Skribent - Kasper Würtz

Nyheder

Stephen Malkmus endelig helt helt færdig med følelsesmæssigt affald

Så er den amerikanske yndlingsslacker tilbage med følelser og skrald i bagagen. Tidligere i år bragte vi nyheden om, at Stephen Malkmus and the Jicks var godt i gang med at færdiggøre deres nyeste album. For at være helt præcis var albummet 67,4685% færdigt. Nu er de sidste 32,5315% også klaret, og det endelige resultat har fået titlen Real Emotional Trash, og udsendes den 4. marts. Albummet følger op på 2005s Face the Truth, og det er endnu engang Matador som står for udgivelsen, mens det er TJ Doherty, som har siddet i producerstolen. Malkmus er stadigvæk mest elsket som frontfiguren hos de fremragende 90’er-slackere, Pavement, men også som solokunstner har han markeret sig med en række virkeligt solide plader. Real Emotional Trash bliver soloalbum nr. 4 efter Pavements opløsning i 1999. Det virkelige følelsesmæssige skrald ser forresten således ud: 1. Dragonfly Pie2. Hopscotch Willie3. Cold Son4. Real Emotional Trash5. Out of Reaches6. Baltimore7. Gardenia8. Elmo Delmo9. We Can’t Help You10. Wicked Wanda

Nyheder

Lummert nyt fra Aidan Moffat

Den tidligere Arab Strap-frontmand er klar med frækt soloalbum. Efter at den fremragende skotske gruppe Arab Strap i 2006 lagde sig selv i kisten, efter en udgivelsesfærd, der startede i 1996 og som ganske passende sluttede med 2005s The Last Romance, så har både Malcolm Middleton og Aidan Moffat plejet melankolien og deres solokarrierer. Den snøvlende Moffat, der tidligere har udgivet plader som L. Pierre er nu for første gang klar med et album i eget navn og såvel cover, som den til lejligheden oprettede hjemmeside tyder på, at det bliver en hed omgang. I Can Hear Your Heart udkommer 28. januar næste år, og er gennemsyret af Moffats lyriske prosastil, der her damper af liderlighed og sex. Det er altså langt fra tilfældigt, at man skal være over 18 for at komme ind på det minisite, som er tilegnet det nye album, og som kan findes her. Når man har fået tørret duggen af brillerne, så er der også masser af musikalske godbidder at hente her. Foruden tekster og smagsprøver på det nye album, så kan man hente to eksklusive og ganske gratis sange, der ikke tidligere har været udgivet. Albummet indeholder foruden hele 24 numre også en novelle, en cd-rom med bonusmateriale, og som om det ikke var nok, så får man også en EP med fem sange oveni. Så der er virkelig grund til at glæde sig til januar.

Nyheder

Nyt Destroyer-album til marts

Den fabelagtige, canadiske sangskriver kommer i drømmende problemer på sin nyeste udgivelse. Selvom han langt fra har fået den opmærksomhed han fortjener, så har Dan Bejar alligevel været yderst gavmild mod musikverdenen i det nye årtusinde. Mange kender ham uretfærdigt kun som ’ham, der ikke er Carl Newman’ i supergruppen New Pornographers, hvor Bejar sporadisk bidrager med skæve popperler. Hvad mange ikke ved er, at canadierens soloprojekt, Destroyer, (som dog efterhånden har udviklet sig til at være et decideret band) siden 1996 har været en yderst stabil leverandør af fantastiske albums, der veksler mellem smadret lofi-pop, slacket rock og MIDI-musicals. Den 18. marts er Bejar og co. så klar med deres ottende plade, der har fået titlen Trouble in Dreams. Den følger op på 2006s glimrende Destroyer’s Rubies og byder forhåbentlig på samme høje standard som efterhånden er blevet synonym med Bejars sangskriveri. Selvom, at det ikke er blevet til soloudgivelser fra canadieren i år, så har han bestemt ikke holdt plektret i ro. Foruden sine vanlige (om end knap så skarpe) bidrag til den nye New Pornographers-plade, så har Bejar og kæresten Sydney Vermon dannet gruppen Hello, Blue Roses, og ifølge Pitchfork så er deres debutalbum på gaden den 22. januar. Her kan du se, hvilke sange du kan glæde dig til på Trouble in Dreams og endda hente en gratis mp3 med nummeret “Foam Hands”. 1. Blue Flower/Blue Flame2. Dark Leaves From a Thread3. The State4. Foam Hands 5. My Favorite Year6. Shooting Rockets (From the Desk of Night’s Ape)7. Introducing Angles8. Rivers9. Leopard of Honor10. Plaza Trinidad11. Libby’s First Sunrise Det nye album betyder en efterfølgende tour fra canadieren, men om det betyder Destroyers første besøg i Danmark er endnu ikke til at sige. Her på redaktionen krydser vi i hvert fald fingre og lidt til. Indtil da må vi nøjes med den hjælp youtube og håndholdte kameraer kan give os:

