Skribent - Kasper Würtz

Plader

Wildbirds & Peacedrums: Heartcore

"Hvis der var indianere i Nordsverige, ville de lyde sådan her." Så kort og præcist beskrev en ven lyden af Wildbirds & Peacedrums. Men spørgsmålet er selvfølgelig, om det ubetinget er en god ting? Dertil er svaret lige så kort og præcist: Nej, ikke ubetinget.

Plader

Sally Shapiro: Disco Romance

Selv om Melodi Grand Prix-referencer og en positiv brug af ordet poleret ikke ligefrem plejer at være på Undertoners plus-liste, ændrer pseudonymet Sally Shapiro kraftigt på dette. Disco Romance er lyden af perfekt italo disco anno vor tid tilsat en sangerinde, der lyder, som om hun er ved at forsvinde.

Plader

Molia Falls: A Support Entry Title EP

Bortgives: Kedelig, kønsløs instrumental postrock fra svensk kvintet. A Support Entry Title EP indeholder 19 minutters problemfrit forspil til middagsluren. Her er ingen risiko for høreskader eller musikalske gener, og produktet er ideelt til børnefamilier og mennesker ramt af søvnløshed.

Nyheder

Tied & Tickled Trio er klar med nyt album

Tysk electronica-trio slår igen med et sci-fi-album. Efter tværformatsudgivelsen a.r.c., hvor der blev demonstreret en fornem kunnen af, hvad Undertoners anmelder kaldte en “særegen blanding af jazz og postrock” er tyske Tied & Tickled Trio endelig klar med et nyt fuldlængde album. Aelita er på gaden den 1. juni og består af 8 numre, der blandt andet henviser til beatforfatteren William S. Burroughs, den russiske avantgarde samt den for tiden allestedsnærværende Truman Capote. Det er igen det tyske electronica-flagskib Morr Music, som står bag udgivelsen, og beskriver i pressemeddelelsen albummet som “a journey, visiting former visions, futurism, science and science fiction.” Selvom rejsen først begynder i juni kan vi dog på Undertoner allerede nu afsløre tracklistens musikalske lokaliteter: 1. Aelita 12. You Said Tomorrow Yesterday3. Tamaghis4. Aelita 25. A Rocket Debris Cloud Drifts6. Chlebnikov7. Other Voices Other Rooms8. Aelita 3

Nyheder

Espers-sangerinde udgiver soloalbum

Hypnotisk folksangerinde udgiver solo-album. Den betagende, kvindelige vokal i det fantastiske folkband Espers tilhører Meg Baird og hende kan man komme til at høre meget mere til i 2007. Den 6. juni udgiver hun nemlig soloalbummet Dear Companion på Wichita. Albummet blev allerede indspillet i 2005 og skulle have været udsendt som en ren vinyludgivelse på pladeselskabet Tequila Sunrise, men af uransagelige årsager blev det aldrig til noget. Heldigvis viste Drag City sig at være mere handlekraftige, så derfor vil de 10 numre, produceret af Espers-makkeren Greg Weeks endelig blive tilgængelige i juni. Albummet blev til i de små pusterum mellem optagelserne til sidste års fantastiske II, og ifølge et interview med Billboard tog selve indspilningen af soloudgivelsen mindre end 24 timer og resulterede i en lyd, som Baird selv beskriver som spartansk og varm. Dear Companion består hovedsageligt af traditionelle folksange samt covers af Jimmy Webb og Chris Thompson, men også et par af Bairds egne sange har fundet plads på albummet. På Meg Bairds MySpace-side kan man allerede nu høre The Waltze of the Tennis Players, der viser en mere nedbarberet og langt mindre psykedelisk side af folksangerinden. Trackliste: 1. Dear Companion2. River Song3. The Cruelty of Barbary Allen4. Do What You Gotta Do5. Riverhouse in Tinicum6. The Waltze of the Tennis Players7. Maiden in the Moor Lay8. Sweet William and Fair Ellen9. All I Ever Wanted10. Willie O’ Winsbury

