Skribent - Daniel Niebuhr

Plader

Black Pus & Oozing Wound: Split

Black Pus og Oozing Wound er gået sammen om en split-lp, mens begge parter lægger sidste hånd på endnu en udgivelse i fuld længde. Brian Chippendales soloprojekt støjer og larmer til gavn for de lyttere, der gerne vil udfordres, mens det i sidste ende er Chicago-trioens præstation, der efterlader det stærkeste indtryk.

Plader

Narcosatanicos: s.t.

Narcosatanicos er kaos. Narcosatanicos er anarki. Narcosatanicos er støj. Narcosatanicos er soundtracket til apokalypsen. Narcosatanicos er auditivt vanvid. Narcosatanicos er en af årets bedste plader.

Plader

Sunn O))) & Ulver: Terrestials

På papiret ligner samarbejdet mellem Sunn O))) og Ulver et møde mellem to udfordrende og eksperimenterende kræfter, der begge har skubbet grænserne for hver sin afkrog af genrespektret. Tilsammen er Terrestials et halvfuldendt bud, og er man fan af bare en af de to parter, bliver man nok mere skuffet end fascineret.

Plader

Tinariwen: Emmaar

De maliske ørkenrockere Tinariwen er på sjette studieudgivelse mere charmerende, end de er innovative, og Emmaar bliver i længden en alt for redundant og decideret kedelig ørkenvandring at være vidne til.

Koncerter

Truckfighters, 16.02.14, Beta, København

Fem kvarter med vanvittig stilsikker og fuldstændig medrivende stonerrock sluttede alt for brat med, hvad der lignede et teknisk uheld. Indtil da havde publikum og svenske Truckfighters akkompagneret hinanden fejlfrit gennem en hæsblæsende rockaften, der sagtens kunne være blevet endnu vildere.

Plader

Oozing Wound: Retrash

Kort, kontant og kompromisløst. Chicago-trioen Oozing Wound leverer på debutpladen en solid omgang thrashmetal, der er ét stort sonisk angreb fra start til slut, og som samtidig tegner sig for et af 2013's meste spændende metalbekendtskaber.

Koncerter

Wooden Shjips, 02.12.13, Pumpehuset

Wooden Shjips gæstede Danmark for fjerde gang med en optræden, der hverken ville have taget sig bedre eller værre ud på nogen anden del af bandets tour. Alligevel var koncerten i Pumpehuset en gennemført koncertoplevelse uden meget negativt at skrive hjem om.

Plader

Ef: Ceremonies

Ceremonies er for lang og forudsigelig. Men heldigvis optræder der også momentvise lyspunkter, hvilket redder svenske Efs fjerde studieudgivelse fra at falde helt igennem - og samtidig viser bandet som i grunden udmærkede ambassadører for postrocken.