Skribent - Lasse Bertelsen

Koncerter

Built to Spill, 06.10.08, Voxhall, Århus og 07.10.08, Loppen, København

[Lasse Bertelsen og Søren Jakobsen]Et af 90’ernes største indierock-bands gæstede Århus og København i denne uge. Undertoner havde to anmeldere på spillestederne for at dokumentere ligheder og forskelle i det koncept, som Built to Spill turnerer med: fremførelsen af deres hovedværk Perfect From Now On. Vurderingen er opbygget som en msn-samtale, da begge anmeldere er bosiddende i de respektive byer. (09.10.08)Et af 90’ernes største indierock-bands gæstede Århus og København i denne uge. Undertoner havde to anmeldere på spillestederne for at dokumentere ligheder og forskelle i det koncept, som Built to Spill turnerer med: fremførelsen af deres hovedværk Perfect From Now On. Vurderingen er opbygget som en msn-samtale, da begge anmeldere er bosiddende i de respektive byer. Fotos fra København: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk Lasse siger: Hej Søren. Godt, jeg fangede dig. Jeg var jo til BtS-koncerten på Loppen igår, og det var altså virkelig godt. Jeg følte mig virkelig placeret imellem stadionrockens pompøsitet og den lille scenes intime dog direkte output. Der var ikke så megen slinger i den violette vals – så at sige. Søren siger: Næh, det var vel det samme som i Århus. Dvs. ikke så mange overraskelser. Det er også pænt svært at stå og trippe efter næste nummer, når de otte første i koncerten har fået helle. Hvor mange ekstranumre fik I? …Er du i øvrigt sikker på, det er en violet vals? Er det ikke en fløjlsvals? Nå, men det var i hvert fald aftenens højdepunkt, altså “Velvet Waltz”. Et eller andet sted ville jeg vist hellere have hørt hele Keep It Like a Secret. Lasse siger: Dér fik du mig. Jeg må altså lige tage mig sammen og se mit billedsprog efter i sømmene. Vi fik vist tre ekstranumre, hvor “You Were Right” var et forvredent og mesterligt højdepunkt. Jeg må dog indrømme, at jeg var ganske tilfreds med, at det var Perfect From Now On, der var det konceptuelle udgangspunkt for koncerterne. Lige siden Speaker Bite Me for snart ti år siden anbefalede dén plade… har den stået for mig som det mest helstøbte fra Built to Spills side. Til trods for, at det var Keep It Like A Secret, jeg købte først. Mine oplevelser med pladens optimisme og sideløbende melankoli blev fint indrammet igår. Søren siger: Jaeh, men den har nu nogle kedelige huller, synes jeg. De spillede to af mine yndlingsnumre, “Going Against Your Mind” og “Carry The Zero” her. Det gav spasmer i det nederste mellemgulv, men der var vist ikke nogen, der så det. Fik I også “Car”? Lasse siger: Jep. Jeg læste et eller andet sted, at den var en brilliant banalitet, men jeg var mestendels suget ind i oplevelsen af et pissefedt album til trods for den selvfølgelige forudsigelighed i sætlisten. Forudsigelighed var der såmænd nok af på et proppet Loppen, hvor det ikke var muligt at komme op foran med mindre man ville optræde decideret usympatisk med skub og en lige højre. Jeg kunne dog skimte… Søren siger: Et fuldskæg? Lasse siger: Doug Martschs isse. Søren siger: Close call. Han ligner edderhuggeme godt nok Bonnie Prince Billy efterhånden. Jeg stod helt oppe i masken på ham. Hvilket var risikabelt. Selvom han ikke bevæger sig meget, så svedte han en del. Generelt virkede de pænt koncentrerede, men det er altså også noget andet end at spille et Ramones-nummer, når man spiller hele Perfect From Now On. Lasse siger: Musikaliteten var generelt ikke til at tage fejl af. Uanset om man stod i øjenhøjde eller ude på Loppens pænt kolde