Joachim Kahr Rasmussen
Biografi:
I modsætning til mange andre musikinteresserede kan jeg ikke prale af at have fået ørerne blæst ud med fremragende musik fra mit fødselsøjeblik. Kort efter at jeg blev født, blev mine forældres pladesamling nemlig ødelagt i en vandskade, og fra den dag har den stået mest på P3, hvilket også længe kom til udtryk i min musiksmag.
For mit vedkommende var den første store musikalske øjenåbner Eminem. Hans mærkelige lyd, de fremragende rim og hans sære univers var virkelig noget, der fængede. Fra mine første teenageår begyndte rock at fylde mere og mere, og særligt Red Hot Chili Peppers blev store idoler. Dette førte blandt andet en noget tvivlsom projektopgave og en Roskilde-debut med sig.
I dag har jeg ikke nogen favoritgenre, men derimod sætter jeg meget stor pris på, når man som lytter kan fornemme, at den enkelte kunstner under et albums tilblivelse har presset sig til det yderste - rent teknisk såvel som i forhold til originalitet.
Fem favoritalbums:
My Bloody Valentine: Loveless
The Strokes: Is This It?
Palace Music: Viva Last Blues
Mother Sparrow: Have a Heart
Sonic Youth: Goo
Mount Kimbie: Cold Spring Fault Less Youth
På Cold Spring Fault Less Youth synes Mount Kimbie til tider på flugt fra den lyd, som de for tre år siden selv var med til at skabe. Udviklingen sker heldigvis med overvejende succes, og det fremgår tydeligt, at den britiske duos evner spænder langt bredere end avantgarde-postdubstep.
Wampire: Curiosity
Det ville være en anelse frækt at påstå, at der ikke sker noget på musikscenen i Portland, Oregon for tiden. Den lille amerikanske vestkyst-by, som i manges øjne har været ophav til de…
Crystal Shipsss: s.t. EP
Ifølge Crystal Shipsss skal deres selvbetitlede ep betragtes som et selvstændigt værk såvel som en ‘taster’ forud for efterårets fuldlængdeudgivelse. Ep’en bliver dog ikke til mere end en forsmag og en noget ligegyldig affære, der trods gode takter ikke for alvor formår at komme under huden.
Akron/Family: Sub Verses
Med Sub Verses redefinerer Akron/Family ikke den karakteristiske lyd af Brooklyn og 00′ernes eksperimenterende indie-pop/rock. Men spørgsmålet er dog også, om det overhovedet er nødvendigt, når bare man er i stand til at levere et mildest talt brandgodt album
Deerhunter: Monomania
På deres sjette album finder Deerhunter tilbage til de støjende rødder og mere til. Der er igen kommet gang i distortion-pedalen, mens lo-fi-kærligheden er bibeholdt. Resultatet er fængende og har sine chok-momenter, men som albummet skrider frem, savner man alligevel lidt overraskelser.
Kurt Vile: Wakin on a Pretty Daze
På sit femte soloalbum fortsætter Kurt Vile sin umiskendelige afslappede stil – på både godt og ondt. For godt nok besidder manden nogle evner med en guitar, som er de færreste forundt, men samtidig kunne man som lytter i løbet af 69 minutters spilletid ønske sig en smule flere overraskelser.
Deptford Goth: Life After Defo
Deptford Goth rammer direkte ned i kernesegmentet hos P6 Beat. Lyden er en blanding af r’n'b, soul og electronica, og singlepotentialet er stort. Ikke desto mindre har 40 minutter i soloprojektets selskab det med til tider at blive en noget ensformig affære.
STRFKR: Miracle Mile
På STRFKRs tredje album er formålet entydigt. Der skal være fest. Miracle Mile er således et album, hvor tempoet er højt og melodierne mange. Men dynamikken kvæles, og festen forvandles hurtigt til en mildt irriterende hovedpine.
Ducktails: The Flower Lane
På sit nyeste album udvider Matt Mondanile lydrepertoiret. Der er kommet flere instrumenter til, og denne forandring er til det gode såvel som det dårlige. Ducktails’ særkende er delvist væk, men tilbage står langt mere helstøbte popmelodier.
Playliste: My Bloody Valentines vigtigste numre
Langtfra alle kan huske den røre, som Loveless vakte omkring sin udgivelse. Derfor kan det være svært at forstå det perspektiv, i hvilket My Bloody Valentines nye udspil skal høres. Derfor har vi frembragt en nogenlunde kronologisk gennemgang af den irske kvartets største musikalske landvindinger i gruppens karrieremæssige højdepunkt.
