Skribent - Janne Kristensen

Plader

Wolf Parade: At Mount Zoomer

Wolf Parade er omsider klar med opfølgeren til sin roste debut, Apologies to the Queen Mary. At Mount Zoomer mangler dog desværre meget af den kant og spøgelsesagtige kuldegysningseffekt, bandet gjorde os forvænte med på debuten.

Koncerter

Muhly, Nicho, and Shoplifter, 08.03.08, The Kitchen, New York

Avantgardekomponisten Nicho Muhlys performancekoncert på New Yorks The Kitchen var pakket ind i et fabelagtigt renæssance-sceneshow af modedesigneren Shoplifter. Dog kunne det musikalske indhold ikke helt leve op til formen og de mange talenter, Muhly efter sigende besidder. Eksperiment fik lov at vinde over æstetik denne aften.Avantgardekomponisten Nicho Muhlys performancekoncert på New Yorks The Kitchen var pakket ind i et fabelagtigt renæssance-sceneshow af modedesigneren Shoplifter. Dog kunne det musikalske indhold ikke helt leve op til formen og de mange talenter, Muhly efter sigende besidder. Eksperiment fik lov at vinde over æstetik denne aften. Vi er trådt ind i New Yorker-kunstcenteret The Kitchens mørke indre en blæsende og regnvåd aften først i marts. På scenen ses et nøje arrangeret tableaux af sammenviklet hår og tre liggende kvinder, der kaster deres lange, røde lokker ud over en farefuld podiekant. Desuden: knogler, reb, musikinstrumenter og en hvid plastikhest i harmonisk uorden. Det lover godt. I første omgang synes sceneriet nemlig at foreslå os, at hvad vi skal opleve denne aften kunne være intet mindre end avantgardistisk Sally Sørøver-musik med renæssancetwist. Installationen er den islandske kunstner og modedesigner Shoplifters (aka Hrafnhildur Arnardöttir) seneste leg med hår, design og fetishisme, og Nicho Muhly hedder den unge, moderne komponist, der skal levere aftenens musikalske pendant hertil. Ligesom aftenen før er der totalt udsolgt, og at bl.a. Björk (som både Muhly og Shoplifter har samarbejdet med) og Antony “œAntony and the Johnsons” Hegarty er til stede blandt publikum, vidner blot om den nærmest kometagtige popularitet den såkaldte “œmegatalented” Muhly er i gang med at indhylde sig selv i. Muhly er indfødt newyorker, men har de sidste år bl.a. brugt sin musikalske kreativitet i Island, hvor han i 2006 udgav sit kammermusikalske debutalbum Speaks Volumes på det prominente label Bedroom Communities, der også netop har udgivet en af Muhlys samarbejdspartnere denne aften, Sam Amidons, seneste plade. Koncerten, der vel nærmere kan betegnes som en musikperformance i fire dele, lægger ud med en kort, elektronisk intro. Herefter springes der til nedbarberet percussionspil fra vennen Samuel Z. Solomons beslutsomme hånd. Han hamrer løs på sin xylofon gemt bag blodrøde snore med dinglende knogler i små, drillende lydpassager, der ledsages af Muhlys sparsomme elektroniske indspark. Efter denne seance optræder Muhly med violinisten Nadia Sirota i et kuriøst nummer, der introducerer et mere kendetegnende miks af elektronik og klassisk instrumentalitet hos New York-kunstneren. Sirotas skærende og pulserende violinhvin bliver akkompagneret til Muhlys ganske humoristiske simulering af at spille harpe på de tre liggende kvinders lange røde hår. Man fornemmer en modernistisk leg med en klassiske musikkomposition, hvor skellet mellem “œhøj” og “œlav” aldrig har eksisteret. Hele tiden er det smukt iscenesat af det makabre decor og understreget kompositorisk af Muhlys indkorporerede elektronik, liggende som et dirrende bagtæppe bag liveinstrumenteringen. Herefter muterer performacekoncerten til en anderledes vokalbaseret solodel med den barfodede Sam Amidon og hans skrøbelige irske singer-songwriter-toner. Muhly på elektronik sniger sig langsomt ind på Amidon som nummeret udvikler sig, ligesom violinist og percussionist. Nummeret udvikler sig til at blive aftenens mest velargumenterede og helstøbte, flerinstrumentale oplevelse. Her synes de vidt forskellige instrumenter og deres personlige udtryk nemlig at spille sammen på ganske meningsfuld og forførende vis. Nummeret udvikler sig til en art “œcut-up teknik”, hvor vokal, elektronik og liveinstrumenter danser dødsdans blandt knogler, snore, hår og tavse kvinder i ren, musikalsk, itterativ henføring. Afslutningsvis præsenteres vi for en følsom ballade af Amidon. Siddende på den dekadente hvide plastikhest med sin banjo og stærke vokal og en let stemmesampling fra Muhlys elektoniske hånd, synes han at forsikre os om den menneskelige røsts trods alt stadige dominans i en verden af mekanik. Amidon er dog ikke helt i stand til at ændre den følelse af, at det lidt tilstræbte eksperimentielle får lov at vinde over forfølgelsen af den æstetik, der opstår undervejs i kompositionerne, vi går fra The Kitchen med denne aften.Sceancen bliver en let og ganske harmløs sørøverleg med musiktradition og – kultur, der er humoristisk, innovativ og interessant, men næppe helt cementerer de mange dybereliggende talenter, Muhly efter hypens sigende besidder. Karakter:       Bedømmelseskriterier