Nyheder

David Thomas Broughton udsender album med 7 Hertz

Improviseret og avantgardistisk folk-samarbejde fra engelske åndsfrænder. Den skæve folkesanger David Thomas Broughton har for en stund forladt det ensomme soloarbejde for i stedet at gå sammen med 7 Hertz, og dette musikalske ægteskab har resulteret i David Thomas Broughton VS 7 Hertz. Udover at samarbejdspartnerne deler fødebyen Leeds, så har de også den løse og improviserede sangstruktur til fælles. Derfor er det ikke overraskende at kollaborationen byder på fem lange og ret spraglede kompositioner, der netop spiller på det improviserede og uforudsigelige. Ligesom Broughtons fremragende debutalbum er den nye plade indspillet i en kirke, så lytteren får måske endnu engang muligheden for at høre, hvor upåvirket man på smukkeste vis kan indarbejde en fuldstændigt uplanlagt kirkeklokke i en sang. Ifølge AngryApe består første halvdel af pladen af en Broughton-komponeret sang som 7 Hertz føjer lydlag til, mens anden halvdel skulle være rendyrket improvisation både, hvad angår tekst og melodi. Hvis du vil høre, hvordan eksperimenterne er spændt af, så er det bare om at finde pungen frem eller tilføje endnu et navn til ønskelisten. Albummet er nemlig allerede udkommet på det spanske selskab Acuarela. Tracklisten ser således ud: 1. Weight of my Love2. No Great Shakes3. Jolly (Interlude)4. Fisted Hand5. River Outlet

Nyheder

American Music Club besøger Danmark med nyt album i bagagen

Amerikanske følsomhedslegender går den gyldne alder i møde. American Music Club er efter tre års tavshed klar med nyt. Med medlemmernes alder i betragtning, er det måske ganske passende, at udspillet kommer til at bære navnet The Golden Age. Det udkommer d. 18. februar 2008 på Merge Records i USA, mens det bliver Cooking Vinyl, der står for den europæiske udgivelse. Det amerikanske band har udgivet albums siden 1986, men holdt en pause på hele ti år efter 1994s San Francisco. Udgivelsesstilstanden blev ophævet med Love Songs for Patriots, der markerede et fint comeback for Mark Eitzel og co. The Golden Age bliver det niende studiealbum i rækken. Udover den nye album plade danskerne også glæde sig til et par koncertbesøg i 2008. American Music Club besøger nemlig Lille Vega d. 27. februar og Voxhall d. 2. marts. Tracklisten til The Golden Age ser således ud: 1. All My Love2. The Victory Choir3. The Decibels and the Little Pills4. The Sleeping Beauty5. The Stars6. All the Lost Souls Welcome You to San Francisco7. Who You Are8. The Windows of the World9. One Step Ahead10. The Dance11. I know That’s Not Really You12. On My Way13. The Grand Duchess of San Francisco I følge zinet CMJ har frontmanden Mark Eitzel brugt en del tid på at få en live-følelse frem på The Golden Age. Om det er lykkedes må vi vente til februar med at finde ud af. Til gengæld behøver man ikke vente længere end et par sekunder (alt afhængig af internethastigheden) på at høre + se en fornem liveudgave af det smukke, nye nummer “The Sleeping Beauty”:

Plader

Akron/Family: Love Is Simple

Den eksperimenterende folkgruppe Akron/Familys andet album er spraglet som en makuleret technicolor-film. Bandet veksler mellem det simple og det komplekse, men trods det fragmenterede udtryk fremstår udgivelsen som et stærkt hele grundet en fornem musikalsk eksekvering samt et gennemgående kærlighedstema.

Nyheder

Galaxie 500-frontmand giver ekstraordinær gratiskoncert på Nørrebro i aften

Ekstraordinær livekoncert med indierock-koryfæ på Apparatet i aften, lørdag d. 24/11. Selvom københavnerne allerede i går havde chancen for at opleve Dean & Britta, da de spillede på Studenterhuset, så er der alligevel god grund til at hoppe på cyklen og tage til Apparatet på Nørrebro. Her varsles nemlig en helt anden og unik oplevelse krydret med speciel guest-optrædener når den levende guitarlegende Dean Wareham og hustruen Britta Phillips indtager den lille, intime scene. Og det kommer såmend ikke til at koste noget som helst. Allerede nu kan det afsløres, at Nikolaj Nørlund er blandt de hjælpende musikalske hænder, men arrangørerne fra Pop Revo lover flere danske overraskelser. Koncerten skulle desuden byde på solide godbidder fra de medvirkendes bagkatalog, og med det in mente er det svært at holde hænderne og luftguitaren i ro. I slutningen af 1980erne begejstrede Dean Wareham og Galaxie 500 den alternative musikverden med deres skæve, drømmende indierock. Bandet nåede kun at udgive tre studie-albums, der i høj grad blev overset af samtiden, men de har siden hen nydt stor respekt og Galaxie 500 står i dag som et af de fundamentale bands i indierock-historien. Efter opløsningen af gruppen fortsatte Wareham først i Luna og har siden 2003 udgivet albums sammen med sin kone Britta Phillips under navnet Dean & Britta. Tidligere i år udgav de Back Numbers, hvor de blandt andet får hjælp fra Spacemen 3-medlemmet Sonic Boom. Koncerten starter kl. 20, og foregår på Apparatet, Nørrebrogade 184. Da det ikke er verdens største spillested, så gælder det nok om at komme i god tid.

