Skribent - Jeppe Fly-Kristensen

Plader

Helgi Jónsson: Blindfolded EP

Helgi Jónssons ep Blindfolded er et virksomt og smukt budskab, som lover godt for en kommende plade. Det er ikke alle numre, der rykker nervebanerne rundt, men Jónsson evner stadig at indfange stemninger som få andre på en fin ep.

Plader

Manden fra O.N.K.E.L: s.t.

Manden fra O.N.K.E.L har udgivet seks børnesange, men glem alt om den traditionelle indpakning og frygt for Pa-Papegøje eller Tangokat. Her emmer stemningen af Tindersticks og noget meget dystert.

Plader

Kings of Leon: Come Around Sundown

Femte udspil er lyden af noget velkendt – men ikke kedeligt. Kings of Leon rocker fint videre. De fire Followill-brødre har ikke bedrevet årets bedste rockalbum. Langtfra. Men bandet fastholder de hjerter, de vandt i 2008, og hvem vil ikke gerne elskes?

Plader

The Rumour Said Fire: The Arrogant

P3's folk-yndlinge gør det igen. Kunne man lide ep'en The Life and Death of a Male Body, skal man straks ile ned til sin lokale pladepusher, for The Arrogant er endnu et godt bud på amerikansk-inspireret folk fra fire danske unge mænd med skæve hjerter.

Plader

Murder: Gospel of Man

Her gik man og troede, at man endelig kunne få skovlen under Jacob Bellens, der med alle sine jern i ilden da snart må lave noget decideret bras. Men heller ikke denne gang, for selvom det kræver tid at opdage det, viser Murder formidabel form med Gospel of Man.

Plader

The Vaselines: Sex With an X

The Vaselines er tilbage efter 20 års pause. Duoen med de bittersøde rocksange giver et bud på, hvordan de lød for to årtier siden. Det er fint pakket ind, men selv ikke den skarpeste make-up kan skjule, at de er blevet ældre.

Plader

Chief: Modern Rituals

Chief hugger og hakker sig gennem 70'ernes USA. Det gør de ret godt, bortset fra at de glemmer at bringe sig selv med ind i projektet, og det trækker en ellers udmærket debut lidt ned af rangstigen.

Plader

Figurines: s.t.

Figurines har udgivet et spændende og potent album, der viser, at bandet mestrer langt mere end blot skæve indievirkemidler og charmerende kompositioner. Bandets mest helstøbte og i mine ører også bedste udgivelse.

Plader

Grinderman: 2

Rock Nalle kaldte engang et cover af "Shake, Rattle & Roll" for "Beskidt, sulten & træt". Lige netop sådan har jeg det efter at have lyttet intenst til Grindermans ni nye sange. Og det er fandme en fed fornemmelse.

Plader

Kele: The Boxer

Bloc Party-frontmandens soloplade, The Boxer, er desværre ikke 'the big champ', for allerede efter tredje omgang begynder træthedstegnene at vise sig. Kele går godt nok tiden ud, men det bliver ikke til en entydig og klar pointsejr.

Plader

Ratatat: LP4

Ratatat skyder igen instrumentale electroficerede beats i retning af øregangene. Sidste gang kaldte de ammunitionen for LP3; denne gang kalder de originalt skytset LP4. Og som titlerne antyder, skyder Ratatat sig ikke ind på nye territorier.

Plader

The Gaslight Anthem: American Slang

Hallo, hallo! Fans af Bruce Springsteen – kan I høre mig? Løb enten skrigende bort, eller åbn jeres arme, for her kommer fire New Jersey-gutter, der har så meget New Jersey-blod i årerne, at de nærmest lyder som en kloning af The Boss.

Plader

Il Tempo Gigante: Lost Something Good

Il Tempo Gigantes debutplade ved ikke helt, hvilket ben den skal stå på. Elementerne er gode, og man kan ikke klage over måden, det udføres på, men bandet formår ikke at samle alle fragmenter, hvilket sender lytteren på slingrekurs.

Plader

Sam Amidon: I See the Sign

Sam Amidons fjerde plade er på et niveau, mange aldrig når. Problemet er bare, at han har udgivet en plade, der lige var en tand bedre og derfor kommer til at overskygge denne plades kvaliteter.

Plader

The Sea: Get It Back

Gedigen punkrock anno det 21. århundrede. Det kunne muligvis være et perfekt soundtrack til en supervisionsaften hos Carl Mar, men som leflen for den indre garage-/punkhund er der bedre alternativer.

