Skribent - Kasper Würtz

Plader

Bergman Rock: s.t.

Selv om de ikke vil indrømme det, så er Bergman Rock ikke meget mere end bob hund på engelsk, hvilket er herligt musikalsk, men som uomtvisteligt også efterlader et tekstmæssigt tomrum.

Koncerter

Munck, Camilla, Oscar Danielsson, 15.02.04, Vibration Festival

Camilla Munck leverede en koncert, så englene sang, og fra den anden side af Sundet fik publikum en vittig melankoliker.Efter en hård weekend var folk valfartet til Rust for at få plejet tømmermændene i afdæmpet selskab med Camilla Munck og Oscar Danielsson. For at øge søndagsstemningen sad publikum på gulvet, og der var blevet trukket puder frem for komfortens skyld. Camilla MunckCamilla Munck var ledsaget af en guitarist og lagde ud med at spille den ustyrligt smukke Ghostdance, som var eneste sang, jeg kendte i forvejen. Munck vekslede mellem sin stemmes utrolige fylde og en hviskende vokal og mindede mest af alt om en kvindelig udgave af stilhedens ubestridte mester, Mark Hollis. Der blev sunget med lukkede øjne, og der var ingen tvivl om, at det var med knugende indlevelse, sangene blev leveret. Melodierne bestod hovedsageligt af et sagte fingerspil, men blev flere gange helt sfærisk som det skete i indledningsnummeret, hvor der i bedste Sigur Rös-stil blev spillet med bue. Det var i høj grad Muncks fabelagtige vokal, som dominerede billedet, og jeg blev nødt til at overgive mig fuldstændig og titulere hende som Danmarks i særklasse bedste sangerinde. Heldigvis var der også plads til, at der i ny og næ blev flået lidt i strengene, hvilket bare gjorde lydbilledet varieret og bredere. Musikerne komplementerede hinanden glimrende. Deres sang var harmonisk, og man blev gang på gang fyldt med salighed, så tankerne vandrede mod Low, hvis Mimi Parker Wynona-sangerinden var fuldt på højde med. Publikum var meget veloplagte på det udsolgte Rust. De respekterede det tyste udtryk i langt det meste af koncerten. Dog bad den kække guitarist på et tidspunkt folk om at undlade samtaler, da han kunne høre hvert ord, der blev sagt. Det var en koncert fyldt med højdepunkter, og heriblandt var en svensk sang, som jeg formoder var et cover-nummer. Her var det røde scenelys fejlplaceret, da de blå toner nærmest piblede ned af væggen. Selvom der lige umiddelbart var et stykke fra Wynona til Camilla Muncks mere minimalistiske soloprojekt, var der stadig undertoner af nordicana, hvilket blev tydeligst, da guitaristen, der i øvrigt havde et tag-selv-bord af guitarer med, gav sig i kast med pedal steel. Der var tilsyneladende planer om, at når og hvis materialet skulle indspilles på plade, ville det højst sandsynligt være i ledsagelse af orkester, hvilket man så bare må krydse fingre for ikke hæmmer den smukke sårbarhed, som denne konstellation frembragte. Oscar Danielsson Efter Camilla Munck var gået af, blev tæppet trukket for, og da det gik op igen, var scenen blevet udstyret med orgel og singer/songwriter-stol. Jeg havde ingen erfaring med Oscar Danielsson, så da en mørkhåret mand med Polizei-t-shirt trådte frem og mimede et lille underholdningsshow med det formål at afholde folk fra at larme under koncerten, gik jeg ud fra, at det måtte være den svenske troubadour, som havde fået kultstatus herhjemme. Publikums reaktion afslørede dog, da den rigtige Danielsson entrerede. Han havde i dagens anledning taget en lur hjemmefra, så han kunne holde sig længere oppe. Det tydede i starten på, det hele ville gå op i røg og blå briller og nærmere ville blive et stand-up show frem for en regulær koncert. Forstærkerstikket var ikke sat i, og Danielsson var lige ved at lave en Victor Borge, da han skulle bestige sin stol. Publikum virkede som om, de var med helt med på løjerne, og latterkaskader blev kastet mod den besynderlige svensker. Den førnævnte mimer viste sig siden hen at være det underholdende side-kick på orgel. Den musikalske stil var småjazzet, og det skortede heller ikke på improvisationer fra de to legesyge musikere, som begge viste sig virkelig at kunne deres kram. Balancegangen mellem alvor og humor er uhyre svær, hvis kunstneren har ambitioner om at være mere end et underholdende mellemspil, og netop humoren, som egentlig var en af Danielssons klare forcer, næsten blev en forhindring for musikken. Følelsen blev ambivalent, for de små, stille og ganske udmærkede melodier blev skæmmet af højlydte grin. Teksterne var finurlige hverdagshistorier, der, deres humoristiske indgangsvinkel til trods, var blevet mere vedkommende, hvis forummet havde ventet med at vise deres begejstring til efter afslutningen på hver sang. Det morsomme i en sætning som “Jag skriver en låt, men jag känner igen den, jag har hört den, ja, den låten fanns förut” kan ikke fornægtes, men med latteren afskrives Danielsson nemt som en musikalsk onkel til Roben & Knud, hvilket er at gøre de eftertænksomme sange til skamme. Nu skal undertegnede heller ikke spille hellig, for Oscar Danielsson var overordentlig morsom, både i sine tekster og i sine underholdende anekdoter, og der listede sig også et par brede smil over munden. Han fortalte bl.a. om sin nye single Kudden, som skulle udgives i et nyt format, ’single +,’ som bestod af 8 versioner af samme sang, så den var nok mest for dem, som virkelig godt kunne lide sangen. Han indrømmede også at have skrevet nummeret i kommercielt øjemed, da han havde luret tricket med at gentage omkvædet en masse gange, så folk fik det lært. Alt i alt var det dog en glimrende oplevelse, og efter halvanden times hverdagsparanoia er der kun at sige, at både de musikalske og lyriske evner klart er anbefalelsesværdige. Læs også Undertoners anmeldelse af:Camilla Munck/Moogie Johnson: Unlike You