Nyheder

Silver Jews advarer på nyt album

De legendariske slackere advarer naturen på deres nyeste udspil. Amerikanske Silver Jews med den neurotiske poet, Dave Berman, i front har netop afsløret titlen på gruppens sjette studiealbum, og det kommer ganske advarende til at hedde Lookout Mountain, Lookout Sea. Hvad det er naturen skal passe på bliver vi forhåbentlig alle sammen klogere på når albummet udgives i april. Sidste gang vi hørte fra Berman og co. var på 2005s Tanglewood Numbers, en udgivelse der fik de ellers så sky amerikanere til at give koncert på Roskilde Festivalen 2006 Ligesom de foregående fem udgivelser er det det glimrende pladeselskab Drag City, der sender albummet ud. Ifølge Pitchfork skulle der også være en dokumentarfilm om Silver Jews på vej, men der foreligger endnu ikke de store oplysninger om hverken dokumentarprojektet eller en trackliste til det kommende album. For at råde lidt bod på de manglende informationer får I som bonus denne fine liveudgave af den helt igennem fantastiske “Random Rules”:

Nyheder

The Lemonheads indspiller nyt materiale

Det genopstandne powerpop-band går i studiet og udgiver deluxe-udgave af klassiker. Efter 10 års fravær udgav The Lemonheads sidste år det glimrende, selvbetitlede comeback-album som ifølge Undertoners anmelder indfangede »en hel essentiel Lemonheads-lyd, der gør det ligegyldigt, om udgivelsesåret hedder 1992 eller 2006.« Albummet blev efterfulgt af en længere tour, som blandt andet bragte Evan Dando og co. forbi Lille Vega, hvor de gav en nostalgisk fest af en koncert. Efter den længerevarende tour er amerikanerne nu klar til at indspille nyt. Frontmand Dando er dog ikke alt for meddelsom, men udtaler til Billboard, at de går i studiet i januar. Når forsangeren bliver lidt mere åbenmundet omkring den nye plade, vender vi naturligvis tilbage med yderligere information. Foruden det nye album udgiver The Lemonheads også en deluxe-udgave af deres hovedværk It’s a Shame About Ray, der kommer til at indeholde demosange og en dvd. Den nye udgave af 1992-mesterværket er sat til at udkomme i marts. Indtil da kan man her se, hvordan en lækker forsanger så ud i 1992, ligesom man kan nyde lyden af den fremragende “My Drug Buddy” som netop stammer fra førnævnte It’s a Shame About Ray:

Nyheder

Hawksley Workman klar med nyt album

Den særegne, canadiske sanger udsender skønheder og alt imellem. Så er der endelig nyt til dig, der har savnet ammunition til carbaret-popsamling efter de nyeste udgivelser fra Rufus Wainwright og Andrew Bird.Den 29. januar udsender Hawksley Workman nemlig Between the Beautifuls på Universal Records. Albummet er produceret af Andrew Wahl, og byder blandt andet på førstesinglen “Piano Blink”. Sidst vi hørte fra den canadiske excentriker var i 2006, da han udgav Treeful Of Starling. Albummet var væsentligt mere afdæmpet end, hvad man ellers havde hørt fra sangskriveren, men det nye udtryk afskrækkede ikke Undertoners anmelder, der konkluderede: »Hawksley Workman i slowmotion er stadig et lysende talent«. Om musikken på Between the Beautifuls er blevet endnu langsommere må vi vente til januar med at høre. Tracklisten til albummet ser således ud: 1. All the Trees Are Hers2. Alone Here (Ballad of Bunches of Things)3. It’s Not Me4. No Stillness and No Rain5. Oh You Delicate Heart6. Piano Blink7. Prettier Face8. September Lily9. The City is a Drag10. What Would You Say to Me Lord?11. This Catastrophe

Nyheder

Eels kommer til København

Fornemt besøg af amerikanske lofi-rockere kræver fornemme omgivelser. Når Eels lægger vejen forbi København d. 23. februar 2008 kommer koncerten til at foregå i de flottest tænkelige rammer. De er nemlig sat til at spille deres blanding af lofi-pop og mere rendyrket rock i Det kongelige teater. Ifølge bandets hjemmeside drager de ud på en længere europæisk tour i begyndelsen af næste år, og her er Danmark heldigvis blevet inkluderet. I januar udgiver amerikanerne desuden hele to opsamlingsalbums, nemlig best-of-udgivelsen Meet the Eels: Essential Eels Vol. 1 og en samling af sjældenheder på Eels Useless Trinkets: B-Sides, Soundtracks, Rarities and Unreleased 1996-2006. Dermed ser det ud til, at der er gode muligheder for både at høre hits og rariteter i de flotte teateromgivelser. De sidste par gange bandet har gæstet Danmark er der blevet leveret lange og intense koncerter. Bandet har nemlig en tendens til at fortsætte med at spille en tilsyneladende endeløs række af ekstranumre, selv efter flertallet af publikum har forladt salen. Et godt råd er derfor at vente lidt med at gå i garderoben, når lyset tændes for at få mest mulig koncert for pengene. Det er endnu ikke oplyst hvornår billetterne bliver sat til salg. Personligt glæder undertegnede sig til at se om bandets ubetingede frontmand Mark Everrett, bedre kendt som E, har beholdt sit Crazy Frog-look fra en række liveoptrædener i 2006, blandt andet i denne energiske udgave af “I Like Birds”:

Nyheder

Death by Kite mister trommeslager

Bandet aflyser tour på grund af pludselig amputering Den københavnske støjpopgruppe Death by Kite har mistet trommeslageren Kristian Kimer, der har valgt at forlade bandet med øjeblikkelig virkning. Ifølge et blogindlæg på deres myspace-side kom Kimers afgang fuldstændig bag på to resterende medlemmer, der ser sig nødsaget til at aflyse deres forestående Tysklandstour med Virginia Jetzt. Der foreligger endnu ikke nogen officiel forklaring på den pludselige afsked. Bandets nuværende medlemmer Sidsel Hermansen og Bjørn Lange beklager den uheldige situation i deres indlæg: “We appologise to all bookers, fans and anyone else who had been looking forward to or worked hard for these shows, – it’s out of our hands – but hope that we will get the chance to make it up to you.” Gruppen udgav tidligere i år den selvbetitlede debut, som Undertoners begejstrede anmelder kaldte “en energisk støjbrusende plade, hvor trioen i den grad har greb om melodierne.” Trioen er dog nu forvandlet til en midlertidig duo, der arbejder på højtryk på at finde en erstatning til at sidde bag trommesættet.

