Skribent - Lasse Dahl Langbak

Plader

Manyfingers: Our Worn Shadow

Chris Cole er involveret i bands som Movietone og Soeza, og han har arbejdet sammen med Matt Elliott (Flying Saucer Attack, Third Eye Foundation). Under navnet Manyfingers folder han ene mand sit multiinstrumentale talent fuldt ud med udgivelsen af en mageløst smuk plade.

Nyheder

Johnny Marr nyt medlem af Modest Mouse

Der er intet nyt i, at den tidligere guitarist i The Smiths, Johnny Marr, arbejder tæt sammen med Isaac Brock om at skrive sange til den næste plade med Modest Mouse. Men det, der sandsynligvis var tænkt som et midlertidigt samarbejde, ser nu ud til at blive en permanent løsning. Johnny Marr er nemlig optaget som et fuldgyldigt medlem af Modest Mouse. Og det er “really fuckin’ nice”, siger Isaac Brock til Rollingstone. I øjeblikket arbejder Modest Mouse på højtryk for at færdiggøre deres kommende album, som efter sigende udkommer til efteråret og får titlen We Were Dead Before the Ship Even Sank. Bandet har derfor aflyst samtlige koncerter i august for at koncentrere sig om arbejdet i studiet sammen med Dennis Herring, der også producerede Good News for People Who Love Bad News. Når Modest Mouse inden for en overskuelig fremtid drager på skibbruds-turné, er det helt sikkert, at der er reserveret en plads til Johnny Marr i bussen.

Plader

Death by Kite: s.t. EP

I fire stærkt fængende sange forener Death by Kite guitarstøj med melodiske basgange. Selv om bandet spiller lige vel simpelt, er deres musik så effektiv og tillokkende, at denne demo lover godt for kommende udgivelser med denne danske rocktrio.

Plader

Homesick Hank: Leave It Behind

Homesick Hank er i fornemt selskab på Leave It Behind. I producerstolen sidder Paul Oldham, mens hans mere kendte bror Will Oldham (Bonnie 'Prince' Billy) bidrager på vokalsiden. Resultatet er en samling fine americana-sange, der dog bliver en smule kedsommelige i længden.

Koncerter

Two Gallants, Silver Jews, 01.07.06, Roskilde Festival

Two Gallants, Pavilion, 20.00 Der var ikke meget pondus over de to unge fyre, der gik ind på Pavilion-scenen for spille deres energiske sammenblanding af amerikansk country, folk og blues og traditionelle irske folkeviser. Men selv om de var spinkle af statur, var der i den grad saft og kraft bag de tos musikalske formåen. Two Gallants fik det optimale ud af deres spartanske instrumentering, der blot tæller guitar, trommer og lidt mundharmonika. Two Gallants har kun udgivet to plader. Alligevel var den timelange sætliste spækket med imponerende mange slidstærke sange. Flere af dem har kvaliteter, der gør dem til potentielle nyklassikere. Først og fremmest “Las Cruces Jail”, men også “Steady Rolling”, “Nothing to You” og “Long Summer Day” tilhører den kategori. I live-versionerne var Adam Stephens whiskeyhæse vokal stadig suveræn. Fra det inderlige til det aggressive havde hans stemme en stor spændvidde, som han kontrollerede på en så overlegen vis, at hans skæbnefortællinger blev ekstremt nærværende. Og Tyson Vogels trommespil viste sig lige så eminent, som man turde håbe. Da han gav sangene bund, og fordi trommerne ofte var det melodibærende instrument, var han konstant beskæftiget med at tjatte til, slå eller hamre løs på gryderne, så hans lange sorte hår flagrede foran ansigtet på ham. Ene og alene var han en stor musikalsk såvel som visuel oplevelse. Som duo var Two Gallants en kraftfuld enhed, der vidste præcis, hvor de havde hinanden. I det hele taget var præstationen fra de to musikere stærk gennem hele denne fremragende koncert. (LDL) Silver Jews, Odeon, 21.00 “I have a story to tell,” brummede David Berman fra scenen kort inde i den første Silver Jews-koncert på dansk grund. Og det er historierne, der kommer i første række, når David Berman laver plader. Men på Odeon lørdag aften var de ofte afdæmpede sange pakket ind i underfundige melodiforløb indhyllet i et til tider støjende udtryk. Dette kunne ikke mindst tilskrives en lydmand, der mente, at trommer er den bedste ting i hele verden, og at de gerne skal kunne overdøve to guitarer og forsangerens vokal. Lydirritationerne kunne dog ikke ødelægge de stærkeste af Silver Jews’ country-inficerede lofi-numre, og især “Random Rules” samt “Smith & Jones Forever” fungerede bedre end gennemsnittet. Ellers var det desværre småt med variationerne, da det virkelige plus hos Silver Jews – teksterne – alt for ofte druknede under trommerne. Bedre blev det, da Berman sang den fine “Animal Shapes”. Dens uptemto og rootsy stemning stod i fin kontrast til de rockende og støjende elementer. Trods enkelte gigantiske højdepunkter og en stak sange, der er umulige at ødelægge – selv for en for hårdt tærskende trommeslager – var Silver Jews’ første besøg i Danmark en moderat skuffelse. Der manglede simpelthen for mange detaljer og bid i lyden. (MT)