Nyheder

A Hawk and a Hacksaw klar med minialbum

Så er det om at finde den indre sigøjner frem igen. I hjulsporene fra den fremragende The Way The Wind Blows står A Hawk and a Hacksaw nemlig nu klar med et minialbum, der fungerer som startskud til deres kommende europatour og samtidigt bliver en forløber for gruppens fjerde album, som er sat til at udkomme senere i år. Hvor The Way The Wind Blows fik en fantastisk hjælpende hånd fra sigøjner-brassbandet Fanfare Ciocarlia, så får duoen denne gang assistance fra The Hun Hangár Ensemble, en gruppe ungarske folkemusikere. Albummet består af nye AHAAH-sange, livenumre og en række traditionelle østeuropæiske folkesange. Derudover følger også dvd’en An Introduction To A Hawk And A Hacksaw, en 20 minutter lang dokumentar, der følger de balkanfascinerede amerikaneres turneliv. Udgivelsen kommer i et begrænset oplag på 4000 eksemplarer, og udkommer d.7. maj. Det vil dog være muligt at hente en elektronisk version af minialbummet allerede fra d. 30. april. Her er tracklisten, så man ved hvilke numre man skal råbe på næste gang AHAAH gæster Danmark, hvilket sker til årets Roskilde Festival: 1. Kiraly Siratás 2. Zozobra 3. Serbian Cocek 4. Romanian Hora and Bulgar (live)5. Ihabibi 6. Vajdaszentivány 7. Oriental Hora 8. Dudanotak

Plader

Speaker Bite Me: Action Painting

Med Action Painting er et af Danmarks mest særegne bands tilbage. Speaker Bite Me tager afsked med støjrocken og serverer i stedet skæv collagepop, der låner citater fra hele musikhistorien, men som igennem kreative og overrumplende kompositioner ophæves til at være sit helt eget mesterstykke.

Plader

The Lesser Birds of Paradise: Space Between

På sit tredje album spiller den amerikanske folkpoptrio The Lesser Birds of Paradise sig helt op i de højeste himmellag uden at tage de store armbevægelser i brug. Med små, fine psykedeliske elementer skaber Chicago-gruppen en svævende og detaljemættet plade, der er smuk og slidstærk.

Plader

The Grand Opening: This Is Nowhere to Be Found

The Grand Opening debuterer med en fin dosis melankoli på et album, der ikke er mere, end hvad det giver sig ud for at være. John Roger Olssons sangskrivning er solid og bevæger sig sikkert inden for den sarte og melankolske indierock uden at være banebrydende. Og engang imellem er det, lige hvad man har brug for.

Plader

Julie Doiron: Woke Myself Up

Canadiske Julie Doiron åbner igen armene og inviterer ind i sit særegne og dybt personlige univers. Med hjælp fra de gamle bandmedlemmer i Eric's Trip udgør Woke Myself Up en fyldigere bund for Doirons bekendelser uden dog at distancere det tekstmæssige og vokale nærvær fra det musikalske.

Nyheder

Sophia spiller i Pumpehuset

Tidligere på året udsendte en af sadcore-genrens bannerførere Sophia (eller Robin Proper-Sheppard som der står på passet) Technology Won’t Save Us. Nu får danskerne muligheden for at høre om de sørgelige toner kan redde eller måske i det mindste forbedre en københavnsk vintersøndag. Den humørsyge amerikaner gæster Pumpehuset søndag d. 18/2 og billetterne kan købes allerede nu igennem Billetlugen. Sophias officielle hjemmeside annoncerer desuden, at Technology Won’t Save Us udkommer i Skandinavien i midt-januar, så alle dem, som endnu ikke har opdaget internetshopping vil også have muligheden for at synge kor på de nye numre.

Plader

Joanna Newsom: Ys

Måske lyder et timelangt album med kun fem numre, fremført af en harpenist tilsat Disney-strygere ikke som et oplagt mesterværk. Men det er det. Med Ys har Joanna Newsom tilført den revitaliserede folkgenre et vaskeægte hovedværk, der tør genoptage storladne melodier og løfte dem højt over hovedet.

Plader

A Hawk and a Hacksaw: The Way the Wind Blows

Jeremy Barnes og violinsten Heather Trost har allieret sig med sigøjner-brassbandet Fanfare Ciocarlia, og det har givet gevinst. At høre The Way the Wind Blows er fuldstændigt ligesom at køre i taxa i Østeuropa: en slags musikalsk fuckfinger til vigepligten.

Plader

Nina Nastasia: On Leaving

På trods en forskrækkende ufokuseret start viser Nina Nastasia atter, at hun er blandt de mest betydelige kvindelige sangskrivere i øjeblikket. On Leaving er nedbarberet, kortfattet og mestendels uhyre smuk.