Plader

Richard Thompson: Sweet Warrior

Selv om det er 40 år siden, Richard Thompson første gang indtog musikscenen, har den engelske veteran fortsat masser at byde på. Et par overflødigheder ændrer ikke på, at Sweet Warrior er en imponerende bedrift. Thompson ved stadig, hvordan man skriver gode sange, og især hvordan man spiller guitar.

Nyheder

Okkervil River besøger Christiania

Verdensklassekonceptryttere kommer til staden Sidste år stod en række musik- og fodboldelskere i et slemt dilemma. Skulle man vælge at tage ind og høre Okkervil River spille numre fra deres mesterlige udgivelse fra 2005, Black Sheep Boy eller skulle man blive hjemme og se årets mest prestigefyldte klubfodbold-kamp, Champions League-finalen mellem Arsenal og Barcelona. Okkervil River-koncerten blev dengang en kort, men intens fornøjelse på grund af en omrokering, der betød, at amerikanerne pludselig blev en del af en ubalanceret dobbeltkoncert med Neko Case. Champions League-finalen blev et halvsløjt opgør, præget af et tidligt rødt kort og forsigtigt, taktisk spil fra to hold, der ikke rigtigt turde vinde. Nu er muligheden for revanche for alle dem, der fejlagtigt kom til at vælge fodbolden dengang. Det rockede americana-band vender nemlig tilbage til København torsdag d. 29. november, hvor de giver koncert på Loppen. Datoen betyder, at man allerhøjest vil kunne gå glip af en UEFA-cup-kamp, og udsigten til at høre numre fra såvel Okkervil Rivers solide bagkatalog blandet med nyt fra den helt igennem fremragende The Stage Names gør valget væsentligt lettere denne gang. Der er naturligvis et stykke tid til november, men imellemtiden kan man nyde Will Sheff og co. opføre “Our Life is Not a Movie Or Maybe” og glæde sig til det gode vinterselskab på Christiania.

