Skribent - Lasse Dahl Langbak

Nyheder

The Apples in Stereo samler op på b-sider og sjældenheder

Bunken med b-sider har efter en mere end 10 år lang karriere hobet sig så meget op for The Apples in Stereo, at Robert Schneider og co. har besluttet at samle hele molevitten på en opsamling. Året efter The Apples in Stereo udgav debutalbummet Fun Trick Noisemaker i 1995, rodede bandet i skuffen med demoer og outtakes og samlede det på pladen Science Faire; en opsamling man vist skal være mere end almindelig fan af disse amerikanske neo-psych-pophoveder for at betegne som noget must. 12 år og fem plader senere er Elephant 6-bandet atter klar med en opsamling af b-sider og sjældenheder. Pladen er opkaldt efter en gør det selv-håndbog fra 1980 med titlen Electronic Projects for Musicians og er sat til udgivelse den 1. april. Opsamlingen vil bl.a. indeholde tre uudgivne sange. “Stephen Stephen”, som er skrevet til og fremført i Stephen Colberts politiske satire-show The Colbert Report, “Dreams”, et indtil nu ufærdigt nummer, som ikke kom med på albummet Tone Soul Evolution fra 1997, og endelig “The Apples Theme Song”, som bandet har indspillet til sin egen hjemmeside. På hjemmesiden har alle haft mulighed for at remixe singlen fra New Magnetic Wonder, “Can You Feel It?”, som Robert Schneider har uploadet i en ikke-komprimeret version. Det bedste bud på et remix – i The Apples in Stereos optik – vil blive inkluderet på den digitale version af Electronic Projects for Musicians. Trackliste:1. Shine (In Your Mind)2. Thank You Very Much3. Onto Something4. Man You Gotta Get Up5. The Golden Flower6. Avril En Mai7. Hold On to This Day8. The Oasis9. On Your Own10. Other11. So Far Away12. The Apples Theme Song13. Stephen Stephen14. Dreams Læs også Undertoners anmeldelse af:The Apples in Stereo: New Magnetic Wonder

Interview

Annuals – familien er vigtigst

En god vens kælder, der altid er åben, har været væsentlig for arbejdsprocessen, fortæller Adam Baker, Anna Spence og Nick Radford fra Annuals om deres debutplade, Be He Me. Pladens tekstunivers vil de ikke komme med længere udredninger om; både på grund af en pagt, de har indgået, og fordi musik ikke er det vigtigste i verden. (20.02.08)En god vens kælder, der altid er åben, har været væsentlig for arbejdsprocessen, fortæller Adam Baker, Anna Spence og Nick Radford fra Annuals om deres debutplade, Be He Me. Pladens tekstunivers vil de ikke komme med længere udredninger om; både på grund af en pagt, de har indgået, og fordi musik ikke er det vigtigste i verden. En ’annual’ er en plante, der på bare et enkelt år spirer, blomstrer og dør. Den amerikanske sekstet Annuals har næsten gennemgået selv samme livscyklus som den etårige plante, de har taget navn efter. Kun ét album, gode anmeldelser og positiv blogomtale skulle der til for at få bandet til at spire blandt andre folkpop-navne som Broken Social Scene og Animal Collective. Blomstringen er sket under bandets koncerter, heriblandt et besøg på sidste års Roskilde Festival, hvor publikum har måttet overgive sig til deres livfulde melodier og medrivende sceneoptræden. Alt sammen er sket, siden debuten blev udgivet i oktober 2006 og godt et års tid frem, til lyset blev slukket efter allersidste koncert under bandets turné. Livløse er Annuals dog ikke. For tiden er de unge bandmedlemmer, der i snit kun har oplevet 20 somre, i studiet for at indspille deres kommende album, som er planlagt til udgivelse i september. Følger indspilningen af dét album samme procedure, som lå bag arbejdet med Be He Me, er der tale om en længerevarende proces. Debuten blev optaget i en god vens kælder, hvor bandmedlemmerne kunne komme og gå, som det passede dem. Det har medført, at Annuals’ sange er sammensat af utallige spor.»Vi kunne arbejde på det, indtil vi ikke gad mere. Og den næste dag kunne vi fortsætte, hvor vi slap dagen før,« siger frontmand Adam Baker og tilføjer om tilblivelsen af Annuals’ sange, at når et bandmedlem har en idé til et stykke af en sang, kan vedkommende bare komme ned i kælderen og indspille det. »Vi bor praktisk talt i denne kælder. Det er rart, at vi kan gøre, som vi vil,« siger Adam Baker, mens keyboardspiller Anna Spence indskyder, at mange af deres sange ændrer sig nede i kælderen. »Ja, og der er indspillet mere end et par versioner af hver enkelt sang,« siger Adam Baker. »Og det er alle sammen versioner, som vi rent faktisk er begyndt at spille,« fortæller Anna Spence. Man tænker, at de frie indspilningsrammer og denne lag på lag-produktion af sangmaterialet nødvendigvis må kræve en bandleder, der har overblik og kontrol over processen. Det afviser Adam Baker:»Jeg skriver sangene, men der er ingen bandleder som sådan. Der er ingen af os, der slår i bordet«. Vores sange skal ikke lyde ensMens første del af Be He Me består af energisk uptempo-folkpop, er en del af pusten tabt på anden halvdel. Annuals erkender selv, at der er forskel mellem de to pladehalvdele. »Det er en udfordring, når albummet skal sættes sammen. Vi havde 20-25 sange, som vi måtte vælge mellem at arbejde på, og de var så forskellige, at vi ikke have nogen idé om, hvordan vi skulle sætte dem sammen på en perfekt måde. Vores mål er ikke at skrive sange, der lyder ens, så albummet kan være svært at fordøje for nogen, fordi sangene er så forskellige,« siger Adam Baker, der dog tror, at visse musiklyttere vil sætte pris på pladen, eftersom visse sange passer til en dag, hvor man har det på én bestemt måde. Næste dag, hvor man måske føler sig elendig, kan man så lytte til den anden halvdel af pladen, forklarer Adam Baker. Selv om det er første del af Be He Me og især sange som det åbnende trekløver “Brother”, “Dry Clothes” og “Complete, or Completing”, som Annuals er brudt igennem på, havde Anna Spence troet, at det var et helt andet nummer, der ville blive valgt ud. Nemlig den langstrakte folksang “Sway”, der afrunder pladen, fordi »den har alt det, vi lyder som, i en og samme sang«. Kan bjørne lægge puslespil?På coveret til Be He Me står en mand med Robin Hood-hat i en frodig skov og kigger på et gammelt, kroget træ, mens han bliver betragtet af en ged og en kat. Det ville være en passende illustration til et Brødrene Grimm-eventyr. »Det var præcis en eventyrs-stemning, vi gik efter. De fleste sange handler metaforisk om arketyper. Vi tager en ged, og du tænker ikke, at en ged vil forlade en hær. Vi tager en bjørn, og du tænker ikke, at en bjørn vil “¦ øh, jeg ved ikke”¦ samle et puslespil,« forklarer Adam Baker til stor latter. Han tilføjer, at han godt kan lide dyr, som det vrimler med i teksterne, fordi de er bedre end mennesker. »Vi ødelægger verden, det gør de ikke«. Hvad vil I udtrykke med alle dyrene i teksterne? »Der er ingen dybere mening, ingen større grund. Folk lægger for megen vægt i musik. Det er ikke den vigtigste ting i verden. Men det gør livet meget bedre.«»Det er vigtigt”¦.,« indskyder trommeslager Nick Radford. »Ja, hvis det ikke blev indspillet og solgt.«»Men så ville vi ikke være her.«»Ja, okay, det er vigtigt for os,« overgiver Adam Baker sig. Jeres tekster kredser meget om døden? »Der er meget død deri, ja. På denne plade er der mange temaer om familien. Familien er den vigtigste ting i verden. Det skulle den i hvert fald være. Selv om mange ikke synes at tænke sådan. Teksterne er dog ikke lavet ud fra nogen formular, men handler bare om det, jeg føler. Der er masser af personlige ting. Men jeg kan på ingen måde beskrive det hele i en sætning.« Be He Me er dedikeret til Bakers far. Han døde af kræft i de dage, Annuals var ved at optage klaversporet til “Father”, og derfor fandt bandet en dedikation passende. Ud over “Father” indeholder albummet også familiesangene “Mother” og “Brother”. Det var imidlertid ikke intensionen til at begynde med, at albummet skulle indeholde et mindre familie-koncept, forklarer Adam Baker. Han endte bare med at skrive tekster om det, der står ham nært; familien. Tophemmelig pagtMange har sikkert kløet sig en hel del i håret af ren og skær undren over, hvad pladetitlerne Be He Me og Frelen Mas, navnet på en b-sideopsamling der udkom som download i efteråret, betyder. Selv efter et møde med tre Annuals-medlemmer blæser svaret stadig i vinden. Mens Frelen Mas kan betyde det, man nu vælger at lægge i det, er Annuals langt mere hemmelighedsfulde, når de bliver spurgt ind til meningen med den pudsige sammensætning af ordene be, he og me.»Jeg kan ikke fortælle, hvad det betyder,« lyder det kategorisk fra Adam Baker.»Det er top secret. Det betyder noget for os,« siger Anna Spence, mens Nick Radford tilføjer: »Det betyder mange ting for os på mange forskellige måder.« I vil ikke fortælle én af tingene? »Nej, vi har indgået en pagt,« siger Adam Baker.»Du vil aldrig regne det ud. Det har vi ikke selv,« slutter Anna Spence. Læs også Undertoners anmeldelser af:Annuals: Be He MeAnnuals, 06.07.07, Roskilde Festival