Nyheder

Nyt på vej fra Sophia

Det er efterhånden to år siden, at Robin Proper-Sheppard sidst delte holdningen om, at People Are Like Seasons med omverdenen. Nu er Sophia-frontmanden endeligt klar med nyt, og den 27. oktober kan vi så høre, hvorfor det lige er, at Technology Won’t Save Us, som er titlen på sadcore-sangerens femte album. Proper-Sheppard huserede tidligere i det hårdtslående The God Machine, der nåede at udgive to albums, inden et dødsfald i bandet fik de resterende medlemmer til at opløse gruppen. Amerikaneren begyndte herefter at indspille under navnet Sophia, og det medførte et skift til en mere indadvendt, spartansk og skrøbelig stil, hvilket især er tydeligt på de to første udgivelser. På de senere plader, er lyden blevet fyldigere, hårdere og stemningen knap så suicidal. Om denne udvikling fortsætter, må vi vente til oktober med at få opklaret. Tracklisten kan vi dog godt afsløre inden: 1. Technology Won’t Save Us2. Pace3. Where Are You Now4. Big City Rot5. Twilight At The Hotel Moscow6. Birds7. Lost (She Believed In Angels…)8. Weightless9. P.1/P.2 (Cherry Trees And Debt Collectors)10. Theme For The May Queen No. 3 Læs også Undertoners anmeldelse af:Sophia: Die Nachten

Nyheder

Justin Rutledge er endelig klar med nyt album

Selvom der var rettet et skarpt fokus mod Canada i 2004, hvor Arcade Fire triumferede med den skamroste Funeral, så var det kun en procentdel af musikverdenen, der fik øjnene op den unge countrymusiker Justin Rutledge. Heldigvis var Undertoner blandt de årvågne, og det fantastiske debutalbum No Never Alone blev helt fortjent belønnet med de maksimale seks U’er, og blev kaldt “det største mesterværk siden Grievous Angel.“ De mange roser har naturligvis været med til at skabe et ganske betragteligt forventningspres, og spørgsmålet om Rutledge kan leve op til den forpligtende genistreg, bliver besvaret den 3. oktober. Her udkommer det svære opfølgningsalbum, som har fået titlen The Devil On a Bench in Stanley Park. For de utålmodige er det allerede nu muligt at få en forsmag på et af de nye numre. Den glimrende “This is War” kan streames på Justin Rutledges hjemmeside, og byder på en lidt mere støjende side af countrysangeren end den, som blev demonstreret på No Never Alone.

