Skribent - Lars Simonsen

Plader

The Setting Son: Spring of Hate

Master Lorenzo Woodrose fra Baby Woodrose har igen ageret producer for sin young apprentice Sebastian T. W. Kristiansen, frontmand og sangskriver i The Setting Son. Som på debutalbummet flyder det med mesterlige psychpop-numre, men der er også blevet plads til dystre, melankolske skæringer.

Plader

The Foreign Resort: Offshore

Københavnske The Foreign Resort spiller indierock med elementer af støj og melodisk post-newwave med massive og ikke altid lige vellykkede keyboardflader. Offshore indeholder en del gode elementer, men bliver desværre også lidt ensformig i længden.

Plader

Little Joy: s.t.

Mens verdensnavnet The Strokes holder en længerevarende siesta, debuterer trommeslager Fabrizio Moretti med sideprojektet Little Joy. Ud af det er der kommet et ualmindeligt charmerende og tilbagelænet folk-inspireret album, som kun enkelte gange leder tankerne hen på The Strokes.

Plader

The Blue Van: Man Up

De nordjyske retrorockere i The Blue Van udvider denne gang deres lydunivers med lidt glam og sågar rap og sax et enkelt sted. Det er dog først og fremmest den melodiøse guitardrevne rock, der er i centrum, og meget – men ikke alt – lykkes på denne tredje fuldlængdeplade.

Plader

Ten Kens: s.t.

Canadiske Ten Kens forsøger på deres selvbetitlede debutskive at gabe over elementer fra støjrock, surf, postrock, rockabilly, psykedelisk stonerrock og country. Det ambitiøse forsøg resulterer dog desværre i, at den musikalske kæbe går af led.

Plader

Parts & Labor: Receivers

New Yorks Parts & Labor har forladt noiserocken til fordel for artrock og psychpop. Lyduniverset er stadig rigt på eksperimenter, og samtlige numre er flot udførte og elegante i deres opbygning. Uden tvivl bandets mest tilgængelige, men også mest varierede album til dato.

Plader

The Uglysuit: s.t.

Sekstetten The Uglysuit fra Oklahoma City er på en gang blide, drømmende, indadvendte og episke i deres udtryk. Det er med andre ord indiepop/-rock, der spænder vidt, og sine steder er det charmerende og medrivende. Andre gange er det langtrukkent og for renskuret.

Plader

One Day as a Lion: s.t. EP

Zack is back. Den iltre vokalist fra Rage Against the Machine har stadig noget på hjerte og virker heldigvis både skarp og pågående. Stilen ligger ikke milevidt fra Rage-tiden, men der bydes alligevel på nye elementer og flere nuancer på denne vellykkede ep.

Plader

The Blakes: s.t.

The Blakes er et vaskeægte 'The ...s'-band. Trioen bevæger sig med andre ord inden for indie-/garagerock-området og gør det med pæn succes. Selv om deres første fuldlængdealbum er for langt og rodet, byder det alligevel på en del glimrende numre.

Plader

UNKLE: End Titles … Stories for Film

UNKLE rører på sig igen - på ny med et væld af gæsteoptrædender: bl.a. Josh Homme fra Queen of the Stone Age, Chris Goss (Masters of Reality) og Black Mountain. Alligevel skuffer albummet fælt. Pladen lyder mest af alt som et lydspor til en umanerligt overfladisk, ligegyldig film.

Plader

Metric Noise: Future From Sand

Danske Metric Noise har på deres andet album i nogen grad forladt det tunge støjpunkede udtryk til fordel for flere variationer i lydbilledet. De 10 numre veksler mellem at byde på dels fine detaljer, dels forladelig og temmelig anonym guitarrock.

Plader

Virak: Threads

Danske Virak er taget på opdagelserejse i slowcore, dreampop og postrock. Med sig på turen er bl.a. medlemmer af Under Byen og Slaraffenland. Men på trods af det sympatiske projekt og de talentfulde folk bliver rejsen som helhed lidt for ufarlig og pæn.