Plader

Michael Hurley: Ancestral Swamp

Den amerikanske folksanger Michael Hurleys 20. plade, Ancestral Swamp, kunne for så vidt være indspillet for 40 år siden. Instrumenteringen er spartansk, men stadig kraftfuld. Selv om Hurley har det med at blive for sumpet og miste fokus, er netop hans sløsede, nærmest amatøristiske tilgang til fremførelsen en styrke ved pladen.

Plader

Southeast Engine: A Wheel Within a Wheel

De nye Wilco ville være en passende salgstale for Southeast Engine. Både fordi bandet musikalsk slægter Jeff Tweedy og co. en del på, men også fordi deres countryrock er af en så høj kvalitet, at den sagtens kunne bære at være en arvtager.

Plader

Patrick Watson: Close to Paradise

Close to Paradise er et klaverbaseret jazzrock-album, som ikke mindst på grund af et stærkt vokalarbejde er fascinerende smukt i sine bedste momenter. Pladen går dog af og til i tomgang. Electronicaen og spacerocken, der også trænger sig på i Patrick Watsons drømmende landskab, kunne med fordel være udforsket noget mere.

Koncerter

Fiery Furnaces, The, 25.11.07, Lille Vega, København

Fiery Furnaces’ seneste plade, Widow City, prægede sætlisten ved koncerten i Lille Vega søndag aften. Derfor var dele af amerikanernes optræden hæmmet af en vis monotoni, ikke mindst fordi en kontant, rytmisk fremførelse havde skubbet Fiery Furnaces’ vanligvis legende, synth-infiltrerede prog-poppede melodier en smule i baggrunden.Fiery Furnaces’ seneste plade, Widow City, prægede sætlisten ved koncerten i Lille Vega søndag aften. Derfor var dele af amerikanernes optræden hæmmet af en vis monotoni, ikke mindst fordi en kontant, rytmisk fremførelse havde skubbet Fiery Furnaces’ vanligvis legende, synth-infiltrerede prog-poppede melodier en smule i baggrunden. Inden The Fiery Furnaces slog første tone an på scenen i Lille Vega, klargjorde hovedarkitekten bag den amerikanske søskendeduos kringlede melodier, Matthew Friedberger, at de ikke havde til sinds at tale særlig meget under koncerten. Derfor kunne man foranlediges til at tro, at det som ved tidligere Fiery Furnaces-koncerter ville blive et sæt, hvor sange fra duoens bagkatalog vævede sig ind og ud af hinanden uden nævneværdige afbrydelser. Det var dog ikke tilfældet. Koncerten var som enhver anden, for der blev levnet plads til applaus fra publikum mellem de enkelte og klart adskilte numre. Og både Matthew og især søsteren Eleanor havde god kontakt med de fremmødte. I oktober udgav Fiery Furnaces sit sjette album og til dato mest kontante album, Widow City. Det var denne udgivelse, de var kommet til København for at promovere, og hvorfra hovedparten af sangene på sætlisten var hentet. Følgelig blev koncerten ikke den legesygt sprudlende oplevelse, som de fleste numre fra Fiery Furnaces’ øvrige udgivelser lægger op til. Først da tiden var så fremskreden, at vi nåede til ekstranumrene, hvor publikum blev opfordret til at komme med ønsker, kom det ældre Fiery Furnaces-materiale i fokus. Da Fiery Furnaces fik sit gennembrud med Blueberry Boat i 2004, blev bandet ofte sammenlignet med en anden duo, hvis medlemmer har en familiær relation, nemlig The White Stripes. Men bortset fra dét og visse garagerock-influenser har de to duoer intet tilfælles. Fiery Furnaces bør derimod nærmere sammenlignes med prog-rockbands fra 70’erne som blandt andre King Crimson. Under søndagens koncert var dele af sættet imidlertid præget af en konceptuel monotoni netop a la White Stripes. Ikke sjældent var trommer og bas – håndteret af henholdsvis Bob D’Amico og Jason Loewenstein – samt Eleanors vokal sangenes grundsubstans. Det skete, når Matthew og hans chamberlain-keyboard blot lagde sig op ad rytmesektionens hårdtslående bastanthed og dermed ikke udfoldede de ellers så velkendte legesyge synthrytmer. De overrumplende overraskelsesangreb, duoen også udmærker sig ved, begrænsede sig stort set til hidsige temposkift mellem rytmesektionen og Matthews keyboard. De var til gengæld så voldsomme og effektive, at det praktisk talt var umuligt ikke at trække på smilebåndet af ren og skær overgivelse. Ser man bort fra, at ekstranumrene virkede fremført lidt på skrømt, var bandet tight og velspillende gennem hele koncerten – med Matthew Friedberger som den virtuose ankermand, altid med et søgende blik på Loewenstein og D’Amico og et konstaterende smil, når han så, at de leverede varen. Det var derimod valget af sange, der gjorde, at man ikke blev ør i hovedet af at virre det rundt for at følge med de musikalske krumspring, man havde forventet ville foregå oppe på scenen. Materialet fra den ellers stærke Widow City indeholder i mindre grad melodier af den art. Efter bandet havde været backstage i præcis så lang tid, at de nåede at få stukket en øl i hånden, holdt de ønskekoncert. “Inca Rag/Name Game” fra Gallowsbird’s Bark blev ønsket af én, men Matthew spillede og sang kun andet vers, før han sluttede brat. Et andet ønske, “Blueberry Boat”, blev leveret i en version, der var renset for originalens fløjter og gøglede cirkus-synth. Omtrent samme behandling fik “Tropical Ice-land” og “My Dog Was Lost But Now He’s Found”. Derfor blev det i mindre grad et iørefaldende og melodisk legende Fiery Furnaces, men derimod et til tider smadret, men altid kontant, rytmisk spillende Fiery Furnaces, man fik at høre denne søndag aften. Men det er trods alt langt fra et kedsommeligt bekendtskab. Karakter:  

Plader

Simon Gylden: First Man On Venus

På sin fjerde plade levner Simon Gylden både plads til de skæve folk-melodier, der kendetegnede hans plade Go Folk Yourself!, og de elektroniske udskejelser, som prægede hans forrige udspil, The Candy Apple Album. Sidstnævnte udtryk har han på vellykket vis igen opdyrket og udforsket på First Man On Venus.

Nyheder

Kloster: »Vær ikke bange«

Mikael R. Andreasens lofi-projekt, Kloster, er på vej med sin tredje plade. Klosters kommende plade har fået titlen Do Not Be Afraid, og det er en ganske betryggende udmelding, for i al sin rare behagelighed havde den forrige Kloster-plade, Coastal Research, sine foruroligende øjeblikke. Hele 17 personer gæster Mikael R. Andreasen på Do Not Be Afraid, og det har resulteret i en mere varieret plade med en rigere instrumentering og flere vokale lag, end tilfældet var på Coastal Research, der i bund og grund var et enmandsprojekt. Pladen er mixet af KRAMER, der blandt andre har arbejdet sammen med Low, Yo La Tengo og Danielson Famile, og udkommer lige omkring årsskiftet. Trackliste: 1. Maranatha 2. I Do Accept To Be Killed And You To Live In Me 3. What Wondrous Love Is This? 4. My Heart = Your House 5. How Many Days Until I Will Meet You? 6. Abide In Me 7. Confusion Comes Clarity 8. And Now That My Voice Cracks With Regret 9. Dear God, Bring Me Your… 10. Please Take This Cup From Me 11. New Creation 12. Try To Get Some Rest, My Love

Plader

1 2 3 4: In Your Faith

Herligt melodiske og lettere slackede popsange fylder de fleste af rillerne på 1 2 3 4’s debutplade, In Your Faith. Alligevel halter det hist og her, så bandet gør ikke det mærkbare indtryk, deres sangmateriale egentlig berettiger til.

