Skribent - Jan Overgaard Mogensen

Plader

V/A: 1%

Kulturpolitik involverer engagement, opfindsomhed og kærlighed i Frankrig. 1% af alle offentlige byggeudgifter skal f.eks. bruges til stedspecifikke kunstværker. 1% er også titlen på en cd med lydinstallationer fra selveste det franske kulturministeriums elevatorer. Der er ingen tvivl om, at det er sjovt at køre i elevator dér.

Plader

Fennesz Sakamoto: Cendre

Samarbejdet imellem Ryuichi Sakamoto og Christian Fennesz er på mange måder en drømmekonstellation: Begge er mestre ud i tilfredsstillende og udfordrende lydlandskaber, og ofte er deres lyd så nærværende og tredimensionel, at man føler man kan røre ved den. Cendre lever i høj grad op til drømmen.

Plader

Colleen: Les ondes silencieuses

En mellemting mellem kammermusik fra barokken og små melodier, der nærmest har karakter af vignetter, er, hvad der er på Colleens tredje fuldlængdeudgivelse. Lyder det hyggeligt? Det er det også – men det er også lidt mangelfuldt.

Plader

Pole: Steingarten

Visse electronicaproducere formår altid – uanset om musikken er vellykket eller ej – at hive den lækreste og mest delikate lyd ud af computerens digitale univers. Sådan en producer er Pole. Han er ved at være gammel i gårde, men udvikler stadig sin minimale electronica, der efterhånden ikke er så minimal endda.

Plader

V/A – mixed by Sutekh: Context Unravelled

Da technoen var ung og grøn i midt-90'erne, væltede det ud med spændende og grænsesøgende mix og compilations, men i dag er der unægtelig længere mellem snapsene. Derfor er det glædeligt, at Sutekh præsenterer os for et velvalgt udvalg af 12"-singler udgivet på hans eget label.

Klassikeren

The Meters: Fire on the Bayou – Funky sumpklassiker

I Paris, Frankrig ligger den meter, alle metre måles ud fra. Sådan en ærkemeter er The Meters. Uden at jeg skal lyde som en musikskolelærer i orkesterdisciplin, burde The Meters være gruppen, alle grupper blev målt ud fra. Ikke ud fra originalitet eller evne til at skrive sange, men ud fra så komplekse parametre som samspil, lydhørhed, fornemmelse, timing.

Plader

Sugarghost: Sweet Secrets

ILK-kollektivet fortsætter med at udfordre vores ører. I grænselandet mellem electronica, ny-jazz og singer/songwriting debuterer Sugarghost med et absolut lytteværdigt album, der sagtens kan gå hen og sætte sig fast i bevidstheden hos den åbne lytter.

Plader

Cage: Hell's Winter

Det er nærmest arrogant at sige det, men det mest interessante ved rapperen Cage er næsten hans frygtelige opvækst. Den har til gengæld også kastet et par gode tekster af sig til hans Def Jux-debut. Men ellers? Tjah... bum-bum...

Plader

Stacs of Stamina: Tivoli

Grime er nået til Sverige. Det er El-P også. Og 80'erne har jo været der nogle år. Stacs of Stamina har hørt det hele og raget til sig. Nu mangler vi bare, at de holder op med at spille så meget computer.

Plader

Boards of Canada: The Campfire Headphase

Boards of Canada er tilbage med mere musik fra glemte tider. Har man glemt, hvordan glemt musik lyder, må man huske at købe The Campfire Headphase. Boards of Canada husker nemlig de lyde, vi andre har glemt. Og deres musik glemmer man ikke sådan lige med det samme.

Plader

Flanger: Spirituals

Uwe Schmidt og Burnt Friedmann har sammen og hver for sig vist, at de kan rumme mange genrer og stilarter og alligevel sætte deres helt personlige præg på musikken. Men dette fjerde udspil som Flanger er overraskende nok temmelig upersonligt.

Plader

Matthew Herbert: Plat du Jour

Matthew Herbert har altid været glad for koncepter, og hans nyeste af slagsen hører til i den bedre ende. Musik og koncept går op i en højere enhed – læs videre, og find ud af, hvorfor denne cd bør komme på Forbrugerstyrelsens top 10 over relevante forbrugeroplysningsprodukter.

Plader

Melodium: La tête qui flotte

Melodium er en sammentrækning af melodi og medium, og det er også navnet på en fransk musiker, der debuterede i 1999. Der er mere melodi end kontakt med det hinsides og overnaturlige på La tête qui flotte, som til gengæld føles længere, end den er.