Plader

E Bird: Real Tigers Made of Paper EP

Med denne håndfuld melankolske indiefolk-numre har den danske kvartet udsendt et varsel om, at der er en interessant fuldlængde på vej. Med Tue Eberts specielle sangstil og dunkle tekster rammer E Bird bittersødmens inderste væsen.

Plader

Death to Frank Ziyanak: Den sidste hvide perker

Danske Death to Frank Ziyanak har leget med electrobeats og synths på opfølgeren til debutalbummet fra 2005. Det er der kommet noget temmelig overrumplende electro-garagerock/pop ud af. Der er masser af gåpåmod, men stort set ingen dybde, og derfor bliver det en anstrengende lytteoplevelse i længden.

Plader

22-Pistepirkko: (Well You Know) Stuff Is Like We Yeah!

Den efterhånden aldrende og sære finske trio lider ikke af metaltræthed og virker ikke mere senile, end de altid har gjort. På (Well You Know) Stuff Is Like We Yeah! veksler de fint mellem eftertænksomme ballader og veloplagte pop/rock-numre med en fed bluesy kant. Et par numre kunne snildt undværes, men albummet er solidt.

Plader

Evangelicals: The Evening Descends

Evangelicals kreerer en pose blandede psychpop-bolsjer, eller måske snarere forvandlingskugler, og langt de fleste smager fortrinligt. De mange omskiftelige stemninger og lyde skærper lytterens opmærksomhed på en måde, så de lyttende sæt ører konstant holdes til ilden.

Plader

Land of Talk: Applause, Cheer, Boo, Hiss

Forsanger og guitarist Elizabeth Powell er for Land of Talk, hvad Karen O er for Yeah Yeah Yeahs. Hendes vokal løfter slet og ret indierocken op på et højere plan. Med karisma og herlig variation kaster hun sin glans over et album, der byder på herlige støjende passager og frem for alt spilleglæde.

Plader

Levy: Glorious

Amerikanske Levy, der føres an af James Levy, har med sit andet album begået en både pompøs og lidt trættende powerpop-plade. Med strygere, fængende guitarhooks og et højtragende tekstunivers er det indledningsvis nemt at overgive sig til udtrykket. I længden bliver det dog småkedeligt.

Plader

Menomena: Friend and Foe

Trioen fra Portland skaber på deres tredje album et collageværk med et hav af særegne detaljer. Virkemidlerne er blandt andet saxofon, klokkespil samt et hjemmelavet computerprogram med navnet 'Deeler', og den eksperimenterende indierock/pop er overvejende interessant og underfundig.

Plader

Jørgen Teller & the Empty Stairs: Wunderswim

Intenst, anderledes og udfordrende er ord, der falder meget naturligt, når man lytter til Jørgen Teller & the Empty Stairs' tredje album. En rent instrumental artrock-plade, der ikke bør høres, mens du vasker op. I stedet bør du slænge dig på sofaen og dyrke mental synkronsvømning med Wunderswim.

Plader

Figurines: When the Deer Wore Blue

Succeshistorien Figurines viser på deres tredje album endnu en gang nye sider af sig selv. Fornyelserne er dog denne gang flere og mere markante i forhold til tidligere, og bandet slipper samlet set godt fra de nye tiltag. Alligevel savner man tidligere tiders mere skæve og pågående udtryk.

Plader

Minus Story: My Ion Truss

Siden Minus Storys seneste album er bandet blevet udvidet til en sekstet, og John Congleton fra The Paper Chase har indtaget producerstolen. Det er der kommet en ganske solid plade ud af, men den er dog knap så dragende og vidunderligt sær som sin forgænger.

Plader

Help, She Can’t Swim: The Death of Nightlife

Englændernes andet album er rigt på rastløshed og frustrationer, der desværre fremstår umanerligt syntetiske og på ingen måde overbevisende. Stilarten, som for en stor del af albummets vedkommende vel bedst kan betegnes som dancepunk, udmønter sig i flere horrible skæringer og kun et enkelt vellykket.

