stemmeloops, østerlandsk mysticisme og akustisk psych-guitar i en udforskning af bevidsthedens vidtudstrakte og overskyede landskaber.

Koncerter

Grayskul, El-P & Cage, 05.11.05, Recession, Århus

Efter mange kvaler lykkedes det for Recession-arrangørerne at præsentere en glimrende to-trins-hiphopraket.Dystopisk hiphop med publikumstække Efter mange kvaler lykkedes det for Recession-arrangørerne at præsentere en glimrende to-trins-hiphopraket. Grayskul:Godt halvanden time forsinkede går JFK og Onry Ozzborn på scenen svøbt i mørke og publikums jubel. Selv om de fra begyndelsen lader deres dystre tematiske univers præge stemningen, er deres første kommentar “We live in such a beautiful world”. Måske for at fremhæve det smukke i at mødes, kunstnere og publikum, på tværs af jordkloden. Det synes da også hurtigt som et givende møde, for der går ikke mange minutter før menneskemassen råber med på “bouncy chemicals”. Grayskul virker taknemmelige for at optræde i Århus og sender snart en anmodning om at levere de sande sider af Seattle midt i ridehuset – “Can we take you to Seattle right now?” – hvorefter et magisk guitarsample stiger fra de mudrede beats. Melodiske og æteriske vers afløses snart af eksplosive heavy-riffs og aggressiv scratch, i hvad der må siges at være koncertens dybt medrivende højdepunkt. Produktionen spiller ud med sine kakofoniske og innovative egenskaber, og det er opløftende at opleve, hvordan Grayskuls sceneoptræden handler mere om at inddrage publikum i de dystopiske og postmoderne problemstillinger end om at fremhæve sin egen karakter. Koncerten bliver således en stærk præsentation af den nordvestlige amerikanske hiphops fremtid. El-P & Cage:Efter en relativt kort pause dæmpes lyset igen, denne gang for at drage opmærksomheden til aftenens hovednavne, El-P & Cage, der skal forsøge at råde bod på Cannibal Ox’ aflysning. Under et new-horizon tegnefilmstema kommer Cage alene frem på scenen og leverer en tre numre lang soloindledning. Først med amboltbeats og karikerede klaversamples og senere med et mere afdæmpet udtryk, der får publikum til at bounce mellem svajende lighterild. Netop som Cage synes at miste grebet om intensiteten, træder El Producto ind med voldsomt hurtige rim, der inden længe får publikum til at råbe Denmark og New York som respons mellem scene og gulv. Kort efter følger nummeret Deep Space 9mm fra Fantastic Damage, hvis uklare maskingevær-drills fyrer endnu mere op under stemningen, der stadig udvikler sig som stærk kontakt mellem rapperne og publikum. “If you’re with us, make some fucking noise,” råber Cage og det er klart, at aftenens mission for d’herrer er at udviske skuffelsen fra den nylige aflysning. Det lykkes da også langt hen af vejen ved hjælp af samhørigheden med sit publikum. I en improvisation sender El-P her en lille smædesang om USA og Danmarks krigsberedskab og kaster vandrette white-trash tegn til det entusiastiske publikum. Så selv om koncerten efter en god times tid slutter brat, da strømmen pludselig ryger, har man oplevet den skarpe, intelligente og alternative hiphops stormestre indløse forventningerne og gøre koncerten til andet end blot en erstatning fra pladeselskabets ledelse.

