Skribent - Lasse Dahl Langbak

Plader

The xx: xx

Den unge engelske kvartet The xx debuterer med et formfuldendt album med velkomponerede og dygtigt udførte minimalistiske popsange. The xx imponerer, men er alligevel ikke fuldt ud overbevisende.

Plader

Mellemblond: Ude af mine hænder

Mellemblonds poetiske brug af det danske sprog tilraner sig naturligt nok allerførst opmærksomheden. Men trioens bluesinfluerede rocksange er så facetterede og fængende, at Ude af mine hænder også er en grundlæggende god rockplade.

Plader

Blitzen Trapper: Furr

Melodimaterialet fejler bestemt ikke noget på Blitzen Trappers fjerde plade, Furr. Men det er alligevel ikke et udspil, der sådan for alvor sætter sig fast i hverken hjernebark eller hjertekule.

Interview

Battles – vi er et rockband

Battles begyndte uden nogen faste ideer om den musikalske retning. Siden har bandet fundet en ganske effektiv balancegang mellem mainstreampop og avantgarderock. Men selvom om musikken taler til danseskoene, er Battles et rockband.

Plader

Oxford Collapse: Bits

På sin fjerde plade fænger Oxford Collapse endnu en gang med energiske, skramlede collegerocknumre. Med et knap så vellykket resultat går trekløveret fra Brooklyn flere gange væk fra denne fremgangsmåde, og det går en del ud over det samlede indtryk af Bits.

Plader

Lovvers: Think

Think byder på et lille kick energisk og smadret punkrock. Udtrykket er lidt for ensformigt, og sangene kunne være stærkere, men alligevel er Lovvers et charmerende bekendtskab.

Plader

The Dø: A Mouthful

Franske The Dø er et genrefornægtende møde mellem to musikere med vidt forskellige musikalske baggrunde. Debutalbummet, A Mouthful, er en anelse langstrakt og unødvendigt uhomogent, men overordnet set en ganske vellykket pop-plade, der trækker på både folkemusik og jazz og har afstikkere til hiphop.

Nyheder

Mere kantet og slagkraftig pop fra oversete amerikanere

Mason Proper klar med toer Halvandet år er gået, siden vi her på siden skamroste genindspilningen af Mason Propers debutplade There Is a Moth In Your Chest. I den mellemliggende periode har det fem mand høje band fra Michigan ikke ligget på den lade side. I marts udkom ep’en Shorthand, og frontmand Jonathan Visger har også haft tid til at udgive solo-ep’en North South Part I . Og nu er Mason Proper klar med sin anden fuldlængder. Den har fået titlen Olly Oxen Free, og vurderet ud fra førstesinglen “Lock and Key” er der god grund til at tro, at den kan leve op til debuten. Olly Oxen Free er co-produceret af Chris Coady (TV on the Radio, Yeah Yeah Yeahs, Blonde Redhead) og udkommer den 23. september på Dovecote Records. Indtil da kan man passende tag et lyt til Mason Propers Daytrotter-session, der bl.a. inkluderer numrene “Only a Moment” og “Safe For the Time Being” fra den kommende plade. Olly Oxen Frees trackliste ser sådan ud:1. Fog2. Point A to Point B3. Lock And Key4. Only a Moment5. Out Dragging the River6. In The Mirror7. Downpour8. Shiny9. Alone10. Safe For the Time Being

Interview

Rumskib – svævehoveder, der kan selv

På Rumskibs debut og sin egen soloplade, Ferris Wheel Makeout, har Keith Canisius fået assistance fra Jonas Munk. Men nu føler han sig udlært og parat til at klare sig uden hjælp fra sin ’læremester’, som han i første omgang mødte helt tilfældigt.