lokum. Generelt var ekskursioner med guitarerne fedt afstemte – hverken for lange eller korte. Faktisk fik jeg en del ud af blot at stå bagved med lukkede øjne og nynne med på “I Would Hurt a Fly”. Søren siger: Ja, det var et guitarhelvede/gilde uden lige, mand. Selvom det måske er lidt uretfærdigt at Doug Martsch trækker hele opmærksomheden. De to andre spillede sgu lige så fedt. Lasse siger: Det er ellers noget, man da gerne ville bryste sig af at kunne kende Martschs spillestil på afstand, men det var jo umuligt at skelne de enkelte guitarlinjer fra hinanden. Derfor må jeg give dig ret. Søren siger: Ja, de byttede vist også en del rundt. Jeg blev i hvert fald konstant ør af at kigge på først den ene guitar og så den anden. Det er jo indieprog nogle gange. Hvis der er noget, der hedder det. Lasse siger: Det kan vi sagtens kalde det. De startede i øvrigt lidt usikkert med enkelte lydproblemer, men resten af koncerten i København var for mig at se en lang opadgående kurve. Min karakter er da også en klar fem ud af seks, FYI. Søren siger: Okay. ja, jeg var sgu på den ene side lidt skuffet, men jeg ved ikke rigtig hvorfor. Måske er det det dér med førnævnte mangel på spænding. Det var lidt en blanding af at se en DVD og at være til guitarundervisning. Med fadøl. Jeg synes heller ikke helt, det var højt nok. Men lagde du mærke til, at Doug gik og hostede hele tiden? Han var sgu også lidt sprukken her og dér. Og nåja: På den anden side, så var man jo også bare imponeret. Det er virkelig bare et sejt band. Jeg ville nok bare hellere have haft en pærevælling af ting fra deres bagkatalog. Lasse siger: Det sidste kan jeg sagtens forstå. Jeg hørte dog ikke manden gå rundt og rømme sig så meget, men der var klart perioder, hvor vokalen ikke ligefrem var så heldig – to sider af samme sag. (Jeg drak i øvrigt ikke fadøl men Loppens eget mærke, der hermed kan anbefales. Lige så god som en Høkerbajer). Faktisk var jeg alt andet end skuffet til trods for, at det ikke var til at se en skid. Efter denne oplevelse er jeg i hvert fald stensikkert på pletten, når Built to Spill lægger vejen forbi igen. Søren siger: Jeg var jo heller ikke for alvor skuffet. Det kan man ikke være, når der er over tre kvarters guitarsolo i løbet af en koncert. Måske bortset fra, hvis det er Steve Vai. Lasse siger: Så ville jeg ikke være skuffet. Jeg ville blive deprimeret. Søren siger: Jeg tror, at jeg er med på fem ud af seks. Med mindre, man skal anmelde Voxhalls fadøl. De var flade ad pommern til. Det var også nærmere sådan en koncert, man skulle have bællet Lambrusco til. Jeg fik i øvrigt en autograf på min medbragte BtS-plade af Doug. ‘DUG’ stod der. Lasse siger: Jamen dog. Hvilken plade var der så tale om monstro? Søren siger: Det var ikke engang Perfect From Now On. Det var Keep It Like a Secret. Han kiggede også lidt pudsigt på den, men jeg kan vel ikke gøre for, at de ikke spillede den i stedet. Lasse siger: Perfekt fra nu af? Så bliver det måske en pærevælling næste gang med materiale mestendels fra Keep It Like a Secret. Så kan du få signeret alle dine plader. Sågar Live-pladen med Cortez the Killer-coveret. Søren siger: Det cover varer vist alene en time efterhånden. Nå, men skal vi så blive enige om en lav femmer fra min side og en høj femmer fra din? Hele svineriet virkede også bedre dagen efter. Ligesom lasagne. Lasse siger: Vi er enige, ja. Selvom det næsten lyder som om, at det var øllet, der gjorde den væsentligste forskel. Søren siger: Sådan er det altid. 06.10.08, Voxhall, Århus: Karakter:   07.10.08, Loppen, København: Karakter:  

