Skribent - Jakob Lisbjerg

Plader

Cranes: Particles & Waves

Cranes' syvende studioalbum fortsætter, hvor det forrige album slap, og viser et band, der er på vej væk fra den dronede shoegazer, som de startede med at spille i slutningen af 80'erne.

Plader

Broken Social Scene: Bee Hives

Sidste år høstede Broken Social Scene mange roser i Europa for 2002-albummet You Forgot It in People. Nu er det canadiske band klar med en slags ’mens-vi-venter-på-det-nye-album’-plade, Bee Hives, som er en samling af, hvad bandet regner for b-sider.

Plader

Cornelius: s.t.

Cornelius ... er det ikke sådan en lille bebrillet japaner, der spiller electronica? Jo, men på Amager bor der også en Cornelius, som er sanger og sangskriver i sin egen minimalistiske rocktrio. Cornelius og Cornelius har kun navnet til fælles.

Plader

Josh Haden: Light of Day

Josh Haden er kendt og savnet som den dybe, følsomme stemme i forgrunden for det nu opløste band Spain. I efteråret udkommer hans solodebut, og at dømme efter denne ep-forløber bliver det et ganske poppet og tilbagelænet album.

Plader

Namur: Conquer Me

På sit andet album viser Namur sig fra en mere elektronisk side. Til trods for modet til at eksperimentere rent stilmæssigt er der dog stadig noget forceret over blandingen af elektronisk musik og rockmusik.

Plader

The Frequency: s.t.

Sebastian Thomson spiller til dagligt matematisk postrock i Trans Am, men ellers leger han med sammensmeltningen af new wave, 80’er-metal og postrock i sit soloprojekt, The Frequency.

Plader

90 Day Men: Panda Park

90 Day Men leverer med deres fjerde album endnu mere af deres særegne og poppede, pianobaserede mathrock, og bandet lyder på Panda Park endnu mere end før som helt sit eget.

Plader

Tigerella: s.t.

En blanding af Pavement, Belle & Sebastian og Yo La Tengo. Sådan beskriver Tigerellas pladeselskab bandets lyd, og selv om det ikke er mere rammende end at beskrive smagen af agurk med smagen af tomat, er Tigerellas debutalbum et lille, fint bekendtskab.

Plader

Via Tania: Under a Different Sky

Når man ser, hvilke personligheder der medvirker på Via Tanias debutalbum, får man næsten åndenød – for det er store musikalske navne, som hjælper til på det desværre lidt kedelige triphop-inspirerede album.

Koncerter

Printer, Salvatore, 15.02.04, Vibration Festival

Denne aften var præget af to bands, der spiller henholdsvis en mere elektronisk udgave af Radiohead og en temmelig traditionel instrumental postrock med vekslen mellem stilhed og støj, dur og mol.70 kroner for at komme ind og se et lille dansk band spille sammen med et forholdsvist ukendt norsk band var nok den største grund til, at der ikke var specielt mange mennesker på Rust denne aften. Spillestedet er smalt og aflangt, og under Printers koncert havde de fleste samlet sig nede foran scenen, så lokalet virkede ikke tomt – det gjorde det til gengæld under Salvatores koncert, hvor folk var trukket op bagerst i lokalet til baren. PrinterPrinters koncert var mest præget af en skare af venner eller fans, som stod forrest til venstre for scenen og råbte en blanding af ’Mogens’ og ’Åge’ mellem numrene. De gjorde det svært for mig dels at få en helhedsoplevelse og dels at kunne leve mig ind i musikken. Helheden er måske ikke noget, som Printer helt bevidst arbejder med; jeg oplevede i hvert fald en række numre, som dels lignede hinanden og så alligevel var en smule fragmenterede som gennemgående form. Printers eklektiske musik minder af og til som en mere elektronisk udgave af Radiohead, og det er nok ikke første gang, de hører den sammenligning. Desværre finder jeg Radiohead en smule mere interessant end Printer, selvom der var momenter, hvor de med lydflader og hårde beats fangede min interesse. Især det sidste nummers sidste minutter var godt. SalvatoreSalvatore var lang tid om at sætte instrumenter op, og da de endelig gik i gang, var de første Rust-gæster, som var kommet for at danse til house, ankommet. Salvatore har netop udgivet deres 4. album, som de har indspillet med John McEntire, og Salvatore spiller også en temmelig traditionel instrumental postrock med vekslen mellem stilhed og støj, dur og mol. Deres force er klart de mere groovy numre, som de heldigvis også spillede en hel stak af denne aften. De er absolut ikke stilskabende, men de kan deres kram til UG, og det gjorde mig i godt humør at stå og rokke med til noget, der på en måde var så genkendeligt og dog fuldstændig fremmed. To piger, som ikke var kommet for at høre hverken Salvatore eller Printer, viste også deres begejstring for det groovy ved at danse en sær slags polkadans i dobbelt tempo. De må have haft en speciel oplevelse, når de nu stod og dansede til Salvatore i stedet for til Arman van Helden… Da Salvatore var færdige, skyndte Rusts personale sig at sætte et hårdt pumpende housenummer på for at tilfredsstille de gæster, som var kommet for at danse og ikke for at høre norsk postrock. Det var ikke heldigt for koncertoplevelsen. Jeg skyndte mig ned i garderoben for at hente mit tøj og komme hjem, mens en strøm af storbrystede blondiner og bredskuldrede bodybuildere strømmede den modsatte vej.

