På sit debutalbum lægger London-duoens fusion af minimalistisk dubstep og soul sig i slipstrømmen på kunstnere som James Blake og Jamie Woon. Lyden er in og rummer stort potentiale, men som værk er albummet hverken særlig selvstændigt eller varierende i dets udtryk.
På sit andet soloalbum nægter Jason Lytle til stadighed at vige fra lyden fra de gamle Grandaddy-dage. Det er der blevet et behageligt album ud af, som dog ikke udfordrer lytteren i særlig grad.
På deres tredje fuldlængdealbum genoptager den norske trio i allerhøjeste grad den ultrakomplicerede mathrock. Desværre viser de også, at skæve harmonier og kantede rytmer ikke altid er betingelsesløst interessante.
På sit femte reelle studiealbum genfortolker Kloster 10 ældre skandinaviske hymner på højst original vis og beviser, at kristen musik også kan nydes gennem ateistiske ører.
På sit tredje album blander The Setting Son garagerock med psykedelika og skaber en overflod af gode melodier og hooks – så mange, at det faktisk bliver en smule enerverende.
Mumford & Sons blander igen på deres andet album indiepop/-rock og country. Resultatet mangler både smag og originalitet.
Med en minimalistisk lyd, der til tider kan forveksles med fænomener som James Blake og the XX, blander Iori's Eyes falset-vokal, varme synths og lækre basgange over dejligt tilbagelænede beat. Det er følsomt. Og det bliver aldrig corny.
I fjerde omgang bevarer Grizzly Bear deres gode folkrock, men giver den samtidig et ordentligt skud melodi og krydrer den med lidt moderigtig syre, hvilket med enkelte undtagelser klæder bandet meget godt.
Ved hjælp af slæbende beats, en smadret elektronisk lyd og komiske samples skaber Craig M Clarke på Here I Go Again et univers, der er mørkt og uhyggeligt. Men også lidt ynkeligt.
På Animal Collectives niende album er Deakin tilbage. Dette har medført flere håndspillede instrumenter og mere larm. Og mindst lige så mange gode melodier.
Twin Shadows andet album er ren 80'er-kitsch, men udført så elegant og professionelt, at det er svært at spore nogen som helst form for ironi. Med masser af synth og rock-guitar bygger albummet bro mellem indie fra i dag og new wave fra 80'erne.
På Mature Themes er Ariel Pink og slænget blevet mere bevidste om den gode melodi, men heldigvis er teksterne endnu sære, lyden mere skramlet end før og universet i en dimension for sig.
Efter seks år er Landing tilbage med en gedigen omgang sløv rock baseret på en grundflade af støjende guitarer og elektroniske beats. Udtrykket er melankolsk, men værket er særdeles troværdigt.
Udgivelsen af John Maus' arkiver medfører blot end endnu større respekt for John Maus' særegne univers, som skabes ved lo-fi-beats, analoge synths og vokal med en masse rumklang. Ja, det er pop, men samtidig avantgarde med stort A.
Debutalbummet fra DIIV svømmer i guitar. Rumklang, drømmerisk støj og repetitive melodifragmenter dominerer lydbilledet - og dét i en grad, så albummet har svært ved at holde sig oven vande.