Plader

Ola Bergman: The Satellite City

Med en let omskrivning kan man citere Frank Zappa for, at technoen ikke er død - den lugter bare mærkeligt. Ola Bergman kan sit kram, har fine inspirationskilder og alt det dér; alligevel bliver hans debut-cd aldrig for alvor spændende.

Koncerter

Diabeté, Toumani, Devendra Banhart, Mikael Simpson, The Raveonettes, Four Tet, 02.07.05, Roskilde Festival 2005

Toumani Diabeté, Ballroom, 12.30 Den ydmyge og imødekommende koraspiller Toumani Diabeté gik alene på scenen på Ballroom og fik en stormende modtagelse af et forventningsfuldt publikum. Ikke desto mindre indledte han sin koncert, som om vi ikke anede, hvem han er. Han fortalte om sin slægt (hvor der er rigtig mange koraspillere, Diabeté er således 21. generation!), om koraens opbygning med en kalabash som resonansrum, en hals og strengene, der spilles med tommel og pegefinger på hver hånd, om dens tre oktaver m.m. Med et smil på læben afsluttede han den pædagogiske intro med et »yes, it’s a crazy job« og demonstrerede derefter koraens mulighed for på én gang at spille både baslinje, akkompagnement og improviseret melodilinje. Koncerten rummede alt – fra det meditative og tænksomme, over det blidt vuggende til det vildt rykkende. Stille sad virtuosen med lukkede øjne, som i sin egen verden, og forførte os – upåvirket af publikums jubel over tekniske finesser – med smukke melodier, opfindsomme bas-ostinater og medrivende improvisationer. At musikkens verden er kosmopolitisk, var denne koncert et klokkeklart eksempel på. Først benyttede Diabeté en basgang som taget ud af en gammel Robert Johnson-sang, dernæst satte han publikum i gang med at klappe en rytme, som hov! – var i 5/4! Så godt som al afrikansk musik er 4/4, så hvad var nu det? Det var såmænd en fortolkning af Paul Desmonds gamle jazzklassiker “Take Five”. Fusionen af Vesten og Afrika blev fuldbyrdet, da Diabeté efter ca. en time inviterede et par familiemedlemmer og en dansk guitarist, hvis navn jeg ikke fangede, på scenen. Den rytmiske appel steg betragteligt, og folk, der ellers havde ligget ned og nydt musikken, kom på benene og lod sig rive med. Denne koncert gik på jublende vis op i den berømte højere enhed, men faktisk blev det hele skudt i gang af Diabetés umiddelbare glæde over musikken og mødet med publikum – en så ligefrem glæde og ærlighed, at mange kunstneriske wannabes på denne festival sagtens kunne lære noget. (JOM) Devendra Banhart, Pavilion, 16.00 Devendra Banhart er en hippie på godt og ondt. I bar overkrop og med langt hår og skæg spillede, sang, dansede og fjollede han sig igennem en overraskende rocket koncert, der var skiftevis medrivende og halvkedelig. Devendra Banhart er et interessant navn på den internationale musikscene og derfor også på Roskilde Festival, men den helt mindeværdige musik var han ikke i stand til at fremføre. Underholdningsværdien var dog god. Teltet omkring den lille Pavilion-scene var lørdag eftermiddag mere end fyldt med hovedsagelig to slags festival-gæster: Små indie-piger med et forelsket blik i øjnene og lidt større indiedrenge med skæg og flannelsskjorter. Alle som én var de begejstrede for Banharts veloplagte og næsten overgearede optræden, men de var måske også en anelse overraskede over musikken. Devendra og hans backingband med medlemmer fra folk-gruppen Vetiver havde nemlig valgt at nedtone mange af de stille numre fra den populære Rejoicing in the Hands og spillede i stedet en hel del rhythm blues-agtig rock. Det fungerede udmærket, men meget af det nye sangmateriale var ikke helt så stærkt, som man kunne ønske sig, og det holdt derfor ikke hele vejen. Det største øjeblik var vel også, da der blev fremført en forrygende udgave af Lauren Hills “That Thing”, samt måske da en ellevild Devendra Banhart forsøgte at kravle ind over hegnet for at give et ekstra ekstranummer, selv om konferencieren havde sagt, at det var slut. Det lykkedes ikke, men publikum elskede ham for det, og det var vist også det vigtigste den eftermiddag. (PH) Mikael Simpson & Sølvstorm, Odeon, 21.00 Det var overvældende for Mikael Simpson at spille på Odeon lørdag aften. Man kunne tydeligt se det på ham, og han sagde også flere gange, at koncerten var noget særligt. Men nervøsitet var der ellers ikke spor af – han virkede oprigtigt glad for at være sammen med os andre, og som koncerten skred frem blev det også en overvældende oplevelse for os andre. Det kan godt være, at Simpson ikke laver de store forkromede melodiske mesterværker (det forhindrer os nu ikke i at synge med alligevel…), men til gengæld skaber han en særdeles stemningsfuld musik, der flere gange i løbet af en koncert, kan få de små