Skribent - Jakob Lisbjerg

Plader

Sissy Wish: You May Breathe…

Debutalbummet fra den 23-årige nordmand Siri Wålberg har i de norske medier stort set udelukkende fået roser med på vejen. Hendes semi-nostalgiske poprock er hverken nyskabende eller mesterlig, men albummet har sine fine momenter. Det kan dog ikke retfærdiggøre den norske begejstring.

Interview

Gruff Rhys: Jeg ville hellere have været trommeslager

Til daglig er han frontfigur i det walisiske band Super Furry Animals, men Gruff Rhys er nu aktuel med en plade i eget navn. Undertoner har mødt manden, der fortæller om finurlighederne ved det knap så mundrette walisiske sprog samt om at stå på egne ben med en noget anderledes sangskrivning. (07.02.05) Han sidder i hjørnet på caféen og venter. Han har stort, krøllet hår og varme øjne og er helt oprigtigt sympatisk. Når han bliver stillet et spørgsmål, tager han sig god tid til at svare – som om han virkelig tænker over sine svar, inden han leverer dem på et engelsk, som er stærkt påvirket af, at han egentlig er vokset op med walisisk som sit førstesprog. Gruff Rhys er forsanger i det walisiske band Super Furry Animals, som har udgivet en lang række albums på engelsk, men også et enkelt album med den mundrette titel mwng – et album som er det bedst sælgende walisisk-sprogede album nogensinde. Rhys’ soloalbum er netop udkommet, og titlen Yr Atal Genhedlaet afslører, at Gruff Rhys igen har taget det walisiske sprog i munden. Et tilfældigt album“Albummet var egentlig slet ikke planlagt,” fortæller Gruff Rhys. Han har en kammerat, som lever på en gård med masser af dyr og hjemmelavet vin. Ham plejer han at besøge for at stresse af og lege lidt med forskellige musikstykker, han har haft i hovedet. I sommeren 2003 besøgte han ham igen, og i løbet af få dage havde han indspillet et par numre. “Numrene lød rå, men ret færdige, og ikke som halve demoer jeg ville tage med til bandet,” fortæller Gruff Rhys. Og da han så fik købt sig et billigt keyboard og et trommesæt til at lege videre med, gik det stærkt. I løbet af kort tid havde han indspillet fem numre. “Jeg tænkte: Fem numre”¦ det er jo halvdelen af et album, så hvorfor ikke lave fem mere?” Det blev dog ikke lige med det samme, men et par måneder senere fik han indspillet resten af de numre, han bare skulle have ud af systemet. Selv om sangene kom som skidt fra en spædekalv, er der faktisk nogle af numrene på albummet, som har været længe undervejs. “Tja, nogle sange kommer bare med det samme, mens andre… for eksempel nummeret Gwn Mi Wn skrev jeg teksten til for 12 år siden, men jeg kunne ikke finde ud af, hvordan jeg skulle optage den. Men i min vens hus eksperimenterede jeg med at optage den, og det var faktisk det første nummer fra albummet, jeg optog,” fortæller Gruff Rhys. Gwn Mi Wn er et enkelt skrabet nummer, kun med trommer og vokal, og Gruff Rhys griner, mens han fortæller, at han egentlig hellere vil være trommeslager i et rockband end forsanger. “Alene har jeg kun mine egne evner”Netop enkeltheden præger Gruff Rhys’ debutalbum, og det har helt klart været et bevidst valg fra hans side. “I Super Furry Animals eksperimenterer vi med lyden på hvert eneste album, og vores filosofi er at skubbe grænserne hele tiden. Men det er noget, som kun fungerer i bandet; når vi er sammen alle fem. På mit album er det mere simpelt, det er bare mig, som leger og prøver mig frem.” Gruff Rhys mener dog, at nogle af numrene sagtens kunne have været på et kommende Super Furry Animals album.