Plader

Tapes ‘n Tapes: The Loon

Herhjemme er Tapes 'n Tapes nok bedst kendt som bandet, der tog Figurines på deres USA-turné, men de er også et af de seneste års mest hypede navne. Debutpladen The Loon fra efteråret bliver nu distribueret i hele verden. Og det er på tide, for der er nemlig hold i den positive omtale.

Plader

Transmission Low: s.t.

Transmission Low står over for udgivelsen af deres debutalbum. På denne demo viser københavnerbandet, at de kan skrive nogle fængende sange. Men da de hverken er særlig alsidige eller på nogen måde dragende, vil bandets første fuldlængdealbum næppe vække større opsigt.

Plader

The Organ: Grab That Gun

Det canadiske femkløver The Organ har blikket rettet mod de tidlige 80’ere. Selv om de planker vel meget fra deres inspirationskilder, har de et særpræg, som adskiller dem fra ligesindede bands, der også har opdateret postpunken.

Plader

Hess Is More: Captain Europe

Et år er gået, siden Mikkel Hess debuterede under kunstnernavnet Hess Is More. Nu er han klar med efterfølgeren Captain Europe, der igen byder på legesyg electronica. Måske skulle Hess have brugt lidt mere tid på pladen. Store dele af den er nemlig alt for uvedkommende.

Plader

Skywriter: Where Both Worlds Never Meet

På Skywriters debutalbum løfter Jakob Dahns mørke vokal de ti sange op på et hæderligt niveau. Sangmaterialet står derimod ikke mål med den dygtige forsanger, så Skywriters første udgivelse er ikke synderlig interessant. Bandets fremtid ser dog ikke fuldstændig sort ud.

Plader

Tys Tys: Twisted Fingers Soft Light Blue

Skæv, sær og smuk er passende tillægsord til en beskrivelse af Tys Tys' tredje plade. Hér er der fundet plads til både iørefaldende jazzpopsange og numre af mere eksperimenterende art. Halvvejs bliver det en smule kedsommeligt, men det er der en idé med - og råd for.

Plader

Kloster: Coastal Research

Klosters sange er for det meste minimalistiske og nedtonede lo-fi produktioner med religiøse tekster, hvor Mikael R. Andreasens tyste og næsten hviskende stemme og guitar-fingerspillet er i fokus. Og det er et varmt og behageligt univers at træde ind i – men også en smule foruroligende.

Plader

Belong: October Language

Belong eksperimenterer med guitarstøj på otte langstrakte, monotone instrumentalnumre, der ikke tager nogen melodiske metoder i brug. Det er først efter flere gennemlytninger, at duoens stemningsfulde lydflader for alvor folder sig ud. Men lyttervenligt bliver det dog aldrig.