Plader

Oneida: Preteen Weaponry

Den efterhånden ganske veletablerede Brooklyn-gruppe Oneida er tilbage i fin form med flere vidtrækkende eksperimenter udi improviseret rock. Resultatet er, at den konceptuelle tilgang bringer både skidt og kanel med sig, men det er som sædvanligt alt andet end kedeligt.

Koncerter

Jneiro Jarel’s Shape of Broad Minds, Battles, Yeasayer, 04.07.08, Roskilde Festival

Jneiro Jarel’s “Shape of Broad Minds”, 04.07.08, 17.00, Cosmopol Måske var det varmen, måske var Jneiro Jarel ikke kendt eller hypet nok, eller måske var det bare på grund af Gnarls Barkley, der spillede på samme tid og så endda på Orange. Shape of Broad Minds måtte i hvert fald se ud på et Cosmopol, der hverken var halvt eller kvart fyldt med folk, der kunne understøtte svedende beats og utugtige rim. Og de, der var der, syntes også kun at være svagt interesserede for Jneiros jazzede og svævende rap, hvilket er synd, da Craft of the Lost Art var en af 2007’s mest interessante og psykedeliske hiphopudgivelser. Det var derfor ærgeligt, at ingen af de ting rigtig gjorde sig gældende ved gårsdagens koncert, hvor Jneiro smilende og energisk var opsat på at “pumpe” folk op, når han reelt set kunne levere den mest interessante og anderledes hiphop-live-oplevelse, hvis han turde. Han forsøgte sig med et par af de mere udsyrede numre, akkompagneret af guitar, men det blev skæmmet af en elendig lyd, der var født til at drukne samples og et til tider temmelig ueffent guitarspil. Så skal der være fest, så lad der være forsøg på fest. Og der kom da også mere gang i folk, da Jneiro introducerede Khuju Goodie, medlem af klassiske Goodie Mob, der også bestod af selveste Cee-Lo fra koncertfællerne Gnarls Barkley. Med sin benprotese og et tungt, tungt flow fik Khuju og Jneiro sammen blødt op for folk i en kort stund med en gruppe tunge, crunk-inspirerede sange, der fik folk til at gynge. Uanset dårlig lyd kan man jo altid mærke en bas, og det var også et af lyspunkterne ved en skuffende koncertoplevelse fra en veloplagt kunstner. (AM) Battles, 04.07.08, 00.00, Odeon Det er de færreste, der får set sig selv i spejlet på Roskilde, men det var lige præcis, hvad Battles gjorde sent fredag aften. Med deres sædvanlige sans for rytmisk/melodisk mosaik og spejling af temaer blæste de hovederne af publikum med et smil på læben og ydmyg overlegenhed. (Bas-)guitaristen David Konopka startede løjerne med at loope en basostinat, der rumsterede højt og længe, indtil resten af kvartetten indfandt sig til lyden af loopet og de obligatoriske klapsalver. Trommeslageren John Stanier, der tidligere har slået sine folder i Helmet og Mike Pattons Tomahawk, slog nu koncerten i gang med enkelhed og præcision. Langsomt, men sikkert blev tempoet forøget, og de to keyboardspillende guitarister, Tyondai Braxton og Ian Williams, begyndte så småt med deres indbyrdes kendemærke i scenevant sammenhæng: kunsteriske spasmer, der – uanset deres til tider hysteriske karakter – formidler følelsen af spændstigheden i Battles’ udtryk. Det var netop en følelse af totaloplevelse, der var mest sigende for denne koncert fredag aften. For hvor Battles med et voldsomt overskud demonstrerede deres direkte overlegenhed i krydsfeltet mellem mainstreamens power og undergrundens eksperiment, skortede det heller ikke på interaktion med publikum. Med eksempelvis en Braxton i vokal topform i videohittet “Atlas” stående med fagter til publikum, understregede gruppen energisk, at de har rykket sig milevidt fra den langt mere indadvendte postrock-attitude, man oplevede ved deres første koncert i Danmark tilbage i 2006. Der blev overvejende paraderet med materialet fra gruppens regulære albumdebut, Mirrored, men naturlige afstikkere til ep’erne blev naturligvis bragt til torvs, og dette var til stor glæde for undertegnede, hvor især “Tras” på fremragende vis fremstod som en art udstikker til fremtidige planer og bedrifter. En sådan fremsynethed må gerne fortsætte, således at vi måske snart igen kan se Battles gøre det umulige og overgå sig selv endnu en gang. Totaloplevelser er jo alligevel en sjælden ting. (LB) Yeasayer, 04.07.08, 01:00, Pavilion Visuelt fangede frontmand Chris Keatings spastiske bevægelser, Luke Fasanos oprejste position foran trommerne og bassist Ira Wolf Tutons Obelix-frisure øjeblikkeligt ens interesse, men den aparte samling musikere, der kalder sig Yeasayer, kunne ikke holde interessen fanget særlig længe og højst i små glimt. Det, Yeasayer fik ud af anstrengelserne på Pavilion-scenen, var langt fra nogen stor auditiv oplevelse. Yeasayers debutalbum, All Hour Cymbals, er en kompleks størrelse. Melodierne er flettet ind i hinanden, vokalerne er flerstemmige, og bandet har hentet musikalsk inspiration i Mellemøsten og Afrika. Men én ting er et studiealbum; noget andet er en live-optræden, og for Yeasayer lykkedes det ikke at overføre udtrykket fra pladeindspilningerne i live-regi. Det er der naturligvis intet i vejen med, hvis det er anderledes til det bedre, men i dette tilfælde var det til det værre. Alle, der troppede op til koncerten efter at have hørt Yeasayers plade, kan derfor næppe have været andet end skuffede over bandets optræden. Mellemøstlige musikinstrumenter var mestendels erstattet af loops, så kun Fasanos tribale trommespil og masser af håndklap gav new yorker-bandet et skær af noget eksotisk. Og derfor lød bandet hverken mere eller mindre interessante end ethvert andet nordamerikansk indierockband. Ej heller på vokalfronten, der ellers er en væsentlig del af Yeasayers udtryk, blev den vare, man kunne forvente, leveret. Chris Keatings stemme var alt for skinger og ufokuseret, mens de to øvrige vokalister, Ira Wolf Tuton og Anand Wilder, ikke nåede højder, hvor deres flerstemmighed blev fængslende. Et af de stærkeste numre på bandets repertoire, “2080”, var et lyspunkt, men det skinnede dog så svagt, at det ikke kunne overstråle en rodet og tam omgang tribal-indie. (LDL)

Plader

Foals: Antidotes

Der skulle gå nogle år med single-teasere og konstant tour-aktivitet, men omsider debuterer Foals fra Oxford med en fuldlængde, der med et udmattende melodisk og musikalsk overskud definerer mathpoppen, for hvad det er værd.

