Skribent - Joachim Kahr Rasmussen

Plader

Boogarins: As Plantas Que Curam

As Plantas Que Curam demonstrerer brasilianske Boogarins psych-rock af den mere klassiske slags. Resultatet er ikke videre innovativt, men alligevel ualmindeligt charmerende. En ren skattekiste af fuzz-indpakkede melodiske guldkorn.

Plader

Parquet Courts: Sunbathing Animal

Parquet Courts er fortsat det mest cool band i Brooklyn. Til lyden af dissonante guitarriffs snøvler forsanger Andrew Savage sig gennem banal historiefortælling. Til trods for enkeltstående stærke numre ender 15 numre desværre med at være for stor en mundfuld for bandet.

Plader

No Hay Banda: Deadly Songs

Samtlige kompositioner på Deadly Songs vidner om en idérigdom, som er særligt beundringsværdig, og alle numrene er forekommer velkonstruerede og ekstremt gennemarbejdede. Måske i en sådan grad, at autenticitet og nærvær til tider får lov til at vige for det musikalske håndværk.

Plader

East India Youth: Total Strife Forever

East India Youth tegner sig som musikårets foreløbigt største overraskelse. Over albummets 11 numre ifører Doyle sig spids hat samt kappe og agerer elektronisk lydtroldmand ved at kreere et væld af såvel soveværelsesintroverte som svulstige electronica-produktioner.

Plader

Real Estate: Atlas

Atlas eksekveres Real Estates hypermelodiske tilgang til guitarpop ikke lige overbevisende hver eneste gang, men enkelte fejl rykker ikke ved, at pladen er det tætteste, vi kommer på en sommerdag her under den danske vinter.

Plader

Cody: Windshield

Bare fordi lyden er akustisk, behøver musikken ikke at være indadvendt, og bare fordi man har et øre for gode melodier, behøver man ikke at gøre det let for sig selv. Det beviser Cody.

Plader

Patterns: Waking Lines

Lyden på Waking Lines er umiskendeligt "NME-britisk". Et mix af grandiost trommespil og lag-på-lag-produktioner tilsat højfrekvent guitarklimpren synes at være den primære opskrift bag langt størstedelen af albummets numre. Dette resulterer i et produkt, der er lige så behageligt, som det er forglemmeligt.

Plader

Run the Jewels: s.t.

Run the Jewels formår El-P og Killer Mike at bygge bro. El-P’s produktioner rammer en lyd, der ligger i forlængelse af genrens væsentligste produktioner gennem de seneste år, og med Killer Mike med på mikrofon er det åbenlyst, at de udgør en kompromisløs duo, som i rutine såvel som teknik er blandt genrens allerbedste.

Plader

Blood Orange: Cupid Deluxe

Det er nærliggende ved første gennemlytning at tolke Blood Oranges kompromisløse hengivenhed over for 80'er-funken som sarkastisk afstandtagen til dagens musikscene. Den tolkning er dog slemt forfejlet, for Blood Orange demonstrerer tværtimod, hvordan man kan opdatere en lyd, som har ligget død i flere årtier, og gøre den fuldt ud tidssvarende.

Plader

Pusha T: My Name is My Name

Siden Pusha T debuterede kommercielt som en del af Clipse i 1997, har han formået at forblive relevant som kun de færreste. Trods de 16 år siden debutalbummet er My Name is My Name ikke noget nostalgisk tilbageblik. Snarere er det en original fortolkning af tidens mainstream-tendenser, der dog lider en smule under ambitioner i lidt for mange retninger.

Plader

Sleigh Bells: Bitter Rivals

Sleigh Bells’ lyd besidder i sig selv en gimmick-værdi, der lader sig strække rigtig langt i kraft af duoens udtryksfulde attitude og kompromisløse fremførsel. Alexis Krauss og Derek Edward Miller er i fællesskab fortsat et fænomen for sig selv, hvor nærmere sammenligninger til andre kunstnere ikke har meget mening.

Plader

Darkside: Psychic

Nicolas Jaar og David Harrington har begået et monster af en hybrid mellem minimalistisk disco-electronica og guitardreven spacerock, der allerede ved de første omdrejninger på pladespilleren bider sig fast for herefter kun at vokse sig større på lytteren, i takt med at farven på repeat-knappen lige så langsomt slides væk.

Plader

Drake: Nothing Was the Same

Nothing Was the Same kulminerer Drakes hidtidige karriere i et brag af et popalbum, der repræsenterer lige dele musikalsk snilde og lyrisk håndværk i verdensklasse, og vejen til den storhed, som altid har været prædestineret for ham, er hermed banet.

Plader

MGMT: s.t.

På deres tredje album fortsætter MGMT kampen mod genfærdene fra Oracular Spectacular, og syren har i stigende grad taget over. Eksperimenternes vellykkethed er vekslende, men MGMT's budskab er klart: De er seriøse omkring, hvad de står for, og de agter selv at bevise det.

Plader

Tex Fuller: Flooded Lawns

Tex Fuller albumdebuterer med en - for et dansk band - sjældent international lyd. Inspirationerne hentes tydeligvis fra 90'ernes store ikoner inden for indie- og slackerrock, men på trods af de åbenlyse referencer er gruppen umiskendeligt sin egen.

Koncerter

MGMT, 01.10.13, Store Vega, København

Tirsdagskoncerter har hårde betingelser, og MGMT formåede heller ikke for alvor at trænge igennem til publikum denne efterårsaften. Hits var der nok af, men overraskelsesfaktoren var stort set ikke-eksisterende. Det var en skam, for MGMT er et band, man hjertens gerne vil overraskes af.

Plader

Gauntlet Hair: Stills

Den 12. august valgte den amerikanske duo Gauntlet Hair at gå hver til sit. Inden da nåede bandet dog netop at udsende sit andet album. Stills er en noget mere rocket og ligefrem plade, som dermed bryder med den klassiske psychpop-inspiration fra forgængeren. Det overordnede udtryk er imidlertid en kende ufokuseret og kun mildt mindeværdigt.

Plader

King Krule: 6 Feet Beneath the Moon

Med en stemme, der rummer lige så meget livserfaring som Tom Waits', og efter adskillige års verseren på alverdens musikblogs udgiver King Krule sit debutalbum i en alder af bare 19 år. En debut, der trods enkelte produktionsmæssige fejlprioriteringer går balancegangen mellem relevans og avantgarde som kun sjældent set før.

Plader

The Penelopes: Sweet Amazer

Med det syv numre lange minialbum Sweet Amazer fejrer den japanske gruppe The Penelopes deres 20-årsjubilæum. Inspirationerne er åbenlyst vestlige og tenderer i mange tilfælde til at være ganske klichéprægede, men frontmanden Watanabe formår med sin japanske accent og skæve røst at charmere lytteren på en sådan måde, at albummet overlever gruppens ellers temmeligt bemærkelsesværdige uopfindsomhed.

Plader

Baths: Obsidian

Obsidian lyder Baths umiskendeligt som sig selv, om end udtrykket er en kende anderledes. Lyden er mere organisk end på debuten, og lyrikken er præget af dyb melankoli. Hvor førstnævnte fungerer upåklageligt og mest af alt åbner op for en større og udtryksfuld lyd, er teksternes tristesse en kende mere svingende.