Koncerter

bob hund, Fuck Buttons, Jay Reatard, 06.07.08, Roskilde Festival

bob hund, 06.07.08, 19.30, Orange Scene bob hund stod sidst på Orange Scene i 2002. Dengang leverede de en fantastisk sprælsk lørdagskoncert med solskin, fællessang og et stort fremmøde. Siden hunden gik i hi i 2003, har vi ganske vist kunnet opleve bandmedlemmerne på engelsk som Bergman Rock, men den skøre skånske ånd fra bob hund har været savnet af mange. Søndag under den orange teltdug gav bob hund så deres første koncert i fem år. Om aftenen, lige inden regnen væltede ned over Roskilde, var sceneriet noget anderledes end sidst, forsanger Thomas Öberg og hans kumpaner indtog scenen – med god plads i båsene foran scenen, gråvejr og mange udmattede Roskilde-gængere på vej hjem efter en uges druk. Omstændighederne lagde heldigvis ingen dæmper på bandet, der tværtimod tog det som en udfordring: »Nu skall jag väcke jer jävlar,« sagde Thomas Öberg. Så det gjorde han. Klædt helt i hvidt med maske, lange handsker og perlekæde rystede Öberg et smykkebesat scepter til koncertens første nummer, den listige, instrumentale kendingsmelodi “bob hunds 115:e Dröm”. Herefter begyndte festen, og mens bandet spillede sig igennem alle de gode gamle energiudbrud som “Nu är det väl revolution på gång”, “Skall du hänga med? Nä!!” og “Allt på ett kort”, beviste Öberg og bandet, at der er præcis lige så meget sjov, melodi og guitardrøn i hunden, som der altid har været. Det var en stor fornøjelse at se og høre. Thomas Öbergs charme, vanvid og publikumstække var i top, og han kravlede vanen tro rundt på højtalerne, vrikkede med numsen og viklede sig selv ind i både perlekæde og mikrofonledning. Allerede under andet nummer smadrede han den hvide havestol, han havde stået på, og hentede derpå en ny som talerstol til sine skånske prædikener. Öberg er muligvis den bedste entertainer, vi har i skandinavisk rock. Imens udsendte guitaristerne, Johnny Essing og Conny Nimmersjö, velspillede melodier og garagerockhvin, der mindede om, at bob hund ikke kun er nogle sjove fætre, men også står bag virkelig gode numre. Det blev til en smule nyt, og “Fantastisk” og “Tinnitus i hjärtat” lyder lovende. Som ekstranummer spillede hunden en farvelsang med ordene »Jag älsker dig / Men du har glömt mig / Roskilde! / Goodbye!« Således genopstod bob hund som en fugl føniks af asken – eller med bob hunds egne ord: Reinkarnerad exakt som förut for øjnene af os på Orange Scene. Ingen tvivl om, at de var glade for at være tilbage. Forhåbentlig laver bandet ikke noget forsvindingsnummer igen, men fortsætter med at sprede glæde mange år endnu. (CG) Fuck Buttons, 06.07.08, 20.30, Astoria Astoria-scenen blev i løbet af festivalen lidt af et smertensbarn for arrangørerne, fordi det lukkede telt tiltrak for mange tilhørere. Den problematik gentog sig på ingen måde ved årets sidste Astoria-koncert, hvor den engelske duo Fuck Buttons end ikke fik fyldt teltet halvt op. Det var ikke specielt underligt, når man tænker på, at de var oppe imod navne som bob hund og Bonnie ‘Prince’ Billy – men det var ikke desto mindre en skam. Andrew Hung og Benjamin Powers intenst pulserende drone-noise var nemlig en fin genvej til at få