Interview

Mere dart, mindre heavy

Canada har de seneste par år været storleverandør af fremragende udgivelser, og hertil har Dan Bejar, også kendt som Destroyer, været flittig bidrager. Undertoner har fået lov til at maile et par spørgsmål til den oversete sanger fra et af musikverdenens mest aktuelle brændpunkter. (14.09.06)Canadiske Dan Bejar er en af det 21. århundredes mest kritikerroste sangskrivere, men mangler endnu at slå sit navn fast i det skandinaviske. Foruden sit hovedprojekt Destroyer har Bejar også været en habil formidler af powerpop til supergruppen The New Pornographers, der desuden tæller Neko Case og Carl Newman. Et af de emner, som nærmest er obligatorisk i interviews med Dan Bejar er, hvorfor han bruger navnet Destroyer til et musikalsk projekt, som på ingen måde er hårdtslående. “Jeg troede, det ville være let at slippe for den slags konnotationer, efter at jeg igennem 11 år omhyggeligt har undgået genren. Ordet kan også dateres længere tilbage end heavy metal-genren. Desuden syntes jeg, at det var mærkeligt, at ingen andre havde brugt navnet, og nu overvejer jeg, om der måske er en årsag til, at ingen havde taget det. I øvrigt var Destroyer også det navn, jeg brugte, når jeg spillede dart.” Hvis du kunne omdøbe Destroyer, så det korresponderede bedre med den musikalske stil, hvad ville du så kalde det, og hvorfor?“Destroyers – fordi vi er en gruppe.” Masser af ordspil – men ingen filosofiEt er de elementer, som ofte bliver fremhævet, er Destroyers tekstunivers, der er blevet betegnet som poetisk, litterært, men også obskurt. De sære ordspil er dog aldrig meningsløse, ligesom lyrikken også har betydning for Bejars udførsel.“Jeg ved altid, hvad jeg synger om. Det ville være mærkeligt og svært ikke at gøre det. Teksterne er vigtige for mig i sangenes kontekst, da min hovedopgave er at åbne munden og synge dem.” Du har også en næsten postmoderne tendens i din brug af direkte citater fra klassiske sange. På Destroyer’s Rubies bruger du velkendte linjer fra “Have I Told You Lately That I Love You” og “Losing My Religion”, som du så giver ny betydning i dine egne sanges kontekst. Hvad er filosofien bag referencerne?“Der er ikke nogen filosofi. De er bare små ordsprog, der forlader sangen, og folk genkender dem så som ting, som de kunne finde på at sige til hinanden. I øvrigt ville jeg aldrig hugge fra en sang, som jeg ikke syntes om. Men der er dog er altid plads til forbedringer, ikke?” Ligeledes har du også en del referencer til dine egne værker, og du nævner både Your Blues og This Night i åbningssangen på det nye album. Er dette bare diskrete cameos, eller er der en dybere mening med intertekstualiteten?“Jeg kan godt lide idéen om diskrete cameos. Det er cool. Generelt er det nok nærmere en række udtryk, som jeg ikke helt er blevet færdige med endnu. Eksempelvis følte jeg behovet for at sige “Tall ships made of snow invading the sun” mere end en gang på Destroyer’s Rubies. (Citatet optræder i både “A Dangerous Woman Up to a Point” og “Priest’s Knees”, red.) Der var mere end én sang, der havde behov for den sætning.” En friere måde at indspille påDestroyer’s Rubies åbner med den imponerende “Rubies”, der er en ni minutter lang fusion af den sløsede, nærmest slackede struktur fra This Night kombineret med den strammere og mere umiddelbart melodiøse Your Blues. Selv om det kan virke som lidt af en mundfuld sammenlignet med de øvrige numre, havde Bejar ingen betænkeligheder med at indlede således. “Det er ikke umuligt, at et Destroyer-album starter med en lang sang. Det gjorde Your Blues også. Desuden hedder sangen også “Rubies”, en slags titelsang, som generelt plejer at indlede eller afslutte, og jeg havde ikke lyst til at sætte den til at lukke.” Selv om Bejar formår at forene en række forskellige karakteristika i det ovennævnte nummer, er der stadig sket en klar udvikling fra forgængeren Your Blues til det nye album.“Generelt vil jeg ikke beskrive den musikalske udvikling, men jeg kan sige, at hvor Your Blues var en øvelse i omhyggelig komposition og ekstremer og undladelse, var Destroyer’s Rubies mere fri. Den nye plade er i højere grad et produkt af de fem mennesker, der optrådte på albummet, og af de to, som optog det, samt en friere (med ‘friere’ mener jeg ‘lettere’) måde at synge og spille på.” Hvis man sammenligner dit arbejde med New Pornographers og Destroyer, er førstnævnte melodifokuseret power-pop, mens sidstnævnte har en mere kompleks og til tider non-figurativ struktur, men med det fængende element holdt intakt. Bruger du New Pornographers til at praktisere det rendyrkede popgen, eller er det mere en slags børnehjem for Destroyer-sange, som ikke passer ind?“Jeg har ikke specielt meget at gøre med produktionen af New Pornographers-sangene, ud over mine vokalindspilninger, så jeg vil sige ‘ingen af delene’.Derudover synes jeg også, at New Pornographers undergraver popskabelonen på udspekulerede måder, som ikke altid er lette at opfange. Bandet er på ingen måde en hjernedød genre-øvelse eller noget lignende, selvom folk har en tendens til at anse dem som et band, der spiller ligefrem power-pop.Jeg har som oftest brugt New Pornographers som et afsætningsmarked for hurtigere, fremaddrevne sange, der måske ikke er så tekst-bårne som det gennemsnitlige Destroyer-nummeret. Som regel er det også de ældre sange, skrevet i 90erne, på nær “Chump Change”, “Jackie Dressed in Cobras” og “Broken Beads”. Til sidst: Skandinavien har endnu ikke haft fornøjelsen af en Destroyer-koncert, og et blik på din kalender viser også, at du ikke lever det vilde tour-liv. Hvorfor turnerer du ikke mere, og er der nogen som helst chance for at opleve dig i København?“Vi turnerer lidt i USA efter hver albumudgivelse. Jeg har været tøvende med at turnere alt for meget i Europa, eftersom en tour i et område, hvor man er totalt ukendt, har en tendens til at resultere i, at man taber et ordentligt læs penge.” Læs også Undertoners anmeldelser af:Destroyer: Your BluesDestroyer: Destroyer’s Rubies

Plader

Destroyer: Destroyer’s Rubies

Destroyer lyder mere som et band end nogen sinde før, og Destroyer's Rubies viser en åben, legende og dynamisk sangsstruktur langt fra det snævre melodifokus på forgængeren Your Blues. Selv om albummet har skønhedsfejl rundt omkring, er Dan Bejar på ny helt fremme i kapløbet om årets bedste udgivelse.

Plader

Lisa Germano: In the Maybe World

At høre In the Maybe World er ligesom at læse et brev, der i en smuk og sirlig håndskrift fortæller om en række dybt personlige indrømmelser, der åbent deles med hele verden, men som også skæmmes af momentvist sløseri og stavefejl.