Charge Group udstiller en rocket ro og salig lyd, der bortmaner bekymringer og gør dagen mere harmonisk. Escaping Mankind er Radiohead, som de kunne lyde, hvis kommercialismen blev budt indenfor.
Skribent - Jonathan Heldorf
Roskilde ’09: Fever Ray, Dungen, Black Dice, 04.07.09
Hypnose og uforløsthed hos Fever Ray, half 'n' half-oplevelse med Dungen og opslugthed hos Black Dice.
Roskilde ’09: Nick Cave and the Bad Seeds, The Field, 03.07.09
Forventningerne til Nick Cave and the Bad Seeds blev opfyldt til allersidste, syrede blodsdråbe. Erstatningen for Wavves, The Fields, tilbød dansabel bevægelse.
Roskilde ’09: Baddies, Frightened Rabbit, Shugo Tokumaru, 03.07.09
Der var både rodet indiepop, hypede rock-kometer og populær skotsk syng med-pop at hygge sig med sen fredag eftermiddag på Roskilde Festivalen.
Official Secrets Act: Understanding Electricity
Official Secrets Act er det nyeste skud på stammen inden for teatralsk, engelsk indie/prog-souldødspop. I hjemlandet er de blevet hypet vinteren over; tre singler har de udgivet til udelt begejstring for den engelske musikpresse. Her er debutalbummet.
Phoenix: Wolfgang Amadeus Phoenix
Phoenix har altid lavet dejlig varm og blød sommerpop, men denne gang har de virkelig skummet fløden og føjet en ny portion hits til deres stødt stigende forråd. Dette er franskmændenes bedste plade.
Manic Street Preachers: Journal for Plague Lovers
Selvom resten af bandets medlemmer i dag er over 40 år, var Richey James Edwards stadig kun højst 28 år, da han skrev disse tekster. Hans minde æres med en plade, der stilmæssigt er 14 år gammel – fra den tid hvor manierne stadig rasede. Tak Richey.
Gomez: A New Tide
Den gammeltestamentlige symbolik er tydelig både på cover og titel til sjette album fra Gomez. De formår ikke ligefrem at flytte nogen bjerge, men A New Tide er alligevel et ganske fint og holdbart album.
Filthy Dukes: Nonsense in the Dark
DJ-bandet Filthy Dukes forsøger at nedbryde alle musiske grænser, hvad angår tid og genrer. Stort set alt, hvad der hedder tilhørsforhold, udviskes, og kun electronicaen overlever. Debutpladens titel er en yderst passende varedeklaration.
Niepoort: Serpentine
Niepoorts debutplade, Serpentine, er som en endnu ikke flyveklar fugleunge, der takket være enkelte varme, opadgående luftstrømme ikke bliver kvast fuldstændigt i kollisionen med jorden, men daler stille og bliver sikret en konsekvensfri, men hård landing.
The Decemberists: The Hazards of Love
The Decemberists sniger sig ud på et dristigt kærlighedseventyr i den dunkle skov, hvor fauner og fabeldyr regerer. Mere dystre og rå sider afsløres, og trylleskoven genskaber bandet som en fantastisk hybrid af middelaldertroubadouren og The White Stripes.
Art Brut: Art Brut vs. Satan
Satan er svær at sætte i bås, men så længe han defineres som ’U2-lyden’, pladekøberne eller moralske tømmermænd, er forsanger Eddie Argos ikke bange for at lange ham en lige højre på ægte ærkeengelsk vis. Det er underholdende, men har det substans?
Sleeping Beauty: City Lights
I forhold til sangskriverduoens musikstil er navnet Sleeping Beauty en gåde. De hurtige rytmer og glade beats spares der ikke på. Desværre er der ikke noget videre eventyrligt over det, og efter pladens 10 numre er hørt, forstår man kun alt for godt, hvad der menes med navnet Sleeping Beauty; de formår simpelthen aldrig at vågne!
Röyksopp: Junior
Röyksopp er i starten af Junior som en glad hundehvalp, der iler rundt om sig selv i et forsøg på at fange sin egen hale. Efter et par pumpende numre finder den dog centrum af hundekurven, lægger sig til rette og slår en smittende rytme med halen mod gulvet.