hoved og krop blæst igennem, så man endegyldigt var parat til at tage hjem. I hovedtræk var koncerten en genopførelse af duoens strålende debutalbum, Street Horrrsing. Eller måske rettere en genskabelse. I hvert fald stod Hung og Power på hver sin side af et bord fyldt med udstyr og en legetøjsradio og søgte på skift at få øjenkontakt med hinanden for at få grønt lys til at sende musikken i en ny retning. Denne interaktion på scenen var med til at sikre fornemmelsen af at få en liveoplevelse, ligesom Hungs manisk spjættende stammedans i udkanten af scenen under “Ribs Out” understregede, at vildskaben ikke kun var i højtalerne. Hele vejen gennem koncerten udnyttede duoen dygtigt den dynamik, der opstod i sammenstødene mellem hvæsende støjflader og melodiske lag. Tilføjelsen af skævt opklippede, kantede rytmeforløb gav numrene visse tribal-anstrøg og gik lige i kroppen. I anden halvdel af koncerten lænede duoen sig betydeligt mere op af anderledes monotont dunkende 4/4-beats, og det gjorde musikken noget mere ordinær. Samtidig blev den ellers glimrende lyd noget mere mudret hen mod slutningen, så de kværnende støjmure kvalte både de elektroniske beats og Powers lejlighedsvise trommespil. Måske var det festivaltrætheden, der gjorde udslaget, men det var, som om Fuck Buttons ikke helt kunne holde dampen i en hel time. Men så længe de kunne, buldrede de på fremragende vis et ubestemmeligt sted mellem Mogwai-massive støjflader og Oneidas vedholdende kraut-repetitioner. (MA) Jay Reatard, 06.07.08, 21.00, Pavilion »Hvad? Har det regnet?«. Årets eneste regnskylle ramte festivalpladsen midt under koncerten med den unge, amerikanske punkrocker Jay Reatard. Det opdagede de fleste, som havde fundet plads under teltdugen til Pavilion-scenens afslutningskoncert, sikkert først, da de forlod teltet, trådte i en vandpyt og fik våde sko. Indenfor i tørvejret blev de fremmødte i stedet for regndråber bombarderet af en rendyrket energisk rockudladning af dirrende nerve og intensitet, som direkte indbød til hoppen op og ned og frem og tilbage. Jay Reatard stod gennem stort set hele koncerten bøjet forover sin guitar med sit lange, krøllede garn viftende ned foran ansigtet. Bassisten Stephen Pope med det store bobbede hår havde nærmest kun bevægelse i overkroppen og stod plantet inden for den samme kvadratmeter. Der blev ikke leflet for publikum. Jay Reatard lod i stedet musikken tale, og den talte til enhver med et hjerte, der banker for beskidt, kompromisløs rockmusik. Den ene sang efter den anden blev fyret af i et hæsblæsende tempo. Mere end en snes sange i løbet af de små tre kvarter, koncerten varede, blev det til. Det var lige i overkanten. Jay Reatard kunne sikkert skyde løs med powerpoppede punksange, indtil han dejser om af træthed. Men grænsen, for hvad man som tilhører kan kapere, er på cirka en halv time. Desuden er det heller ikke alle sange, der er så veldrejet og gennemsyrede af en smittende melodiøsitet som f.eks. “It’s So Easy”, “Oh, It’s Such a Shame” og “My Shadow”. Hist og her havde trioen et par anonyme skud i bøssen, som gjorde en ellers evigt energisk koncert en kende ensformig i længden. Men den første halve time var nu fremragende. (LDL)

