Juni-koncerter II: Spejd, gode ven, og du vil finde friske støjkollager på gafler i Kødbyen
Vi nærmer os hastigt starten på årets Roskilde Festival, men inden da er der flere koncerter at varme op på. Læs vores koncertanbefalinger til anden del af måneden.
Maj-koncerter I: Der er ikke flere springknive, men klientellet hæver træstaven på bjerg i Risskov
SPOT Festivalen og Pop Revo indleder årets festivalsæson. Læs Undertoners anbefalinger fra de to festivaler og de kommende to ugers øvrige koncerter her.
The Men: New Moon
The Men har på sin fjerde plade forladt Brooklyn og flyttet på landet for en stund. Her har de indspillet deres egen version af country-rock og americana. Sangene er melodisk stærke, spillestilen løssluppen og smadret.
Titus Andronicus: Local Business
New Jersey-bandet har sænket ambitionerne på sin tredje plade. Den er indspillet live i studiet uden et væld af studiemusikere, hvilket har givet bandets punkrock et mere direkte udtryk, men desværre også flere numre, som burde være forblevet idéer. Heldigvis er der en håndfuld af den slags sange, bandet gør bedst: stort anlagte punkrock-hymner.
The Soft Pack: Strapped
The Soft Pack har udvidet lydbilledet med sax og synth og skabt et mere varieret og modent udtryk, end tilfældet var på den simple, men medrivende guitarrock-debut fra 2010. Den udvikling har kostet San Diego-bandet en del på charme-kontoen.
Ukendt under andet navn: Ekskursion EP
Under aliasset Ukendt under andet navn har Henrik Olesen (Olesen-Olesen) udgivet en lille samling minimalistiske sange, der i sine bedste stunder er poetisk pop af høj kvalitet.
Shocking White: Piece of Ache
Energien og den fandenivoldske attitude fejler intet. Imidlertid skæmmer for mange middelmådige parolepunksange det samlede indtryk af Shocking Whites anden plade, om end Aarhus-bandet har taget et godt skridt i den rigtige retning siden debuten.
1000LAX: s.t. EP
1000LAX’ herlige, svensksprogede punkrock byder på masser af knytnæver i luften og giver smil på læben. Mundvigene peger dog ikke mod nord i hele den halve time, debutpladen varer.
Bob Hund: Låter som miljarder
Knap et år er gået, siden vi sidst hørte lyd fra Bob Hund. Svenskerne burde nok have ventet længere tid med at udgive en plade. Standardsange uden gnist hæmmer i hvert fald bandets nyeste, så den er blandt deres svageste.
Stephen Malkmus & the Jicks: Mirror Traffic
Under et år efter Pavement afsluttede sin succesfulde comeback-turne, er Stephen Malkmus & the Jicks allerede klar med nyt. Et fornøjeligt og varieret album, der flere steder vækker minder om netop Malkmus’ tidligere band.
De Efterladte: Traditionen utro
På tekstsiden deler De Efterladte mange fællestræk med Olesen-Olesen. Men det musikalske udtryk er alligevel så anderledes, at Peter H. Olesens nye duo lyder af mere end et ekko af det ophørte samarbejde med broderen Henrik Olesen.
The Feelies: Here Before
The Feelies gør comeback efter en indspilningspause på hele 20 år med et guitardrevet album fuld af fængende sange. New Jersey-bandet er tilbage i virkelig god form.
Bob Hund: Det överexponerade gömstället
Bob Hund, som vi kender og elsker den, er ikke mere. De før så umiddelbart elskelige sange er i undertal på bandets mørkeste og mest introverte plade til dato. Men giv den tid, og Bob Hund vil stadig fremstå vedkommende.
Iceage: New Brigade
Den unge københavnske postpunkkvartet Iceage brænder med en samling nervefyldte og fængende sange stærkt igennem på sin debutplade.
Frankie Rose and the Outs: s.t.
Frankie Rose har smidt trommestikkerne og stillet sig op til mikrofonen med sine egne sange. Resultatet er en atmosfærisk popplade på det jævne, for hun er hverken særlig interessant som sanger eller noget åbenlyst sangskrivertalent.
The Blue Van: Love Shot
The Blue Van beviser på sin fjerde plade, at de er dygtige til at skrive fængende, guitardrevne rocknumre. Men desværre er fremførelsen for pæn og forsigtig, så Love Shot er sjældent vedkommende.
Jon Spencer – »Jeg er ingen purist«
Inspirationen fra genrer som rock’n’roll, rockabilly og soul fornægter sig ikke, når man lytter til Jon Spencer. Musikalsk favner han dog langt bredere, siger manden selv og fortæller om en musikinteresse, der begyndte med futuristiske synthesizer-bands.
Heidi Mortenson: Circular Tape
Med dogmet om at skabe musik i nuet har electropop-musikeren Heidi Mortenson udgivet et kassettebånd, der er både interessant og underholdende, men desværre også går en smule i tomgang.
Ike Yard: Nord
På Nord har Ike Yard med succes opdateret sin atmosfæriske postpunk-lyd fra start-80′erne. Udtrykket er stadig dystert, men det er samtidig blevet langt mere fokuseret og vedkommende.
Thee Attacks – det handler om at være skarp
Thee Attacks er åbenlyst inspireret af den musik og tøjstil, der var hip under british invasion-perioden i 60′erne. Konceptband? Nej, det handler om at føle sig skarp og levere et godt show på scenen, fortæller de fire unge musikere.
The Fall: Your Future Our Clutter
Grum, groovy og humoristisk. Disse tre karakteristika opsummerer The Falls 28. studiealbum, der sætter en fed streg under, at Mark E. Smith stadig er vedkommende som både musiker og tekstforfatter.
Aloha: Home Acres
Home Acres er Alohas til dato lettest tilgængelige udgivelse. Det kan måske hæmme dens holdbarhed, men en række fremragende popsange, sat i tone af et eminent sammenspillet band, får den her og nu til at fremstå som en stærk udgivelse.
The Brian Jonestown Massacre: Who Killed Sgt. Pepper?
Who Killed Sgt. Pepper er en genremæssigt og kvalitativt svingende plade. Kun den dronerockende side af pladen svinger rent musikalsk.
Ike Yard: Öst
Öst, der er Ike Yards første udgivelse i 27 år, er en ep med to industrielle postpunknumre, der med held formidler en urovækkende følelse. To remix af selv samme numre trækker desværre helhedsindtrykket af udgivelsen ned.
Turbo Fruits: Echo Kid
Turbo Fruits’ powerpop/punkrock-sange er ikke synderligt originale, men de er særdeles fængende, og det er grund nok til at kaste en anbefaling efter Nashville-trioens anden plade, Echo Kid.
