Fem kvarter med vanvittig stilsikker og fuldstændig medrivende stonerrock sluttede alt for brat med, hvad der lignede et teknisk uheld. Indtil da havde publikum og svenske Truckfighters akkompagneret hinanden fejlfrit gennem en hæsblæsende rockaften, der sagtens kunne være blevet endnu vildere.
Kort, kontant og kompromisløst. Chicago-trioen Oozing Wound leverer på debutpladen en solid omgang thrashmetal, der er ét stort sonisk angreb fra start til slut, og som samtidig tegner sig for et af 2013's meste spændende metalbekendtskaber.
De var forsinkede og havde travlt forud for deres koncert i Pumpehuset. Men alligevel havde Wooden Shjips' frontmand, Ripley Johnson, tid til en kort snak om musikalske koncepter og kvaliteter, The Ramones samt det at vende tilbage til rødderne.
Wooden Shjips gæstede Danmark for fjerde gang med en optræden, der hverken ville have taget sig bedre eller værre ud på nogen anden del af bandets tour. Alligevel var koncerten i Pumpehuset en gennemført koncertoplevelse uden meget negativt at skrive hjem om.
Efter 12 års pause på albumfronten fulgte Spids Nøgenhat i år endelig op på debuten, En Mærkelig Kop Te. Undertoner fik en snak med Morten Aron Larsen om for-, nu- og fremtid, om at udgive på kassettebånd og om ikke altid at tage musikken fuldstændig seriøst.
Ceremonies er for lang og forudsigelig. Men heldigvis optræder der også momentvise lyspunkter, hvilket redder svenske Efs fjerde studieudgivelse fra at falde helt igennem - og samtidig viser bandet som i grunden udmærkede ambassadører for postrocken.
Mindre end 45 minutters vanvittig rejse med både emotionelle op- og nedture, et skjult ungdomsoprør og psykedelisk rock i absolut topkvalitet. Pearl Mystics er en imponerende debutplade, og Hookworms er bestemt et band, der er værd at holde øje med.
På Back To Land fortsætter de ellers så spacerockende Wooden Shjips med at udforske popgenren. Og turen fra San Franciscos trygge rammer nordpå til Oregon, har resulteret i gruppens måske mest helstøbte udgivelse til dato.
På trods af 12 års stilhed på albumfronten er Kommer med fred egentlig ikke en nødvendighed. Spids Nøgenhats anden albumudgivelse føles primært harmløs og ufarlig, selvom der alligevel er blevet plads til enkelte syrerockperler, hvor 60'er-ånden igen får lov til at blomstre.
De gamle godsbanebygninger i Aarhus Midtby dannede rammerne om første udgave af Aarhus Psych Fest, der ganske vist havde enkelte udenlandske hovednavne, men først og fremmest var et fantastisk udstillingsvindue for lovende musik fra de mere udsyrede og støjende hjørner af den hjemlige rockverden.
Mauro Remiddis anden udgivelsen under sit alias Porcelain Raft er for det meste en rodet og skizofren affære, der dog har enkelte højdepunkter at læne sig op ad.
Lørdagen på den nye Vanguard Festival stod i hophoppens tegn. Se billeder og læs anmeldelser af koncerterne med de særdeles solide hiphop-navne Pharoahe Monch, Malk de Koijn, DOOM og Wu-Tang Clan.
Undertoner var med, da den splinternye Vanguard Festival løb af stablen over to velvalgte sommerdage. Læs anmeldelser af fredagens koncerter med The Heliocentrics, Junip, Håkan Hellström og Rodriguez.
Den avantgardistiske doomtrio Nazoranai udfordrede mere, end den underholdte, og de støjende lydflader krævede på festivalens niende døgn ofte alt for meget af det fremmødte publikum.
Søndag aften kunne man på Orange Scene opleve Josh Homme og resten af Queens of the Stone Age i noget nær absolut topform, hvor de fik hevet publikum med på en sand tour de force udi deres mest slagkraftige og velfungerende kompositioner.
Det tog kun nogle minutter, før den indlende rust i Metallica-maskineriet og Orange Scenes lydbillede var fjernet, og herefter var dette års altoverskyggende metalkoncert på dansk grund ikke andet end hit på hit på hit på hit på...
Badet i kold LED-belysning og varm fredagssoolnedgang formåede canadiske Suuns aldrig rigtig at komme det fornødne skridt ud over scenekanten. Især en manglende klarhed i lydbilledet var med til kun at holde koncerten på det jævne.
Age Coin inviterede publikum med til technofest i et postapokalyptisk industrikvarter, hvor det blot handlede om at finde det smukke midt i alt det grimme for at kunne se det sublime ved nattens koncert.
Der var en umenneskeligt høj volumen, masser af energi og en anelse for meget jamsession, da norske Tremoro Tarantura med et skud velplaceret støjrock beviste, hvorfor det nogle gange er de mest ukendte navne, der leverer Roskilde Festivals mest underholdende koncertoplevelser.
En sprængt banjostreng og Gloriateltets obligatoriske lydproblemer afholdt Frank Fairfield fra at score topkarakter, da han åbnede intimscenen anno 2013 med sin gennemførte og autentiske blanding af country, appalachian folk og blues.