Koncerter

Boris + Growing, 26.04.08, Loppen, København

Det japanske band Boris indtog i lørdags Loppen med en udmattende energi, en kompakt lydstyrke og en røgmaskine, der af al sin pumpende kraft fik folk til at glemme, at man ikke længere må ryge på spillestedet. (01.05.08)Det japanske band Boris indtog i lørdags Loppen med en udmattende energi, en kompakt lydstyrke og en røgmaskine, der af al sin pumpende kraft fik folk til at glemme, at man ikke længere må ryge på spillestedet. Fotos: Aida Veggerby/LiveShot.dk Selvom nætterne så småt er ved at blive varmere trådte undertegnede ind på Loppen i vinterfrakke og blev ramt af varmen og de rytmisk kuperede loops fra opvarmningsbandet Growing. Alt imens jeg fik indleveret overtøjet og fik skænket mig en glas øl, fortsatte duoens cykliske passager med en overbevisende monotoni og en sans for diskant ambient. Dog fortsatte den overbevisning i et godt stykke tid, indtil den manglende fornemmelse for musikalsk og intern dynamik, fik mig til at rette opmærksomheden mod min ledsager og endnu et glas øl. Da der omsider var blevet drukket ud, samlede den moderat store crowd sig foran scenen for at betragte medlemmerne af Boris samle de sidste sager og tjekke lyden endnu en gang. Brølet fra Watas guitar sparkede koncerten i gang med den indledende guitarfylde og således aftenens første hymne, “Flower Sun Rain”, fra deres seneste album Smile. Med længsel og indlevelse sang Takeshi koncerten i gang med det drevne groove og de seje træk i trommesættet. Aftenens festfyrværkeri kunne begynde. Bevæbnet med utålmodighed og rasende fagter tog trommeslageren, Atsuo, teten. I konstant bevægelse og balance bankede Boris derudaf, som de færreste kan. En henkastet reference til Motörhead er således helt på sin plads. Atsuo lagde en stadion-attitude for dagen, der i al den tågede røg fra maskinerne fremstod som en ganske komisk kontrast til Watas mere indadvendte shoegazin’. Der blev disket op med eksplosioner og enkelte eftertænksomme elementer i sættet, der overvejende illustrerede, at Boris netop er på turné med deres seneste plader. Smile lagde således en dæmper på forventningerne, samtidig med, at albummets numre også fungerede som en ventil for dem. Koncerten igennem blev de skiftevis indfriet i den rene hardrockin’ psychedelia og i et mere tæmmet og atmosfærisk udtryk. Som en omfavnende gestus sluttede bandet af med sangen “Farewell” fra albummet Pink, hvilket såvel kendere som nyindviede måtte finde en skønhed i, for som denne sang kan åbne en plade, kan den lukke enhver koncert med Boris, hvad enten den er karakterafvigende eller respektindgydende. Aftenen på Loppen var begge dele til trods for de lidt for få ekskursioner i bagkataloget. Næste gang vil vi måske se et andet Boris – eller for den sags skyld måske et helt tredje. Læs også Undertoners anmeldelse af:Boris w/ Michio Kurihara: Rainbow Karakter:       Bedømmelseskriterier

Plader

18th Dye: Amorine Queen

Efter 10 år med andre ærinder er trioen 18th Dye med sin alma mater-status i københavnsk støjrock tilbage for fulde amoriner. Deres særegne lyd er intakt, men har den temmelig lange barsel alligevel haft sin effekt på bandet og deres nylige output?

