Frederik Frimann Nielsen

Om mig:

Musik har altid spillet en stor rolle i mit barndomshjem. Jeg husker tydeligt, hvordan min far med stor iver indførte mig i den klassiske musik og tog mig med til symfonikoncerter for at få banket lidt ånd ind i mit, på det tidspunkt, komplet umulige hoved. Lyden af et symfoniorkester i smuk samklang bjergtog mig fuldstændig, og med ét mærkede jeg den berusende følelelse af at blive løftet op imod noget større. Det var som om, at tyngdekraften for et kort øjeblik blev ophævet for så pludselig at komme tilbage efter koncertens ophør. Den klassiske musik forfulgte mig et godt stykke op i teenageårene, men mit møde med The Doors i folkeskolens 9. klasse lærte mig, at der manglede noget i min musikalske opdragelse. Gradvist dykkede jeg længere og længere ned i den rytmiske musiks afkroge, og i gymnasiet blev The Doors hurtigt erstattet af David Bowie og Prince, som herefter blev afløst af Radiohead, Blur, The Flaming Lips, Håkan Hellström, Sigur Rós, og alt hvad jeg nu ellers kunne i støve op i den lokale, og ikke specielt velassorterede, pladeforretning. Med andre ord, jeg var blevet musiknørd. Hurtigt begyndte jeg at ty til internettet for at få udvidet min musikviden, og dermed blev musiksites såsom Allmusic og Pitchfork til livslange følgesvende. I dag er min musiksmag nærmest grænseløs. Moderne kompositionsmusik, elektronisk, støjrock, pop, verdensmusik, soul, krautrock, og et utal af andre genrer, bliver dagligt gransket og dissekeret. Det er kort sagt kun fantasien, der sætter grænser!