Helgi Jónssons ep Blindfolded er et virksomt og smukt budskab, som lover godt for en kommende plade. Det er ikke alle numre, der rykker nervebanerne rundt, men Jónsson evner stadig at indfange stemninger som få andre på en fin ep.
Skribent - Jeppe Fly-Kristensen
Marianne Faithfull: Horses and High Heels
Når Marianne Faithfull når sit ypperste, efterlader hun de fleste måbende. Det må vi have til gode, for Horses and High Heels overgår langtfra det bedste i hendes bagkatalog.
British Sea Power: Valhalla Dancehall
Den ene rock-undergenre efter den anden får lov til at udfolde sig på British Sea Powers nye plade. Man mister totalt orienteringen, og derfor bliver vurderingen også derefter.
The Sand Band: All Through the Night
Ønsker man en fredfyldt og stille start på 2011, kan man uden større risiko for vinterdepression nyde tiden sammen med The Sand Band. Deres rolige folkrockdebut spreder både melankoli og varme - uden de store armbevægelser.
Manden fra O.N.K.E.L: s.t.
Manden fra O.N.K.E.L har udgivet seks børnesange, men glem alt om den traditionelle indpakning og frygt for Pa-Papegøje eller Tangokat. Her emmer stemningen af Tindersticks og noget meget dystert.
The Tall Ships: On Tariffs & Discovery
The Tall Ships har fat i en fin formel, og den ville sikkert bringe dem langt, hvis bare de ikke lød så forbandet meget som Wilco.
Badly Drawn Boy: It’s What I’m Thinking pt. 1 – Photographing Snowflakes
Badly Drawn Boy smider sit syvende album på gaden, og Damon Gough pakker ikke sine gaver meget anderledes ind, end han plejer. Det skal han nu heller ikke skamme sig over, for han kan stadig skabe velour for trommehinden.
Kings of Leon: Come Around Sundown
Femte udspil er lyden af noget velkendt – men ikke kedeligt. Kings of Leon rocker fint videre. De fire Followill-brødre har ikke bedrevet årets bedste rockalbum. Langtfra. Men bandet fastholder de hjerter, de vandt i 2008, og hvem vil ikke gerne elskes?
Håkan Hellström: 2 steg från Paradise
Ingen falsk varebetegnelse på 2 steg från Paradise. Her er 100% Håkan Hellström – en mand, der leverer befriende, smittende og appellerende popmusik, dog uden at man mærker FDF-skjortens strammen og lugten af brændende bål.
The Rumour Said Fire: The Arrogant
P3's folk-yndlinge gør det igen. Kunne man lide ep'en The Life and Death of a Male Body, skal man straks ile ned til sin lokale pladepusher, for The Arrogant er endnu et godt bud på amerikansk-inspireret folk fra fire danske unge mænd med skæve hjerter.
Murder: Gospel of Man
Her gik man og troede, at man endelig kunne få skovlen under Jacob Bellens, der med alle sine jern i ilden da snart må lave noget decideret bras. Men heller ikke denne gang, for selvom det kræver tid at opdage det, viser Murder formidabel form med Gospel of Man.
The Vaselines: Sex With an X
The Vaselines er tilbage efter 20 års pause. Duoen med de bittersøde rocksange giver et bud på, hvordan de lød for to årtier siden. Det er fint pakket ind, men selv ikke den skarpeste make-up kan skjule, at de er blevet ældre.
Chief: Modern Rituals
Chief hugger og hakker sig gennem 70'ernes USA. Det gør de ret godt, bortset fra at de glemmer at bringe sig selv med ind i projektet, og det trækker en ellers udmærket debut lidt ned af rangstigen.
Figurines: s.t.
Figurines har udgivet et spændende og potent album, der viser, at bandet mestrer langt mere end blot skæve indievirkemidler og charmerende kompositioner. Bandets mest helstøbte og i mine ører også bedste udgivelse.
Grinderman: 2
Rock Nalle kaldte engang et cover af "Shake, Rattle & Roll" for "Beskidt, sulten & træt". Lige netop sådan har jeg det efter at have lyttet intenst til Grindermans ni nye sange. Og det er fandme en fed fornemmelse.