Koncerter

Pop Revo 07, 16.-18.08.07, Studenterhuset, Århus

[Kasper Würtz og Mikkel Arre]Pop Revo-festivalen var på papiret lidt af en blandet landhandel med så væsensforskellige navne som Jens Lekman, Jab Mica och El og Kirsten Ketsjer. Imidlertid gjorde hovedparten af kunstnerne det så godt, at festivalens største problem var, at man blev noget udkørt af al den musik.Den fjerde udgave af Pop Revo-festivalen i Århus var den hidtil mest strittende af slagsen. Spændet mellem f.eks. støjudforskere som Kirsten Ketsjer og blide Sarah Records-fans som norske Days eller mellem Jab Mica och Els livligt bippende electronica & horn og Guy Blackmans sarte og meget spartanske samarbejde med Sly Hats var stort. Men ikke nødvendigvis for stort. Tværtimod virker det som en god ting, at festivalen lader til at have skruet lidt ned for fokuseringen på at hente alle optrædende fra båsen ‘indiepop’ eller de allernærmeste grænseområder. Det øger i al fald chancen for at få oplevelser, man ikke havde forudset. Selvfølgelig kan man også anskue sagen fra en anden vinkel og sige, at noget af den nørdede charme ved at være blind for alt andet end indiepop er gået tabt. Pop Revo anno 2007 var ikke på samme måde en grundig præsentation af udviklingen inden for den specifikke genre, og det er bestemt et spørgsmål om smag og behag, om man ser det som en problematisk udvikling. Af vores anmeldelser nedenfor fremgår det i hvert fald, at der var store stunder både i og uden for indiepop-kategorien. Ud over det lige lovligt laissez faire-skøjtende program, som forlængede hver aften med mindst en time, kørte festivalen ganske upåklageligt. Imidlertid må arrangørerne spørge sig selv, om det er hensigtsmæssigt at have seks koncerter pr. aften tre dage i træk. Det virker lidt som skønne spildte kræfter, når de nu har brugt adskillige måneder på at finde og invitere bands, som for en god portions vedkommende er helt nye for publikum, og man så som tilskuer er ved at gå død i musik allerede efter to dage. Idéen med at køre festivalen over tre dage er sådan set udmærket (om end den godt kunne se ud til ikke at være specielt rentabel, hvis man skal dømme ud fra fremmødet torsdag), men så skal antallet af koncerter gerne ned på fire pr. dag. Så bliver det formentlig også lidt lettere at få programmet til at hænge sammen. Torsdag 16.08.07 Per Høier »There’s never quite a way to understand what I say,« sang Per Høier hen mod slutningen af sin koncert, og der var bestemt noget om snakken. Jo, altså, det er nemt nok at afkode, at hans tekster svulmer med patos og alvor a la »death comes tomorrow« – men hvad Høier vil med sin på én gang nedbarberede og grandiose fortolkning af 80’ernes new romantics-bølge, stod ikke særlig klart. Synthmelodierne tårnede sig op, og Høiers højtidelige engelske diktion satte en tyk streg under, at der var alvorlige ting på spil. Men hvorfor de ting var vigtige, kneb det med at få formidlet. I hvert fald var Per Høiers let kejtede og ikke særlige udadvendte sceneoptræden ikke specielt nem at engagere sig i. I lange passager stirrede han ufattelig stift på et udefinerbart fikspunkt bagerst i lokalet og agerede mest af alt som en børneteaterskuespiller, der kødeliggør begrebet ‘uhygge’. Mellem new romantics-sangene lå et par mere folkede sange, hvor det elektroniske udstyr fik en pause til fordel for en akustisk guitar. Men heller ikke hér lå guldet begravet for Høier. Med deres nærmest monumentale ambitioner ville de nok have gjort sig bedre i en rungende katedral i Kaliningrad end i et lavloftet pakhus på Århus Havn. Der skulle da også noget så prosaisk som et solidt stortrommebeat til, før Høier med sit ekstranummer endelig fandt frem til noget, der krævede en umiddelbar reaktion fra det sparsomme publikum. Den stærkt New Order-inspirerede sang fik måske ikke ligefrem folk til at danse, men her blev den ganske fængende melodi serveret så friskt og energisk, at man glemte, at Høier med sin indesluttede stil egentlig stod lidt i vejen for sin musik. (MA) Karakter: Would-Be-Goods En guitarist, der er en perfekt real-life spejling af Artie Ziff fra The Simpsons; en bassist, som ligner verdens mest livstrætte medlem af The Clifters og uophørligt står med krydsede ben; en lykkelig trommeslager – og en ulykkelig forsangerinde, der synger glade twee-popsange. Jessica Griffin Det lyder som husorkestret til en Kaurismäki-film, men det var den skinbarlige sandhed til Would-Be-Goods-koncerten torsdag aften. En koncert, der var domineret af en så voldsom mangel på engagement fra bandet, at selv ikke de mest fortryllende sange fra bagkataloget, kunne redde dem. Selv om Would-Be-Goods allerede udgav plader i slutningen af 80’erne, er det kun blevet til fire studiealbum fra englænderne, hvoraf de tre er kommet indenfor de sidste fem år. Så man kunne have håbet på, at det var et revitaliseret band, der besøgte Danmark for første gang med deres bittersøde pop, men det var desværre ikke tilfældet. Der blev ellers hurtigt delt musikalske godbidder ud, og således blev “The Camera Loves Me”, fra 1988-debuten af samme navn, leveret meget tidligt i settet. Nummeret, som normalt er garant for ækvatorbrede smil, blev leveret uden den mindste glæde og savnede desuden den twee-klassiske fløjte. Samtidig er det er virkelig svært at forføre publikum med et så dedikeret fravær, som frontkvinden Jessica Griffin udstrålede, og det var ikke sært, at bordfodboldbordene scorede flere jubelråb end koncerten. Kameraerne såvel som øjnene viste sig helt retfærdigt som ubarmhjertige elskere, der afslørede Would-Be-Goods liveoptræden som ganske uelskværdig. Og det er i den grad ærgerligt, når nu de lukkede øjne flere gange viste, hvor betagende musikken i sig selv kan være. (KW) Karakter: Vapnet Det syv mand store indiepoporkester Vapnet har allerede fået stor respekt fra det indflydelsesrige amerikanske zine, Pitchfork, som gav en flot anmeldelse til svenskernes glimrende 2006-udgivelse Jag vet hur man väntar. Hvor Would-Be-Goods havde efterladt twee-legetøjet (og spillehumøret) derhjemme, havde Vapnet både fløjte og melodica med, men svenskerne undgik det overdrevent sukkersøde ved at tilføje støjelementer til liveversionerne. Generelt virkede Vapnet fra begyndelsen opsatte på at give det århusianske publikum en god oplevelse. Energien fejlede i hvert fald ingenting hos det unge band, der kan skrive den slags charmerende og småskæve popsange, som man åbenbart kun kan lave, når man er fra Sverige, og samtidig var der en glimrende indre dynamik i bandet, der gjorde, at oplevelsen aldrig blev kedelig, selv når det var tid til en af de lidt svagere sange. Den type numre var heldigvis i undertal, for gruppen har nemlig i sangskriver Martin Abrahamsson en yderst melodistabil frontfigur. Var man ikke overbevist om dette før koncerten, skulle man ikke mange toner ind i den überfængende “Thoméegränd”, før end man blev nødt til at overgive sig ubetinget til de svenske popkundskaber for Gud ved hvilken gang. Vapnet endte ubetinget som det band, der havde efterladt det kraftigste indtryk efter torsdagens koncerter. Det var forfriskende at opleve, hvordan liveenergien forvandlede de fine indiepopsange til noget større og mere nødvendigt end blot en charmerende flirt. Efterhånden som aftenen skred frem, løsnede det ellers lidt stramme publikum lidt op, hvilket fik Abrahamsson til at udbryde: »Tak fordi I dansede.