Skribent - Jeppe Jørgensen

Nyheder

Glasser i Lille Vega

Så er forsalget startet til koncerten med Glasser 6. februar næste år. Om Glassers album, Ring, skrev Klaus Thodsen: »Det ene øjeblik indtager hun skikkelse af et salmesyngende kvindekor fra det irske, og det næste øjeblik synger hun den roligste vuggevise.« Det skal nu afprøves om Cameron Mesirows vokal, udbredt i Lille Vegas lokaler, kan afbalancere det skrøbelige med det potente. Glassers koncert er en del af Soundvenue Sessions, et samarbejde mellem Soundvenue og Beatbox Concert, der arbejder for at få store navne til Danmark.

Nyheder

Ny video(bid) fra Aphex Twin

Der er i dag netop udkommet en ny lille snas af en video fra  IDM-pioneren Aphex Twin (AFX), om hvem det rygtes, at han snart udgiver et nyt album. Der har længe været et kreativt tomrum omkring den mystiske herre, der ellers turnerede flittigt sommeren igennem. Pladeselskabet Warp har uploadet nogle videoer, der viser AFX i meditativ koncentration bag mixerpulten, samtidigt filmes publikum, og på storskærmen lægger en maskine hurtigt en maske med AFX’s ikoniske djævlesmil på udvalgte publikummer. Hvordan det ser ud, kan du se herunder, og der er flere videoer her. Der er ikke tale om nogen grundlæggende ændring i musikken, men mere en videre undersøgelse af AFX’s unikke lydunivers med de små uhyggelige detaljer, som i 90’erne gav ham kultstatus.

Nyheder

Endangered Blood på en eftermiddag

Endangered Blood, eller på dansk ”truet blod”, er ikke, som navnet ellers kunne antyde, et white-pride-foretagende – det er tværtimod Jazz Club Locos satsning, når de nu på lørdag (d. 20/11) åbner for et nyt koncept med eftermiddagskoncerter på Wray i Christianshavn. Med navne som bl.a. Trevor Dunn (Mr. Bungle, Fantomas) og Oscar Noriega er der ikke tale om dværge i det alternative miljø, så det er ærligt talt spændende at se, om mandebandet præsterer god eksperimentaljazz i deres omgang med »et miks af egne kompositioner og jazz-klassikere« (som de skriver i deres nyhedsmail), eller om det ender som en rent tilbageskuende oplevelse. Et er sikkert: Jazz Club Loco har tidligere stået for nogle spændende arrangementer, blandt andet på musik-skibet Stubnitz, og hvis de holder standarden, er Wray måske ikke det værste sted at oparbejde en eftermiddagsbrandert.