Koncerter

Jneiro Jarel’s Shape of Broad Minds, Battles, Yeasayer, 04.07.08, Roskilde Festival

Jneiro Jarel’s “Shape of Broad Minds”, 04.07.08, 17.00, Cosmopol Måske var det varmen, måske var Jneiro Jarel ikke kendt eller hypet nok, eller måske var det bare på grund af Gnarls Barkley, der spillede på samme tid og så endda på Orange. Shape of Broad Minds måtte i hvert fald se ud på et Cosmopol, der hverken var halvt eller kvart fyldt med folk, der kunne understøtte svedende beats og utugtige rim. Og de, der var der, syntes også kun at være svagt interesserede for Jneiros jazzede og svævende rap, hvilket er synd, da Craft of the Lost Art var en af 2007’s mest interessante og psykedeliske hiphopudgivelser. Det var derfor ærgeligt, at ingen af de ting rigtig gjorde sig gældende ved gårsdagens koncert, hvor Jneiro smilende og energisk var opsat på at “pumpe” folk op, når han reelt set kunne levere den mest interessante og anderledes hiphop-live-oplevelse, hvis han turde. Han forsøgte sig med et par af de mere udsyrede numre, akkompagneret af guitar, men det blev skæmmet af en elendig lyd, der var født til at drukne samples og et til tider temmelig ueffent guitarspil. Så skal der være fest, så lad der være forsøg på fest. Og der kom da også mere gang i folk, da Jneiro introducerede Khuju Goodie, medlem af klassiske Goodie Mob, der også bestod af selveste Cee-Lo fra koncertfællerne Gnarls Barkley. Med sin benprotese og et tungt, tungt flow fik Khuju og Jneiro sammen blødt op for folk i en kort stund med en gruppe tunge, crunk-inspirerede sange, der fik folk til at gynge. Uanset dårlig lyd kan man jo altid mærke en bas, og det var også et af lyspunkterne ved en skuffende koncertoplevelse fra en veloplagt kunstner. (AM) Battles, 04.07.08, 00.00, Odeon Det er de færreste, der får set sig selv i spejlet på Roskilde, men det var lige præcis, hvad Battles gjorde sent fredag aften. Med deres sædvanlige sans for rytmisk/melodisk mosaik og spejling af temaer blæste de hovederne af publikum med et smil på læben og ydmyg overlegenhed. (Bas-)guitaristen David Konopka startede løjerne med at loope en basostinat, der rumsterede højt og længe, indtil resten af kvartetten indfandt sig til lyden af loopet og de obligatoriske klapsalver. Trommeslageren John Stanier, der tidligere har slået sine folder i Helmet og Mike Pattons Tomahawk, slog nu koncerten i gang med enkelhed og præcision. Langsomt, men sikkert blev tempoet forøget, og de to keyboardspillende guitarister, Tyondai Braxton og Ian Williams, begyndte så småt med deres indbyrdes kendemærke i scenevant sammenhæng: kunsteriske spasmer, der – uanset deres til tider hysteriske karakter – formidler følelsen af spændstigheden i Battles’ udtryk. Det var netop en følelse af totaloplevelse, der var mest sigende for denne koncert fredag aften. For hvor Battles med et voldsomt overskud demonstrerede deres direkte overlegenhed i krydsfeltet mellem mainstreamens power og undergrundens eksperiment, skortede det heller ikke på interaktion med publikum. Med eksempelvis en Braxton i vokal topform i videohittet “Atlas” stående med fagter til publikum, understregede gruppen energisk, at de har rykket sig milevidt fra den langt mere indadvendte postrock-attitude, man oplevede ved deres første koncert i Danmark tilbage i 2006. Der blev overvejende paraderet med materialet fra gruppens regulære albumdebut, Mirrored, men naturlige afstikkere til ep’erne blev naturligvis bragt til torvs, og dette var til stor glæde for undertegnede, hvor især “Tras” på fremragende vis fremstod som en art udstikker til fremtidige planer og bedrifter. En sådan fremsynethed må gerne fortsætte, således at vi måske snart igen kan se Battles gøre det umulige og overgå sig selv endnu en gang. Totaloplevelser er jo alligevel en sjælden ting. (LB) Yeasayer, 04.07.08, 01:00, Pavilion Visuelt fangede frontmand Chris Keatings spastiske bevægelser, Luke Fasanos oprejste position foran trommerne og bassist Ira Wolf Tutons Obelix-frisure øjeblikkeligt ens interesse, men den aparte samling musikere, der kalder sig Yeasayer, kunne ikke holde interessen fanget særlig længe og højst i små glimt. Det, Yeasayer fik ud af anstrengelserne på Pavilion-scenen, var langt fra nogen stor auditiv oplevelse. Yeasayers debutalbum, All Hour Cymbals, er en kompleks størrelse. Melodierne er flettet ind i hinanden, vokalerne er flerstemmige, og bandet har hentet musikalsk inspiration i Mellemøsten og Afrika. Men én ting er et studiealbum; noget andet er en live-optræden, og for Yeasayer lykkedes det ikke at overføre udtrykket fra pladeindspilningerne i live-regi. Det er der naturligvis intet i vejen med, hvis det er anderledes til det bedre, men i dette tilfælde var det til det værre. Alle, der troppede op til koncerten efter at have hørt Yeasayers plade, kan derfor næppe have været andet end skuffede over bandets optræden. Mellemøstlige musikinstrumenter var mestendels erstattet af loops, så kun Fasanos tribale trommespil og masser af håndklap gav new yorker-bandet et skær af noget eksotisk. Og derfor lød bandet hverken mere eller mindre interessante end ethvert andet nordamerikansk indierockband. Ej heller på vokalfronten, der ellers er en væsentlig del af Yeasayers udtryk, blev den vare, man kunne forvente, leveret. Chris Keatings stemme var alt for skinger og ufokuseret, mens de to øvrige vokalister, Ira Wolf Tuton og Anand Wilder, ikke nåede højder, hvor deres flerstemmighed blev fængslende. Et af de stærkeste numre på bandets repertoire, “2080”, var et lyspunkt, men det skinnede dog så svagt, at det ikke kunne overstråle en rodet og tam omgang tribal-indie. (LDL)