« Det havde han nu ikke behøvet at takke for. Under hovedparten af koncerten var det simpelthen svært at lade være. (KW) Karakter: Scarlet’s Well Selv om navnet måske ikke vækker den store genklang, smagte det alligevel af musikhistorie, da Scarlet’s Well indtog den intime scene på Studenterhuset. Bid fra Scarlet’s Well Frontmanden Bid havde nemlig tidligere huseret i The Monochrome Set, der op gennem 80’erne udgav en række album, som forenede den gode popmelodi med et postpunket udtryk. I slut-90’erne dannede Bid så i stedet Scarlet’s Well, hvilket samtidigt betød et retningsskift mod folkrocken, men stadig med de gode melodier in mente. Det var altså en alsidig herre, der styrede dirigentstokken, og det smittede tydeligt af på aftenens set. Der var en pæn portion løssluppenhed på scenen, hvilket i høj grad gjorde koncerten til en legende, men også noget ukoncentreret oplevelse. Således grinede sangerinde Alice Healey til tider mere, end hun sang, hvilket en enkelt gang fik Bid til at erklære: »That was our worst version ever.« Skønhedspletterne gjorde dog også deres til at give koncerten sin helt egen charme og varme, hvilket bestemt var et betragteligt plus, ligesom Bid og Healey også supplerede hinanden ganske fint. Det legesyge band så også ud til på deres egen afdæmpede måde at nyde koncerten, og en sådan glæde kan ikke undgå at smitte af på publikum, hvilket den da også gjorde. Samtidig gjorde Bids bredt favnende musikalske profil, at koncerten stak i en del forskellige retninger, men uden at koncerten mistede holdepunkter. Det sørgede den stille kemi mellem Bid og Healey for. Trods den afslappede stils positive aspekter medførte den også, at koncerten aldrig rigtig løftede sig op til det niveau, som meget af sangmaterialet ellers berettiger til, netop fordi der lidt for ofte blev taget for løst på tingene. (KW) Karakter:   Fredag 17.08.07 Matthew Sawyer and the Ghosts: Der skulle ikke gå mange sekunder efter, at Mathew Sawyer havde åbnet munden første gang, før han havde tryllebundet publikum med sin vokal. Ikke fordi den var billedskøn eller teknisk imponerende, men nærmere fordi den rummede en hjerteknusende skrøbelighed – vel at mærke uden at spille på den håbløshed, som er hørt utallige gange før. Sawyer er afdæmpet på en langt mere indadvendt aggressiv facon, der virkelig gør ham slagkraftig og intens. Det er svært at finde passende sammenligninger, men det, der kommer tættest på, er en krydsning af Mark Linkous fra Sparklehorse og Destroyers Dan Bejar. Koncertens første nummer bestod kun af frontmandens vokal og guitar og blev klart holdt oppe af førstnævnte element. Heldigvis for nuancerne begyndte backingbandet the Ghosts at spille med allerede i næste nummer, den glimrende “Don’t Want to Hang Around”, hvilket gav et langt fyldigere og mere velfungerende lydbillede. Den latente vrede, der ligger i Sawyers udtryk, fik således en mere direkte repræsentant i form af støjende guitarer, ligesom hele bandet udstrålede en dyster alvorlighed og lignede orkestret på et langsomt synkende skib. Debutalbummet Blue Birds Blood udkom tidligere i år, og Sawyer og spøgelserne demonstrerede, at sangene bestemt ikke kun fungerer på plade. Især strålede den betagende “Paris in Spring” og det fremragende afslutningsnummer “In a Haunted House”, der satte et fornemt punktum på en ret forbløffende magtdemonstration fra den tidligere Television Personalities-trommeslager. Selv om det formentlig var de færreste af tilhørerne, der kendte Mathew Sawyer and the Ghosts før koncerten, brændte bandet sig fast med en næsten perfekt præstation. Og det er virkelig dét, Pop Revo kan, når det fungerer allerbedst: tage en fuldkomment overset perle og forære den til det opmærksomme publikum. (KW) Karakter:   I Was a King Lige fra hoften og nærmest uden pauser mellem numrene serverede sangeren og sangskriveren Frode Strømstad og hans tre bandmedlemmer i omegnen af 15 sange på cirka 40 minutter. I Was a King spilder nemlig ikke tiden, når de smelter energisk, amerikansk-klingende støjrock sammen med tågede og blide shoegazer-vokaler, der har fået de engelske anmeldere til at trække paralleller til My Bloody Valentine. Frode Strømstad Fra Studenterhusets scene lod Strømstads enkle sangskrivning nu til at skære noget mere ind til benet. En håndfuld af numrene bestod af ét vers, ét omkvæd og en outro – og så videre til det næste. I Was a King spredte heldigvis de helt korte numre fint, så de gav koncertens flow den variation, som bandets lyd godt kunne tåle lidt mere af. I hvert fald flød numrene ret meget sammen. Men selv om det blev lidt ensformigt med de distortion-prægede popbagateller, skal I Was a King have ros for at få meget ud af deres to guitarer. Efter at torsdag aften havde budt på flere bands, der kunne få tre guitarer til at fylde meget lidt i lydbilledet, var det godt at blive rusket igennem af dundrende støjflader – samtidig med at Strømstad og den kvindelige guitarists vokalharmonier gav sangene et strejf af skrøbelig bittersødme. I Was a King var et forfriskende bekendtskab, men de fire nordmænd hjalp ikke just sig selv ved at være så indelukkede. Der var ingen kontakt til publikum, og Egersund-kvartettens sange var ikke helt stærke nok til at holde salens opmærksomhed fanget. (MA) Karakter: Kirsten Ketsjer Mens det altså kneb for I Was a King med forbindelsen til publikum, fik københavnske Kirsten Ketsjer al den opmærksomhed og respons, de overhovedet kunne drømme om. Det var fuldt fortjent, for de leverede et fantastisk show, hvor lige netop kontakten til de mange mennesker på det pludselig propfyldte gulv var i centrum. For jo mere tilhørerne overgav sig og jublede af trioen og den medbragte udstoppede fiskehejre, jo mere energi og nerve kom der i deres i forvejen alt andet end blodfattige sammensurium af primale støjangreb og herligt melodiske guitarpassager. Kirsten Ketsjer efterlod ingen tvivl om, at Sonic Youths senere udgivelser er et af de vigtige afsæt for bandet, men den legesyge trio tog hele tiden deres hybridmusik nye steder hen. Eksempelvis slog det dissonante guitarparløb i starten af “Ikaros” over i en passage, hvor guitarerne sendte hilsner til de faseforskudte melodier i komponisten Steve Reichs 70’er-værker Music for Mallet Instruments… og Music for 18 Musicians. Derfra bevægede nummeret sig over i et helt anderledes skramlet og utæmmet udtryk krydret med indianerhyl – hvorefter det endnu en gang fik