“I løbet af indspilningerne mistede jeg nok lidt den simpelhed, som numrene havde i starten – jeg begyndte at ringe til mine venner og bede dem om at komme og spille trompet eller banjo. Men numrene ville nok alligevel have lydt anderledes, hvis jeg havde taget dem med til bandet,” siger han og henviser blandt andet til nummeret Ambell Waith, som netop har et mere komplekst lydbillede end mange andre numre på albummet. Det er første gang, Gruff Rhys har arbejdet alene om at skrive numre. Normalt bidrager alle medlemmerne i Super Furry Animals med demoer og små melodistykker, som de i fællesskab sætter sammen og påvirker.Selv om det ikke er så nemt at sammenligne, fortrækker han alligevel at arbejde kollektivt frem for alene. “Det er en oplevelse, man deler med andre, og det er en meget usædvanlig følelse at kunne spille sammen med mennesker, som man har spillet sammen med i over 10 år. Og det er også en hel del sjovere at være på turné, når man er sammen.” Gruff Rhys fortæller, at de i bandet har udviklet en slags telepatiske evner, så de kender hinandens små tegn og handlinger – men de er alligevel så uforudsigelige, at det aldrig bliver forudsigeligt eller kedeligt.“Samarbejdet kan skabe meget mere, end jeg selv kan, for jeg er begrænset af mine egne evner – så mit album er også en måde for mig at udleve min trommefantasi på.” Walisisk er sjovereFør Super Furry Animals spillede Gruff Rhys i bandet Ffa Coffi Pawb, som på engelsk betyder ’everybody’s coffee beans’, men som udtales som ’fuck off everybody’. Bandet turnerede i syv år med kun få koncerter uden for Wales.I Ffa Coffi Pawb sang Gruff på walisisk, og fordi bandet i midt-80’erne var så stor en del af den walisiske postpunk-scene, var det ikke specielt politisk korrekt at synge på engelsk. Ffa Coffi Pawb var desuden en del af den generation af bands, som opstod sammen med de walisisk-sprogede medier, så der var stor efterspørgsel efter walisisk-sproget musik. Derfor behøvede Ffa Coffi Pawb ikke at synge på engelsk. Men på et tidspunkt skiftede scenen, og efter syv års turné skiftede bandet til engelsk. Gruff Rhys er vokset op med walisisk som førstesprog, men det er lige naturligt for ham både at skrive på walisisk og på engelsk. Han har dog en svaghed for det engelske sprog. “Det er massemediernes skyld med presset fra den anglo-amerikanske scene,” griner han, “og derfor falder de engelske rock-klichéer da også meget nemt for mig.” Men han indrømmer dog, at han har et mere komplekst sprog, og at han kan være meget sjovere, når han skriver tekster på walisisk. Gruff Rhys skal presses lidt, inden han indrømmer, at han generelt skriver ret fjollede tekster. Også de mere alvorlige har han svært ved at lade være udelukkende alvorlige. Pwdiw Wy 1 og Pwdiw Wy 2 handler om henholdsvis starten og slutningen på et forhold til en kvinde med navnet Egg Pudding. Han fortæller, at det er et meget seriøst nummer trods den åbenlyse humor i valget af kvindenavn.Men til trods for eller netop på grund af den ekstreme situation i anden del af sangen, hvor begge parter er ved at dø af en sygdom, er sangen også morsom i alt sit mørke. “Hvis dette havde været en Super Furry Animals-plade, havde jeg nok ændret teksterne til noget mere seriøst,” fortæller Gruff Rhys, mens han undrende filosoferer over, om The Beatles’ Yesterday i virkeligheden ikke hed Fish’n’ Chips. For de fleste, der hører Yr Atal Genhedlaeth, er teksterne helt uforståelige. Walisisk indeholder ikke et eneste ord, som lyder bekendt. Men om teksterne skal oversættes, tvivler Gruff Rhys på. Han mener, at når tekster bliver oversat, forsvinder mange af ordspillene og finesserne. På sit website har han dog lagt små forklaringer ud, men generelt er det bare en guide til numrene.“Jeg håber, at sangene kan fungere ud fra deres energi og melodi. Med numre som Pwdiw Wy 1 og Pwdiw Wy 2 kan det måske fornemmes, at den første er en pop-eksplosion, hvor lytteren kan føle forelskelsen, mens den anden er en sørgelig sang, hvor vi begge er døende,” siger han og slutter: “Folk vil forhåbentlig kunne føle disse følelser uden at forstå teksten. Det håber jeg.” Læs også Undertoners anmeldelse:Gruff Rhys: Yr Atal Genhedlaeth