Koncerter

Causa Sui, 22.03.08, København

Aftenen mellem langfredag og påskesøndag blev en manifestation af Causa Suis evner og rækkevidde udi freeform jazz, psych og tung rock. I en noget nær mistænkeligt bibelsk sammenhæng viste bandet i et øvelokale i København, at de er så meget mere end en del af den såkaldte bølge fra Odense.Aftenen mellem langfredag og påskesøndag blev en manifestation af Causa Suis evner og rækkevidde udi freeform jazz, psych og tung rock. I en noget nær mistænkeligt bibelsk sammenhæng viste bandet i et øvelokale i København, at de er så meget mere end en del af den såkaldte bølge fra Odense. Som om vi ikke vidste det. Undertoner har flere gange hædret og prist Causa Suis kvaliteter i vores anmeldelser af de foreløbigt tre Causa Sui-relaterede udspil, der er at finde på plademarkedet. Derfor var der ingen tvivl om, hvorvidt Undertoner skulle i det københavnske øvelokale, hvor lørdagens koncert ville foregå. Spillestedet skabte rammerne for en rustik og varm atmosfære i kælderplanet, hvor en del gæster havde indfundet sig. Der blev drukket dåseøl i hjørnerne, da bandet omsider gik på til de flestes store begejstring. Ikke desto mindre blev ventetiden en smule forlænget, da alle lydkilder og optagelsesudstyr skulle være 100% klar, så eventuelle fuck-up’s ikke ville forekomme. Det var i klar tråd med bandets første to udspil, da de raslede sig i gang med et distinkt 60’er-riff. Den lettere bøjede rytme og småt blues’ede sustain var en klar tematisk åbning for alle blandt publikum. Det var tight, men en smule tamt, som tingene således udviklede sig i begyndelsen. Selv om musikerne gik til makronerne, virkede dynamikken forceret, og det hjalp heller ikke, at Jakob Skøtts trommer syntes markant lavere og diskante end vanligt. I al denne indledende usikkerhed glimtede saxofonisten, Johan Riedenlow, dog med sikre melodiske attacks og en sikker hånd og indføling i de mere intime passager – snart luftigt, snart slagkraftigt. Foto: Scott Heller Ikke desto mindre udviklede sammenspillet og dynamikken sig i takt med, at alle på scenen blev mere og mere ægget af hinandens ind- og overskud af musikalitet. Med flere skift fra de fuldfede riffs til det mere dvælende trådte bassist Jess Kahr og Jakob Skøtt i karakter, alt imens Jonas Munk som en anden dirigent viftede diskret med hånden og tog fat på ring modulation med en intens nerve, og lige pludselig udfoldede lydbilledet sig som et sfærisk take-off på Bitches Brew og en stadigt voksende kakofoni. Således bidrog Rasmus Rasmussen på keyboards og anden elektronik mere og mere til at indramme og fastholde den nye intensitet. For en tour de force var indledt med alle deltagende parter såvel det udøvende orkester som publikum. Jonas Munk og Rasmus Rasmussens sammenspil med lydflader og energiske loops trak musikalske veksler fra sydamerikanske rytmer til nordamerikansk støjrock, og havde det ikke været for det markante overdrive, kunne man snildt opdage linjerne tilbage til postrockbandet Limp, hvor Rasmussen var en fast bestanddel sammen med Causa Suis kernemedlemmer Jonas Munk, Jakob Skøtt og Jess Kahr. Den sidste halvdel af første sæt skuede således fremad, idet heavyrocken blev introduceret med riffs i linje med Black Sabbath og Saint Vitus, men på trods af de forskellige stilskift forblev orkestret bøjeligt i denne omgang med musikken. Selv samme ekskurser i tung rock blev fulgt til dørs af Hendrix-markerede riffs og et totalt psykedelisk meltdown for igen at afslutte kraftanstrengelserne i ottendedele og infernalsk sax Blues Brothers-style. Efter en længere pause var der endnu mere gang i guldøllene. Beruselsen egnede sig fint til, hvad orkesteret havde oppe i ærmet i næste sæt, hvor de melodiske harmonier og figurer var blevet slebet af og Causa Sui og deres lejesvende gik til angreb med en aggressivitet, der ikke havde vist sig med samme styrke tidligere på aftenen. Perkussionisten, Luis “Luz” Fernando Zinser, der har slået sine folder i sammenhænge som Øresund Space Collective og Bland Bladen, havde indtil dette punkt været en smule anonym med enkelte glimrende øjeblikke. Men nu var der ganske enkelt ild i manden og de pulserende rytmer fandt ingen ro i sammenspillet med Skøtt. Tungrocken var dog også i højsædet og som anslået i første sæt var det nu tema efter tema, der bragede eksplosivt ud mod publikum, som var Electric Wizard blevet melodiøse som et popband fra 80’erne. Hvor saxofonisten Johan havde indtaget stjernepositionen i første sæt, var han nu blevet reduceret til en underliggende lydkilde af guitaristen Jonas Munk, der med Wah Wah-pedalen angreb sine strenge. Den mere klassiske improvisation på guitaren var nu sat i scene, alt imens Johan stod med lukkede øjne, henført af det kogende lydbillede omkring ham. Dette kogepunkt blev igennem hele andet sæt holdt i ave, hvor det med enkelte mellemrum blev forløst. Orkesterets sammenspil var nu på sit højeste og end ikke enkelte vildfarelser i impro-delene beskæmmede den overvældende følelse af kontrol og rendyrket nerve. Undertegnede fortrak efter den sidste ringlende ekko-akkord og de sidste stød af feedback med en lyst til påskebryg og en fornemmelse for den dér mærkelige, men dulmende kop te, som Danmarks aldrig helt opståede syrebølge ville kunne være. Causa Sui kan i hvert fald frit ride den forrest og give os endnu flere free rides til himmels. Læs også Undertoners anmeldelser af:Causa Sui: s.t.Causa Sui: Free Ride Karakter:       Bedømmelseskriterier