faste riffs under fødderne. Trommeslageren Anja Jacobsen var en konstant drivkraft bag sine to guitarister, og med stor autoritet skubbede hun sangene i nye retninger, så man aldrig kunne føle sig sikker på, hvad man kunne forvente sig. Simultant opførte hendes ansigtsudtryk hvileløse mimespil, både når hun med sin ‘Kim Gordon fra Valby’-stemme snakkesang om rasende sandstorme, og når Andreas Führer og Anders Lauge Meldgaards guitarer var i centrum. Til sidst kunne hun dog ikke nøjes med at sidde bag trommerne og brugte i stedet fiskehejrens næb til noget, der kunne kaldes vadefuglenes svar på Jimi Hendrix’ soli med tænderne. Rent musikalsk var det bestemt ikke noget stort øjeblik, men det store smil på Jacobsens ansigt, efter at hun igen havde sluppet fuglen og set på publikum, sagde alt om, hvilken fantastisk energi der lå i den gensidige udveksling mellem band og publikum. (MA) Karakter: The Twilight Sad Den slags nærvær var der ikke skyggen af, da skotske The Twilight Sad lukkede fredagens program med et afsindigt højt show. Eller show er nok så meget sagt. Uden undtagelser stod forsanger James Alexander Graham med siden eller ryggen til publikum, mens hans øjne det meste af tiden var fikseret på loftet – eller måske var det på den store, tyngende faderskikkelse, som mere eller mindre eksplicit er til stede på det meste af skotternes glimrende debutalbum, Fourteen Autumns & Fifteen Winters. Twilight Sad – foto: Neale Smith Graham sang de dystre historier om knivstukne hjerter og forældre, der bare ser til, mens børnene brænder, med sin vanlige ærkeskotske diktion og en indædthed, der tydede på, at sårene stadig var åbne og asken varm. Resten af kvartetten bakkede ham op med tålmodigt voksende støjrocklandskaber, der både var i stand til tordne nådesløst og svæve ud i mere æteriske passager, hvor Andy MacFarlanes guitararbejde var yderst imponerende. Som helhed hældte koncerten dog lige rigeligt meget i retning af de buldrende klimakser, hvilket primært var et problem pga. den kraftige lydstyrke. I slutnummeret “I Am Taking the Train Home” gik det endda så vidt, at rytmebunden nærmest kvalte guitaren. Omvendt må man medgive, at åbneren “Cold Days in the Birdhouse”, der blev spillet endnu mere flosset og råt end på albummet, nåede nærmest magiske højder, da nummeret eksploderede med en voldsom kraft, der kunne mærkes i mellemgulvet. Lidt mere mådeholdenhed ved mixerpulten og blot en anelse vilje til at involvere sig i kontakten til publikum ville muligvis have kunnet løftet skotternes koncert helt op i de højere luftlag. Det kom den ikke helt, men en lille times imponerende intens psykoanalyse i støjrockgevandter var nu ikke noget at kimse af. (MA) Karakter:   Lørdag 18.08.07 The Elephants På tredjedagen af et arrangement som Pop Revo kan man godt have brug for at få en energiindsprøjtning, og lige netop den funktion udfyldte danske The Elephants fornemt gennem størstedelen af deres koncert. Siden deres lidt livløse demoer har gruppen foldet deres lyd kraftigt ud, så de på Studenterhusets scene kunne præsentere fyldig solskinspop med et smittende drive. At sangene havde så god fylde, skyldtes især, at live-udgaven af The Elephants var vokset til en sekstet. Det betød, at Bjarke Bendtsen og Martine Madsens guitarsamarbejde og vokalharmonier skiftevis blev krydret med både mundharpe, trompet og theremin. Mundharpen var med til at give strejf af country, mens thereminen ikke mindst i det lange, søgende afslutningsnummer “Good Time” fungerede som en urovækkende støjkilde, der krattede i harmoniernes pæne overflader. De mere afdæmpede, eftertænksomme sange klarede sig ikke alt for godt, ligesom Bjarke Bendtsens ligegyldige sludren mellem numrene var noget irriterende. Men når man bare kunne høre The Elephants lægge sig godt til rette lige midt mellem The Thrills og en soldvask udgave af The Wannadies i potentielle indiehits som “Obvious” og “5 Minutes”, var det svært at blive andet end godt tilpas. Og det var især opmuntrende at høre, at de seks københavnere ikke var bange for at give lidt ekstra gas, når de nåede til sidste omkvæd – for når man har skrevet en fængende håndfuld af slagsen, skal man endelig udnytte det. Dét gjorde The Elephants glimrende. (MA) Karakter: Jens Lekman På årets Roskilde Festival havde Jens Lekman ganske hård konkurrence i form af den længe ventede Arcade Fire-koncert, der blev afviklet samtidig med svenskerens. På Pop Revo var Lekman festivalens absolutte hovednavn, hvilket man også sagtens kunne registrere på antallet af tilhørere, og den position levede svenskeren op til i flot stil. Jens Lekman Koncerten startede fuldstændigt overrumplende med den fantastiske “Black Cab”, der stammer fra Maple Leaves-ep’en udgivet under navnet Rocky Dennis. Det er supercharmerende lofi-pop, der sender tydelige håndtegn til Magnetic Fields – sunget af Skandinaviens vel nok mest fortryllende crooner med appetit for både piger og knuste hjerter. Jens Lekman virkede i den grad i hopla til festivalens absolut sidste koncert, og interagerede en del med det begejstrede publikum. »Can you see the cracks in the floor glowing?« spurgte han, og inden det århusianske publikum nåede at svare, konkluderede han: »It’s hell down there.« Nu har Lekman selvfølgelig også et særdeles stærkt blik for revnerne, både dem i gulvet og i hjertet, men det eneste denne anmelder så under den koncert var en himmelsk entertainer. Der kom også smagsprøver fra det kommende album, Night Falls Over Kortedala, hvoraf “The Opposite Of Hallelujah” stod stærkest, og sangen fik Lekman til at danse med sin guitar. De nye sange virker endnu mere præget af blæserinstrumenter, og inspirationen fra Dexys Midnight Runners står tydeligere frem nu end nogen sinde. Et andet højdepunkt var en overraskende og utroligt vellykket version af børneklassikeren “Bim-bam-busse”, der fik publikum til at smile om kap med den veloplagte charmør. Som den eneste optrædende gav Lekman ekstranumre, og han fik først tilskuerne til at danse til “You Are the Light”, hvorefter han fik dem til at synge med på “Pocketful of Money”, der for hovedparten af publikum blev koncertens afslutningsnummer. Der var dog en heldig håndfuld, der tog Lekman alvorligt, da han erklærede, at han ville give et ekstranummer efter en mindre pause, og de fik en intim opførelse af den fabelagtige “Maple Leaves”. Og det er netop en af svenskerens helt store forcer, nemlig den ukrænkelige oprigtighed, der hviler over ham. Som han sang tidligere på aftenen, så er alle numre sirligt signeret »Yours truly, Jens Lekman,« og denne fremragende koncert var ingen undtagelse. (KW) Karakter:   Læs også Undertoners anmeldelser af: Kirsten Ketsjer: FFFFOO K TSSCCH The Elephants: s.t. Jens Lekman: When I Said I Wanted to Be Your Dog Jens Lekman: Night Falls Over Kortedala Note: Søren Jakobsen, der er en del af Pop Revos arrangørgruppe, er tilknyttet Undertoner som skribent..