Interview

1 2 3 4 – depraveret med et glimt i øjet

Frontmand i 1 2 3 4 Rune Hedemans tekster er tungsindige, og hans sceneoptræden har fremkaldt sammenligninger med den italienske diktator Benito Mussolini. Alligevel er Rune Hedeman ikke bange for, at folk vil opfatte ham som en vred ung mand. (31.10.07)Frontmand i 1 2 3 4 Rune Hedemans tekster er tungsindige, og hans sceneoptræden har fremkaldt sammenligninger med den italienske diktator Benito Mussolini. Alligevel er Rune Hedeman ikke bange for, at folk vil opfatte ham som en vred ung mand. I løbet af de seneste fire-fem år har Aalborg markeret sig som lidt af en slackerrockby. Rækken af bands, der kan deres Pavement, Sebadoh og Guided by Voices og på en eller anden vis har rødder i den nordjyske hovedstad, er nemlig lige præcis lang nok til, at det er påfaldende. Ud over pionererne fra det nu hedengangne My Friend George og den eneste kommercielle succes Figurines har fine demobands som bl.a. Bought Landings og Torpedoes også slacket rundt på de aalborgensiske spillesteder, mens Charlie, Don’t Surf stadig er i fuld vigør. 1 2 3 4 i landlige omgivelser Næste skud på stammen kalder sig 1 2 3 4 og har tidligere guitarist i Torpedoes Rune Hedeman som frontmand. Trods tilhørsforholdet til Aalborg, der gælder alle i bandet undtagen guitarist Kasper Helweg, går 1 2 3 4 dog for at være et københavnerband. Det var da også i København, at bandet blev dannet for halvandet år siden, og deres nyligt udsendte debutplade In Your Faith er udgivet på ærkekøbenhavneren Nikolaj Nørlunds pladeselskab, Auditorium. Men trods alt fornægter ligheden med ovennævnte Aalborg-bands sig ikke helt, og bandet diskuterer da også stadig selv, om det er et københavnerband eller ej. Rune Hedeman hælder en smule til det sidste.»Vi er sgu et eller andet sted et Aalborg-band. Vi spiller sådan noget Aalborg-rock,« siger han og uddyber: »Dengang jeg boede i Aalborg, var det sådan, at drengene fra Figurines, Oh No Ono, My Friend George og jeg bare kendte hinanden og gik i byen sammen. Der blev skabt en lille klub deroppe, hvor vi lyttede til plader, kyssede med de samme piger og gik de samme steder hen i byen. Det var sgu dejligt, og det kan ikke undgå at præge en. Men det er efterhånden mange år siden, og man kan også mærke, at de fælles udtryk er ved at være væk. Vi har de samme inspirationskilder, og så er der sket noget forskelligt med det.« Selv har Hedeman droppet den smadrede lofi-lyd, der prægede dagene med Torpedoes. In Your Faith er nemlig mere stram og knap så slacket. Og det skyldes ikke, at Nikolaj Nørlund har siddet i producerstolen under indspilningen, men at Hedeman har dikteret over for de andre, at de skal spille ordentligt, da der »kun er en tynd linje mellem at være slacker og lofi og at være en klovn.« Selv om 1 2 3 4 er gode musikere, er de det først og fremmest i kraft af deres sammenspil, mener Hedeman og peger på Pavement som et band, der kan gå lofi, uden at det går op i hat og briller.»Pavement var fantastiske musikere, fordi de var dygtige, men også fordi de turde være dårlige og skrælle deres musikalitet helt ned til det helt basale, så det bare blev rent udtryk i stedet for kunnen.« Homofascistiske armbevægelserAllerede langt før 1 2 3 4 fik en pladekontrakt, har bandet eller rettere Rune Hedeman gjort sig en del bemærket. Hans fagter og armbevægelser under bandets koncerter er så iøjnefaldende, at han er blevet sammenlignet med Morrissey, Mussolini og Napoleon. Hedeman forklarer, at denne måde at agere på er noget, der bare kommer til ham. 3/5 af bandet på visit hos DR – Rune Hedemann halvt skjult bag sin kop »Jeg har ingen indstuderede moves, det er ikke koreograferet. Jeg gør bare det, der falder mig ind. Noget spas,« siger Hedeman, som dog finder det sjovt at få disse kaldenavne.Det samme gør de resterende bandmedlemmer, som på grund af sammenligningerne med Morrissey og Mussolini er begyndt at kalde ham for homofascisten. Du har det også med at kigge ondt ud på folk med et skulende blik?»Jeg skuler aldrig ondt ud mod publikum. Jeg forsøger at kigge dem lidt i øjnene. Se, hvem de er. Publikum forandrer sig altid fra gang til gang, det gør jeg også selv. Så det er en meget god ting lige at se dem i øjnene, og møde dem, hvor de er. Jeg plejer også at gøre det samme med drengene – tage en runde og se, hvordan de har det.« »Vi er jo ikke Grinderman« »Even though I stayed aroundI’d still be the saddest boy in townSo full of gospel, so filled with gossipThe shattered love with its broken logic I foundSo where does it go from here?I don’t care anymore for that toothbrush’s been dropped on the floor«(“œSaddest”) Et mere eller mindre tilfældigt tekstuddrag fra én af Rune Hedemans tekster viser med al tydelighed, hvilken sindsstemning der hersker i 1234’s univers. Med Hedemans egne ord »klassisk ungdommeligt tungsind«, der dog er tilpas reflekteret til, at det ikke er ren weltschmertz. Det nærliggende spørgsmål er, om det virkelig er sådan, han selv går rundt og har det?»Uha, ja og nej. Man kan ikke skrive med andre som udgangspunkt end en selv.« Men man kan godt opfinde et univers?»Ja, men så skulle det være de værste udgaver eller de bedste udgaver af mig selv. Forskellige udgaver af, hvordan jeg har haft det.« Du sammenligner det selv med Charles Bukowksi. Hvad er dit forhold til ham?»Dengang jeg begyndte at læse ham, syntes jeg bare, jeg kunne genkende en mand, der var lige så indebrændt og depraveret som mig selv. Som havde set livets dårskab i øjnene, og som turde udtrykke og konfrontere det. Det, syntes jeg, var smukt. Jeg siger ikke, mine tekster er smukke, men det er i hvert fald der, mit forlæg er. Men der er så mange andre som Hemingway, John Fante og Baudelaire.« Du er ikke bange for, at man ser dig som en vred ung mand? Hvis man kun ser dine fagter på scenen og hører teksterne, kan man godt opfatte dig lidt som den der homofascist…»Ha ha, jeg lugter en overskrift. Nej, jeg synes, der er et glimt i øjet i vores univers. Altså, det er jo ikke Grinderman, det her. Musikken er pop, det forsøger vi i hvert fald at lave, og jeg synes, det er vigtigt at have den kontrast til teksterne, at melodierne er iørefaldende.« Læs også Undertoners anmeldelser af:1 2 3 4: In Your Faith1 2 3 4, 04.07.07, Roskilde Festival

Plader

Olesen-Olesen: Kain og Abel

Henrik og Peter H. Olesen stopper deres musikalske parløb med udgivelsen af dobbeltalbummet Kain og Abel. De har indspillet hver sin plade uden den andens indblanding, så splittelsen er allerede en realitet. Den enes bidrag er lyst og håbefuldt, mens sortsynet råder på den andens. Gæt selv, hvem der står bag hvilken.

