Skribent - Lasse Winther Jensen

Plader

Kanye West: 808s & Heartbreak

I en på mange måder følelseskold genre leverer Kanye West en dybt personlig plade med tvivlen og selvopgøret i centrum. Det er en musikalsk og lyrisk oplevelse, som er ulig noget, man nogensinde før har hørt inden for hiphop, og man vil enten elske eller afskrive den.

Plader

Khal Allan: Tuder og høvding

Khal Allan leverer med kunstværket Tuder og høvding noget så sjældent som et originalt, dansk rapalbum med sit helt eget univers, fremragende tekster, afvekslende produktioner og en masse på hjerte. En smal udgivelse på et ufatteligt højt niveau.

Plader

Ryan Adams & the Cardinals: Cardinology

Med Cardinology rammer Ryan Adams bunden. Hvad der engang var den alternative countrys gulddreng, lyder nu i stedet som årgangs-Bon Jovi, og som lytter må man sætte hælene i. Det her er ganske enkelt utilgiveligt ringe, i forhold til hvad manden tidligere har præsteret.

Plader

Q-Tip: The Renaissance

Med sin kun anden soloplade, The Renaissance, leverer Q-Tip et yderst bemærkelsesværdigt comeback. En personlig, elegant og fejlfri plade, der sætter en stopper for flere års pladeselskabsproblemer og lover en glorværdig fremtid. Simpelthen en af årets allerbedste udgivelser og en nydelse fra start til slut.

Plader

Fucked Up: The Chemistry of Common Life

Med The Chemistry of Common Life har Fucked Up lavet en dybt ambitiøs og musikalsk ekstremt gennemarbejdet hardcore-plade, der tager livets helt store spørgsmål op og i det hele taget ikke står tilbage for noget som helst. Resultatet er overvældende og blandt de bedste plader i 2008.

Plader

Glasvegas: s.t.

Skotske Glasvegas ankommer med den voldsomst tænkelige hype i ryggen, og de manifesterer på denne debutplade deres helt eget udtryk på både godt og ondt. Melodierne og sangmaterialet er decideret fremragende, mens tekstuniverset og det samlede udtryk udarter sig til en nærmest bizar oplevelse.

Plader

Pete Greenwood: Sirens

Engelske Pete Greenwood debuterer i en noget overbefolket genre, og han har mildest talt ikke, hvad der skal til for at skille sig ud fra sine konkurrenter i americana/folkrevival-feltet. Faktisk er Sirens noget af det mest ligegyldige, der er kommet ud af genren meget længe.

Plader

Loudon Wainwright III: Recovery

Loudon Wainwright har genindspillet 13 af karrierens, efter egen mening, bedste sange og leverer dermed sit bud på den tilbageskuende alderdomsplade, der har vist sig så vitaliserende for flere kunstnere de senere år. Resultatet halter desværre en del, for Wainwright mangler ganske enkelt gode sange til at matche det format, han forsøger sig i.

Plader

Fleet Foxes: s.t.

Den ur-amerikanske og særprægede debut fra de hypede Fleet Foxes lyder af traditionel amerikansk musik, og gruppens vokalharmonier vidner om en naturfascination uden lige. Det er smukt, det er betagende. Men skønheden og den totale harmoni bliver alt for kedelig i længden, og udtrykket har svært ved at bære et helt album.

Plader

Justin Rutledge: Man Descending

En af det nye årtusindes største åbenbaringer inden for countryen førsøger at kæmpe sig ud af skyggen fra sin mesterlige debut. Han falder desværre igennem på sit tredje album, hvor den tidligere så intense og gribende levering nu er afløst af glat og pæn produktion af knap så iørefaldende sange.