Koncerter

Viva Vertigo, The Fashion, 13.02.04, Vibration Festival

Denne aften på Loppen var der lagt op til en omgang rock i to forskellige udgaver.Denne aften på Loppen var der lagt op til en omgang rock i to forskellige udgaver. Loppen var mere fyldt, end jeg havde forventet (men nok ikke mere end totredjedel fyldt), og det var egentlig meget dejligt med lidt plads. Det første band, Viva Vertigo, var et uskrevet blad for mig, men simpel google-research havde forberedt mig på, hvad jeg kunne forvente. The Fashion har jeg set et par gange før, så jeg vidste ligesom, hvad de kunne levere. Viva Vertigo Viva Vertigo er egentlig et enmandsprojekt for sanger og guitarist Simon Beck. Han har netop færdiggjort optagelserne til sit debutalbum, som er produceret af Sune Rose Wagner fra The Raveonettes. Og valget af ham som producer virker egentlig meget nærliggende, når man lytter til Viva Vertigo. Da bandet havde spillet et halvt nummer, tænkte jeg på, at de egentlig lød ret meget som The Raveonettes eller The Jesus and Mary Chain. Senere, da Simon Beck annoncerede, at det kommende album udgives på Bad Afro Records, kunne jeg pludselig også høre garagerocken som inspirationskilde for bandets musik. Og så var der lige Simon Becks vokal, som ligger meget fremme i lydbilledet. Og med en smule ekko og rumklang blev den til tider helt surfagtig. Og da den tanke først var kommet ind i mit hoved, ville den ikke forlade mig igen – pludselig lød også guitarerne og rytmen som Dick Dale eller Chris Isaak. Jeg rammer vist ikke helt forbi, hvis jeg placerer Viva Vertigos musik et sted mellem JAMC, Dick Dale og Turbonegro. Nogle gange mere det ene end det andet. Men aldrig ingen af delene. Det er ikke synderlig originalt, og nogle gange var det en smule uinteressant. Meget i stil med den tyvstjælende musik fortalte en af mine venner mig, at han havde taget et smugkig på Viva Vertigos setliste. Og alle titlerne lød som noget, han havde hørt før. Under koncerten fangede jeg kun tre sangtitler, men det var helt, som han havde sagt: Los Angeles, Shan-gri-la og så en sang, hvor omkvædet var noget i retning af Sugar Kane, Sugar Kane, Sugar Kane. The FashionThe Fashion behøver vist ingen videre præsentation. Da bandet gik på scenen, var Loppen blevet en smule tommere. Det var tydeligt, at en del af publikum var kommet for alene at se Viva Vertigo. Ud over to meget små drenge (som tydeligvis var fans) og en mand i bar mave, der gav fuckfinger til folk, fordi de ikke ville danse, var der ikke meget gang i publikum, og det var generelt svært for The Fashion at sparke gang i folk til trods for musikkens åbenbare festkvaliteter. De mest aktive publikummer var tre fotografer, som hele tiden bevægede sig rundt imellem hinanden for at få det bedste foto. Det var faktisk først et godt stykke henne i sættet, hvor Let’s Go Dancing blev spillet, at der kom gang i publikum. Men da var sættet næsten ovre. Ekstranummeret var en The Fashion-version af Billy Idol-nummeret Dancing with Myself. Bandet var denne aften ikke iført uniformen med det lyserøde islæt, men som de andre gange, jeg har set bandet, var The Fashion særdeles fremragende performere. Publikum var til gengæld passive, og på den måde påvirkede de koncertoplevelsen i en lidt negativ retning. The Fashion havde hele tiden gang i sceneshowet, og det truede faktisk en gang i mellem med at stjæle fokus fra musikken. Spørgsmålet er, om det gør noget. For mig er svaret nej; jeg kender bandets musik godt nok til, at jeg sagtens kan følge med. Jeg er ikke fan af The Fashion, og jeg ville nok aldrig sætte mig derhjemme og lytte til The Fashion. Jeg har faktisk slet ikke deres album. Men hver gang jeg ser dem live, overvejer jeg endnu en gang, om jeg ikke skulle købe deres album og Let’s Go Dancing derhjemme. Og hele vejen hjem på cyklen gennem København havde jeg mange af deres melodier (som i aften for første gang virkede en smule ens) kørende rundt inde i hovedet. Læs også Undertoners anmeldelser afViva Vertigo: Viva VivaThe Fashion: Rock Rock Kiss Kiss ComboThe Fashion, Rust 24.07.03The Fashion, Larsen and Furious Jane, Kira and the Kindred Spirits, Ricochets, Spot 10 i Århus, 04-05.06.04

Plader

Trans Am: Liberation

Det syvende Trans Am-album, Liberation, indeholder en række numre, som stilmæssigt lyder som noget, de har lavet tidligere. Forskellen er, at på dette album er bandet blevet politisk på en meget eksplicit måde.