Koncerter

System, Pita, Fennesz, 04.11.05, Recession, Århus

Efter at triumviratet Knak, Remmer og Skaaning havde nusset og masseret publikums ører, gik to østrigere anderledes radikalt til værks.Danmark = hygge, Østrig = uhygge og udsvævende drømme Efter at triumviratet Knak, Remmer og Skaaning havde nusset og masseret publikums ører, gik to østrigere anderledes radikalt til værks. SystemEfter Jesper Skaanings solokoncert under aliaset Acustic må Anders Remmer og Thomas Knak i al hast forlade deres kebabruller og gruppere sig foran deres kontrolpaneler. Foto: jint.dk De obligatoriske laptops foldes ud, og snart bliver et skønt melodikatema gennemhullet af diverse elektroniske perler. Bag de tre herrer udspiller der sig en temmelig besynderlig video på det ophængte sejl. En mand, der ved nærmere eftersyn viser sig at være Jesper Skaaning, kører rundt med en ordentlig indkøbsvogn i IKEAs lagerhaller, tydeligvis på jagt efter de rigtige møbelkomponenter. Som i musikken er der i videoen ingen klare billeder, ej heller noget klart forløb, men masser af svagt modificerede gentagelser. Der søges på de endeløse hylder efter de rigtige brune papkasser, og på samme måde gennemsøger System deres datakartoteker for at samle et lydbillede, hvor klodserne passer ind i hinanden. Melodier og effekter dukker op og forsvinder snart igen i det urolige ocean af mikrobeats. Der er stort set ingen kontakt programmørerne imellem. Hver for sig står de svajende til strømmen af skratten, klikken og klang. Selv om Anders Remmer træder tilbage for at tage et par hengivne dansetrin, er showet ikke gribende nok til at stoppe publikums småsnak. Her præsenteres problemet med anonyme laptop-koncerter. Hvornår skal publikum klappe, og hvad skal de klappe ad? De melodiøse nano-grooves forekommer sært distancerende, og heller ikke de glidende visuals kan stille noget op mod den opløsende koncentration. Synd for System, der ellers stedvis fandt spændende strukturer frem af gemmerne. PitaAt genfortælle og anmelde en laptop-koncert kan ikke gøres på samme måde som ordinære rockkoncerter. Der er stort set ingen sceneaktivitet. Musikerne står bag deres skærme dybt optaget af deres minutiøse arbejde. Foto: jint.dk Dette viser sig selvfølgelig også på publikum, der sidder småsnakkende tilbage. Det, der foregår aktivt, foregår i den usynlige computermusik i rummet og inde i hovedet. Bevidstheden smelter ind i lydene, og man må som anmelder gøre sig utilstrækkelige forsøg på at forklare musikken præcist. Disse forhold gør sig i høj grad gældende ved aftenens næste to koncerter. Den første fremført af østrigske Peter “Pita” Rehberg, der lægger ud med en serie uhyggeligt susende toner. Han får hurtigt opbygget et stærkt forfærdende lyd-design, men står selv fuldstændig uberørt af sin urovækkende støj-ambient. Han er fuldstændig fordybet i sin skærm og fortsætter uforfærdet konstruktionen af sit soniske rædselskabinet. Der er en ubeskrivelig lidelse forbundet med Pitas musik. Ved bordene sidder publikum og ser dybt bekymrede på hinanden med hænderne hævet til ørerne eller panden. Det er, som om vi udsættes for et angreb fra en anden verden. Mareridtsvæsener blæser deres sjæleskrig over os og pisker et eskalerende inferno op i salens tomme rum. Man ænser forvrængede stemmeophug og kriblende insekters kæbesmæld, og som en lysere tone stiger i horisonten, tænker jeg, hvad fanden der egentlig foregår oppe i hovedet på den tilforladeligt udseende kunstner. Lidt efter bliver jeg mere rolig og mindre påvirket. En relativ ordinær rytmik har overtaget lydbilledet, og lige så stille dør alle metalliske anstrøg, efterladende kun den lyse båndsløjfe. Pludselig viser en af arrangørerne Peter Rehberg et mobildisplay, der efter alt at dømme beder ham afslutte koncerten på grund af forsinkelsen i programmet. Da dj’en umiddelbart derefter opfylder stilheden med noget hiphop, foregår overgangen tilbage til den trygge musik alt for ureflekteret. Der er ikke tid til at dvæle ved det uhyrlige, man netop har oplevet. FenneszRehbergs landsmand og labelkollega Christian Fennesz åbner med flagrende og flakkende toner, der nok en gang gør sproget til skamme for dets talløse mangler. Et kort øjeblik frygter man endnu et østrigsk mareridt, men truslen afværges til fordel for et befordrende ridt på kosmiske plateauer. Foto: jint.dk Vi er lukket ind i Fennesz’ flimrende drømmerige, hvis lyd denne aften i Ridehuset er overraskende mere kompleks og støjende end på hans fremragende plader. Musikken forvandler sig uafbrudt og pludselig optræder et insisterende majestætisk horn, der danner rammen for en usandsynlig smuk støjæstetik. Nummeret udfolder sig som den mest ubeskrivelige skabning med magiske subtonale forandringer. Herefter hænger Christian Fennesz sin guitar om halsen og påbegynder rytmetemaet fra nummeret Endless Summer. Melodien fremføres dog langtfra med albumversionens sløve akustik, men derimod med en flydende space-echo effekt, der fylder hele salen ud med paradisiske klange. Denne seance vaskes så bort af en skærende larm for i næste nu at vende tifoldigt tilbage med tunge basbuketter og omsluttende dreamscapes. Koncerten griber efter de overjordiske tilstande. En tilbagevenden til det før-kropslige eller en frigørelse ud på krydstogter mellem stjernerne. Fennesz skifter mellem at indhylle os i disse billeder og så bringe os tilbage til støj og det skærende skingre intet. Her genopbygges vi så i varme, kogende basstrømme og en respirators bippen, før Fennesz takker af og slukker for drømmene. Læs også Undertoners anmeldelse af:System: s.t.Fennesz Sakamoto: Cendre