nakkehår til at rejse sig. Allerede fra koncertens begyndelse, hvor Simpson alene med synth’ens sav-lignende lyd ved sin side konstaterede, at han ikke har spor at sige, og »det siger jeg så, så højt det nu kan bli’e«, var vi på sporet af noget stort. Han sang fantastisk; lyden var for at sige det mildt pissegod; og publikum var lydhøre. Da bandet satte fut under det kölnertechno-inspirerede beat og dissede Pia Kjærsgaard, var der ingen vej tilbage: Festen var i gang. En fest der på trods af al sin rytmiske hoppeappel, alligevel rummede de smukkeste, følsomme passager. De store øjeblikke var utallige – den langsomme og rugende opbygning af “Set det ske”, da resten af bandet efter den inderlige indledning faldt ind med fremragende leadguitar; den smukke afslutning på linjen om at »Christiana det husker, Christiansborg glemmer«, der blev lavet om til noget i retning af »M siger tak, fordi I kom« – og ikke mindst ekstranummeret “Det sommer” med Simpson alene sammen med kölnerbeatet, sin mundharmonika og løsslupne selvlærte dansetrin! En stor aften sammen med et stort talent. (JOM) The Raveonettes, Arena, 23.30 Der er ingen tvivl om, at Raveonettes efterhånden er blevet et stort band. Måske endda for stort til Danmark. Lørdag aften gav Sune Wagner og Sharin Foo i hvert fald en yderst professionel og velspillet koncert, men de valgte samtidig at snakke engelsk mellem numrene. Now what’s up with that shit? Fra første færd var det tydeligt, at Raveonettes er blevet et bedre band, også i live-situationerne, siden de sidst besøgte Roskilde-festivalen i 2003. En mur af vellydende støj rejste sig fra starten af koncerten og lagde sig først igen, da publikum forlod teltet. Det pyntede i den grad på musikken, og man må imponeres over den dygtighed, bandet efterhånden fyrer deres sange af med. En endnu større forskel fra den sidste koncert var dog, at Raveonettes nu har tre plader bag sig og kan byde på langt større variation. Numrene fra de tre plader blev også blandet fint sammen og supplerede hinanden glimrende. Alligevel følte bandet måske, at de lige skulle gøre noget ekstra, og det skete så, meget passende, i ekstranumrene. Steen Jørgensen fra Sort Sol kom på scenen sammen med bandet og sang to numre, hvoraf det sidste var en forrygende version af Velvet Underground-klassikeren “Waiting for My Man”. En god afslutning på en ret så glimrende koncert. Eller, musikken var der i hvert fald ikke noget at udsætte på. Til gengæld må den næste opgave for duoen være at blive noget bedre til at interagere med publikum. Lørdag aften var der nemlig ikke den store kontakt mellem folkene på scenen og dem foran den. Det er lidt ærgerligt, for det kunne have løftet koncerten fra glimrende til fremragende. Måske om to år. (PH) Four Tet, Pavilion, 00.00 Har man opholdt sig bare lidt på festivalens scene for elektronisk musik, Metropol, kender man sikkert opskriften: Hvis en musiker kommer ind på scenen med to laptops og en sampler, står han roligt foroverbøjet gennem hele koncerten, mens han en gang imellem klikker lidt med musen. Ved midnatstide havde engelske Four Tet (alias Kieran Hebden) fået lov at entre naboscenen Pavilion, der er helt anderledes intim end den store Metropol-scene. Men det var næppe scenevalget, som gjorde, at Hebden leverede et show, der brød med alle laptop-konventioner. Nok stod han foroverbøjet, men han var i konstant bevægelse – hvordan skulle han også kunne andet med den musik, han tryllede frem? Oven på bølgende basgange og fængende, funky guitar-rundgange konstruerede Hebden bækkensmældende beats med hiphop-inspirationer (ikke ulig dele af Caribous The Milk of Human Kindness-plade), og de var så intenst groovy, at der var dømt fest fra første øjeblik. Det hjalp bestemt på feststemningen, at Hebden ikke var karrig med de tre højdepunkter “Spirit Fingers”, “She Moves She” og “As Serious as Your Life” fra 2003-albummet Rounds. Det fantastiske ved Hebdens show var, at disse kendinge kortvarigt blev afviklet i de kendte udgaver, hvorefter den smilende englænder improviserede sig ud af et væld af afveje lige fra krautrock-passager med bumlende trommer til minimalistisk fusionsjazz. Hebden balancerede på imponerende vis sit show: De folk, der kom for at høre kendte numre, fik lov at smage genkendelsens sødme, når Hebden vendte tilbage til udgangspunktet efter endnu en kantet improvisation – og samtidig fik de opdagelystne deres behov mere end almindeligt godt dækket. Ja, selv støj-fans fik deres portion, da “As Serious as Your Life” endte i fræsende 8-bit-anarki a la DAT Politics. Og så måtte han pludselig hive stikket ud – ellers havde han (og vi) nok stået der endnu. (MA)