Nyheder

Jonathan Richman gæster også Danmark

Den tidligere Modern Lovers-frontmands turneplaner inkluderer nu Århus For halvanden uge siden kunne vi fortælle, at Jonathan Richman tager på turne i Skandinavien til oktober. Samtidig måtte vi dog lægge lidt låg på glæden over den gode nyhed. Endnu havde ingen danske spillesteder lagt billet ind på at få Richman på deres program over efterårets koncerter. Det har Voxhall nu gjort, så Jonathan Richman indleder sin turne i Norden med en koncert i Århus den 1. oktober. Jonathan Richman udsendte sidst en samling naive kærlighedssange i 2004 med pladen Not So Much to Be Loved as to Love. Titelnummeret kan høres her

Nyheder

Jonathan Richman gæster Skandinavien

“¦men desværre ikke Danmark. Danske fans må en tur til Sverige Pablo Picassos dametække, dans på en lesbisk bar og jeans, der ikke passer. Intet emne er for stort eller småt i Jonathan Richmans naive og humoristiske tekstunivers. Richman, der er kendt i den brede befolkning for sin rolle som musiker i komedien There’s Something About Mary, var i 1970’erne frontmand for proto-punkgruppen The Modern Lovers. Men selv om han var »in love with rock’n’roll«, forlod han gruppen i 1978 og fortsatte sit musikalske virke med en genremæssigt bredere favnende solokarriere – dog forvirrende nok ofte med nye Modern Lovers-konstellationer som backingband. Richman har bl.a. været omkring country, surf, latin og soul, og sunget på både fransk og spansk. Men uanset genre og sprog er han som oftest fantastisk underholdende; såvel tekstmæssigt som på en livescene. Dét er muligt at opleve til oktober, når den amerikanske kult-entertainer slår vejen forbi Skandinavien. Desværre står der (endnu) ingen danske spillesteder på Richmans turnéplan. Han besøger kun Norge og Sverige, og set med danske øjne er det datoerne d. 5. og d. 7. oktober, der skal krydses af i kalenderen, for her gæster Richman henholdsvis Trädgår’n i Göteborg og KB i Malmö. Det er helt sikkert rejsetiden til disse koncertsteder værd at opleve den 56-årige amerikaner. Se bare nedenstående klip fra en fem år gammel Richman-koncert.

Plader

Annuals: Be He Me

Den unge amerikanske sekstet Annuals imponerer med en legesyg og idérig debutplade, som er fyldt med et større arsenal af instrumenter og elektroniske effekter. Det kunne have blevet en rodet affære, men det sker ikke i Annuals' melodisk boblende folkpop-sange.

Koncerter

Loney, Dear, A Hawk and a Hacksaw, Grizzly Bear, 07.07.07, Roskilde Festival

[Lasse Dahl Langbak, Martin Laurberg og Anders Mortensen]Loney, Dear, 20:00, Pavilion Åh, hvor det varmede om hjertet og i kroppen at træde ind under Pavilion-scenens teltdug efter at have stået og småfrosset, mens Flaming Lips skød med konfetti og sendte balloner til vejrs i et forfejlet forsøg på starte en popfest. Wayne Coyne og co. havde rammerne, men manglede det musikalske indhold, som det svenske enmandsprojekt, Loney, Dear, i den grad besad med en lind strøm af behagelige og indtagende popmelodier. Manden bag aliaset Loney, Dear, Emil Svanängen, har udgivet fire plader, der primært er indspillet på en minidisc i hans soveværelse. Modsat mange andre soveværelsesmusikere er Loney, Dear dog hverken et minimalistisk eller indadvendt foretagende – det er højst en smule vemodigt. Musikken er rigt instrumenteret lag-på-lag-pop, som Svanängen umuligt ville kunne fremføre ene mand, uden at for meget ville gå tabt. Loney, Dear Derfor havde han medbragt en håndfuld musikere, hvor især den evigt smilende keyboardspiller og backup-sanger Malin Ståhlberg lyste op som et perfekt match til Svanängens lyse og ofte højtsvungne vokal. Det første af mange højdepunkter indtraf med den uafrysteligt smukke og himmelstræbende falsetsang i “I Am John”. Det kom sikkert bag på de fleste, der ikke havde hørt Loney, Dear før, at han kan synge med så tynd en stemme. Netop vokalarbejdet kom i centrum, både for det gode, men desværre også for det trættende. Sjældent er der blev nynnet så meget under en koncert. Der blev »na na«’et og »åh åh«’et i et omfang, der til sidst blev for meget. Dog var den ene ordløse sang, hvor melodilinjen i stedet blev nynnet i takt til musikken med tiltagende kraft, ret betagende. Koncerten med Loney, Dear satte en fed streg under Emil Svanängens talent som sangskriver. Den ene velskrevne sang – med “Saturday Waits” og “The Meter Marks OK” som de fineste øjeblikke – tog over fra den forrige. Den times tid, man fik i