Plader

Okkervil River: The Stage Names

Med The Stage Names cementerer amerikanske Okkervil River sin placering som et af de bedste og mest intense amerikanske bands i øjeblikket. Denne gang fortæller Will Sheff & co. fremragende storbyhistorier og viser samtidig nye, legende sider af sig selv.

Plader

Meg Baird: Dear Companion

Meg Baird er formentlig mest kendt for sit virke som sangerinde i den fremragende sekstet Espers. Med Dear Companion skifter hun de eksperimenterende folksange ud med et langt mere traditionelt og afdæmpet udtryk, og det slipper hun helt fantastisk godt fra.

Plader

Interpol: Our Love to Admire

Efter to fremragende plader er de coole new yorkere i Interpol tilbage med nye sange, gamle toner, blå melankoli og lånte fjer. Desværre synes gruppens interne ægteskab at knirke, og Our Love to Admire er lyden af et band, der ikke længere spiller som et kollektiv og prøver at køre på hjul af de forrige albums bedste sange.

Plader

made of buildings: The World Has Been Stolen by Cynics

Århusianske made of buildings debuterer med glimrende indierock, der slet ikke er så prætentiøs eller postrock-præget, som deres navn kunne indikere. The World Has Been Stolen by Cynics er en charmerende, ambitiøs plade med gode muligheder for at ramme de melankolikere, der er blevet trætte af overdyster postpunk.

Nyheder

Tunng affyrer nyt album

Tunng skyts på vej. Den engelske folktronica-gruppe Tunng er klar til med opfølgeren til den halvskuffende Comments of the Inner Chorus fra sidste år. Ifølge deres egen hjemmeside udkommer Good Arrows den 20. august, og der bliver i den grad krydset fingre herfra i håbet om, at topformen fra den fremragende Mother’s Daughter and Other Songs genfindes. Desværre foreligger der endnu ikke en trackliste til albummet, men mon ikke der er gode chancer for at kollektivet lufter lidt nye sange på årets Roskilde Festival? Indtil da kan man gense plus høre den helt igennem glimrende Jenny Again, mens det mentale iglotelt sættes op.