Plader

Gruff Rhys: Yr Atal Genhedlaeth

Forsangeren fra Super Furry Animals leverer på sit debutalbum en ordentlig omgang fjollerock. Men bag de uforståelige, walisiske fraser gemmer der sig en lang række små popperler, som sagtens kan bevæge lytteren uden tekstens bidrag. Desværre er der også stillestående og unødvendigt fyld.

Plader

Testbild!: The Inexplicable Feeling of September

En ulig blanding af lystig svenskerpop og mørkere, ambiente melodistumper bliver i hænderne på svenske Testbild! til et overraskende helstøbt album. The Inexplicable Feeling of September kan sagtens bruges til at bekæmpe den kommende forårsdepression.

Plader

V/A: Rump Comp Volume One

Kompilationen er en stemningsmæssigt vel ramt blanding af forskellige, danske kunstnere med forskellige musikalske udtryk. Men selv om stemningen holder kompilationen igennem, er det ikke nok til at gøre det til en udelukkende interessant oplevelse at lytte til de 12 skæringer.

Plader

The Beans: Bassplayer

The Beans har med sit femte album leveret endnu en brik til det billede af postrocken, som tegnes i Canada i disse år. Men hvor andre bands benytter støj og storladne kompositioner, benytter The Beans en mere tyst, udflydende og knap så fast formel for deres musik.

Plader

Kreidler: Eve Future Recall

Hvor er bandet henne i lydbilledet? Det spørgsmål trænger sig på igen og igen på Kreidlers seneste album. Og den krautrock, som bandet engang havde raffineret, er pludselig blevet erstattet af et symfoniorkester. Eve Future Recall er et mærkværdigt album.

Plader

Telephone Jim Jesus: A Point Too Far to Astronaut

Endnu et soloprojekt fra Anticon. Albummet vidner om, at Telephone Jim Jesus har en sprudlende musikalsk trang til flere forskellige genrer. Desværre bliver udtrykket ødelagt af hans forkærlighed for at bruge mange samples af mennesker, som snakker om alverdens ting og sager.

Plader

Apostle of Hustle: Folkloric Feel

Med samme producer og en lang række af de samme medvirkende som på Broken Social Scenes You Forgot It in People fra 2003 er det naturligt, at Apostle of Hustles debutalbum lyder meget af det samme. Men albummet er faktisk bedst, hvor det lyder anderledes og dermed af sig selv.

Plader

Animal Collective: Sung Tongs

Animal Collective går på Sung Tongs sine helt egne veje, som er brolagt med eklektisk børnefolk af den larmende, udfordrende og alligevel poppede slags. Og endnu en gang lyder Animal Collective ikke som andre end sig selv.

Plader

Khonnor: Handwriting

Khonnor er blot 18 år. På sit debutalbum lyder han af meget mere med sin helt egen blanding af guitar og statisk støj. Det virker vældigt interessant og spændende, men til tider er musikken mere form end indhold.

Plader

Kilowatthours & The Rum Diary: Split

På denne splitudgivelse spiller Kilowatthours og The Rum Diary op mod hinanden. Deres numre ligger placeret skiftevis på albummet, og det bliver en kamp, som i sidste ende falder ud til The Rum Diarys fordel.

Plader

Fuck: Those Are Not My Bongos

Fuck viser på deres syvende album, at de ikke bare er arvtagere efter Pavement, men at de mestrer en mere intim sangskrivning. Slackerrock af den gamle skole mestrer de knap så godt.

Plader

Karate: Pockets

Karate leverer en tempo-disponering af format på deres syvende album. Men der mangler et par gode numre, før Pockets er et fuldendt album.

Plader

merci Miss Monroe: s.t.

Det italienske band merci Miss Monroe byder på deres debutalbum på en noget ufokuseret blanding af britpop og amerikansk indie. Der er dog et par gode numre indimellem.