Koncerter

Jandek, 11.11.07, Voxhall, Århus

En iskold aften på Voxhall i Århus gæstede Texas’ mest velbevarede musikalske hemmelighed for første gang Danmark. Dette cowboyspøgelse Jandek var klædt i sort og formåede på flygtig vis endnu gang at bygge bro mellem sin egen gengangerblues og den rene improvisation.(14.11.07)En iskold aften på Voxhall i Århus gæstede Texas’ mest velbevarede musikalske hemmelighed for første gang Danmark. Dette cowboyspøgelse Jandek var klædt i sort og formåede på flygtig vis endnu gang at bygge bro mellem sin egen gengangerblues og den rene improvisation. Det var en af de efterårsaftener, hvor mørket kommer tidligt, og kulden bider som hest. Det var en aften, hvor Danmark for første gang mødte mysteriet Jandek. Et menneskeligt men måske også musikalsk mysterium, hvor analyser synes nyttesløse, idet manden bag Jandek insisterer på at holde næsten enhver gennemskuelighed fra livet – og lade musikken flyde frit fra fingrene. Foto: Lasse Bertelsen Arrangørerne Ljud startede med at viderebringe enkelte ønsker fra kunstneren om tavshed og fotografering uden blitz. Så indtog Jandek og resten af orkesteret scenen, og de gamle hænder rystede ikke da Jandek lod dem falde langsomt og inspireret henover tangenter, hvor orkesteret med et slet impressionistisk ryk fulgte efter. Musikken var aftenen igennem erklæret improviseret med enkelte tonale indslag og klange fra Jandeks bagkatalog, hvor hans markerede og kantede guitarstil svingede fra snart de tidligere til de senere plader med en større besætning. I takt med at musikernes tøjler faldt, tog koncerten efterhånden fart. Efter aftenens første nummer byttede Phil Todd og Jandek plads, hvorefter førstnævnte trakterede klaveret en del mere jazzet end Jandek, og netop dette afsæt fra impro-platformen vækkede rytmegruppen til live. Det var et velklædt skelet, der konsekvent sang sine atonale elegier igennem igen og igen samt parafraserende over flere tekstbrokker, der angiveligt var skrevet til lejligheden. Adskillige gange blev “Denmark” nævnt som også for at understrege koncertens unikke karakter. For det var unikt med alle disse slørede budskaber i et ofte minimalt kaos af doven jazz og rusten barberbladsblues. En blues, en sang om livet selv, det lille liv med et lighedstegn mellem det musikalsk frakturerede og hvordan man bemægtiger sig mellemrummet mellem mennesker, livet og tidens tærende træk. Jandek har været næsten komplet anonym siden 1978, hvor debuten under navnet The Units udkom. Siden hen har han udgivet omkring 40 albums, og i 2004 stod han pludselig frem og spillede en koncert ved Instal-festivalen. Muligvis for nu at forevige og fange det skære øjeblik, der kun kan findes i koncertens møde mellem afsender og modtager. Og nu stod manden altså i lille Danmark. Det faktum kunne mærkes på publikummet, og samtidig syntes niveauet at stige jo længere koncerten skred frem. For lige såvel som musikerne blev spillet varme, blev denne døs af genfærds optræden stadig mere påtrængende som en død og senet mand, der konsekvent messer »I’m alive«. Det femte nummer i rækken af numre, der forblev navnløse for publikum, var dog et højdepunkt. Her fik især trommeslageren, Alex Neilson, sat sit præg på et kogende nummer, der med flere minimale chases og enkelte underspillede synkoper gik en længere krebsegang med den blødeste elbas for at slutte med aftenens klareste og mest klangfyldte klaverakkord. Efter seks-syv improvisationer begyndte luften dog at sive ud af hovedpersonen, der i dele af de sidste numre decideret faldt ud i visse passager. Her fik han ikke formuleret og videregivet musikkens grundlæggende stemninger med samme hårdhed. Orkesteret holdt dog fast i de mest massive grooves, men det ændrede ikke på, at mesteren simpelthen fik talt for et par gange for meget. Afslutningen på klaveret, der således indrammede koncerten fra start til slut, var ikke desto mindre perfekt. Jandek istemte klaveret med en inciterende feeling, der fik én til at ønske, at han havde skiftet instrument tyve minutter tidligere. Med en sagte fornemmelse for et farvel sang Jandek med indlevelse: »In a dream / You can do / You can do / Anything you want«. Det var denne tanke, der roterede i hovedet på undertegnede på vejen hjem, frossen og forkommen: at det hele måske alligevel var en drøm om en cowboys genfærd i Texas og ikke en novemberaften i Århus. Karakter:  

Plader

Piano Magic: Part-Monster

Kollektivet fra London er tilbage med syvende album, og kontrasten mellem det vemodige og det voldsomme er større end nogensinde før, og det klæder dem at lægge kniven for struben. Også selvom hånden ryster visse steder på pladen.