Plader

Skammens Vogn: s.t.

Skammens Vogn udsender deres yderst lyriske debutalbum fyldt med små, tabubelagte skamfuldheder. Musik og tekst går op i en fantastisk helhed, hvor nye og usete konstellationer løfter den dansksprogede musiktradition til usete højder.

Plader

Band of Horses: Cease to Begin

Band of Horses følger op på deres debutsucces med Cease to Begin, der varsler en mere lækker, velproduceret lytteroplevelse. Men den rå, insisterende intensitet går en smule tabt undervejs i processen.

Plader

Iron & Wine: The Shepherd’s Dog

Iron & Wines tredje fuldlængdeudspil præsenterer sin lytter for et lydunivers, der er bredere og mere velproduceret end på bandets tidligere lo-fi indiefolk-udspil. Heldigvis går følsomheden og det inderlige, spinkle udtryk ikke tabt på vejen. Sam Beam leverer stadig kompetent varme på regnvåde novemberdage.

Plader

múm: Go Go Smear the Poison Ivy

Selv om múms fjerde udspil som vanligt bunder i en elektronisk form for folk, er der sket noget med både bemanding og lydunivers på Go Go Smear the Poison Ivy. Større udadvendthed, nye eksperimenter og mere åben vokal er med til at bringe bandet mere up to date.

Plader

Bishop Allen: The Broken String

I 2006 udgav Brooklyn-bandet Bishop Allen en ep hver måned, og højdepunkterne derfra er nu blevet til deres andet fuldlængdealbum. Det er velspillet, personlig indiepop med et dejligt skramlet lydunivers, og det risler nostalgisk ned ad den kølige efterårshud - men så kan The Broken String heller ikke så meget mere.

Plader

Mice Parade: s.t.

Mice Parade er syvende udspil fra troldmanden Adam Pierce, der skifter musikalsk ham, som andre skifter t-shirts i sommervarmen. Endnu et sublimt og overbevisende udspil, der omfortolker vores moderne, alternative musikepoke på ganske forunderlig og original vis.

Plader

Joycehotel: Limits

Danske Joycehotel fik ikke den helt store opmærksomhed, da de debuterede for et par år siden. Og desværre for bandet berettiger opfølgeren Limits ikke til hverken ros eller hype, for pladen savner originalitet og er temmelig kedelig.

