Skribent - Navn

Plader

Stubborn Heart: s.t.

På sit debutalbum lægger London-duoens fusion af minimalistisk dubstep og soul sig i slipstrømmen på kunstnere som James Blake og Jamie Woon. Lyden er in og rummer stort potentiale, men som værk er albummet hverken særlig selvstændigt eller varierende i dets udtryk.

Plader

Jason Lytle: Dept. of Disappearance

På sit andet soloalbum nægter Jason Lytle til stadighed at vige fra lyden fra de gamle Grandaddy-dage. Det er der blevet et behageligt album ud af, som dog ikke udfordrer lytteren i særlig grad.

Plader

Ungdomskulen: Secrecy

På deres tredje fuldlængdealbum genoptager den norske trio i allerhøjeste grad den ultrakomplicerede mathrock. Desværre viser de også, at skæve harmonier og kantede rytmer ikke altid er betingelsesløst interessante.

Plader

Kloster: Ni salmer og en aftensang

På sit femte reelle studiealbum genfortolker Kloster 10 ældre skandinaviske hymner på højst original vis og beviser, at kristen musik også kan nydes gennem ateistiske ører.

Plader

Mumford & Sons: Babel

Mumford & Sons blander igen på deres andet album indiepop/-rock og country. Resultatet mangler både smag og originalitet.

Plader

Iori’s Eyes: Double Soul

Med en minimalistisk lyd, der til tider kan forveksles med fænomener som James Blake og the XX, blander Iori's Eyes falset-vokal, varme synths og lækre basgange over dejligt tilbagelænede beat. Det er følsomt. Og det bliver aldrig corny.

Plader

Grizzly Bear: Shields

I fjerde omgang bevarer Grizzly Bear deres gode folkrock, men giver den samtidig et ordentligt skud melodi og krydrer den med lidt moderigtig syre, hvilket med enkelte undtagelser klæder bandet meget godt.

Plader

Craig M. Clarke: Here I Go Again

Ved hjælp af slæbende beats, en smadret elektronisk lyd og komiske samples skaber Craig M Clarke på Here I Go Again et univers, der er mørkt og uhyggeligt. Men også lidt ynkeligt.

Plader

Animal Collective: Centipede Hz

På Animal Collectives niende album er Deakin tilbage. Dette har medført flere håndspillede instrumenter og mere larm. Og mindst lige så mange gode melodier.

Plader

Twin Shadow: Confess

Twin Shadows andet album er ren 80'er-kitsch, men udført så elegant og professionelt, at det er svært at spore nogen som helst form for ironi. Med masser af synth og rock-guitar bygger albummet bro mellem indie fra i dag og new wave fra 80'erne.

Plader

Landing: s.t.

Efter seks år er Landing tilbage med en gedigen omgang sløv rock baseret på en grundflade af støjende guitarer og elektroniske beats. Udtrykket er melankolsk, men værket er særdeles troværdigt.

Plader

DIIV: Oshin

Debutalbummet fra DIIV svømmer i guitar. Rumklang, drømmerisk støj og repetitive melodifragmenter dominerer lydbilledet - og dét i en grad, så albummet har svært ved at holde sig oven vande.