Plader

Per V: Vers 1.0

Hvis Per Vers lavede musik sammen med Michael Bundesen, ville han være Danmarksberømt. Hans tekster har samme brede appel, underfundige humor og begavede ordspil som Shu-Bi-Duas i 70’erne. Men Per V laver hiphop, og det skaber visse begrænsninger i masseudbredelsen. Det er bare ikke fair.

Artikler

Skjulte lyster: Can’t Take My Eyes Off You

Vi kender det alle: Trods selverklæret god smag og afsky for kommerciel, ligegyldig og ureflekteret musik sniger der sig alligevel det ene kitschede eller banale nummer efter det andet ind bag paraderne. Undertoner sætter med en ny månedlig feature fokus på disse skjulte lyster. Dette er stedet for de personlige bekendelser – og måske har skribenten aldrig sagt det til nogen før… Engang på et værtshus i Køge, da Hof var navnet på en øl og ikke på en kvindelig håndboldspiller, stod en stor, kraftig velvoksen (og velsagtens også svedig) mand og spillede billard. Stemningen omkring ham var høj og larmende, men alligevel var hans koncentration om spillet i top. Lige idet han lagde an til at støde, spillede jukeboksen Are You Lonesome Tonight for fuld hammer, og manden knækkede sammen over bordet og begyndte stille at hulke. Dét kender jeg godt. At en sang bare overtager ens nervesystem, og lige meget hvornår man hører den, bliver man nødt til at tage den ind og reagere. Og det mærkelige er, at sådan en sang sagtens kan gå på tværs af ens vante smag og sym- og antipatier. Jørgen Reenberg og Marvin Gaye Can’t Take My Eyes Off You er titlen på en sang, som alle kender – og jeg er fuldstændig pjattet med den. Lige meget hvad, og lige meget hvem der synger den. Det fortaber sig i tågerne, hvornår jeg hørte den første gang. Det har sikkert været på min barndoms P3, der dengang – før lokalradioer, Sky Channel og The Voice – var et overflødighedshorn af forskellig musik. Inden for samme time kunne man høre Jørgen Reenberg synge Admiralens Vise, Petula Clark med Down Town, Mezzoforte’s Garden Party, Sexual Healing med Marvin Gaye og Burning Down the House. Et rent slaraffenland for folk med nysgerrige ører. Et slaraffenland, der i dag, med enslydende radio styret af lyttersegmenter og deraf følgende ensretning i stil, (mangel på) indhold og smag, må lyde som det rene Nirvana – i ordets oprindelige, religiøse mening, forstås. Nå, men jeg har altså på et eller andet tidspunkt hørt denne skønne sang og bidt mærke i den rent instrumentale optakt til omkvædet – den som alle kender, og hvis de ikke gør, kan de synge med alligevel. Det er umuligt at tælle de tusinder af gange, dette instrumentale stykke siden er dukket op i mine synapser, og i mange år var jeg oven i købet ikke særlig bevidst om den sammenhæng, instrumentalstykket indgik i. Først for et par år siden opdagede jeg ved et tilfælde originalen, der blev indspillet af Frankie Valli og udsendt i 1967. Bob Crewe og Bob Gaudio er krediteret som forfatter og komponist, og førstnævnte var en succesrig pop-producer (med bl.a. Frankie Vallis gamle gruppe The Four Seasons i stalden), og sidstnævnte medlem af netop The Four Seasons. Nummeret var næsten i samme øjeblik, den blev indspillet, en klassiker og havnede hurtigt i toppen af den amerikanske hitliste. Spirende og overdådig kærlighed Egentlig har vi at gøre med et banalt popnummer, med en simpel tekst om kærlighed. Men måden, det er skruet sammen på: jamen, altså! Som med de fleste ørehængere er både vers og omkvæd bygget op om ganske få toner. Første vers med linierne “œYou’re just too good to be true / Can’t take my eyes off you / You’d be like heaven to touch / I wanna hold you so much / At long last love has arrived / And I thank God I’m alive / You’re just too good to be true / Can’t take my eyes of you” lyder som Phil Spector i en easy-listening-udgave med et stænk af melankolsk soul. En vibrafon leverer akkorderne, guitaren spiller et enkelt, kort riff, imens der er godt med rumklang på den