Koncerter

The Blue Van, The Hells, 12.02.04, Vibration Festival

Da både The Blue Van og The Hells var ubeskrevne blade for denne anmelder, var det med åbent sind, men med en klar forventning om rock’n’roll, at Vibration Festivalens tredje dag blev sat i gang på Rust. rDa både The Blue Van og The Hells var ubeskrevne blade for denne anmelder, var det med åbent sind, men med en klar forventning om rock’n’roll, at Vibration Festivalens tredje dag blev sat i gang på Rust. The Blue VanThe Blue Van er allerede af Gaffa blevet udråbt til at være et af de danske bands, som bliver store i 2004. Og det var da også på overordentlig uimponeret manér, at scenen blev indtaget. Bassist Anders Villadsen var ekvilibristisk i både sit basspil og i sit kropssprog, mens der var regulær nævekamp mellem Søren Christensen og det medbragte og yderst mørbankede Hammond orgel. Min forventning om rock’n’roll blev banket på plads, godt hjulpet på vej af den hårdtslående Per Jørgensens trommer. Hvis man allerede nu skal kategorisere de 4 nordjyder, som en af ’The’- grupperne med hang til retro-rock, har de i Steffen Westmark så absolut en af de bedste vokaler i genren. Hans sang varierede fra noget, der næsten var oppe at røre det Jeff Buckley’ske til en hæs og langt mere udpræget rock-vokal, men det hele blev fremført på en imponerende og overbevisende måde. Energiniveauet kunne der heller ikke pilles ved, og det kulminerede, da bassisten under et af de mere bluesede numre simpelthen hoppede op på orglet, gav en lille dans og sprang ned igen for at kaste sig ud i en mindre duel med Westmarks guitar, som derefter brød ud i en af flere glimrende soloer. Tankerne blev musikalsk ledt hen på beskidt Beatles, Kinks og Cream, men lød også flere gange som The Doors havde gjort, hvis der var skruet ned for Hammond-orglet og op og for guitarvolumen. Settet bestod var ikke bare 3-minutters hofteskud, men af sange som turde vokse sig til store støjmalerier. Bandet virkede utroligt velspillende, og lyden blev simpelthen presset ud af samtlige instrumenter. Det eneste kritikpunkt til koncerten må siges at være en mangelfuld variation i sangene, som kun bestod af uptempo-sange. Her kunne det være spændende at høre, hvad bandet kunne byde på i de mere afdæmpede afdelinger. Selvom der blev sunget “I’m a rebel with a cause,” er der med The Blue Van ikke dømt rockrevolution, men det havde nok været lige lovligt meget at forlange. Og det er også svært at være utilfreds efter de ca. 40 minutters koncert, hvor den danske musikscene fik et eftertrykkeligt spark bagi. For The Blue Van kan nemt blive Danmarks næste eksportvare, og det bliver spændende at følge, om det hele fungerer lige så godt på pladeform. The Hells De to frontfigurer i britiske The Hells var i aftenens anledning yderst mørktklædte. Konstellationen lignede som udgangspunkt The Kills, men det første nummer afslørede et langt mere støjende