Plader

Figurines: Lucky to Love EP

En ep – hvorfor? Skal man virkelig nøjes med forretten, når man nu både vil have hovedret og dessert? Tja, åbenbart. Jeg har det lidt svært med disse minialbums, men det skal ikke overskygge det faktum, at Figurines har rimelig godt styr på paragrafferne.

Plader

Groove Armada: Black Light

Ud med det gamle, ind med det nye. Groove Armada kommer med helt friske toner, og nu spiller duoen virkelig op til den helt store rockdans. Synth og 80'er-inspirerede melodier leveres med tilførte vokaler. Det er udmærket, men heller ikke mere.

Plader

Jónsi: Go

Er det Sigur Rós light, eller skal man forvente noget banjoinspireret pløjemarkscountry som udtryk for et alternativt sideprojekt? Næ, Jónsi spiller pop - men han gør det på sin helt egen måde.

Plader

The Soft Pack: s.t.

The Soft Pack er rock i den reneste form. Ingen trommemaskiner, autotuner, programmeringer eller tilsætningsstoffer. Det er en befrielse at lytte til, især når man får serveret den ene gode melodi efter den anden.

Plader

The Bravery: Stir the Blood

The Bravery har en lidt for nedadgående formkurve: en rigtig god debut, en hæderlig toer og nu en lidt middelmådig treer. Hmm, her gik man og håbede på, at The Bravery gav New York noget nyt og friskt - men ak. Det forbliver desværre ved håbet.

Plader

Adam Green: Minor Love

Nye toner, gamle problemstillinger. Adam Green er stadig 'crazy but not funny', og selv i en mere stram, styret instrumentering kører det lidt af sporet for en gut, der egentlig fortjener bedre, men bare ikke evner at få det formidlet.

Plader

Los Campesinos!: Romance Is Boring

Så røg stikket for alvor i kontakten. Los Campesinos! giver los og fyrer op for energien i en form for kærligheds-grandprix for alternative køretøjer. Er man til alternativ pop og sur/sød lyrik, skal man gå på opdagelse.

Plader

Under Byen: Alt er tabt

Alt er tabt er helt klart Under Byens mest legesyge og eksperimenterende album. Det er ikke bandets stærkeste, men man får en lytteoplevelse af de sjældne, og det er imponerende, så skævt en melodi kan vrides, uden at det kammer helt over.

Plader

The Hot Rats: Turn Ons

Når man laver coverplader, er kunsten at få folk med på vognen og ikke kun at indspille for egen vindings skyld. Så kunne man lige så godt undlade at udgive skidtet. The Hot Rats er på vippen, for der er få højdepunkter på en temmelig ordinær rockudgivelse.

Plader

Vampire Weekend: Contra

Det lader til, at man sagtens kan lave den svære to'er, uden at det virker særligt svært. Med mere alternativ indiepop hopper Vampire Weekend i hvert fald temmelig elegant over i næste kapitel.

Plader

Selvmord: s.t.

Selvmord er en dejlig potent hiphop-plade, der med moderne synth, pop og elektrojuice rammer ulykkelig kærlighed ind med store, fede bogstaver. Men, men, men. Selvom temaet er barskt, så bløder hjerterne ikke nok.

Plader

Jookabox: Dead Zone Boys

Tjuhej, hvor der smides krydderier i gryden, og jeg skal love for, at Jookabox laver noget af en spicy cocktail. Men det er ikke nok at være crazy og eksperimenterende, og et formål med skævheden er lidt en mangelvare på Dead Zone Boys.

Plader

Tutankamon: s.t.

Sverige barsler for gud ved hvilken gang med et stærkt hold, og det er er svært at modstå Tutankamons impulsive indierock, der sætter en tyk streg under landets evner inden for det musikalske.

Plader

Early Day Miners: The Treatment

The Treatment er Early Day Miners' mest up-tempo til dato, og der er helt sikkert blevet løsnet op i strukturerne - mod det mere poppede. Men de sætter sig mellem to stole, og det forvirrer mere, end det gavner.

Plader

Grand Avenue: Place to Fall

Grand Avenue har muligvis forfinet deres lyd en anelse og tilført lidt mere elektronisk kant til deres arrangementer, men i bund og grund lyder de, som de altid har gjort. Det kan man så vælge at tolke, som man vil...

Plader

Cody: Songs

Songs er en af de allerbedste danske udgivelser i år. Dette udsagn vil selvfølgelig ikke give mening for alle, men giv Cody chancen, for de har virkelig skrevet nogle flotte og subtile sange, der eminent byder velkommen til efteråret.