Lloyd Cole: Broken Record
Lloyd Cole har faktisk udgivet interessante plader, men i et forsøg på at nærme sig country/folk-genren dør Broken Record allerede inden opløbsstrækningen.
The Norman Conquest: s.t. EP
Ærlig og redelig pop på denne ep med tre sange. Man får ikke meget for pengene, men er man til gedigen radiopop, kunne man måske få hang til The Norman Conquests poppede sangunivers.
The Kissaway Trail: New Lipstick EP
New Lipstick indikerer, at The Kissaway Trail ikke helt har forstået styrken ved ep-formatet. I stedet for at bakke op om bandets nye, glimrende album, trækker den nærmere helhedsindtrykket ned med en række ligegyldigheder.
Kele: The Boxer
Bloc Party-frontmandens soloplade, The Boxer, er desværre ikke 'the big champ', for allerede efter tredje omgang begynder træthedstegnene at vise sig. Kele går godt nok tiden ud, men det bliver ikke til en entydig og klar pointsejr.
Ratatat: LP4
Ratatat skyder igen instrumentale electroficerede beats i retning af øregangene. Sidste gang kaldte de ammunitionen for LP3; denne gang kalder de originalt skytset LP4. Og som titlerne antyder, skyder Ratatat sig ikke ind på nye territorier.
The Morning Benders: Big Echo
En lille cool og rummelig popplade fra The Morning Benders. Her er alt, du behøver, når promillen har været for høj, og du dagen derpå ikke kan overskue lyd og billeder på samme tid.
Henrik Olesen: Ukendt under andet navn
Har man savnet Olesen-Olesen - og det er vi mange, der har - er Henrik Olesens soloudspil en kærkommen lille ep, der beviser, at man stadig med god grund kan gå ud og investere i dansksproget lyrikpop.
The Gaslight Anthem: American Slang
Hallo, hallo! Fans af Bruce Springsteen – kan I høre mig? Løb enten skrigende bort, eller åbn jeres arme, for her kommer fire New Jersey-gutter, der har så meget New Jersey-blod i årerne, at de nærmest lyder som en kloning af The Boss.
Il Tempo Gigante: Lost Something Good
Il Tempo Gigantes debutplade ved ikke helt, hvilket ben den skal stå på. Elementerne er gode, og man kan ikke klage over måden, det udføres på, men bandet formår ikke at samle alle fragmenter, hvilket sender lytteren på slingrekurs.
Sam Amidon: I See the Sign
Sam Amidons fjerde plade er på et niveau, mange aldrig når. Problemet er bare, at han har udgivet en plade, der lige var en tand bedre og derfor kommer til at overskygge denne plades kvaliteter.
The Sea: Get It Back
Gedigen punkrock anno det 21. århundrede. Det kunne muligvis være et perfekt soundtrack til en supervisionsaften hos Carl Mar, men som leflen for den indre garage-/punkhund er der bedre alternativer.
Figurines: Lucky to Love EP
En ep – hvorfor? Skal man virkelig nøjes med forretten, når man nu både vil have hovedret og dessert? Tja, åbenbart. Jeg har det lidt svært med disse minialbums, men det skal ikke overskygge det faktum, at Figurines har rimelig godt styr på paragrafferne.
Straight from the Harp: Rain Rain Down Down
Sikke da et produkt! Her er virkelig tale om noget unikt – på den dårlige måde. Den danske boy/girl-duo Straight from the Harp spiller mystifistisk mundharpemusik, der mangler coolness, attitude, genrebevidsthed og strategi.
Groove Armada: Black Light
Ud med det gamle, ind med det nye. Groove Armada kommer med helt friske toner, og nu spiller duoen virkelig op til den helt store rockdans. Synth og 80'er-inspirerede melodier leveres med tilførte vokaler. Det er udmærket, men heller ikke mere.
The Radio Dept.: Clinging to a Scheme
The Radio Dept. skriver stadig nydelige, små melodier med 60’er-popvokalharmonier og en skrøbelighed under støjen, men der er lidt mere synth på paletten end sædvanligvis, og det klæder produktet.