selskab med Loney, Dear, var en rar, varm og charmerende oplevelse, som alle med pophjertet på rette sted ville have elsket. (LDL) Karakter:   A Hawk and a Hacksaw, 21:30, Astoria A Hawk and a Hacksaw – den tidligere Neutral Milk Hotel-trommeslager Jeremy Barnes’ soloprojekt, for nu at indvie de uindviede – har altid haft ry for at spillede bemærkelsesværdige koncerter. Førhen var koncertene enmandsshows, hvor Barnes spillede trommer, harmonika eller guitar og sang på én gang iført en hat med påklistrede trommestikker, der gjorde det muligt for ham også at spille på bækkener. Dengang var stilen en slags opdateret udgave af gammel amerikansk folkemusik. Siden er violinisten Heather Trost kommet med i bandet og stilen har bevæget sig mere i retning af østeuropæisk folkemusik, dog stadigvæk i en ret skæv udgave. Til Roskilde-koncerten havde Barnes og Trost medbragt den ungarske cymbalom-spiller Balázs Unger, der også er med i The Hun Hangár Ensemble, som har spillet sammen med A Hawk and a Hacksaw på de seneste par udspil. Det er nok på sin plads at nævne, at en cymbalom er som et cembalo (det lille klaver med en mere metallisk klang), hvor overdelen er pillet af, og man spiller direkte på strengene med små køller. Unger er usvigelig skrap til at spille på sådan én, og hans på én gang halsbrækkende rytmiske og vanvittig melodiske spil var en af hovedårsagerne til, at A Hawk and a Hacksaws koncert var en virkelig stærk oplevelse. Nu kan man måske umiddelbart synes, at der er noget lidt irriterende ved blege amerikanere, der rejser ud i verden og finder noget fremmed og eksotisk musik, som de gerne vil lære at spille. Men det stærke ved Jeremy Barnes’ måde at gøre det på er, at han har taget ungarsk musik til sig på en måde, hvor man tydeligt kan høre, at han har en anden baggrund. Koncerten var spækket med medrivende melodistykker, der nærmest bragte tankerne hen på Ennio Morricones western-soundtracks, blot i en meget mere turbo- og sigøjneragtig udgave. Det var virkelig smukt. Sædvanligvis foretrækker jeg den første A Hawk and a Hacksaw-plade, som er mindre østeuropæisk og mere amerikansk end de senere plader. Men som livemusik er Barnes’ Ungarn-trip ret forrygende. (ML) Karakter:   Grizzly Bear, 00:00, Pavilion Navnet Grizzly Bear har ofte virket som noget af en modsigelse af bandets lyd, der på trods af en tydelig udvikling i både antallet af bandmedlemmer og melodiernes fylde stadig er intim og nærværende. Men lørdag aften i Pavillion var fyldt med den storhed, varme og kraft, der kendetegner en rigtig fuldsblodsbjørn. Grizzly Bear Publikum var fra starten tændte på bostoniansk psykedelisk folk, og da Chris Bear introducerede koncerten med en singalong-version af “Lille Peter Edderkop” var hygge-niveauet sat. Og fra resten af bandet kom ind, var der næsten ikke andet end store smil og enormt overskud fra en usandsynligt veloplagt gruppe, der ikke lagde skjul på, at psychen har overtaget. Buldrende trommer og udflydende guitar gav psykedelisk tyngde til Grizzly Bears i forvejen orkestrale hjemstavnshymner, og de, der forventede en konstant stille akustisk koncert med lidt electronica-knas henover, må være skuffet, men der er ingen årsag til at kritisere bandet for den drejning. De er på vej mod noget større og bredere og uden at gå på kompromis, hvilket publikum også mærkede. Der var stadig tid til de nedbarberede numre fra debuten Horn of Plenty, men selv disse sange var påvirkede af en større og varmere lyd, der fjernede en del af det, der førhen virkede melankolsk og fjernt. Singlen “Fix It” fra omtalte debuten var et eksempel på en af de sange, der blev løftet op og bragt ud i mere eller mindre tågede bølger og sammen med mini-indie-hittet “Knife” var den med til at bringe publikum i godt muddertrodsende humør. Et klart højdepunkt var The Crystals-coveret “He Hit Me (And It Felt Like a Kiss)”, der igen dokumenterede gruppens lidenskab for det harmoniske og og orkestrale, og der var konstante referencer til fortidens vokalgrupper, når Chris Bears og Edward Drostes stemmer smukt slyngede sig sammen i langsommelige »ooh«- og »aah«-vokaler. De to ord kan egentlig gøre sig gældende for hele koncerten, der var et stort højdepunkt fra et yderst velspillende band og blandt festivalens absolutte bedste oplevelser. (AM) Karakter:   Læs også Undertoners anmeldelser af: Loney, Dear: Loney, Noir A Hawk and a Hacksaw and The Hun Hangár Ensemble: s.t. Grizzly Bear: Yellow House

