Filip Granlie

 

Biografi:
I mine rigtig unge år var jeg underligt musikalsk reaktionær og syntes, at musik skulle være autentisk og spillet af rigtige mennesker på rigtige instrumenter. Det betød blandt andet, at jeg på Roskilde Festival i 1992 gik forbi Faith No More på orange scene og skreg hånligt af grin, fordi de spillede med keyboards. Samme år så jeg Johnny Madsen og Texas, men også Nirvana. Jeg havde trods alt fornemmet, at der var noget under opsejling i min musiksmag. Jeg åbnede tilmed for den teknologiske tolerance, og snart hørte jeg både Faith No More og Urban Dance Squad og var nogenlunde med på det, der skete i begyndelsen af halvfemserne. I dag hører jeg noget af det hele, bare det er tilstrækkeligt godt, men jeg har dog bevaret en klar forkærlighed for rock, særligt med en masse guitar, som jeg selv spiller.
Beskæftigelse: Cand.mag. i hovedsagelig litteraturhistorie, dvs. selvforsker i kosmisk lediggang.

 

Hører i øjeblikket:
Le Fiasko: Le Fiasko
Dolly Parton: Coat of Many Colors
Twins Twins: Four Songs + Five Songs
Velvet Underground: Loaded
Neil Young: Chrome Dreams II

 

Fem tilfældige favoritalbums:
Brian Eno: Thursday Afternoon
Television: Marquee Moon eller Television
Wilco: A Ghost Is Born
Neil Young: On the Beach