Skribent - Mads Jensen

Koncerter

The Kills, 31.03.08, Lille Vega, København

Det var en nedbarberet koncert, man var vidne til, hvis man befandt sig til Kills-koncerten på Vega. De var kun to på scenen, så bas og trommer blev varetaget af en sampler. Til gengæld rummede de to og deres beskidte rock'n'roll-energi og intensitet, som undertegnede sjældent har set det.

Plader

Keith Canisius: Ferris Wheel Makeout

Keith Canisius’ solodebut genopfinder ikke ligefrem skiveskåret brød. Til gengæld er Ferris Wheel Makeout et ualmindeligt velsmagende et af slagsen. Rigt på gode ingredienser og tilberedt med kærlighed, masser af sød indie-kærlighed. Og med den opskrift går man sjældent galt i byen.

Plader

Said the Shark: Silly Killings

Said the Shark byder velkommen til et mørkt univers, hvor kærligheden kun eksisterer som en teoretisk størrelse. Ingen af personerne i sangene stræber efter den. Den er en utopi, der kun kan være af akademisk interesse. Det er i både tekst og musik desillusionerende og nedslående, men det er også forbandet godt.

Plader

Black Lips: Good Bad Not Evil

Good Bad Not Evil er ikke det ikke mest interessante garagerock, der er lavet, men pladen formår alligevel at holde fast i lytterens interesse i kraft af, at den eksperimenterer med flere forskellige genrer. Det bliver aldrig kedeligt – men lyder til gengæld lige lovlig bekendt.

Plader

Eleanoora Rosenholm: Vainajan Muotokova

Eleanoora Rosenholm er et finsk indiepopband. Men helt så let er det ikke, for under den enkle overflade gemmer Vainajan Muotokuva på mere. Det hele virker lyst og godt, men det er, som om der stikker noget under. Der er noget uldent ved det hele, og derfor bliver man ved med at vende tilbage til den.

Plader

Th’ Legendary Shack Shakers: Swampblood

Hvis man er fascineret af de sydstaterne og sydstatsmentaliteten, vil man helt sikkert tage Swampblood til sig, for den er i udpræget grad et produkt af sin geografiske oprindelse. Der er referencer til country, bluegrass og punk med mere, men sydstatsudtrykket skinner hele tiden igennem.

Plader

Georgie James: Places

Georgie James’ debutplade er spækket med engelsk-inspirerede popsange. Nogle er rigtig gode, nogle er bare kedelige. Fælles for dem alle er dog, at de er lyse og let tilgængelige, hvilket gør denne udgivelse til et godt våben i kampen mod den forestående vinterdepression.

Plader

Frog Eyes: Tears of the Valedictorian

Der er ikke meget nyt under solen, men Frog Eyes' seneste udgivelse lægger sig solidt i den populære ende af indierockgenren. Man synes, man har hørt det hele før, men hvis man kan lide bands som Arcade Fire og Modest Mouse, kan man godt få noget ud af Tears of the Valedictorian.

Plader

Parenthetical Girls: Safe as Houses

Kvinder kan have det hårdt. Det er der skrevet adskillige sange om, men som regel af kvinder. På Safe as Houses er det imidlertid en mand, der prøver at skildre en kvindes prøvelser. Det lyder som en svær opgave, og det står også hurtigt klart, at det ikke lykkes at udføre projektet troværdigt.

Plader

M.I.A.: Kala

"Åh nej," må de, der står for at skaffe rettigheder til samples hos XL Recordings, have tænkt, da M.I.A. varslede et nyt album. Og hun låner da også fra højre og venstre. Resultatet er ikke desto mindre særdeles helstøbt og helt sit eget: et af årets hidtil bedste album.

Plader

My Midnight Creeps: Histamin

Hvis der findes en norsk supergruppe, er det My Midnight Creeps, hvis rødder rækker tilbage til bands som Ricochets og Madrugada. Dette er deres andet udspil, og de viser atter, at det ikke bare er på papiret, de er en supergruppe. På plade leverer de nemlig varen, måske bedre end noget andet skandinavisk rockband.

Plader

No Age: Weirdo Rippers

Californiske No Ages debutalbum er en blandet fornøjelse, for det lyder som to vidt forskellige ep'er flettet sammen på usammenhængende vis, og det ødelægger helhedsindtrykket. De er bedst, når de blander punk med støjrock, men så er de til gengæld også rigtig gode.

Plader

Stereo Total: Paris-Berlin

Selv om albumtitlen minder om Infernal, gør lyden ikke. Her er det fransk/tysk electropop, det handler om. Det er så klichéfyldt, at det næsten bliver for meget, men i små doser kan pladen godt få humøret op. I længden bliver det dog for kedeligt.

Plader

Lightning Dust: s.t.

Lightning Dust består af Joshua Wells og Amber Webber fra Black Mountain. Musikken er dog noget anderledes, for her er tale om melankolsk indierock med minimal instrumentering. Det starter godt, men efter de første to numre daler kvaliteten støt, og det er ærgerligt, for potentialet er tydeligt.

Plader

Taxi Taxi!: s.t.

Der har længe været snak om de enæggede tvillingesøstre fra Sverige. Nu er deres debut-ep her så endelig. Det er meget trist musik, og til tider er instrumenteringen så sparsom, at det nærmer sig a cappella. Søstrene Berhan får til fulde mindet os om, at det ikke er let at være teenager.

Plader

Dolorean: You Can’t Win

I den moderne globaliserede verden, vi altid hører om, vil Dolorean klare sig dårligt, rigtig dårligt. De er ikke interesserede i at være innovative og fremadrettede. De spiller alt. country, der hellere drømmer og tænker tilbage end ser realiteterne i øjnene. Og det er helt fint.

Plader

Pissed Jeans: Hope for Men

Hvis stenet syrerock, grunge, mørk electronica, punk, Black Sabbath og hardcore uden videre kan blandes i en 10 numre lang playliste, når du holder fest, tilhører du den sjældne race, som Hope for Men giver mening for. Dårligt er albummet egentlig ikke. Det er bare virkeligt usammenhængende.

Plader

Evil Madness: Demon Jukebox

En gyserfilm uden billeder. Det er den bedste måde at beskrive Demon Jukebox på. Der er en konstant mørk og ubehagelig stemning på albummet, og ikke et eneste sekund får man lov at slappe af og føle sig godt tilpas. Nogen fornøjelse er pladen således ikke, men det bliver den ikke dårlig af.

Plader

Maria Taylor: Lynn Teeter Flower

Maria Taylor er ude med sit andet album. Det er blevet til en pose blandede bolcher fra singer/songwriter-butikken. Nogle numre er energiske på en for genren forfriskende måde, andre mere traditionelle. Bortset fra et par lidt for skæve numre er Lynn Teeter Flower en rigtig god plade.