Koncerter

National, The, Tenniscoats, Taxi Taxi!, 07.07.07, Roskilde Festival

[Lasse Dahl Langbak og Martin Laurberg]The National, 14:30, Odeon Under et minut inde i det fortræffelige åbningsnummer “Start a War” stod det klart, at amerikanske The National ville blive en stærk oplevelse. Det begyndte helt afdæmpet, men det flåede en markant, tyk bas itu, da den blæste ud fra scenekanten. Linjen var lagt for en koncert, hvor hvert eneste instrument fremstod massivt i lydbilledet og dermed lød noget anderledes end den smukt underspillede americana, som The National normalt mestrer. Det kostede lidt på vokalfronten, da Matt Berningers mørke og ellers nærværende røst til tider havde svært ved at trænge igennem det forbavsende høje lydniveau. The National – foto: Peter Christian Binau-Hansen/LiveShot.dk Men omvendt var det en meget intens optræden, hvor trommeslager Bryan Devendorf med sin eminente og afvekslende spillestil fik vist, hvor vigtig han er for The Nationals slidstærke sange. Men det var især Padma Newsomes sikre håndtering af violinen, som hvirvlende energisk indsvøbte flere melodier, der hørte blandt koncertens højdepunkter. Det var især stærkt, de gange han duellerede med en klirrende guitar. Det eneste, man kunne ærgre sig over, var spilletidspunktet. Midt om eftermiddagen – også selv om solen ikke ligefrem skinner – er ikke den rette tid på døgnet for The Nationals mørke, melankoli-rock. Men det hjalp en hel del, at Berninger og co. optrådte som et fuldblodsrockband. (LDL) Karakter:   Tenniscoats, 15:00, loungescenen Allerede fredag aften fik man mulighed for at se Saya og Ueno Takashi aka. Tenniscoats, som begge er medlemmer af Maher Shalal Hash Baz, der gav alletiders bizarre koncert. Lørdag var turen så kommet til at se det melankolske ægtepar på egen hånd som afslutning på den stribe af fine japanske navne, der spillede på loungescenen i år. De sidste par gange Tenniscoats har gæstet Danmark (især første gang), har deres skæve, minimalistiske og sfæriske folk været en fornøjelse, så der var lagt op til en fin og tilbagelænet eftermiddagskoncert. Saya Takashi på rhodes, orgel og sang, Ueno Takashi på mudharpe og elguitar og Satoru Uno på trommer indfriede da også forventningerne til fulde og spillede en smuk og sfærisk omgang japansk folk, der passede perfekt til den matte stemning oven på fredagens sene koncerter med The Congos og Brian Jonestown Massacre. Nu kunne valget af instrumenter – rhodes og mundharpe – måske bringe mindelser om amerikansk C&W-inspireret folk. Men sådan var det langtfra. For hvis der er noget, der kendetegner Tenniscoats’ musik, er det det absolutte fravær af belortede cowboystøvler. Jeg tror aldrig, at det er lykkedes nogen at spille mundharpe mere rent og med mindre twang end Ueno Takashi. Og Saya Takashis rhodes mindede langt mere om et bal på et rokoko-slot end om en sen aften på en bodega i Memphis. Tenniscoats’ koncert var fyldt med smukke folknumre, hvor sfæriske udsvævelser blev perfekt afstemt med udkoksede guitar-freakout-stykker og lirekasseagtig orgelklimpren. Virkelig en fin start på dagen! (ML) Karakter:   Taxi Taxi!, 17:00, Lounge Taxi Taxi! afsluttede rammende deres koncert med en coverversion af Daniel Johnstons “True Love Will Find You in the End”. Rammende, fordi den manio-depressive amerikaner besidder den samme uskyldsrene naivitet, som ligger til grund for de to svenske teenage-tvillinger, Miriam og Johanna Berhans, tekstunivers. Taxi Taxi! Og rammende fordi denne coverversion var en af de få sange under koncerten, hvor melodimaterialet var stærkt nok til at stå distancen i Taxi Taxi!s skrøbelige og sarte udtryk, der ikke udgøres af andet end piano eller harmonika og en akustisk guitar (eller ukulele, som den var byttet ud med i et enkelt nummer), der blev rørt så lidt, at den næppe skal have skiftet strenge foreløbig. Af egne kompositioner hørte den fine “To Hide This Way” til blandt de få mindeværdige melodier. Taxi Taxi! mangler en del på sangskriversiden, men det opvejede de med deres fascinerende vokalharmonier. De to søstres stemmer lægger sig ikke overraskende tæt op ad hinanden. Miriam har en svagt mørkere klang end Johanna, så de supplerer hinanden fortræffeligt ved at vikle sig ind og ud af hinanden og endda overtage hinandens melodilinjer. Ligesom Björk, som det ikke er helt galt at sammenligne dem med, ynder de at eksperimentere med vokalens muligheder. Det gør de blændende smukt. Og deres lidt generte, men smilende sceneoptræden var også rørende, men der var desværre ikke rigtig nogen sange, der rumsterede i hovedet efter koncerten. (LDL) Karakter:   Læs også Undertoners anmeldelser af: The National: Boxer Taxi Taxi!: s.t.