Plader

The Besnard Lakes: The Besnard Lakes Are the Dark Horse

Canadiske The Besnard Lakes har haft stor held med at berige et shoegazerinspireret udtryk med blandt andet strygere og blæsere. Pladens otte numre imponerer med deres mange virkemidler og berusende udtryk. Sekstetten bør med denne udgivelse rykke op i superligaen for canadiske himmelstormere.

Plader

Viva Vertigo: Vulcan Gas Company

Simon Beck har igen iklædt sig solbriller og læderjakke, så han sammen med en bunke ligesindede kan cruise rundt i en musikalsk benzinsluger på den soniske udgave af Route 66. Slutproduktet er et retrospektivt og overvejende vellykket skue ud over musik og stemninger fra 1950'erne og 1960'erne.

Plader

The Blue Van: Dear Independence

Andet album fra de fire nordjydere er både mindre overrumplende og mindre charmerende end The Art of Rolling fra 2005. Men lydproduktionen er til gengæld i top, og når bandet indimellem giver den gas med syret stemning og tørre tæsk i trommerne, er det skønt at få en tur i den blå vogn.

Plader

Magnolia Electric Co.: Fading Trails

Når det nærmest uundgåelige danske tungsind overmaner dig i takt med efterårets komme, har du med denne plade fundet et perfekt lydspor. Stemningen er reflekterende og tungsindig, og bandet med Jason Molina i front forvalter den blå stemning værdigt med tyst alt. country og stemningmættet bluesrock.

Plader

The Mutts: I Us We You

The Mutts fra Brighton, England, boltrer sig inden for flere af rockens undergenrer og spiller deres overvejende støjende rock ganske solidt. Alligevel er bandets knap en halv time lange, riff-baserede rock'n'roll-rundtur ikke overrumplende eller specielt interessant.

Plader

Manta Ray: Torres de electricidad

"Hmm. Der er minsandten brev fra udlandet," mumlede redaktøren, da han så sin post igennem. "Næ dog, det er en rejseberetning fra det vestlige Spanien. Og den handler tilmed om musik. Den må jeg læse," proklamerede han og lænede sig tilbage i læderstolen.

Plader

Thom Yorke: The Eraser

Radioheads kreative mastermind, Thom Yorke, har på imponerende vis fået tid til at skabe The Eraser, imens Radiohead lever i bedste velgående. Resultatet er en rigtig vellykket og underspillet plade, der mestendeles vinder på sin intime atmosfære og afdæmpet elektroniske udfoldelser.

Plader

Lost Alma: You Can’t Stop the Silence

Den danske singer/songwriter Henrik Stahlhut har, med hjælp fra ligesindede, skabt en rimelig vellykket debutplade under navnet Lost Alma. Albummet vinder først og fremmest på de flotte arrangementer, men den altovervejende melankolske og intime stemning bliver lidt for omklamrende i længden.

Plader

Oceanographer: On Leaping From Airplanes

Amerikanske Oceanographer har skabt et soundtrack til dage med vedvarende stille regnvejr og melankolsk dagdrømmeri. Pladen byder på mange stemningsmættede og atmosfæriske øjeblikke, men alligevel sniger monotonien sig på undervejs. Og selv om udtrykket varieres undervejs, savner man lidt mere dynamik.

Plader

Pearl Jam: s.t

Efter flere mere eller mindre svage udgivelser melder de modne herrer fra Pearl Jam sig på banen med deres bedste album siden midt-90'erne. Med både aggressivitet, social indignation og følsomhed imponerer Eddie Vedder & co. endelig for alvor igen.

Plader

The Elephants: Special Thing EP

Københavnske The Elephants fortsætter sit lange tilløb mod det første fuldlængdealbum. Special Thing er således bandets tredje ep-udgivelse inden for de sidste par år. Og de fem numre emmer af let og lys pop-rock og alt.country og passer som sådan godt til den lyse årstid.

Plader

The Zico Chain: s.t. EP

Engelske The Zico Chain bruger al deres energi på at lyde som vrede unge mænd på samtlige numrene på dette minialbum. Men vreden og punk-aggressiviteten ender desværre med at fremstå en anelse påtaget og ensformig, og så godt som alle numrene ryger direkte i glemmebogen.