Artikler

Undertoners guide til Roskilde ’08: søndag

Frederik Thaae har haft så travlt med at forberede sine tre Roskilde-koncerter med A Kid Hereafter, at han har glemt at barbere sig. På festivalens sidste dag er sulten efter flere musikalske oplevelser som regel mindre end sulten efter et veltilberedt måltid mad. Mætheden af musik er ved at indfinde sig, det samme er trætheden i benene. Sådan en tilstand går dårligt i spænd med de par fandenivoldske koncerter, der venter senere søndag aften. Det er altså nødvendigt at få samlet nogle kræfter, og til det formål er det et udmærket valg at begynde sin koncertdag på Lounge-scenen kl. 15. Her kan man slappe af i en horisontal stilling til skramlede, triphoppede kompositioner fra den aalborgensiske laptop-musiker Tone. Dér kan man vælge at blive liggende og lade sig forføre af elektro-folkmusikeren Erwin Thomas’ nye konstellation The State, The Market, and The DJ, der fremfører minimalistisk instrumenteret eftertænksomme sange fra kl. 17. Eller også er man måske klar til at komme op i gear. I så fald er A Kid Hereafters tredje koncert på årets festival, der går i gang kl. 16.30 i Astoria, et godt bud. Under navnet A Kid Hereafter & the Slaves to the Truth bliver Frederik Thaaes skæve, prog- og punkpoppede melodier nyfolket ved hjælp af strygere, blæsere, slagtøj og et tolv mand højt kor. Et par uropførelser skulle Thaae også have oppe i ærmet på sit langt fra farveforskrækkede jakkesæt, så kedeligt bliver det næppe. Chan Marshall har afbrudt forholdet til flasken, men stemmen er stadig i særklasse. Dagens første hovednavn er thrashmetal-veteranerne Slayer, der spiller kl. 17 på Orange, og det er naturligvis bydende nødvendigt at høre dem, såfremt ens musikalske præferencer peger i en headbangende retning. Det gør min ikke, så i stedet vil jeg indfinde mig ved Odeon kl. 18, hvor Chan Marshall alias Cat Power – i modsætning til Slayer – behager og bevæger øregangene med sine guitarbårne folksange og skønne vokal. Efter kl. 20 bliver det pludselig vanskeligt at nå det hele. Nyligt gendannede bob hund bjæffer efter fem år som det engelsksprogede orkester Bergman Rock atter på klingende skånsk. Det er nu engang på det sprog, at de galgenhumoristiske svenskere gør sig bedst, og på en scene er bob hund garant for en fest; ikke mindst på grund af frontmand Thomas Öbergs vilde Iggy Pop-agtige manerer, der står i skærende kontrast til resten af bandets stenbider-positurer. bob hund giver den los med sin energiske synth/støj-rock på Orange Scene fra kl. 19.30. En lille eller hel time i deres selskab skal man finde tilstrækkeligt, hvis enten Bonnie ’Prince’ Billy eller Fuck Buttons, da de spiller henholdsvis kl. 20.15 på Odeon og 20.30 i Astoria, også skal have et “dem-så-jeg”-kryds i ens på dette tidspunkt krøllede festivalprogram. Bonnie ’Prince’ Billy er det naturlige valg, hvis det er mod intim, melankolsk folk, at humøret hælder. Trænger man derimod til musikalske udfordringer, kan Fuck Buttons dronende støjflader garanteret gøre jobbet. Selvom jeg personligt ikke helt forstår at værdsætte deres ambiente udtryk, er det en koncert, jeg af ren nysgerrighed vil forsøge at nå. Mere end en halv time får jeg dog ikke hørt, da min indre punkrocker drages mod Pavillon-scenen kl. 21. Jay Reatard vil her affyre korte garagerock-beskidte numre, som rummer lige dele punket attitude og powerpoppet melodiøsitet og kun kan gå hen og blive en perfekt afsked med årets festival, inden civilisationen atter kalder. Læs også Undertoners guides til søndag-onsdag, torsdag, fredag og lørdag.

Plader

Born Ruffians: Red, Yellow and Blue

Energien fejler intet på Born Ruffians’ debutplade. Der er bare ikke megen dybde eller originalitet at spore i den udfarende trios alt for cirkulære melodiforløb, så Red, Yellow and Blue bliver i længden en trættende omgang at lægge ører til.

Plader

Frightened Rabbit: The Midnight Organ Fight

På sin anden plade, The Midnight Organ Fight, imponerer skotske Frightened Rabbit med en række pulserende og medrivende folkrock-numre. De danner rammen om et tekstunivers, der kredser om et forlist kærlighedsforhold, og som bliver fremført med en stærk autenticitet.

Plader

Envelopes: Here Comes the Wind

Envelopes’ anden plade indeholder dynamiske og energiske popsange, der med markante basgange og maniske og livlige vokaler er enormt inciterende. Men det bliver aldrig irriterende at være i selskab med det svensk-franske band. Here Comes the Wind er så underholdende og melodistærk, at den ikke trætter lige med det første.