Skribent - Mads Jensen

Plader

Jens Unmack: Aftenland Express

Forventningerne til Jens Unmacks andet soloalbum er høje, og de bliver desværre ikke helt indfriet. Produktionen er så poleret, at den kvæler de ellers gode sange, der dog er for ens til, at pladen kan bære sin længde. Intet af det ændrer dog ved, at her er tale om en rigtig god popudgivelse.

Plader

Jesse Malin: Glitter in the Gutter

Jesse Malin har fået besøg af en række prominente gæster på sit nye album. De er dog mere med til at understrege, at her er tale om kejserens nye klæder, end de er med til at gøre det interessant. Heldigvis behøver et album jo ikke være nyskabende for at være godt.

Plader

Belasco: 61

Belasco påstår i sin pressemeddelelse, at 61 meget vel kan blive en indie-klassiker. Det sørger en kedelig produktion og alt for polerede sange dog for at forhindre. En radioklassiker har 61 dog potentiale til at blive. Og det er ikke så dårligt. Det er bare heller ikke særlig godt.

Plader

PinBoys: Teenage Wasteland

MTV-emo er over os, og PinBoys er Danmarks bud på genren. At bandet er dansk, skal man dog vide. For der er absolut intet på Teenage Wasteland, man ikke har hørt eller set før. Derfor bliver pladen en særdeles kedelig omgang at lytte til. Det er kliché på kliché, og det bliver man hurtigt træt af.

Plader

31Knots: The Days and Nights of Everything Anywhere

31Knots er allerede klar med et fuldlængdealbum ovenpå efterårets ep. De fortsætter på samme måde som hidtil. Musikken er en blanding af en lang række genrer. Disse blandes til tider formidabelt og til tider mindre formidabelt. Pladen er dog så afgjort en interessant oplevelse.

Plader

Eleni Mandell: Miracle of Five

På trods af at Eleni Mandell er bosat i Los Angeles, er hendes lyd rigtigt støvet. Men det er den type støv, der giver musikken varme og intensitet. Miracle of Five lyder mere som the Great Plains end som smog-fyldte L.A. Troen på ægte kærlighed er temaet for denne herligt naive singer/songwriter-plade.

Plader

Fallen Men: Fuck Off

For en gangs skyld et band, der ikke selv fremstår arrogante, når de beskylder andre bands for at være det. Fallen Mens attitude er oprigtigt ligeglad. De vil bare spille en beskidt blanding af gammeldags punk og gammeldags rock uden at tænke for meget over det. Og det er både deres styrke og svaghed.

Plader

Singvogel: Doktors dosis

Singvogel er gået solo. Digteren Peter Laugesen medvirker i modsætning til tidligere kun på et enkelt nummer på Doktors dosis. Det er der kommet en god plade ud af, men alligevel kan man ikke lade være med at tvivle lidt på, hvorvidt det var en god idé at prøve at stå på egne ben.

Plader

Sparkplug: Dharma Punks

Dharma Punks kalder Sparkplug deres andet album. Men nu er det jo ikke punk, bare fordi de siger det. Kun teksterne emmer af punk, men de drukner i poleret rock. Der gemmer sig dog et par perler, der vidner om, at Sparkplug kan mere, end de viser.

Plader

moi Caprice: The Art of Kissing Properly

Det tredje udspil fra moi Caprice er længe ventet. Ikke fordi det er længe siden, at det sidste udkom – men fordi man altid forventer indiepop af høj kvalitet, når bandet går i studiet. Forventningerne bliver til fulde indfriet på The Art of Kissing Properly.

Plader

Les Georges Leningrad: Sangue Puro

Den syrede electroclash-punk-med-mere-inspirererede Montréal-trio Les Georges Leningrad er ude med deres tredje album. Og de er stadig langtfra normale. Skæve idéer og syrede lyde fylder albummet, der er sært på en forfriskende måde – og pladen fremstår som en fuldendt perle.

Plader

The Magic Bullet Theory: Love (a.k.a. Sugar)

Danske The Magic Bullet Theory er ude med deres andet fuldlængdealbum. Det vil næppe overleve længe i hukommelsen på det travle, moderne menneske, for der er intet på pladen, der får lytteren til at spidse ørerne. Albummet er ikke rigtig godt, men heller ikke dårligt. Det er der bare.

Plader

KLoAK: A Boy Getting Pregnant

Danske KLoAK er blevet gravide – med et monster sammensat af en bred vifte af forskellige genrer. Monsteret er interessant at lytte til, men har desværre også en akilleshæl: Når man skruer så højt op for støjen, går lyttevenligheden tabt.

Plader

The Veils: Nux Vomica

Der er sket store forandringer i The Veils-frontmanden Finn Andrews' liv, og det reflekterer han over på Nux Vomica, der er tætpakket med nærværende sange og tekster. Store temaer behandles med stor lyd og en stor vokal – og Nux Vomica har været ventetiden værd.