Koncerter

Mando Diao, People Press Play, Roky Erickson and the Explosives, 06.07.07, Roskilde Festival

[Lasse Dahl Langbak, Martin Laurberg og Mikkel Arre]Mando Diao, 14:00, Odeon Mando Diao går for at være et af de bedste livebands i deres hjemland, Sverige. Dét levede det fem mand høje retrorockband til fulde op til, da de gav en energisk og medrivende koncert på Odeon. Tre ekstra mand var hevet med på scenen, og med blæseinstrumenter og bongotrommer satte de ekstra kulør på Mando Diaos british invasion-inspirerede og stærkt melodiske rocksange. Men det var nu de to frontmænd og noget nær perfekte rock’n’roll-makkerpar, Gustaf Norén og Björn Dixgård, der holdt energiniveauet oppe ved at springe rundt mellem hinanden i kampen om den ene mikronfon, som de på skift kaprede med hver sin udtryksfulde rockvokal. Fra åbneren “Tony Zoulias (Lustful Life)” og resten af koncerten var der på intet tidspunkt tegn på, at Mando Diao ville tabe pusten. Fra sang til sang blev koncerten bundet fortrinligt sammen. F.eks. udfyldte en sagte trumpet stilheden, indtil Mando Diao havde samlet sig og var klar til at levere en fuldfed liveudgave af den fyrige “Killer Kaczynski”. Sættet bestod primært af numre fra Mando Diaos seneste album, Ode to Ochracy. Et album, der viste sig at stå distancen live med en lang række stærkt melodiske rocksange som “Song for Aberdeen”, “Amsterdam” og “The Wildfire (If It Was True)”. Sidstnævnte blev indledt af Slash’ legendariske guitarriff i “Sweet Child O’ Mine” som for lige at markere, at Mando Diaos enkle og lidt pæne udtryk er et bevidst valg. Og det må siges at være det helt rette valg. De fem svenskere fra Borlänge matcher nemt de fleste andre melodifokuserede 60’er-retrorockbands – og live må de være svære at overgå. Under ekstranumrene trak Mando Diao for alvor stikket hjem til publikums udelte begejstring. Nemlig ved at spille de sange, som man trods det egentlige sæts høje niveau havde ventet på. “God Knows” fra Hurricane Bar, og “Sheepdog” og den hammond-drevne “The Band” fra debuten Bring ’Em In hører til Mando Diaos allerbedste sange, og de satte endnu mere gang i festen og publikums danselyst, end der var i forvejen. Og sørme om ikke det overgearede band, som stort set kun slappede af under Björn Dixgårds smukke solofremførelse af “Ochracy”, rundede af med den træfsikre duet “Long Gone Before Rock’n’Roll”. En stærk afslutning på Mando Diaos forrygende liveshow. (LDL) Karakter:   People Press Play, 17:00, loungescenen Det er næppe nemt at spille et publikum op, der ligger henslængt i tungt, halvvådt sand. Og når man så tilmed har så underspillede sange med sig, som Anders Remmer, Jesper Skaaning og Sara Savery havde fredag eftermiddag, er det noget nær umuligt. Der er naturligvis ingen, der kan forvente, at en koncert i en småfugtig lade med solidt plantede tilhørere bliver en regulær fest, men det var svært ikke at ønske sig lidt mere af People Press Play. Hvis man giver deres debutplade tid nok, er den en fin lille sommerpopplade, som desværre ikke lever pop-delen fuldt ud. People Press Play Det ville også have pyntet på Roskilde-koncerten, hvis trioen havde turdet dvæle lidt mere ved den lille håndfuld gode omkvæd, som der har i rygsækken. Eller også skulle de have givet mere los og dyrket den sagte shoegazer-beslægtede støj, som Anders Remmers bas fra tid til anden leverede. Inde midt mellem de to stole var People Press Play nemlig ikke voldsomt engagerende. Sara Savery har en fin lys stemme, og i korte glimt varierede hun sine melodier så elegant, at det gav lyst til mere. Det samme gjaldt “Before Me”, hvis dybe dubstep-lignende bas gav nummeret nogle modhager. Men disse gode takter blev ikke rigtig fulgt op, og så endte det hele som en dødsensbehagelig, men også lige lovlig anonym omgang. (MA) Karakter:   Roky Erickson and the Explosives, 18:00, Odeon Dem der har set Roky Erickson-dokumentarfilmen You’re Gonna Miss Me fra 2005 ved, at vi skal være glade for at få muligheden for at se psych-legenden spille koncert. For den mand, man møder i filmen, har en hukommelse på omkring fem minutter og virker i det hele taget ude af stand til at klare ret meget. Siden dengang må Roky have fået det bedre, i hvert fald virkede han i topform, da han fredag aften stillede op med sit band The Explosives på Odeon-scenen. Nu tæller glæden ved overhovedet at se manden jo en del, så derfor er det vanskeligt at være rigtig sur over koncerten. Der var da også mange plusser. Først og fremmest er Roky stadig en af verdens klart bedste sangere og en verdensklasseguitarist af den absolut mest slidte skuffe. Det skortede heller ikke på slidsikre hits, hovedsagelig perler fra hans soloplader – “Two Headed Dog”, “Don’t Shake Me Lucifer”, “The Beast” f.eks. – men også et par 13th Floor Elevators-numre. Alligevel skal man være mere end almindeligt grebet af Roky-entusiasme for ikke at føle en vis skuffelse. For hvis Roky i sig selv var i topform, kan man på den anden side ikke sige, at der var meget eksplosivt ved The Explosives, som talte en knastør konservatoriebassist, der lignede Greg Kinnear på en prik og havde sin bas hængende usædvanlig højt på sin “Birth of the Cool”-t-shirt, en bundslidt trommeslager, som lignede Roy Orbisons onde tvilling (og som egentlig var fed nok) samt – værst af alt – en totalt fejlcastet leadguitarist, som fyrede ulidelige Stevie Ray Vaughan-agtige soloer af, hver gang Roky så meget som lukkede munden. Jeg hader Stevie Ray Vaughan! Selv “Splash 1” fra den første 13th Floor Elevators-plade, som ellers normalt er en af historiens bedste sange, blev bearbejdet på en måde, så det i mistænkelig grad lød som standardblues af den polerede slags. Meget ærgerligt. Nå nå nå! Men trods alt: Roky Erickson er en legende i verdensklasse, så det var en stor oplevelse at se ham. (ML) Karakter:  

