Den danske kvartet Causa Sui leverer en herlig fortolkning af psykedelisk syrerock og stonerrock. Pladen domineres af lange numre med god plads til udflugter udi ruskende guitarstøj samt langstrakte stemningsmættede passager. Det er overbevisende udført, og helhedsindtrykket er fremragende.
Warren Suicide rører rundt i en stor sonisk cocktail, som hovedsageligt består af electropop/-punk, og det hele munder ofte ud i rodede og retningsløse sange. Og når trioen forsøger at være dragende og hypnotiske, ender de i stedet med at lyde sært uinspirerede og monotone.
31Knots tager delvis tråden op fra sidste års glimrende ep, hvilket vil sige, at denne fuldlængde byder på en del vellykket eksperimenterende indie- og progrock med overrumplende detaljer undervejs. Desværre udmønter det varierende udtryk sig denne gang også i flere mislykkede indslag.
Det syv mand store orkester har krydret deres lydunivers af veldrejede og afdæmpede americana-inspirerede numre med mere kant og tempo end på deres ellers solide debut. Det er således de mange små skæve eksperimenter og fængende pop/rocknumre, der smukt fuldender bandets udtryk.
Kvintetten Minus Storys fjerde fuldlængdealbum er en anelse rodet, men alligevel struktureret som en collage, smuk som et maleri af William Turner og vidunderligt sær som et surrealistisk kunstværk. I sin helhed er det yderst charmerende og stemningsmættet.
Efter 25 år i musikbranchen emmer Jørgen Teller stadig af opfindsomhed og gåpåmod. Således indeholder dette andet udspil sammen med The Empty Stairs en vellykket blanding af fængende rocksange og eksperimenterende støj-udflugter i et evigt forandrende lydlandskab.
Amerikanske The Peppermints overdriver i deres forsøg på at provokere og forarge. Med trashrock og kvindeskrig formår kvartetten at fyre 16 dårlige og to gode numre af sted på en lille halv time.
Amerikanske Wilderness er garanter for en god omgang brusende, fængende pop og rock på denne debutplade. Alligevel er det ambivalente følelser, man sidder tilbage med, og det skyldes først og fremmest forsangerens særegne råbende vokal - dén klæder nemlig ikke sangene specielt godt.
Nirvana har fået en velfortjent plads i rockhistorien, og succesalbummet Nevermind hyldes som en klassiker. Imidlertid er In Utero fra 1993 et endnu større mesterværk, der præsenterer en rå, flosset og på sin vis mere oprindelig udgave af Nirvana.
Jerry Fels’ musikalske univers er et helt igennem finurligt sted med en hel del pudsige detaljer. Og giver man sig tid til at grave lidt i den minimalistiske lofi, bliver How to Make Enemies and Influence Strangers en ganske god sonisk følgesvend på en våd og kølig sommerdag.
Nordjyske Ronni Ströms mix af følsom country-feel og melodisk ørkenrock er hverken skarp eller interessant nok til, at man føler sig godt underholdt fra ende til anden. Efter en både frisk og vellykket start er det nemlig, som om albummet mister pusten og ender i en omgang uinspireret ørkenvandring.
Denne unge norske trio spiller, som om de har 25 år bag sig som band, og trækker på inspirationer fra både The Doors og countrygenren. Det resulterer i en del gribende og melankolske lofi-perler samt deciderede popnumre, der sagtens kan vinde fodfæste hos et større publikum.
Århusianske Iggu breder sig på denne demo fra en herlig shoegazer-inspireret lyd til det meget nedtonede og sørgmodige med sanger Eva-Louise Rønnevangs stemme vokal helt i front. I det hele taget lover demoens tre numre rigtig godt for kvintettens fremtidige udspil.
Trommeslageren Jimmy Chamberlin forsøger med dette album at få gang i sin karriere igen efter opløsningen af først The Smashing Pumpkins og dernæst Zwan. Fokus er i overdreven grad på trommerne, men med hjælp fra bl.a. eks-pumpkin/Zwan Billy Corgan byder pladen dog på et par interessante numre.
Efter at have givet et hav af koncerter i ind- og udland samt at have været genstand for en masse hype er nordjyske The Blue Van endelig på gaden med deres internationale debutplade. Som forventet er skiven spækket med vellykket energisk, legesyg og fængende 60’er-inspireret retrorock.
To bands. To genrer. Én ep. Ni numre. Hollandske We vs. Death og danske Green Concorde er på forunderlig vis endt på samme skive. Den hollandske postrock er et interessant bekendstskab med trompetspil og overrumplende stilskift, mens det danske bidrag byder på både ulmende og pågående indierock.
Singer/songwriter Denison Witmer har allieret sig med bandet The River Bends, og sammen har de skabt en samling hovedsageligt afdæmpede sange med et ærligt, men ind imellem også lidt for simpelt tekstunivers. Alligevel er det en betagende plade, og bandet fuldender udtrykket undervejs med en smule tempo.
Ariel Pinks mærkværdige lofi-popsange er optaget på en ottespors båndoptager og kun med brug af guitar, keyboard og vokal. Først tænker man "hvad fanden er det her?", men efterhånden opdager man mange små perler, der minder om blomster, som mod alle odds gror op gennem asfalten.
31Knots har en særdeles kompleks tilgang til musikken og med stor variation af udtryk og tempo undervejs. Der leges ivrigt med både tunge guitarriffs, samples og piano, samtidig med at teksterne har masser af substans. Og selv om ikke samtlige eksperimenter lykkes, er helhedsindtrykket rigtig godt.
The Autumns byder på en rundtur i et velkendt dreampop/shoegazer-univers. De stemningsmættede, rolige passager fylder en del, men ind imellem falder forsøgene på at skabe en svævende og smuk sfære, til jorden. Alligevel bliver man revet med af sangenes evne til at skifte personlighed undervejs.
