Skribent - Joachim Kahr Rasmussen

Plader

Washed Out: Paracosm

I løbet af to år kan meget ske. Det må man sande efter at have lyttet til Washed Outs opfølger til 2011-succesen Within and Without. På Paracosm er instrumenteringen mere analogt orienteret og lydbilledet mere konsistent. Resultatet heraf er kreationen af et enormt helstøbt drømmeunivers.

Plader

Zomby: With Love

På sit nyeste album er mørket omkring Zomby til stadighed tiltagende. Dette kommer til udtryk i en ren tour de force gennem britisk electronicahistorie, hvor Zombys unikke producerevner skinner igennem. Desværre viser de store ambitioner sig til tider at være for omfangsrige.

Plader

Saturday Looks Good to Me: One Kiss Ends It All

Med One Kiss Ends It All har SLGTM begået et lydmæssigt noget rodet, men ikke desto mindre ganske charmerende lydtapet til sommerens strandture. Udtrykket er let nostalgisk og ikke videre kompliceret, og gruppen overlever langt hen ad vejen på, at et popalbum jo heller ikke nødvendigvis behøver at være originalt, så længe melodierne sidder i skabet.

Plader

Mount Kimbie: Cold Spring Fault Less Youth

Cold Spring Fault Less Youth synes Mount Kimbie til tider på flugt fra den lyd, som de for tre år siden selv var med til at skabe. Udviklingen sker heldigvis med overvejende succes, og det fremgår tydeligt, at den britiske duos evner spænder langt bredere end avantgarde-postdubstep.

Plader

Wampire: Curiosity

Det ville være en anelse frækt at påstå, at der ikke sker noget på musikscenen i Portland, Oregon for tiden. Den lille amerikanske vestkyst-by, som i manges øjne har været ophav til de stærkt fortærskede hipster- og indiebølger, oplever for tiden noget nær en renæssance på den internationale musikscene. Således har 2013 begunstiget både Roskilde-aktuelle Unknown Mortal Orchestra, STRFKR og den albumdebuterende duo Wampire med en ganske betydelig mængde omtale på alverdens undergrund-musikblogs. Omtale, der unægtelig må ses i lyset af navne som The Gossip, The Dandy Warhols og Elliot Smith, der gennem 90’erne og 00’erne holdt fanen højt for Portland og omegn. At sammenligne Wampire med ovenstående navne, der alle har fået en form for ny-legendarisk status, er måske noget af et langskud. Dog bærer duoen visse fællestræk med ikonerne, hvilket giver anledning til konspirationer om en mulig Portland-vibe; positive stemninger med en noget kantet tilgang til hit-skabelonen og et krampagtigt håndfast tag om musiktendensernes aorta er i hvert fald et gennemgående træk. Således er også Wampire mere eller mindre eksponenter for summen af den lyd, som har floreret på de mere trendsættende blogs gennem de seneste år. For Curiosity er en noget spraglet affære, som langt hen ad vejen forsøger at rumme en hel del. Således lægger albummet ud med den ganske uptempo og noget MGMT’ske “The Hearse” for derefter at bevæge sig ud på mere udsyrede bølgelængder med phaser-guitar en masse i “Orchards”, der tværtimod er som taget ud af et Ducktails-album. Det er svært at sige, om det er duoens fortid som en slags house party-orkester, der trænger igennem, men langt hen ad vejen synes musikkens underholdningsværdi med allestedsnærværende, danseopbydende basgange at komme det kunstneriske og eksperimenterende i forkøbet. Når man lytter til det ni numre lange debutalbum får man som lytter et indtryk af et band med vidtrækkende ambitioner. Hvert eneste nummer synes frembragt med det eneste formål at sikre duoen airplay på radiostationer. Kun få numre inde i albummet bliver det tydeligt, at gruppen ikke har den fornødne musikalske kapacitet til at begå en sådan debut. Ligegyldigt hvor mange gange man endevender albummet, bliver den røde tråd ved med at være fraværende. Når det så er sagt, medfører ambitionsniveauet dog også, at Curiosity indeholder decideret mindeværdige stunder. Heriblandt kan “The Hearse” nævnes, mens også den tilbagelænede og sært 50’er-inspirerede “Trains” samt den kitschede kærlighedssang “Magic Light” gør indtryk. Wampires debut må dog overordnet siges at være en noget spraglet affære. Idéerne stikker i alle retninger, hvilket i albumformatet desværre ikke fungerer særlig godt. Modsat vidner Curiosity dog også om et band, som ligefrem sprutter af spilleglæde. Hvor albummet fejler som selvstændigt værk, fungerer det tværtimod fremragende som en teaser for, hvilket energisk band man unægtelig vil opleve til en Wampire-koncert. I Danmark har vi endnu den første koncert til gode. Men når den kommer, vil mange forhåbentlig være på pletten. Den mulighed bør man ganske enkelt ikke snyde sig selv for.

