Skribent - Ivan Petersen

Plader

V/A: Song of the Silent Land

Det canadiske pladeselskab Constellation Records har med Song of the Silent Land udgivet en hurtig opsummering af sit virke i perioden 1997-2004. Og det skulle de måske nok have ladet være med (eller i det mindste nægtet halvdelen af kunstnerne adgang).

Artikler

dameUlove – et kvindeligt fokus

[Ivan Petersen]Stengade 30 er rammen for fem kvinders månedtlige arrangement med målet at skabe en “audiovisuel smeltedigel for musik og kunst skabt af damer, kvinder, tøser – for et publikum af begge køn.” Undertoners udsendte kiggede forbi, men måtte stille sig uforstående over for sigtet. dameUlove er et relativt nyt fænomen i den københavnske undergrund. Der er tale om fem kvinder med forskellig baggrund, der er gået sammen med det erklærede mål at omdanne Stengade 30, hvor arrangementerne foregår den anden onsdag hver måned, til en “audiovisuel smeltedigel for musik og kunst skabt af damer, kvinder, tøser – for et publikum af begge køn.” “Damerne,” Nanna de Hemmer Widding, Karin Jønch-Clausen, Ursula Cecilie F. Søndergaard, Ida Bjørn Jensen og Camilla Blicher, beskæftiger sig til daglig med alt fra kunsthistorie til punk og har derudover formået at få Djuna Barnes fast tilknyttet som stedets DJ. Og da en ren og skær kvindeklub trods alt er halvvejs avantgarde, er her en lille reportage fra arrangementet den 18. august, der foregik i et samarbejde med Clubbinhagen. Denne dag var således en smule atypisk, og det mest bemærkelsesværdige kunstneriske bidrag var dansevideoen En rigtig røvtur, der, som navnet antyder, mestendels omhandlede vrikkende bagdele på en storskærm. Videoen var produceret af Ingen Frygt, der under navnet DJ Husmor også vendte plader. Sædvanligvis vil et arrangement også inkludere livemusik, men altså ikke denne gang. Hyggeligt var det dog alligevel, om end 70’er-stolene i plastic, der var en del af interiøret, ikke ligefrem er det mest behagelige koncept i verden. Mere væsentligt end dette er dog en kritisk diskussion af den i øjeblikket meget hypede bølge af feministisk musik og kunst, som dameUlove er en del af. En diskussion, der ikke bare er interessant, men også ualmindeligt nødvendig. Banebrydende, kvindeligt udtrykFormålet, ifølge arrangørerne, som jeg tidligere har mødt til et interview, består i det primære formål at skabe et forum for kvindelige kunstnere, hvor de under professionelle rammer kan fremvise deres kunst og spille deres musik. At være kvinde er dog ikke helt nok, idet der også skal være tale om underrepræsenterede kunstnere inden for alle genrer – så længe udtrykket er skævt eller banebrydende. Eftersom omtrent samtlige udøvende kunstnere har en tendens til at klistre prædikatet ’banebrydende’ på deres værker, lyder det lidt som noget, man efterhånden har hørt ad nauseam, men det er jo så heldigvis også kun en formålsparagraf. Som mand får man dog lyst at spørge: hvorfor? Det er ifølge dameUlove nødvendigt, fordi kvinder har brug for et rum, der er deres eget. Dvs. et sted hvor de kan udveksle meninger og danne netværk på deres egen måde, fordi kvinder tilsyneladende undervurderer egne evner og ikke i tilstrækkelig grad er i stand til at sælge sig selv. Det er jo alt andet lige en sympatisk tanke, men det rejser immervæk spørgsmålet omkring positiv særbehandlings eventuelle effekt. Og det uagtet at den moderne feminisme tager afstand fra den mere militante og aggressive 70’er-variant, hvorfor dameUlove bl.a. ser mænd som en potentiel målgruppe, der er meget velkommen til de forskellige arrangementer. Køn eller kvalitet?Men ikke desto mindre: Er det en god idé, både anskuet fra en ren kunstnerisk synsvinkel og i et større samfundsmæssigt perspektiv, at fremme én gruppes interesser via udelukkelsen af en anden? Eller: Får man god kunst ud af på forhånd at ekskludere 50% af dette lands befolkning, uanset eventuelle mandlige kunstneres kvaliteter? Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg langt fra er overbevist om, at det er den rigtige indgangsvinkel, eftersom det under ingen omstændigheder kan betegnes som demokratisk, samtidig med at det kunne have den meget negative bivirkning, at kvinders kunst rent faktisk ville blive devalueret, netop fordi kunsten ikke udvælges ud fra dens kvalitet, men i stedet kunstnerens køn. Og som en lille afsluttende bemærkning kan jeg i hvert fald godt gætte mig til ramaskriget, i fald (in a different world) Ny Carlsberg Fondet meddelte, at fra nu af ville de sgu’ ikke længere ville spilde tiden på kvindelige kunstneres værker, fordi “mænd havde brug for et rum for dem selv.” Mand eller kvinde, neutral eller meningsbetonet – du kan læse mere dameUlove og deres arrangementer på www.dameulove.webbyen.dk og www.stengade30.dk