Plader

Parts & Labor: Stay Afraid

Tag 10 popsange. Flå dem fra hinanden, men dræb dem ikke helt. Tæsk dernæst løs på, hvad der er tilbage af dem, og pak det hele ind i hærgende støj. Ud fra nogenlunde denne opskrift har New York-trioen Parts & Labor begået et særdeles medrivende, konsekvent og eksperimenterende noiserock-album.

Plader

Fast Gallows: High on the Mainline

Danske Fast Gallows betegner selv deres musik som "furious rock'n'roll", hvilket er lig med overvejende vellykket, enkel og nærmest uhørt fængende guitarfræssende rock. Men selv om man langt hen ad vejen bliver revet med, opstår der alligevel en mindre fornemmelse af mæthed undervejs.

Plader

Bound Stems: The Logic of Building the Body Plan EP

Amerikanske Bound Stems maler med brede penselstrøg på denne forløber for deres egentlige debutplade, som udsendes til sommer. Lydbilledet fyldes ud med popsange tilsat periodevis støjende guitar, rumlende bas og dominerende keyboards. Resultatet er, med enkelte undtagelser, ikke særlig vellykket.

Plader

Battles: EP C/B EP

Medlemmer af Helmet og Tomahawk har søsat Battles, der primært er lastet med eksperimenterende postrock og electronica-elementer. Undervejs bydes der på særdeles interessante numre, men på grund af indslag med mere monotone passager kommer skuden dog ikke helt sikkert i havn.

Plader

Ariel Pink’s Haunted Graffiti 5: House Arrest

Denne genudgivelse fra undergrundsfænomenet Ariel Pink blev vanen tro indspillet i hans soveværelse ved hjælp af en otte-spors-båndoptager. Resultatet er både mærkværdigt og tilmed ofte særdeles fængende. Alligevel kunne det være sjovt snart at opleve et rigtigt studiealbum fra amerikaneren.

Plader

Causa Sui: s.t.

Den danske kvartet Causa Sui leverer en herlig fortolkning af psykedelisk syrerock og stonerrock. Pladen domineres af lange numre med god plads til udflugter udi ruskende guitarstøj samt langstrakte stemningsmættede passager. Det er overbevisende udført, og helhedsindtrykket er fremragende.

Plader

Warren Suicide: s.t.

Warren Suicide rører rundt i en stor sonisk cocktail, som hovedsageligt består af electropop/-punk, og det hele munder ofte ud i rodede og retningsløse sange. Og når trioen forsøger at være dragende og hypnotiske, ender de i stedet med at lyde sært uinspirerede og monotone.

Plader

31Knots: Talk Like Blood

31Knots tager delvis tråden op fra sidste års glimrende ep, hvilket vil sige, at denne fuldlængde byder på en del vellykket eksperimenterende indie- og progrock med overrumplende detaljer undervejs. Desværre udmønter det varierende udtryk sig denne gang også i flere mislykkede indslag.

Plader

Larsen and Furious Jane: Tourist With a Typewriter

Det syv mand store orkester har krydret deres lydunivers af veldrejede og afdæmpede americana-inspirerede numre med mere kant og tempo end på deres ellers solide debut. Det er således de mange små skæve eksperimenter og fængende pop/rocknumre, der smukt fuldender bandets udtryk.

Plader

Minus Story: No Rest for Ghosts

Kvintetten Minus Storys fjerde fuldlængdealbum er en anelse rodet, men alligevel struktureret som en collage, smuk som et maleri af William Turner og vidunderligt sær som et surrealistisk kunstværk. I sin helhed er det yderst charmerende og stemningsmættet.

Plader

Jørgen Teller & the Empty Stairs: House of Rainbows

Efter 25 år i musikbranchen emmer Jørgen Teller stadig af opfindsomhed og gåpåmod. Således indeholder dette andet udspil sammen med The Empty Stairs en vellykket blanding af fængende rocksange og eksperimenterende støj-udflugter i et evigt forandrende lydlandskab.