simple trommerytme. Dette kunne være en ballade om den sædvanlige ulykkelige kærlighed, til en pige, man ikke tør tale med. Blæsergruppen melder sin ankomst, og indtrykket af ulykkelig kærlighed fortsætter ind i andet vers med startlinierne “ Pardon the way that I stare / There’s nothing else to compare / The sight of you leaves me weak / There are no words left to speak“. I slutningen af andet vers sker dog en lille forskydning: en lille melodisk sløjfe, som waldhornene introducerede i introen, leder op til dette så berømte mellemspil. Det formelig bobler af glæde og optimisme, beatet bliver fastere, og som mellemspillet repeteres, vokser orkesteret i styrke og omfang. Man får faktisk lyst til at danse af en spirende og højst overraskende livsglæde. Omkvædet bliver oppe i tempo, imens han erklærer hende sin kærlighed: “I love you baby” nærmest hulker Valli i det høje register – en vilter tamburin og håndfaste håndklap nærmest tvinger sig frem i lydbilledet, og det går op for én, at vi ikke har at gøre med ulykkelig kærlighed. Han får hende sørme, det kan der bare ikke være tvivl om. Og igen – det melodiske er bare så enkelt. De samme intervaller gentages igen og igen i en nedadgående kadence, inden omkvædet så at sige fader ud og ender i ro, så første vers kan gentages – nu med strygere og hele pibetøjet. Med og uden sukkerglasur Selvfølgelig er Frankie Vallis præstation upåklagelig, men jeg tror ikke, jeg fornærmer ham, hvis jeg påstår, at nummeret var blevet et hit med næsten hvem som helst i front. I 1970, f. eks., udgav de to Motown-mastodonter The Temptations og The Supremes sammen LP’en Together, den tredje af i alt fire. The Temptations var virkelig stærk kost på det tidspunkt – i samarbejde med produceren Norman Whitfield sparkede de det ene psykedeliske mesterværk af sted efter det andet. Det bærer Together desværre ikke præg af. Faktisk lyder den mere som et forsøg på at redde The Supremes’ karriere (Diana Ross var faktisk også smuttet, da pladen udkom). Ikke desto mindre gemmer der sig en fin udgave af Can’t Take… Arrangementet er lidt sukkersødt, javel – men Eddie Kendricks er stensikker i sin falset, og den kvindelige lead er lagt i struben på Mary Wilson. Og hey, prøv lige at tænke på, hvor spændende en gruppe The Supremes havde været, hvis denne mørke og varme stemme havde været i front i stedet for Diana Ross’ kønsløse sopran. Wilson gør i dén grad nummeret til et soulnummer, og siden har utallige soul- og jazzsangere kastet sig over det. Nancy Wilson, Isaac Hayes og Lauryn Hill eksempelvis. Hills udgave befinder sig som et skjult nummer på debuten The Miseducation of Lauryn Hill, og hun har karakteristisk nok slikket al sukkerstadsen væk og leverer en kontant udgave, der er en anelse hurtigere, end traditionen foreskriver. Bono + homo = disco At sangen også gør sig som et uptempo disconummer giver vel sig selv med det mellemspil. Pet Shop Boys beviste det for good, da de, sådan lidt for sjov, parrede mellemspillet og omkvædet med U2’s Where the Streets Have No Name i 1991. Chris Lowes storladne plastiksynthesizere og stive, hvide beats kræver en tilvænning, bevares – men selv hvis man er udenforstående, kan man konstatere, hvis ikke ligefrem mærke, at kærligheden er stor: Den er livgivende, og man får sådan en lyst til hoppe, når den bobler i en. Hvad årsagen helt nøjagtigt er til, at denne sang har sådan et tag i mig, kan jeg simpelthen ikke svare på. Det må ligge i mine gener … eller i mit nervesystem. Men er I da sindssyge, hvor har jeg ofte følt mig som en stor, kraftig og helt sikkert svedende mand, der skal lige til at støde til billard-ballen…

Plader

Pedestrian: Un-Indian Songs vol. 1

Un-Indian Songs vol. 1 er et fint album fra medstifteren af Anticon, Pedestrian. Først efter mange gennemlytninger afsløres det, at cd'en faktisk stritter i vel mange retninger. Men på en underlig bagvendt måde ødelægger det ikke fornøjelsen.