lydbillede, så den første frygt for, at bandet skulle være et kedeligt spejlbillede, forsvandt igen”¦ men kun for en stund. Næste nummer lød nemlig som førnævnte band, bare i larmende udgave. Sangerinden Ippys vokal var alarmerende begrænset, som lige umiddelbart måske godt kunne fungere til The Hells musikalske udtryk, men som koncerten skred frem endte den som en hæmsko frem for et særpræg. Den mandlige halvdel, Philly, sang kun et par enkelte gange, men hans nasale røst virkede heller ikke til at kunne have reddet så meget. Desværre var musikken heller ikke rigtig god nok til, at det kunne tage fokus væk fra det sangmæssige handicap. Der var en mærkbar mangel på kemi mellem de to frontfigurer, og det gjorde, at det virkede forceret, når de spillede op til hinanden. Det eneste tidspunkt, hvor der var et glimt af intensitet og spillelyst, var, når der blev skuet ud over det pæne fremmøde på Rust. Koncerten igennem var Philly gemt bag sit lange, sorte pandehår, og det symboliserede egentlig udmærket den gennemgående mangel på nærvær, som The Hells udstrålede, hvilket er synd når man nu allerede er på fornavn med medlemmerne. Der var da flere udmærkede numre. Især var det værd at fremhæve en sang, der ifølge bandet handlede om mad, men som bestod af “I, I, I like it” gentaget om og om. Det var her, når The Hells lod sig rive med af deres egen musik, at det begyndte at blive en lille smule interessant, men det skete kun et fåtal af gange. Det føltes som om, de var fanget i en kreativ rundkørsel, som de, i hvert fald live, ikke havde den charme eller indlevelse til at slippe ud af, som opvarmningsbandet så glimrende havde fremvist. Hvis The Blue Van var “œrebels with a cause,” fremstod The Hells som “œrebels without passion.” Slutningen var symbolsk for hele koncerten. Ippy sprang bare ned fra scenen og løb hen til merchandise-standen, mens Philly gik uden at kigge sig tilbage. Da hverken materialet eller live-leveringen var bemærkelsesværdig, forlod man Rust med en flad fornemmelse, hvilket var synd, især efter den fremragende opvarming.

Plader

Viva Voce: Lovers, Lead the Way!

Viva Voce er smukke, skrøbelige, storslåede og sindrige. Man har det, som om de kun vil én godt, og oplevelsen bliver nærmest religiøs. For det føles, som om de kommer med sandheden.

Plader

The King of France: Salad Days

I en tid, hvor New York fremmaner gennemstilede og coole bands på samlebånd, fremstår The King of France som et friskt tiltag. Her er de tabloid-hysteriske, stilige modeldrenge udskiftet med et musikalsk legebarn. Desværre gemmer barnet sig mere, end godt er, og den helt store oplevelse udebliver.

Plader

Tom McRae: Just Like Blood

Tom McRae er ikke blevet mere lykkelig på sit andet album. Til gengæld har musikken fået mere dybde, og teksterne er blevet finpudset. Fremmedgørelsen bliver leveret med æstetisk indlevelse og viser, at McRae har format til at blive noget stort.