Plader

El Hijo: La piel del oso

El Hijo er et spansksproget sangskriverprojekt, sunget med en dyb Leonard Cohen-vokal. Denne ep byder på detaljerige arrangementer, der er fint afbalanceret på hvert enkelt nummer. Det kniber derimod med at få øje på variationer fra sang til sang.Enhver munk skal dag ud og dag ind følge et nøje tilrettelagt skema fyldt med fastlagte rutiner og gøremål. Alligevel fik Leonard Cohen under sit fireårige ophold i et zenbuddhistisk kloster tid til at lære sig selv flydende spansk. For efter at have pudset den musikalske form af på to albums siden sin tilbagevenden til civilisationen debuterer Cohen nu på spansk under pseudonymet El Hijo. Eller det kunne i hvert fald være den canadiske stemme, der var ophavsmand til ep’en La piel del oso. Sangeren bag navnet El Hijo, Abel Hernández, lyder nemlig til forveksling som Cohen og har desuden en forkærlighed for en anden mørkemand, Lou Reed. Trods den oplagte sammenligning med Cohen på vokalsiden og Reed i forhold til de minimalistiske arrangementer er ep’en heldigvis krydret med lidt spansk temperament, der gør indtrykket af El Hijo til mere end et sølle opkog af Hernández’ nordamerikanske influenser. Første del af åbningsnummeret Esa música sombria sår umiddelbart tvivl om El Hijos selvstændighed, da den spinkle instrumentering med piano, guitar og sagte strygere minder en smule om grundstrukturen i Velvet Undergrounds I’ll Be Your Mirror, bare fremført i et lavere tempo. Læg dertil den Cohen-lydende vokal – og betænkeligheden ved denne udgivelse er alarmerende. Heldigvis fungerer det fint. Både fordi Hernández’ vokal er så dragende, at den fæstner lytteren i sit greb og nægter at give slip, men også på grund af sangens mellemstykke, der giver god modvægt til nummerets næsten enslydende start og afslutning. Mellemstykket har en helt anden melodi, er i et højere tempo og har takket være inciterende strygere den sydlandske stemning, der uden tvivl er det helt rette udtryk for El Hijo. Isoleret set har alle de enkelt strukturerede numre fine kvaliteter med mange velplacerede detaljer i en rig og fyldig instrumentering, uden at det bliver for svulstigt. Eksempelvis hæver det stemningsfulde glockenspiel den afdæmpede Un ayer fra middelmådig ligegyldighed til fængslende intimitet. Men fra nummer til nummer er alsidigheden ikke stor nok. Sangopbygningen, valget og anvendelsen af instrumenterne er en kende for ensartet. Melodierne er generelt for svage til, at den samme håndtering af guitar, piano, trommer og strygere er nok til at bære dem. Teksterne er inspireret af den afdøde chilenske forfatter Robert Bolaño; en helt igennem overflødig information, når de spanske gloser er fuldstændig uforståelige for den almene lytter på de nordiske breddegrader. Det er dog uden betydning, da Hernández’ vokal er i stil med Cohens og derfor et instrument i sig selv, som er i stand til at forføre og bevæge lytteren uanset tekstindholdet. Et par gange forsøger Hernández at variere sin stemme ved at synge en anelse lysere og mere sangorienteret, men det gør på mærkværdig vis vokalen anonym og uvedkommende. For det meste er Hernández stemme klædeligt mørk og monoton, hvilket løfter udgivelsen som helhed. Vokalen mangler dog lidt modspil i form af stærkere melodier eller en større kompositorisk opfindsomhed end tilfældet er på La piel del oso. Læs også Undertoners anmeldelse af: Migala: La íncreible aventura

Plader

The Breakers: Here for a Laugh

Siden debuten har The Breakers skiftet garagerocken ud med soulrocken. Stilændringen har både tæmmet og hæmmet retro-rockerne, så de på deres andet album fremstår både tandløse og uselvstændige.

Plader

Sci-Fi Skane: Känslan av att jorden krymper växer

Thomas Öberg og Jonas Jonasson fra bob hund mødtes for ca. 25 år siden på grund af Kraftwerk. Lige siden har de haft lyst til at lave en Kraftwerk-agtig synth-plade. Først nu har de realiseret drengedrømmen med projektet Sci-Fi Skane, der for det meste er en fornøjelig lytteroplevelse.

Plader

Askeleton: (Happy) Album

Knol Tate har forladt sin laptop og i stedet dannet et band. Askeleton er derfor ikke længere et enmandsprojekt, og resultatet er god, gedigen indierock. Desværre glemte Tate at tømme sin harddisk.

Plader

Salli Lunn: a-d

Demobandet Salli Lunn har talent for at sammensætte melodiske numre, der emmer af støjpop-sensibilitet. De mange støjeksperimenterende detaljer fungerer fint, men trioen har endnu ikke helt fundet sin form og er derfor til tider alt for ufokuseret til at være mere end lovende.

Plader

Devendra Banhart: Cripple Crow

Devendra Banhart har inviteret en flok musikalske legekammerater med på sin nye plade. Resultatet er et mere psykedelisk rocket album i forhold til de nedtonede, simple blues-numre på de foregående albums. Men det er Banhart ikke blevet mindre sær af.