Plader

Migala: La increíble aventura

Det spanske orkester Migala har med sit nyeste album begået intet mindre end en genistreg. Det er postrock, new wave, country og spansk inspiration i én skøn sammenblanding. Hey ho og vamos herfra.

Plader

DAT Politics: Go Pets Go

Pladen, man undrer sig over. Og fascineres af. Og formentlig hader (det gør min kæreste i hvert fald). Det franske orkester med den mildest talt let genkendelige stil har udsendt endnu et album.

Plader

Valley of the Giants: s.t.

En sort ged i Ontario, en drøm om en hvid grif, musikere fra bands som Godspeed You! Black Emperor, Strawberry, Shalabi Effect og Broken Social Scene – og vupti: denne lille udgivelse. Den vil næppe gå over i rockhistorien, men er til tider udmærket, og i enkelte tilfælde genreblander den på ret så interessant vis.

Koncerter

Mikkel Metal, Austin, Le Bombe, 07.02.04, Rart

[Ivan Petersen]Uinspireret, forudsigeligt og en pudsig svensker.Uinspireret, forudsigeligt og en pudsig svensker Tja, det lyder lidt som en trist aften, så jeg skynder mig lige at understrege, at det faktisk ikke var tilfældet. Hyggeligt, ikke prætentiøst og Fuglsang til meget overkommelige priser (og som sønderjyde får man jo nærmest vand i øjnene, når man ser en Ding-Dong). Så stor ros for et i bund og grund godt initiativ. Mikkel Metal Hvad angår det mere seriøse, nemlig anmelderiet, bestod de musikalske indslag denne aften af Mikkel Metal, Austin, begge fra Danmark, og svenske Le Bombe. For nu at starte fra en ende af lagde Mikkel Metal ud med omtrent en times laptop-electronica. Jeg vil blankt indrømme, at jeg ikke er den store kender af lige præcis den type musik, hvorfor enkelte facetter ganske givet er gået min næse forbi, men jeg vil dog trods alt vove den påstand, at udtrykket var lettere standardiseret, meget lidt nyskabende og en smule kedeligt. Indledningen var et sløvt, næsten søvndyssende, dystert nummer, der blev afløst af en lidt hurtigere periode, der i enkelte momenter lød ret cool med et skramlet beat som underlægning for en simpel, men iørefaldende melodi. Den resterende del af koncerten var til gengæld i for høj grad præget af den indledende sløvhed, de samme gentagelser, og den minimale musikalske udvikling, og så, undskyld, lyder det hele som noget, man har hørt et par tusinde gange før. Det samme gjorde sig gældende i forhold til Austin, der efterfølgende trådte på scenen (og her har jeg mere at have det i, eftersom jeg er en temmelig stor beundrer af diverse skotske og canadiske postrock-bands). Imponeret blev jeg over afslutningen af det første nummer, der var hurtigt, næsten catchy og kraftigt afvigende fra det, man lige forventede. Men netop det, at den sædvanlige postrock-formel i øvrigt ikke blev brudt, hvorfor det virkede lidt for forudsigeligt, gjorde koncerten til lidt af et antiklimaks. Det er selvfølgelig en oplagt mulighed, at jeg er en halvgammel, bitter mandsperson, der allerede har hørt tilstrækkeligt instrumentalmusik til at kunne glædes over endnu et band inden for denne genre, for det var såmænd ikke det, at musikken var dårlig, der var problemet, men snarere, at den i mine ører lød som en blanding af Mogwais mogwai:ep og en Do Make Say Think-udgivelse. Så det her skal vel egentlig betragtes som lidt af en ros, samtidig med at jeg lige vil påpege, at det efterhånden kunne være rart, hvis de såkaldte eksperimenterende rockbands rent faktisk var i stand til at ændre på såvel form som indhold. Unikummet fra Malmø, som var programmets i øvrigt rammende beskrivelse af Le Bombe, var til gengæld en spøjs oplevelse. Det drejede sig om en svensker, der på en simpel musikalsk baggrund fremførte en række korte og i de fleste tilfælde happy-happy-corny sange og derfor var et forfriskende indslag. Om det ligefrem var godt er svært at svare på, eftersom man fik det indtryk, at det nok mest af alt var lidt for sjov, og delvist morsomt var det i hvert fald. Summa summarum: Selve Rart-arrangementet kan pga. formen og den afslappede stemning varmt anbefales (og jeg har da tænkt mig at møde op næste gang også). Til den tid satser jeg så på, at musikken ikke udgøres af en solist og et band, der uden at være dårlige hænger lidt for meget fast i hver sin lidt for fortærskede musikstil, samt en løjerlig artist fra hinsidan. For mere info se Rarts hjemmeside.