Plader

Crystal Shipsss: s.t. EP

Ifølge Crystal Shipsss skal deres selvbetitlede ep betragtes som et selvstændigt værk såvel som en 'taster' forud for efterårets fuldlængdeudgivelse. Ep'en bliver dog ikke til mere end en forsmag og en noget ligegyldig affære, der trods gode takter ikke for alvor formår at komme under huden.

Plader

Akron/Family: Sub Verses

Med Sub Verses redefinerer Akron/Family ikke den karakteristiske lyd af Brooklyn og 00'ernes eksperimenterende indie-pop/rock. Men spørgsmålet er dog også, om det overhovedet er nødvendigt, når bare man er i stand til at levere et mildest talt brandgodt album

Plader

Deerhunter: Monomania

På deres sjette album finder Deerhunter tilbage til de støjende rødder og mere til. Der er igen kommet gang i distortion-pedalen, mens lo-fi-kærligheden er bibeholdt. Resultatet er fængende og har sine chok-momenter, men som albummet skrider frem, savner man alligevel lidt overraskelser.

Plader

Kurt Vile: Wakin on a Pretty Daze

På sit femte soloalbum fortsætter Kurt Vile sin umiskendelige afslappede stil - på både godt og ondt. For godt nok besidder manden nogle evner med en guitar, som er de færreste forundt, men samtidig kunne man som lytter i løbet af 69 minutters spilletid ønske sig en smule flere overraskelser.

Plader

Deptford Goth: Life After Defo

Deptford Goth rammer direkte ned i kernesegmentet hos P6 Beat. Lyden er en blanding af r'n'b, soul og electronica, og singlepotentialet er stort. Ikke desto mindre har 40 minutter i soloprojektets selskab det med til tider at blive en noget ensformig affære.

Plader

STRFKR: Miracle Mile

På STRFKRs tredje album er formålet entydigt. Der skal være fest. Miracle Mile er således et album, hvor tempoet er højt og melodierne mange. Men dynamikken kvæles, og festen forvandles hurtigt til en mildt irriterende hovedpine.

Plader

Ducktails: The Flower Lane

På sit nyeste album udvider Matt Mondanile lydrepertoiret. Der er kommet flere instrumenter til, og denne forandring er til det gode såvel som det dårlige. Ducktails' særkende er delvist væk, men tilbage står langt mere helstøbte popmelodier.

Nyheder

Playliste: My Bloody Valentines vigtigste numre

Langtfra alle kan huske den røre, som Loveless vakte omkring sin udgivelse. Derfor kan det være svært at forstå det perspektiv, i hvilket My Bloody Valentines nye udspil skal høres. Derfor har vi frembragt en nogenlunde kronologisk gennemgang af den irske kvartets største musikalske landvindinger i gruppens karrieremæssige højdepunkt.

Plader

My Bloody Valentine: MBV

Det er ikke let at skulle leve op til et album som Loveless, der for længst er gået over i historiebøgerne som en af støjrockens absolutte milepæle. At forberedelserne har taget hele 22 år, gør ikke forventningerne mindre. Ikke desto mindre gør My Bloody Valentine et yderst hæderligt forsøg.

Plader

Yo La Tengo: Fade

Med 13 studiealbums i bagagen bør det amerikanske kultorkester Yo La Tengo om nogen vide, hvordan man skruer et godt album sammen. Ikke desto mindre drukner gruppens musikalske kvaliteter i ensformighed samt alt for lidt udvikling, og hvad der oprindeligt er gode sange, ender med samlet set at fremstå kedelige.

Artikler

En farce i musikhistorien synes slut – My Bloody Valentine er tilbage

På et spillested i Brixton skete i søndags det, som utallige musikfans verden over i mere end to årtier har hungret efter. Støjrockpionererne fra My Bloody Valentine gik på scenen og spillede nyt materiale. Gruppen lovede efterfølgende, at deres længe ventede tredje album ville se dagens lys allerede i dag. Få et indblik i farcen, myten og musikken, der tilsammen gør My Bloody Valentine til et af vor tids mest sagnomspundne bands.

Plader

Indians: Somewhere Else

Til trods for at Indians endnu ikke er et stort navn herhjemme, har han i kraft af at tilhøre det prominente indieselskab 4AD præsteret mere end de fleste kunstnere herhjemme. Forventningerne er derfor store, og på debuten indfries de minsandten til fulde.

Plader

Toro y Moi: Anything in Return

På sit tredje album fortsætter Chaz Bundik ufortrødent rejsen ind i Toro y Moi-universet. Det resulterer i adskillige nye finurlige numre, men charmen er denne gang en smule fraværende. Det er Bundik dog ikke blevet en dårligere musiker af.

Plader

Chad Valley: Young Hunger

På "Young Hunger" formår Chad Valley at samle alt det, som inden for musik fornægter god smag. Ikke desto mindre kan et øre for den gode melodi rette op på det meste, og faktisk (viser det sig) i dén grad drage nytte af det.