Jónsi: Go
Er det Sigur Rós light, eller skal man forvente noget banjoinspireret pløjemarkscountry som udtryk for et alternativt sideprojekt? Næ, Jónsi spiller pop - men han gør det på sin helt egen måde.
Turin Brakes: Outbursts
Dejlig melankoli og forløsende folkpop flyder fra Turin Brakes' femte album. Det lyder umiskendeligt som Turin Brakes og heldigvis for dét.
The Floor Is Made of Lava: Howl at the Moon
Fra festaber til stadionrockere. The Floor Is Made of Lava har sendt de dansevenlige sange ud til højre og satser i stedet på klassisk rock med et fortidsstrejf. Det er måske dumdristigt, men projektet lykkes langt hen ad vejen.
Lightspeed Champion: Life Is Sweet! Nice to Meet You
Devonté Hynes er som en uendelig kilde af kreativitet, der smukt bevæger sig ned over et bjerg. Anden udgivelse under dæknavnet Lightspeed Champion er en indieopera med højt til loftet og et væld af musikalske virkemidler.
The Soft Pack: s.t.
The Soft Pack er rock i den reneste form. Ingen trommemaskiner, autotuner, programmeringer eller tilsætningsstoffer. Det er en befrielse at lytte til, især når man får serveret den ene gode melodi efter den anden.
The Bravery: Stir the Blood
The Bravery har en lidt for nedadgående formkurve: en rigtig god debut, en hæderlig toer og nu en lidt middelmådig treer. Hmm, her gik man og håbede på, at The Bravery gav New York noget nyt og friskt - men ak. Det forbliver desværre ved håbet.
The Go Find: Everybody Knows It’s Gonna Happen Only Not Tonight
Det er en dejlig umiddelbar og iørefaldende plade, The Go Find har udgivet. Meget anti-vinter og luftig – men også en anelse for endimensional.
Adam Green: Minor Love
Nye toner, gamle problemstillinger. Adam Green er stadig 'crazy but not funny', og selv i en mere stram, styret instrumentering kører det lidt af sporet for en gut, der egentlig fortjener bedre, men bare ikke evner at få det formidlet.
Los Campesinos!: Romance Is Boring
Så røg stikket for alvor i kontakten. Los Campesinos! giver los og fyrer op for energien i en form for kærligheds-grandprix for alternative køretøjer. Er man til alternativ pop og sur/sød lyrik, skal man gå på opdagelse.
Stereophonics: Keep Calm and Carry On
DAB-kanal, oh DAB-kanal. Kom og tag mig. Lad rock blive min herre, og gør mig til en af dine. Jeg er dem, de andre ikke vil lege med, og de siger, jeg er kedelig. Kan det virkelig passe? (Ja...)
Under Byen: Alt er tabt
Alt er tabt er helt klart Under Byens mest legesyge og eksperimenterende album. Det er ikke bandets stærkeste, men man får en lytteoplevelse af de sjældne, og det er imponerende, så skævt en melodi kan vrides, uden at det kammer helt over.
New TV Wonders: The Polaroid EP
Københavnske New TV Wonders – tidligere The League – giver et udmærket bud på, hvordan man kan forene energi med det mere mørke, uden at det går ud over popgenrens lette og ligefremme kvaliteter.
The Hot Rats: Turn Ons
Når man laver coverplader, er kunsten at få folk med på vognen og ikke kun at indspille for egen vindings skyld. Så kunne man lige så godt undlade at udgive skidtet. The Hot Rats er på vippen, for der er få højdepunkter på en temmelig ordinær rockudgivelse.
Vampire Weekend: Contra
Det lader til, at man sagtens kan lave den svære to'er, uden at det virker særligt svært. Med mere alternativ indiepop hopper Vampire Weekend i hvert fald temmelig elegant over i næste kapitel.
Laura Veirs: July Flame
Der er ikke sket de store revolutionære tiltag fra Laura Veirs, siden man sidst hørte fra hende, men hvad gør det, når hun nu leverer overbevisende folkpop gang på gang.