Plader

Björk: Volta

Den syvende studieudgivelse fra en af verdens mest nyskabende og indflydelsesrige musikdronninger lever delvist op til forventningerne. Men den er snarere en overordentlig velproduceret action-popplade end en egentlig musikrevolution af den slags, vi har været vant til fra de kanter.

Plader

IV Thieves: If We Can’t Escape My Pretty…

IV Thieves' jævnt kedelige debutalbum har ingen store udsving i hverken positiv eller negativ forstand. Sangskriver Nic Armstrongs stemme har potentiale, og stilen er gennemført. Alt i alt er pladen dog et mere eller mindre ligegyldig, og den afpudsede produktion viser sig som en akilleshæl.

Plader

Santa Maria: s.t.

The Concretes-sangskriversken Maria Erikssons solodebut tyder på, at der er en kantet, overlegen rockdame inde i hendes forsagte indiepigekrop. Desværre har hun ikke rigtig opdaget det endnu, og derfor ender debutpladen med at være lige rigeligt pæn og anonym.

Plader

Green Concorde: Ten Cities

Efter at have forladt Holstebro til fordel for København besynger Green Concorde på debutalbummet Ten Cities storbyen i 11 mørke, distancerede sange. Stemningsskildringerne er præcise, men det er, som om kvartetten er lidt sent ude.

Plader

Brakes: The Beatific Visions

Den første Brakes-plade var noget møg. Den anden er ikke rigtig bedre. Kvartetten vælter rundt mellem et utal af udtryk, og det er mere end svært at blive klog på, hvad vi egentlig skal med mere musik fra den kant.

Plader

Kama Aina: Club Kama Aina

Japanske Takuji Aoyagi er taget på rundtur til øer som Cuba og Bali for at lave sit femte album. Bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at de bedste numre er dem, han har skrevet hjemme i Tokyo. Pladen er meget varieret – og det er numrenes kvalitet også.

Plader

Heligoland: A Street Between Us

Den australske slowcorekvintet Heligoland skriver også på sit andet album fine, sfæriske sange. Sangerinden Karen Vogt har en glimrende stemme, men den kan ikke ændre på, at bandets bedrifter bliver lige rigeligt monotone i længden.

