Skribent - Jeppe Fly-Kristensen

Plader

Helgi Jónsson: Blindfolded EP

Helgi Jónssons ep Blindfolded er et virksomt og smukt budskab, som lover godt for en kommende plade. Det er ikke alle numre, der rykker nervebanerne rundt, men Jónsson evner stadig at indfange stemninger som få andre på en fin ep.

Plader

Manden fra O.N.K.E.L: s.t.

Manden fra O.N.K.E.L har udgivet seks børnesange, men glem alt om den traditionelle indpakning og frygt for Pa-Papegøje eller Tangokat. Her emmer stemningen af Tindersticks og noget meget dystert.

Plader

Kings of Leon: Come Around Sundown

Femte udspil er lyden af noget velkendt – men ikke kedeligt. Kings of Leon rocker fint videre. De fire Followill-brødre har ikke bedrevet årets bedste rockalbum. Langtfra. Men bandet fastholder de hjerter, de vandt i 2008, og hvem vil ikke gerne elskes?

Plader

The Rumour Said Fire: The Arrogant

P3's folk-yndlinge gør det igen. Kunne man lide ep'en The Life and Death of a Male Body, skal man straks ile ned til sin lokale pladepusher, for The Arrogant er endnu et godt bud på amerikansk-inspireret folk fra fire danske unge mænd med skæve hjerter.

Plader

Murder: Gospel of Man

Her gik man og troede, at man endelig kunne få skovlen under Jacob Bellens, der med alle sine jern i ilden da snart må lave noget decideret bras. Men heller ikke denne gang, for selvom det kræver tid at opdage det, viser Murder formidabel form med Gospel of Man.

Plader

The Vaselines: Sex With an X

The Vaselines er tilbage efter 20 års pause. Duoen med de bittersøde rocksange giver et bud på, hvordan de lød for to årtier siden. Det er fint pakket ind, men selv ikke den skarpeste make-up kan skjule, at de er blevet ældre.

Plader

Chief: Modern Rituals

Chief hugger og hakker sig gennem 70'ernes USA. Det gør de ret godt, bortset fra at de glemmer at bringe sig selv med ind i projektet, og det trækker en ellers udmærket debut lidt ned af rangstigen.

Plader

Figurines: s.t.

Figurines har udgivet et spændende og potent album, der viser, at bandet mestrer langt mere end blot skæve indievirkemidler og charmerende kompositioner. Bandets mest helstøbte og i mine ører også bedste udgivelse.

Plader

Grinderman: 2

Rock Nalle kaldte engang et cover af "Shake, Rattle & Roll" for "Beskidt, sulten & træt". Lige netop sådan har jeg det efter at have lyttet intenst til Grindermans ni nye sange. Og det er fandme en fed fornemmelse.

Plader

Kele: The Boxer

Bloc Party-frontmandens soloplade, The Boxer, er desværre ikke 'the big champ', for allerede efter tredje omgang begynder træthedstegnene at vise sig. Kele går godt nok tiden ud, men det bliver ikke til en entydig og klar pointsejr.

Plader

Ratatat: LP4

Ratatat skyder igen instrumentale electroficerede beats i retning af øregangene. Sidste gang kaldte de ammunitionen for LP3; denne gang kalder de originalt skytset LP4. Og som titlerne antyder, skyder Ratatat sig ikke ind på nye territorier.