Selvmord: s.t.
Selvmord er en dejlig potent hiphop-plade, der med moderne synth, pop og elektrojuice rammer ulykkelig kærlighed ind med store, fede bogstaver. Men, men, men. Selvom temaet er barskt, så bløder hjerterne ikke nok.
Jookabox: Dead Zone Boys
Tjuhej, hvor der smides krydderier i gryden, og jeg skal love for, at Jookabox laver noget af en spicy cocktail. Men det er ikke nok at være crazy og eksperimenterende, og et formål med skævheden er lidt en mangelvare på Dead Zone Boys.
Tutankamon: s.t.
Sverige barsler for gud ved hvilken gang med et stærkt hold, og det er er svært at modstå Tutankamons impulsive indierock, der sætter en tyk streg under landets evner inden for det musikalske.
No More Heroes: The Modest House EP
Glem alt om Blue Foundation. Ab Mannov har trukket sit triphop-stik ud og bruger i stedet energien på et 80'er-landskab præget af synth og emotionelle arrangementer. Ep'en skal nok tiltrække købere til et kommende album.
Efterklang & The Danish National Chamber Orchestra: Performing Parades
Performing Parades er ikke kun den logiske forlængelse af det oprindelige album. Det er et skridt videre, og Efterklangs mesterværk bliver bragt til live på ny, ikke mindst takket være DR UnderholdningsOrkestret.
Chris Garneau: El Radio
Stemningsfyldt – ja. Sindsoprivende – nej. Veludført – ja. Mindeværdigt – nej. Lyttevenligt – ja. Udviklende – nej.
Lou Barlow: Goodnight Unknown
Lou Barlow beviser endnu en gang, at han kan noget med lo-fi og ballader. Men det er ved at være et lige lovligt sikkert kort at spille igen og igen.
The Mountain Goats: The Life of the World to Come
På sit nyeste album har The Mountain Goats taget et grundigt tag i Biblen, og det er der kommet et lille, stille, underfundigt og underspillet konceptalbum ud af. Her skal lyttes godt efter, så er man advaret, men det er bestemt umagen værd.
The Skygreen Leopards: Gorgeous Johnny
Skal man male et billede af Gorgeous Johnny, må det blive af et folkevognsrugbrød med et kæmpe peace-tegn på siden. Det var muligvis det helt store for 40 år siden, men The Skygreen Leopards kommer altså aldrig på Woodstock.
Willard Grant Conspiracy: Paper Covers Stone
Rå, intuitiv og minimalistisk. Det niende album fra Willard Grant Conspiracy er en retrospektiv rejse ind i bagkataloget, hvor nye og gamle sange bliver præsenteret i et live-lignede format, med løse strukturer og plads til eksperimenter.
Early Day Miners: The Treatment
The Treatment er Early Day Miners' mest up-tempo til dato, og der er helt sikkert blevet løsnet op i strukturerne - mod det mere poppede. Men de sætter sig mellem to stole, og det forvirrer mere, end det gavner.
Hope Sandoval and the Warm Inventions: Through the Devil Softly
Jeg kan rigtig godt lide Hope Sandovals vokal. Hun er en af de kunstnere, der kan tryllebinde og skabe en helt speciel stemning. Men det er, som om hun er kørt lidt fast.
Grand Avenue: Place to Fall
Grand Avenue har muligvis forfinet deres lyd en anelse og tilført lidt mere elektronisk kant til deres arrangementer, men i bund og grund lyder de, som de altid har gjort. Det kan man så vælge at tolke, som man vil...
Cody: Songs
Songs er en af de allerbedste danske udgivelser i år. Dette udsagn vil selvfølgelig ikke give mening for alle, men giv Cody chancen, for de har virkelig skrevet nogle flotte og subtile sange, der eminent byder velkommen til efteråret.
Dúné: Enter Metropolis
Det er stadigvæk imponerende, at en flok så unge mennesker har så meget musik gemt i sig, men det nyeste skud på Dúné-stammen lever desværre ikke helt op til forventningerne.