Maja Lau Hirani
Biografi:
19 år, helt tosset med en del forskelligt hiphop, men fremfor alt den amerikanske undergrund. Jeg er vokset op til den specifikke lyd af Jay-Z og hans tidligere håndlangere, mens jeg idag er mere alsidig og omfavnende.
Anmelder også for WordOnTheStreet.dk
Fem favoritalbums:
Atmosphere: God Loves Ugly
CunninLynguists: A Piece of Strange
Jay-Z: The Black Album
Sage Francis: Personal Journals
The Chicharones: When Pigs Fly
Ponyblod: s.t.
Tue Track og Khal Allan danner en fornem duo, der leverer et legesygt og vellykket album.
Trepac: Nye toner
Rapperens andet solo-album er mere varierende, mere opløftende, men også en anelse mere ustabilt end forgængeren. Men hvis du endelig skal høre dansk rap – hvilket du selvfølgelig skal – så lad det være Trepac.
Pede B: Over askeskyen 2
Glem alt om at forbinde Pede B med freestyle og battlerap. For andet år i træk puster han lidt liv i dansk rap med et velskrevent og ambitiøst album.
Killer Mike, 29.01.13, Lille Vega, København
Killer Mike var både voldsom, vred, glad og hyggelig, da han spillede i Vega. Han leverede en god optræden og snakkede lystigt, men mistede aldrig fokus: Hvad han står for var krystalklart, og det bidrog til en oplevelse, der matchede forventningerne.
Apollo Brown & Guilty Simpson: Dice Game
Apollo Brown & Guilty Simpson leverer Detroit-hiphop, som vi kender det. Ingen panik i det, ej heller nogen overraskelser. Begge parter gør arbejdet gnidningsfrit, selvom Guilty sommetider drukner i Apollos øredøvende beats.
Macklemore & Ryan Lewis: The Heist
Macklemore & Ryan Lewis’ debutalbum har mange kvaliteter, og der er utvivlsomt indhold, der appellerer til alle. Men pladen er langtfra perfekt, og det samlede produkt har svært ved at leve op til det, som de mange stærke singler lovede.
Orgi-E: Klamfyr
Orgi-E er en klam fyr, men det er ikke det hele. På soloalbummet går Albertslund-rapperen i alle tænkelige retninger. Ikke alle klæder ham lige godt, og en mere ensrettet solodebut havde sandsynligvis fremstået mere fokuseret.
DJ Static: Rolig under pres
DJ Statics album er så afgjort en længerevarende fornøjelse, hvor den velpolerede lydside er hårdtslående og fyldt med lækre detaljer, der giver fantastisk mulighed for over 30 forskellige rappere/sangere at skinne igennem.
I Self Devine: The Sound of Low Class Amerika
Rhymesayers’ I Self Devine er efter syv år ude med sit andet soloalbum. Det er politisk bevidst, og emnerne kredser omkring gravalvorligt samfundskritik fra ende til anden. Igennem albummets 14 numre formår I Self Devines tekstskrivning dog ikke fastholde lytterens opmærksomhed.
Pede B: Over askeskyen
Over askeskyen er fjerde album fra freestyle-vidunderet – denne gang i tæt samarbejde med den tidligere verdensmester i mix, DJ Noize. Pede B begiver sig ud på mange forskellige lyriske afsatser, men næsten hver gang føles det mirakuløst vellykket.
Chiddy Bang: Breakfast
Chiddy Bangs debutalbum består af sommerlig hiphop/pop, der på en og samme tid besidder en gennemgående feel-good stemning og virker en tand for indholdsløst til at hænge ved.
L.O.C.: Prestige, Paranoia, Persona vol. 1
L.O.C.’s nye album står uden sidestykke som det svageste i rapperens karriere. Den blandede fornøjelse strækker sig dog kun over ni sange, så som optimist kan man passende undskylde foretagendet med, at Prestige, Paranoia, Persona vol. 1 blot falder i mixtape-kassen.
Common: The Dreamer/The Believer
Common har selskab af No.ID, og sammen leverer de hiphop i absolut verdensklasse.
Henrik Hass: Nøgen med sokker på
MC’s Fight Night-deltageren Henrik Hass’ debutalbum veksler mellem at være decideret underholdende og at være decideret belastende.
Bumsestilen: Ude af trit med flokken
Bumsestilen fuldender duologien – det samlede resultat er udmærket og viser, at frontmand Thomas T’s absolut stærkeste kort stadig er de skarpe, humoristiske battlerim.
Pusha T: Fear of God II
Pusha T er med sin første G.O.O.D.-udgivelse faldet med begge ben i kliché-fælden. De uendeligt mange, store gæstefeatures redder ikke albummet fra at falde til jorden med et øredøvende brag.
Sir Gade: Puppetshow
Den danske producer Sir Gade har udvalgt en masse fantastiske numre fra amerikanske hiphophelte og prøver at puste nyt liv i gløderne, men ikke alle hans produktioner lever op til rappernes standard.
Metro Milieu: s.t.
Den odenseanske rapduo Metro Mileu er ude med deres selvbetitlede debut, hvor de giver deres bud på, hvordan dansk rap burde være. Det er alternativt og jazzet. Men desværre også ret ligegyldigt i visse dele af albummet.
Classified: Handshakes & Middle Fingers
Den produktive canadier er endnu en gang på gaden med et par håndfulde nye sange. Hvor mulighederne for at tage skridtet videre i den grad luftes, så bliver Classified på store dele af albummet i sin vante ramme, hvor ‘middel’ er nøgleordet.
Roc Marciano & Gangrene: Greneberg EP
The Alchemist og Oh No er gået sammen med Roc Marciano og har skabt en kort udgivelse, der trods bump på vejen fungerer glimrende. En anbefalelsesværdig ep, som nok skal sørge for, at du fremover holder et vågent øje med Roc Marciano.
Malk de Koijn: Toback to the Fromtime
Ni begivenhedsrige år skulle der gå, før Malk de Koijn meldte sig ind i kampen igen. Toback to the Fromtime er særdeles fængende, og de tre ordsmede leverer vaskeægte guldklumper, men til gengæld svinger niveauet også lidt, som vinden blæser.
Kendrick Lamar: Section.80
Med Section.80 tydeliggør Kendrick Lamar, hvad man burde forvente sig af fremtidens hiphop. Det er friskt, innovativt og vovet. Albummet er på flere måder en rejse tilbage i historien – men stadig er det vedkommende og aktuelt.
Grieves: Together/Apart
Grieves og Budos Rhymesayers-debut kører fortsat den melodiøse, terapeutiske, melankolske stil, vi kender fra deres tidligere bedrifter. Men det lyder stadig godt.
Jay-Z & Kanye West: Watch the Throne
Efter et halvt års konstant hype er Jay-Z og Kanyes album klar. Standarden er uhyre svingende med en stor dosis ligegyldig pladder. De stærke numre er til gengæld af en sådan kaliber, at de ikke kan undgå at trække helhedsindtrykket op til lidt over middel.
Shabazz Palaces: Black Up
Det uforudsigelige hiphopprojekts eksperimenterende og vekslende produktioner vokser langsomt, men sikkert på lytteren. Det samme gør Ishmael Butlers skriverier, der både er abstrakte og ligetil. Før man ved af det, lyder det hele virkelig, virkelig godt.