Plader

Thistle: Tired Anchor

»Sometimes I don’t thrill you / Sometimes I think I’ll kill you / Just don’t let me fuck up, will you / 'Cause when I need a friend it’s still you.«

Koncerter

Arab Strap, 20.10.03, Lille Vega

[Ivan Petersen]Arab Strap spillede en aldeles fremragende koncert. Bandet formåede således at kombinere ikke-udgivet materiale med numre fra både deres seneste udgivelse og af en noget ældre dato. Arab Strap, der denne aften var udvidet med Alan Barr (cello), Jenny Reeve (violin), Alan Wylie (trompet), David Jeans (trommer) og Chris Bathgate (bas), spillede en aldeles fremragende koncert. Bandet formåede således at kombinere ikke-udgivet materiale med numre fra både deres seneste udgivelse og af en noget ældre dato. Som en indledende og mere generel kommentar er det værd at bemærke, at sangene fra Monday at the Hug & Pint faktisk fungerer bedre i en live-kontekst end i studieudgaverne. Bedst var Serenade, der afsluttede første del af koncerten, men også Glue og Meanwhile, at the Bar, a Drunkard Muses var ganske glimrende. Af andre højdepunkter kunne man nævne Here We Go og Scenery, der blev præsenteret i forholdsvist hårdtpumpede rockversioner. Derudover spillede bandet bl.a. én af mine egne personlige favoritter, New Birds, og så bliver man jo lidt varm om hjertet, samt et cover af Gladys Knights We Don’t Make Each Other Laugh Anymore. Disse var begge meget vellykkede, sidstnævnte i særdeleshed fordi det faktisk lød som en sang, som Arab Strap i princippet selv kunne have skrevet. Hvis man til gengæld skulle fremdrage et enkelt negativt aspekt ved koncerten, måtte det være, at Aidan Moffats stemme i enkelte numre, dvs. når samtlige syv musikere var involveret på samme tid, druknede noget i larmen. Eftersom sangene i anden del fortrinsvis blev fremført af Malcolm Middleton og Aidan Moffat alene, var denne da også bedre end første. Blandt disse var en usædvanligt smuk Pro-(Your)Life og et lige så fantastisk medley bestående af AC/DC-klassikeren You Shook Me All Night Long og Packs of Three. Der var oven i købet også plads til et publikumsønske, hvor bandet efter lidt palaver indvilgede i at spille Piglet, selvom den af den til tider spøjst morsomme, øldrikkende og spyttende Moffat blev karakteriseret som “one of the most miserable fucking songs” – hvilket jeg sådan set er tilbøjelig til at give ham ret i, og i hvert fald når den som her blev spillet akustisk uden det mystiske beat fra Philophobia. Mens den resterende del af bandet stadig befandt sig på scenen, fik man desuden også serveret en exceptionelt cool og croonet udgave af Soaps. Alt i alt var det således en meget fornøjelig aften, hvorfor man må formode, at de forbløffende mange kærestepar og de knap så mange københavnske indie-drenge nok gik nogenlunde glade og tilfredse hjem. Det gjorde jeg da i hvert fald. Læs også anmeldelser af:Arab Strap: Monday at the Hug and PintArab Strap: The Shy Retirer EP