Plader

Midaircondo: Shopping for Images

Type Records udsender nu musik fra endnu en usædvanlig vinkel. Denne gang er det tre multi-artistiske svenske kvinder, der bevæger sig udi en tyst elektro-akustisk hybridmusik og overrasker med samme overbevisende kvalitet som Khonnor for et års tid siden.

Plader

Lo:muêso: next:matêria

Hedebølgen har lagt sig i Spanien, men ikke i spaniernes blod. Lo:muêso tordner af sted med en ambitiøs langfart udi progressiv og pågående rock. En dynamisk, stærk og eksotisk rejse under støjens varme himmelstrøg.

Plader

Tonekontroll: #1

Tonekontrol, et upcoming ensemble af fire århusianske drengerøve, der spiller uptempo melo-rock. Deres selvsikre lyd er på befriende vis afskåret fra både retrorock og britpop, men endnu leder man som lytter efter de afgørende finesser, især angående vokalarbejdet.

Plader

Vetiver: Between

Som opfølger til sidste års kritikerroste, selvbetitlede debut kommer nu en lille vifte af stueoptagelser og koncertuddrag, der forsikrer os om den fortsatte blomstring blandt San Franciscos unge sangskrivere.

Plader

Geniuser: Mud Black

Den tidligere Wolfgang Press-forsanger Mick Allen bringer tyngde til et melodisvagt projekt, hvis forsøg på at forene det menneskeligt dunkle og det elektronisk elegante ender ganske enestående, men desværre også uvedkommende.

Plader

Wäldchengarten: Electrical Bonding

Den seneste udgivelse fra Wäldchengarten udkommer passende på det amerikanske selskab Desolation House. Fra denne bastion af elektronisk mørke suger de danske noise-skulptører igen al opmærksomhed til deres dystopiske malstrøm og lytteren længere bort til uvisse tilstande.

Plader

Logh: A Sunset Panorama

Har man endnu ikke stiftet bekendtskab med dette fremragende svenske ensemble, er A Sunset Panorama en auditiv og visuel invitation til det inderste af Loghs mageløse musik. Er man gammel kending, er der stadig nok at komme efter, for Logh går sine egne veje i et parallelunivers.

Plader

Baby Strange: Put Out

Glem alt om den gamle svada. Glem alt om budskab og genuinitet. I dag handler amerikansk rock om at definere coolness igen og igen. Baby Strange tror, de har det, der skal til.

Plader

Rhea Sylvia: s.t.

Det er ikke lang tid siden, Rhea Sylvia sidst blev anmeldt af Undertoner, men her er altså ord med på vejen til endnu en upåagtet demo med personlig kaffe-elektronisk pop.

Plader

Marianas: Onward + Upward

The Marianas fra Nebraska ænser hverken dogmer, genrer eller tidens trend. Til gengæld har denne hovedkulse målrettethed affødt et smukt og stærkt værk i det ubegrænsede land mellem afdæmpet post-rock og ambient pop.

Plader

Mellow Dramatic Avenue: Thin Air

Fra den spirende undergrund kommer nu Mellow Dramatic Avenue. Man aner i deres afdæmpede og eksperimenterende rock de lange ensomme aftener i vort nordiske mørke. De besidder en vilje efter at forene de gode idéer med et personligt udtryk, men holdes under vande af middelmådigheden.

Plader

Rhea Sylvia: s.t.

Den relativt ukendte duo præsterer med deres tredje demo at fremtrylle underspillet elektronisk pop tilsat hverdagspoetisk dansk lyrik, men taber dog overordnet sig selv ned i den kitschede plagiattønde.

Plader

The Kind of Bitter: Regrets

The Kind of Bitter er et musikalsk projekt fra det mindre københavnerselskab Play/Rec. Musikken lyder dog mere som et provins-ensemble med store melodramatiske visioner, men med mangelfuld evne til at formidle dem.