Plader

Boris w/ Michio Kurihara: Rainbow

Den japanske trio Boris er igen aktuelle med en samarbejdsplade – denne gang med den japanske koryfæ, Michio Kurihara. Men i modsætning til det tidligere så potente samspil med Sunn O))) er der andre stemninger på spil, og det er desværre ikke kun guld, der venter for enden af denne regnbue.

Plader

Battles: Mirrored

For tre år siden blev de udråbt til indieverdens supergruppe. Formelt indfriede de forventningerne med den formeksperimenterende ep-opsamling EP C/B EP. Nu er det så blevet tid til det egentlige debutalbum. Og de kan mildt sagt godt se sig selv i spejlet.

Plader

Blonde Redhead: 23

Blonde Redhead er tilbage med deres anden plade i 4AD-regi, men til trods for flere smukke sangperler og en imponerende produktion lader det til, at støvet er drysset en smule af sommerfuglens vinge.

Plader

Kirsten Ketsjer: FFFFOO K TSSCCH

Kirsten Ketsjer slår med deres tilsyneladende lette toer fast, at de er noget nær Danmarks bedste alternative rockband – på trods af at de insisterer på ikke at være noget som helst andet end sig selv og en oplevelse.

Interview

Speaker Bite Me – ikke bundet på mund & hånd

For en måneds tid siden bortførte halvdelen af Speaker Bite Me en af Undertoners skribenter. Mens han var kidnappet, fortalte Signe Høirup Wille-Jørgensen og Martin Ilja Ryum om at være trodsig – også mod idealet om originalitet. (23.04.07)En aften i marts trådte jeg ind på Københavns Hovedbanegård. Jeg skulle mødes med Martin Ilja Ryum og Signe Høirup Wille-Jørgensen fra Speaker Bite Me. Med raske skridt gik jeg mod banegårdens foretrukne mødested, under uret, hvor jeg blev mødt med venlige smil og to forskellige håndtryk. “Er det okay, at vi giver dig bind for øjnene?”, spurgte Signe. Jeg var allerede da afvæbnet og kunne ikke sige nej. Med to af Danmarks fremmeste støjguitarister under armene blev jeg derefter ført ud i mørket. Efter tre minutters gåtur kunne jeg, sanseberøvet som jeg var, dog mærke, at jeg var blevet placeret i en lækker læderstol i et røgfyldt lokale. I min glæde over ikke også at være kneblet begyndte jeg at snakke løs, alt imens jeg blev budt på en fadøl efter eget valg. Jeg tændte en cigaret, og mine indbundne øjne blev blottet. Jeg fumlede med mine papirer for at få et overblik og begyndte med et standardiseret spørgsmål, for hvad var forskellen på udgivelsen af 4 Days in September og den situation, de nu befandt sig i? Signe: Det er faktisk mere interessant at snakke, hvad der er det samme, for vi har endnu en gang opstillet en ramme. 4 Days in September var jo en dogmeplade, hvor vi gik i studiet for at lave musik ud fra et umiddelbart udgangspunkt – at finde hinanden i noget lyd. Nogle gange har det taget et halvt år, og det har så taget seks år den her gang. Sværere end nogen sinde Men var der alligevel ikke en forskel, i og med at de ikke havde ageret som pladeudgivende band i samfulde seks år? Signe: Jamen, livet bevæger sig jo og hip hip hurra for dét, hvilket er tilfældet med vores enkelte liv. Der er sikkert mange bands og ægteskaber, der gentager sig selv, men jeg vil så vove den påstand, at de rent faktisk ikke er lykkelige. Det er jo supervigtigt at stille krav til nysgerrigheden og bevægelsen for at få noget nyt i hovedet. Martin: Vi kan jo godt lide at udfordre os selv – og hinanden. Signe: … hvilket jo gælder for alle pladerne, for vi har aldrig ledt efter vores unikke lyd. Derimod har vi altid været på jagt efter en lyd, ramme eller stemning, som vi nu kunne have lyst til at opstille denne gang. Så derfor er der jo altid en uhåndgribelig fornemmelse, fordi vi ikke har nogen anelse om, hvor vi skal hen, og det er ikke nogen hemmelighed, at det denne gang har været sværere end nogen sinde før.4 Days… var en oprørsplade, hvor oprøret var rettet mod os selv. Vi var trætte af, at vi ikke kunne finde nogen glæde i dét at lave musik – at det skulle være et tungt stykke håndværk, man skulle bearbejde. Pga. If Love Is Missing…, pga. et biluheld, pga. noget branchepis. Martin: Det var et oprør mod det gennemarbejdede, hvor 4 Days… bestod af mindre