My Bloody Valentine: MBV
Det er ikke let at skulle leve op til et album som Loveless, der for længst er gået over i historiebøgerne som en af støjrockens absolutte milepæle. At forberedelserne har taget hele 22 år, gør ikke forventningerne mindre. Ikke desto mindre gør My Bloody Valentine et yderst hæderligt forsøg.
Veronica Falls: Waiting for Something to Happen
Veronica Falls har hele hjertet med, når de dyrker deres skramlede retrorock. Desværre savner man en smule variation, og til tider må man tage til takke med fyld. Det er en skam, for der er helt klart potentiale til noget større.
Yo La Tengo: Fade
Med 13 studiealbums i bagagen bør det amerikanske kultorkester Yo La Tengo om nogen vide, hvordan man skruer et godt album sammen. Ikke desto mindre drukner gruppens musikalske kvaliteter i ensformighed samt alt for lidt udvikling, og hvad der oprindeligt er gode sange, ender med samlet set at fremstå kedelige.
En farce i musikhistorien synes slut – My Bloody Valentine er tilbage
På et spillested i Brixton skete i søndags det, som utallige musikfans verden over i mere end to årtier har hungret efter. Støjrockpionererne fra My Bloody Valentine gik på scenen og spillede nyt materiale. Gruppen lovede efterfølgende, at deres længe ventede tredje album ville se dagens lys allerede i dag. Få et indblik i farcen, myten og musikken, der tilsammen gør My Bloody Valentine til et af vor tids mest sagnomspundne bands.
Indians: Somewhere Else
Til trods for at Indians endnu ikke er et stort navn herhjemme, har han i kraft af at tilhøre det prominente indieselskab 4AD præsteret mere end de fleste kunstnere herhjemme. Forventningerne er derfor store, og på debuten indfries de minsandten til fulde.
Toro y Moi: Anything in Return
På sit tredje album fortsætter Chaz Bundik ufortrødent rejsen ind i Toro y Moi-universet. Det resulterer i adskillige nye finurlige numre, men charmen er denne gang en smule fraværende. Det er Bundik dog ikke blevet en dårligere musiker af.
Chad Valley: Young Hunger
På “Young Hunger” formår Chad Valley at samle alt det, som inden for musik fornægter god smag. Ikke desto mindre kan et øre for den gode melodi rette op på det meste, og faktisk (viser det sig) i dén grad drage nytte af det.
Stubborn Heart: s.t.
På sit debutalbum lægger London-duoens fusion af minimalistisk dubstep og soul sig i slipstrømmen på kunstnere som James Blake og Jamie Woon. Lyden er in og rummer stort potentiale, men som værk er albummet hverken særlig selvstændigt eller varierende i dets udtryk.
Jason Lytle: Dept. of Disappearance
På sit andet soloalbum nægter Jason Lytle til stadighed at vige fra lyden fra de gamle Grandaddy-dage. Det er der blevet et behageligt album ud af, som dog ikke udfordrer lytteren i særlig grad.
Ungdomskulen: Secrecy
På deres tredje fuldlængdealbum genoptager den norske trio i allerhøjeste grad den ultrakomplicerede mathrock. Desværre viser de også, at skæve harmonier og kantede rytmer ikke altid er betingelsesløst interessante.
Kloster: Ni salmer og en aftensang
På sit femte reelle studiealbum genfortolker Kloster 10 ældre skandinaviske hymner på højst original vis og beviser, at kristen musik også kan nydes gennem ateistiske ører.
The Setting Son: Before I Eat My Eyes and Ears
På sit tredje album blander The Setting Son garagerock med psykedelika og skaber en overflod af gode melodier og hooks – så mange, at det faktisk bliver en smule enerverende.
Mumford & Sons: Babel
Mumford & Sons blander igen på deres andet album indiepop/-rock og country. Resultatet mangler både smag og originalitet.
Iori’s Eyes: Double Soul
Med en minimalistisk lyd, der til tider kan forveksles med fænomener som James Blake og the XX, blander Iori’s Eyes falset-vokal, varme synths og lækre basgange over dejligt tilbagelænede beat. Det er følsomt. Og det bliver aldrig corny.
Grizzly Bear: Shields
I fjerde omgang bevarer Grizzly Bear deres gode folkrock, men giver den samtidig et ordentligt skud melodi og krydrer den med lidt moderigtig syre, hvilket med enkelte undtagelser klæder bandet meget godt.