Plader

The Peppermints: Jesüs Chryst

Amerikanske The Peppermints overdriver i deres forsøg på at provokere og forarge. Med trashrock og kvindeskrig formår kvartetten at fyre 16 dårlige og to gode numre af sted på en lille halv time.

Plader

Wilderness: s.t.

Amerikanske Wilderness er garanter for en god omgang brusende, fængende pop og rock på denne debutplade. Alligevel er det ambivalente følelser, man sidder tilbage med, og det skyldes først og fremmest forsangerens særegne råbende vokal - dén klæder nemlig ikke sangene specielt godt.

Plader

Ronni Ström: Drifting

Nordjyske Ronni Ströms mix af følsom country-feel og melodisk ørkenrock er hverken skarp eller interessant nok til, at man føler sig godt underholdt fra ende til anden. Efter en både frisk og vellykket start er det nemlig, som om albummet mister pusten og ender i en omgang uinspireret ørkenvandring.

Plader

Washington: A New Order Rising

Denne unge norske trio spiller, som om de har 25 år bag sig som band, og trækker på inspirationer fra både The Doors og countrygenren. Det resulterer i en del gribende og melankolske lofi-perler samt deciderede popnumre, der sagtens kan vinde fodfæste hos et større publikum.

Plader

Iggu: s.t.

Århusianske Iggu breder sig på denne demo fra en herlig shoegazer-inspireret lyd til det meget nedtonede og sørgmodige med sanger Eva-Louise Rønnevangs stemme vokal helt i front. I det hele taget lover demoens tre numre rigtig godt for kvintettens fremtidige udspil.

Plader

Jimmy Chamberlin Complex: Life Begins Again

Trommeslageren Jimmy Chamberlin forsøger med dette album at få gang i sin karriere igen efter opløsningen af først The Smashing Pumpkins og dernæst Zwan. Fokus er i overdreven grad på trommerne, men med hjælp fra bl.a. eks-pumpkin/Zwan Billy Corgan byder pladen dog på et par interessante numre.

Plader

The Blue Van: The Art of Rolling

Efter at have givet et hav af koncerter i ind- og udland samt at have været genstand for en masse hype er nordjyske The Blue Van endelig på gaden med deres internationale debutplade. Som forventet er skiven spækket med vellykket energisk, legesyg og fængende 60’er-inspireret retrorock.

Plader

We vs. Death/Green Concorde: 9-Song Split

To bands. To genrer. Én ep. Ni numre. Hollandske We vs. Death og danske Green Concorde er på forunderlig vis endt på samme skive. Den hollandske postrock er et interessant bekendstskab med trompetspil og overrumplende stilskift, mens det danske bidrag byder på både ulmende og pågående indierock.

Plader

Denison Witmer: The River Bends… and Flows into the Sea

Singer/songwriter Denison Witmer har allieret sig med bandet The River Bends, og sammen har de skabt en samling hovedsageligt afdæmpede sange med et ærligt, men ind imellem også lidt for simpelt tekstunivers. Alligevel er det en betagende plade, og bandet fuldender udtrykket undervejs med en smule tempo.

Plader

Ariel Pink’s Haunted Graffiti 2: The Doldrums

Ariel Pinks mærkværdige lofi-popsange er optaget på en ottespors båndoptager og kun med brug af guitar, keyboard og vokal. Først tænker man "hvad fanden er det her?", men efterhånden opdager man mange små perler, der minder om blomster, som mod alle odds gror op gennem asfalten.

Plader

31Knots: The Curse of the Longest Day EP

31Knots har en særdeles kompleks tilgang til musikken og med stor variation af udtryk og tempo undervejs. Der leges ivrigt med både tunge guitarriffs, samples og piano, samtidig med at teksterne har masser af substans. Og selv om ikke samtlige eksperimenter lykkes, er helhedsindtrykket rigtig godt.

Plader

The Autumns: s.t.

The Autumns byder på en rundtur i et velkendt dreampop/shoegazer-univers. De stemningsmættede, rolige passager fylder en del, men ind imellem falder forsøgene på at skabe en svævende og smuk sfære, til jorden. Alligevel bliver man revet med af sangenes evne til at skifte personlighed undervejs.