konstruerede kompositioner, fordi der ikke var tid til den følelsesmæssige rejse i dét at skrive. Trodsighed som et arbejdsredskabJeg nikkede samtykkende. Speaker Bite Me har ofte været en udefinerbar størrelse, når de enten har valgt at lade være med at bruge kompressor på deres første plade Sexpowder 2000 Volts (dengang under navnet Murmur, red.) eller med angrebslystne støjpopsange med den højt estimerede – i næsten alle andre kredse end deres egen – Flemming Rasmussen som producer. For ikke at nævne den famøse dogmeplade fra 2001. Omskifteligheden præger også den nye plade. Martin: Det er en trodsighed over for os selv såvel som lytteren. Det er nødvendigt at udfordre os selv. Signe: Jeg anser det som en positiv kulturel byrde at give folk noget nyt, de skal tage stilling til; at skubbe lytteren i stedet for at lave patetiske postrockkompositioner. Trodsigheden bliver et arbejdsredskab – ligesom kærligheden. Med et overflødighedshorn af referencer til hele rockhistorien lige fra klassiske koryfæer som Kate Bush og Pink Floyd til mere underspillede håndtegn til Alanis Morisette og Talking Heads virker Speaker Bite Me mere selvsikre end nogen sinde på Action Painting. Referencerne startede egentlig bare som en leg, forklarer mine to bortførere. Signe: Det, der sker, når man begynder at lege, er jo, at man måske synes, at det er en sjov leg og begynder at udvide den. Det var jo f.eks. fantastisk at putte den gudfrygtige Kate Bush-sætning ind i en sang, der oprindeligt skulle handle om et sindssygehospital. (Linjen »I’m running up that hill / to make a deal with God« optræder i sangen “Crazy Horse”, red.) Martin: I sidste ende bliver det jo så endnu et trodsigt opgør med originalitetstanken – at man skal være fucking unik og autentisk, hvor det så bliver en glad leg med nogle konventioner, og den virkelighed vi befinder os i. Pop om HitlerTanken om processen omkring Action Painting virkede pirrende, og jeg blev nødt til at vide mere om, hvilke greb der lå bag denne nye popplade. Signe: Det er fantastisk at opleve, at man måske har stået og arbejdet med et nummer eller et stykke, hvor man kun har hørt Level 42 de sidste 10 gange, man har forsøgt sig med det, og pludselig er det 11. gang kommet et andet sted hen. Det er en guddommelig manipulation, der sker. Det er dér, hvor man netop får rystet sig fri af kroppens fordomme, som vi jo alle render rundt med. Martin: Hvad er det for et sandfærdigt sceneri, du stiller op på en plade? Skal det være organiske instrumenter, om det er det rigtige flygel? Det hele kan hurtigt blive meget snævert. Vores kodeord har været, at det skal være magi – uden hensyntagen til syntetiske lyde og lignende. Signe: Magien er dog ikke en eskapisme, vi dyrker. Det er ikke ren plasticunderholdning og en fest, vi holder. Der skal være det, Martin kalder kæppen i hjulet, for at spændingen kan opretholdes. Vi laver en utroligt varm popsang, og så handler den om Eva Braun og Hitler. Så randt diktafonens bånd ud, og jeg blev sluppet ud i friheden – en smule klogere på, hvilke tanker der ligger bag Speaker Bite Mes trodsighed.

Nyheder

Charles Hayward – for første gang i Danmark

Den 23. Februar kl. 20:00 giver den ukendte legende Charles Hayward koncert i Radiohusets studie 4. Hayward er nok mest kendt for sit originale trommespil i metapunkgruppen This Heat, der med sin sparsomme produktion knyttede bånd mellem progrock og (post)punk i overgangen mellem 70’erne og 80’erne. Som solokunstner bevæger Hayward sig som beatet selv, når han med dynamisk trommeimprovisation og tidsforskudte melodier indbinder sine klangbaserede kompositioner. I sammenhæng med den samlede udgivelse i 2006 af This Heats bagkatalog vil det i hvert fald blive spændende at se, hvilke brydninger i rockmusikken Hayward formår at tilbyde det danske publikum. Hvis man ikke har muligheden for at opleve trommernes troldmand denne aften, kan man trøste sig med, at koncerten vil blive optaget i studiet og ved en senere lejlighed blive transmitteret i Radium på P2. Billetter kan købes i de københavnske pladebutikker Sound Station, Circles og Route 66.