Artikler

Iceland Airwaves 2006 – talent, eksperiment og establishment

2006-udgaven af Iceland Airwaves var endnu et statement om, at den islandske musikscene har masser at byde på, både af talentmasse, etableret kvalitet og eksperimenterende befrielse. Og på ny forstod arrangørerne at koble det vigtige lokale trækplaster med internationale godbidder. (06.11.06)Nordatlantens indie-hovedstad, Reykjavik, åbnede for ottende gang sine frosne arme og tog imod et som altid veloplagt internationalt og lokalt publikum i dagene 18.-22. oktober. Festivalen, der egentlig startede som udstillingsvindue for den islandske talentmasse tilbage i 1999, er med årene muteret til Nordens måske mest innovative årligt tilbagevendende musikbegivenhed – og er blevet hypet på nærmest skammelig vis! I år havde arrangørerne klogt nok valgt at sælge færre billetter end sidste år, hvor mange festivalgæster fik set utallige smukke nordlys i køerne til spillestederne, men knap så mange af de bands, de egentlig kom for. Det klædte Airwaves at erkende, at nærhed og tilgængelighed er og bliver nøgleord for et festivalkoncept med optimal funktion indenfor rammerne af en af verdens mindste hovedstæder. Reykjavík – foto: Nakalema Iversen Lokal diversitet og internationalt stjernedrysDet annoncerede festivalprogram lagde op til en alt andet end kølig musikalsk oplevelse i fem fortættede festdage. Som vanligt et kærkomment miks mellem etableret islandsk kvalitet, spændende upcoming talenter, skramlende eksperimenter, unikke musikalske eventyr og lidt krydderi i form af internationalt stjernedrys.Den islandske scene diskede således bl.a op med både Múgison, Apparat Organ Quartet, Jakobínarína, Pétur Ben, Jöhann Jöhannsson og et utal af mindre kendte, men ikke nødvendigvis mindre interessante navne. Amerikanske Brazilian Girls, canadiske Islands, engelske The Go! Team, norske Erlend Øyes nye projekt The Whitest Boy Alive og amerikanske Tilly and the Wall var nogle af de største internationale gæster med fremtidspotentiale, der også besøgte øen i denne omgang. Islandsk talentAirwaves’ bedste off-venue scene, pladebutikken 12 Tönar i centrum af Reykjavik, var ramme om fine eftermiddagssmagsprøver på, hvad der var at vente sig fra byens etablerede spillesteder, når det frostklare mørke for alvor bemægtigede sig byen.Fredag havde butikken, der også fungerer som progressivt pladeselskab, arrangeret et lille fyrrigt indspark af en koncert med deres lovende, unge rock n’ roll drenge, Jakobínarína. Det skulle vise sig at blive et af de store beviser på den massive ulmende talentmasse, der ligger gemt i lavaøens dybder. Jakobínarína – foto: Nakalema Iversen Bandet, der består af fem skoledrenge på 16-19 år er på mange måder Islands svar på den rock’n’ roll.nybølge, der er skyllet ind over os fra England de senere år med især Franz Fernand som krumtap. Men samtidig er Jakobínarína helt og aldeles deres egne. Koncerten i 12 Tönar var en gennemført, næsten eksplosiv spændstig opvisning i, at de fem drenge mestrer både instrumentering, lyrik og sceneshow til en nærmest skræmmende perfektion, deres unge alder taget i betragtning. Den indflydelsesrige Rolling Stone-journalist David Fricke, der er erklæret fan og allerede har delt rosende spalteplads ud til bandet, efter at han så dem på festivalen sidste år, var da igen til stede og kunne næsten ikke styre sin tappende fod og det svingende puddelhår. Senere samme aften, på en passende større scene, kunstmuseet Hafnahuset ved havnen, cementerede Jakobínarína deres talent med et fantastisk svingende koncert ud i electro-indie-rock’n’roll. Ingen var i tvivl om, at bandet trods deres unge alder og ditto erfaringsgrundlag allerede er en vigtig del af den kvalitetsbevidste islandske musikscene. Sikke de drenge kan bevæge sig! Så må vi bare vente på, at deres pladekontrakt falder 100 procent i hak, og debutalbummet kommer på gaden. Etablerede eksperimenterEt andet uomtvisteligt talent, som dog på alle måder kan siges at være mere etableret på den islandske musikscene, landets måske største nulevende komponist, Jöhann Jöhannsson, var involveret i hele tre shows ved dette års festival.Hans nye soloudspil IBM 1401, A User’s Manual er netop udkommet og blev fornemt præsenteret sammen med andre numre fra karrieren ved en af de helt unikke oplevelser, Airwaves havde at byde på i år, nemlig en koncert i