Artikler

Undertoners guide til Roskilde ’07: lørdag

Hverken silende regn eller uoverkommelige tømmermænd oven på gårsdagens strabadser, der for nogle måske først sluttede med Brian Jonestown Massacres sene nattekoncert, er brugbare undskyldninger for ikke at troppe op foran Pavillion-scenen allerede kl. 12. Slaraffenland Her spiller danske Slaraffenland. Det fem mand høje og overvejende instrumentale orkester blander jazz med eksperimenterende og til tider støjende rock. Hørt før, ja, men Slaraffenland sætter via deres enstemmige råbevokaler et personligt aftryk på deres improvisationer, så alt peger i retning af, at det bliver en god start på dagen. Efter Slaraffenland vil det ikke være en helt dum idé at smutte forbi Odeon, hvor lofi-collegepunkerne The Thermals, der er programsat kl. 12.30, allerede er i fuld sving med at forene Weezer og Guided by Voices. Den cocktail skal nok få én op på mærkerne – det bliver også nødvendigt, hvis ikke man skal kollapse af udmattelse i løbet af dagens tætpakkede program. Dagens første navn, der skal sættes en tydelig cirkel omkring i programmet, er The National. The National Det er lidt ærgerligt, at de spiller allerede kl. 14.30 på Odeon, for deres underspillede og melankolske americana med Matt Berningers mørke røst i front bør indtages, efter solen er gået ned – og helst i ledsagelse med en whisky eller en stout. Men det bliver garanteret en nærværende oplevelse trods det tidlige spilletidspunkt. Færøernes svar på Franz Ferdinand går under navnet Boys in a Band, og de kunne godt gå hen og blive et charmerende bekendtskab – ikke mindst på grund af den særegne accent. Men norske Bigbang spiller samtidig, kl. 16.00 på Orange, og deres melodiske rock, der smager af både Crosby, Stills & Nash og R.E.M., skulle være en forrygende oplevelse live. Det må stå sin prøve. Indtil kl. 17.00 for så er det videre for at høre de svenske tvillingesøstre i Taxi Taxi! fremføre deres tyste og skrøbelige folkmelodier på Lounge-scenen. Flaming Lips seneste plade, At War With the Mystics, er på det jævne, men sætlister fra nyligt afholdte koncerter tyder på, at Wayne Coyne og co. vil diske op med et bredt repertoire, når de entrer Orange Scene kl. 18.30. Så der kan være noget stort i vente. Bliver det et festfyrværkeri af en Flaming Lips-koncert, kommer det nok desværre til at gå ud over Holly Golightly, der går op på Astoria-scenen kl. 19.15. Hun blev for alvor kendt, efter hun medvirkede på White Stripes’ Elephant. Men hun kan nu også stå på egne ben. Det har hun gjort i mere end 10 år, hvor det er blevet til en lang række plader, som trækker på roots, blues og garage-influenser. Live skulle Golightly være ret så fremragende, så det vil næppe være et skidt træk at smutte midt under Flaming Lips for at opleve hende. The Who Engelske Soulsavers feat. Mark Lanegan spiller samtidig, kl. 19.15 på Arena, men de må bukke under for den stærke konkurrence. Trods Lanegans karakteristiske tobaksvokal er Soulsavers’ seneste plade, It’s Not How Far You Fall It’s the Way You Land, ikke videre spændende. Skandinaviens svar på Sufjan Stevens, svenske Loney, Dear (alias Emil Svanängen), der med Loney, Noir har udgivet en af de fineste plader i år, er derimod værd at sætte kryds ved. Det er kl. 20.00 på Pavilion-scenen, og man kan forvente dybfølt popmusik fremført af en blid vokal med falsettendens. Noget vildere bliver det 21.30 på Orange Scene, hvor det er tid til at slå møllesving synkront med Pete Townsend. The Who kan godt gå hen at blive en af de obligatoriske rockdinosaurer, der rent faktisk leverer varen. Norske 120 Days’ shoegaze-inspirerede elektrorock bliver der desværre næppe tid til mellem The Who og endnu et af lørdagens formodede højdepunkter, Grizzly Bear, som tager opstilling på Pavillion-scenen, præcis når midnatsklokkerne ringer. Man kan egentlig ikke forlange en meget bedre måde at afrunde dagen på end at være i selskab med Grizzly Bears halvsære lofi-folk. Læs også en guide til søndag-onsdag, torsdag, fredag og søndag.

Plader

Konfus: s.t.

Brødrene Andreas og Rasmus Kragh har taget hinanden i hånden og forenet håndspillede instrumenter og elektronik under navnet Konfus. Det har resulteret i en række fængslende melodier, som fornemt omgiver Andreas Kraghs poetiske tekster.