Plader

Primrose: What You Want to Believe

Når man har gennemlyttet What You Want to Believe, kan man ikke undgå at føle, at man sidder med et rodet album i hånden. Et rodet album, der havde været bedre tjent med at være to helstøbte ep'er. Så på trods af gode intentioner sætter albummet sig desværre mellem to stole.

Plader

Blood on the Wall: Awesomer

Blood on the Wall har lavet en glimrende plade, der byder på masser af god rock af den fineste skuffe. Desværre er den skuffe allerede overfyldt. Det gør Awesomer til en irrelevant udgivelse, der snarere giver lyst til at genopdage Pixies-pladerne.

Plader

Turpin: En ny start

"Med klynk skal klynk bekæmpes," virker til at være Turpins indgangsvinkel til deres selvproklamerede opgør med klynkerocken. Det virker dog ikke så overbevisende som ønsket, og i stedet bliver man hurtigt irriteret over de brokfyldte tekster. Der mangler simpelthen substans på En ny start.

Plader

Pajo: 1968

Med sit andet Pajo-udspil er David Pajo gået i et rigtigt studie og har ladet computeren stå hjemme. Det er der kommet et meget fint singer/songwriter-album ud af. Albummet bugner af gode sange, som dog samlet set kan minde lidt for meget om hinanden. Derfor ville albummet have haft større berettigelse som en ep.

Koncerter

Joan As Police Woman, 17.08.06, Voxhall, Århus

Joan As Police Woman leverede en sand magtdemonstration på Voxhall ved at vise, at de er mindst lige så stærke på en scene som på plade. De smukt arrangerede sange skabte sammen med hyppig interaktion med publikum en meget intens koncertoplevelse.”How do you pronounce this letter?” Joan Wassers fagter skulle forestille et Å. Derpå udtalte hun ‘Århus’, hvilket hun tilsyneladende var meget opsat på at gøre helt korrekt. Med formaliteterne på plads kunne koncerten gå i gang. Sættet bestod primært af numre fra albummet Real Life, men der blev også plads til blandt andet “My Gurl” fra den selvbetitlede EP og B-siden “Broken Eyes” samt det nye nummer “Are You Not Serious”. De stærkeste sange var dog fra Real Life – i særdeleshed “The Ride”, “Anyone” og “Eternal Flame”, der med sit betagende, gyngende omkvæd fik hele Voxhall til at vugge med. På trods af at der kun var tre musikere på scenen (Wasser på vokal og skiftevis guitar og flygel, Ben Perowsky på trommer og Rainy Orteca på bas), manglede der aldrig noget, tværtimod. De mest skrøbelige og spinkle passager på de stille sange blev gengivet endnu smukkere end på pladen. De mere kraftfulde passager havde så meget energi, at man ikke kunne lade være med forgæves at kigge efter skjulte bandmedlemmers fødder under bagtæppet. I det hele taget var det eneste, koncerten manglede faktisk svage punkter. Det bar Wassers humør også præg af. Faktisk kan koncerten bedre betegnes som ‘en hyggeaften i selskab med Joan og venner’, for der var konstant interaktion med publikum mellem numrene, hvilket skabte en afslappet atmosfære og forstærkede det i forvejen hudløst ærlige udtryk, Joan As Police Woman har på deres udgivelser. End ikke de forhindringer, som Wasser blev stillet overfor, kunne ødelægge hendes glæde ved at spille i Jyllands hovedstad. En stærkt beruset mand blev ved med at komme med tilråb, hvilket blev taget i stiv arm med et: “I can’t remember if I hired that guy”. Senere overophedede guitarforstærkeren under “Christobel.” Og som prikken over i’et, var hun efter eget udsagn forkølet. Det kunne man dog absolut ikke høre under koncerten. For vokalen var uden konkurrence koncertens højdepunkt. Når man lytter til Real Life, får man indtryk af, at det har været et større projekt at få vokalen til at lyde så ren og fuldstændig “rigtig” på alle sange, men efter koncerten kunne man uden videre overtales til at tro på, at vokalen blev lavet i ét take. Joan Wasser giver publikum et nærmest ubegrænset indblik i sine tanker og følelser. I høj grad på samme måde, som man føler, at man er vidne til noget specielt, når man hører Antony & the Johnsons eller Rufus Wainwright. De udviser også begge en oprigtig glæde ved at spille for folk, der kan lide deres musik.Det er netop denne ærlighed og intimitet både på plade og til koncerter, der gør New York-scenen til en af de mest spændende lige nu. Og Joan As Police Woman efterlod på Voxhall ingen i tvivl om, at de er et særdeles betydningsfuldt navn på den scene. Læs også Undertoners anmeldelse af:Joan As Police Woman: Real Life Karakter:       Bedømmelseskriterier