en af Reykjaviks fineste kirker, Fríkirkjan, lørdag eftermiddag. Jöhann Jöhannsson – foto: Nakalema Iversen Her åbenbaredes en himmelsk kobling af elektronik og klassiske lydarrangementer, establishment og eksperiment, der kunne lindre selv de værste tømmermænd for en stund. De progressive kompositioner bestod af en blanding af ensomme og foruroligende violiner en masse, knas og distortion, droner, skønspil og robotbrummen – for ikke at nævne optakt til horror – og fyldte kirkerummet med ambient guddommelighed. Begyndende solnedgang og efterårsglødende natur uden for ruderne var med til at gøre denne koncert til det absolutte højdepunkt i årets ellers velassorterede festivaludbud. Robotkærlighed og skrækindjagende horrorsoundJöhannssons forskellige projekter – ud over soloprojektet medvirker han også i orgel-rock’n’roll-bandet Apparat Organ Quartet og det nyligt startede Evil Madness – blev en følgetråd gennem festivallen. Fredag aften gjorde han med Apparat Organ Quartet brug af nogle af de samme virkemidler som i kirken, bl.a robotstemmen. Deres koncert lå helt i forlængelse af det udtryk, de har ført sig selv frem med siden starten af karrieren: “electronic rock’n’roll in stereo”. Hårdt, pulserende orgel og fremmedgørende robotkærlighed væltede ud fra scenen. Der var en del nyt materiale i sættet, og ellers var koncerten en solid bekræftelse af, at bandet er et af de mest interessante, etablerede navne på den vidt varierede islandske scene for tiden. Og så var der Evil Madness. Her syntes Jöhannsson at kunne udleve nogle af de horrordrømme, der var at spore i hans ellers så klassiske solokompositioner i Fríkirkjan. I passende dystre rammer i Idno, det gamle teater ved søen, oplyste blodrøde lyskaskader spartansk en scene med bl.a cellisten Hildur Gudnadöttir, to laptops og en synthesizer samt flere djævletegnskastende mænd. Herfra regnede horror-lydtapeter ned over et forbløffet publikum på et gulv, der skælvede af frygt … eller fryd?Medrivende beats og vibrationer drog alle med ind i labyrintiske korridorer af forfald og skræk. Men Evil Madness blev aldrig helt hverken så evil eller så mad, som man kunne have ønsket sig, eller som deres netop udkomne debutalbum og snakken i byen havde lagt op til. Det blev lidt for monotont-uadskilleligt og ikke helt hårrejsende nok. Dog var det et af de mere interessante eksperimenter, der var givet plads til på årets festival. Det internationale touchFor de mange hverdagsreykjavikaneres skyld gæster en række internationale bands altid Iceland Airwaves. Islands – foto: Nakalema Iversen I år skal særligt fremhæves det canadiske indie-band Islands, der spillede en forrygende koncert fredag aften. Med en lyd, der, når den var bedst, mindede om Morrisseys nonchalante, glædelige melodiøsitet, og med hvide jakkesæt a la The Hives leverede de en drilsk opvisning i, hvordan man kan bruge indierock til at få vredet alle bekymringer ud af sin stive krop til dansable rytmer og samtidig bibeholde en forholdsvis intelligent lyrisk og musikalsk integritet. Det var Flaming Lips uden remedier, hvilket også var helt overflødigt, for Islands leverede simpelthen en stor fest fra begyndelse til slut med det, de nu lige havde for hånden. Koncerten peakede i et nærvær af total venlighed med det klimaks-opbyggende nummer “Swans (Life After Death)” og dets blip-båt-lyde, efterfulgt af det diverse march-nummer “Humans” med den passende tekst »I’m not just their leader / I’m also one of them.« Og det var han, Nick Diamonds, forsanger i Islands – en af os denne aften på kunstmuseet. Islands er ikke noget dybt, skelsættende indieband, og deres koncert vil sikkert heller ikke blive husket for meget andet end et sprudlende dansetouch. Iceland Airwaves 2006 havde ikke nogen altoverskyggende triumfkoncertoplevelse at diske op med. Årets festival var mere et statement om, at den islandske musikscene bestandigt har masser at byde på, både af talentmasse, etableret kvalitet og eksperimenterende befrielse. Og på ny forstod arrangørerne at koble det vigtige lokale trækplaster med internationale godbidder.Nok er Reykjavik således en af verdens mindste hovedstæder, men den synes samtidig at være en af de måske mest kuriøse, med dens rå, twistede charme og mørke, kolde nætter fuld af musikalsk magi. Læs også Undertoners anmeldelser af:Islands: Return to the SeaEvil Madness: Demon Jukebox