The Alchemist og Oh No er gået sammen med Roc Marciano og har skabt en kort udgivelse, der trods bump på vejen fungerer glimrende. En anbefalelsesværdig ep, som nok skal sørge for, at du fremover holder et vågent øje med Roc Marciano.
Skribent - Maja Hirani
Malk de Koijn: Toback to the Fromtime
Ni begivenhedsrige år skulle der gå, før Malk de Koijn meldte sig ind i kampen igen. Toback to the Fromtime er særdeles fængende, og de tre ordsmede leverer vaskeægte guldklumper, men til gengæld svinger niveauet også lidt, som vinden blæser.
Kendrick Lamar: Section.80
Med Section.80 tydeliggør Kendrick Lamar, hvad man burde forvente sig af fremtidens hiphop. Det er friskt, innovativt og vovet. Albummet er på flere måder en rejse tilbage i historien – men stadig er det vedkommende og aktuelt.
Grieves: Together/Apart
Grieves og Budos Rhymesayers-debut kører fortsat den melodiøse, terapeutiske, melankolske stil, vi kender fra deres tidligere bedrifter. Men det lyder stadig godt.
Jay-Z & Kanye West: Watch the Throne
Efter et halvt års konstant hype er Jay-Z og Kanyes album klar. Standarden er uhyre svingende med en stor dosis ligegyldig pladder. De stærke numre er til gengæld af en sådan kaliber, at de ikke kan undgå at trække helhedsindtrykket op til lidt over middel.
Shabazz Palaces: Black Up
Det uforudsigelige hiphopprojekts eksperimenterende og vekslende produktioner vokser langsomt, men sikkert på lytteren. Det samme gør Ishmael Butlers skriverier, der både er abstrakte og ligetil. Før man ved af det, lyder det hele virkelig, virkelig godt.
Wiley: 100% Publishing
En af grime-genrens grundlæggere, Wiley, er ude med et album, der trods både god teknik, en udmærket lydside og nogle særdeles fængende omkvæd ender i den semi-ligegyldige bås. Men i det mindste har han fundet sine Dre-høretelefoner igen.
Random Axe: s.t.
Sean Price, Guilty Simpson og Black Milk leverer kompromisløs, benhård hiphop, der som helhed ikke er superinspirerende. Men når man tager hvert enkelt nummer for sig selv, har de vitterligt fremstillet nogle seriøse bangers.
Blue Scholars: Cinémetropolis
Den dynamiske Seattle-duo er atter på banen. Denne gang kan man forvente storslået, sommerlig hiphop, hvor Sabzi og Geo går i en ny spændende retning.
Trepac: Fatamorgana
Den ene halvdel af M-Cnatet er ude med et yderst solidt soloalbum, hvor universet er dystert, lyden er nakkebrækkende, og teksterne er begavede.
Atmosphere: The Family Sign
På trods af at The Family Sign tydeligt bærer præg af diverse ændringer inden for både lyd og lyrik, er gruppens autentiske udtryk intakt, og kvaliteten er garanteret.
Supajan: Det nye sort
Andet album fra Supajan byder på festlig, tempofyldt hiphop. Der er fart over feltet, når rapperen på overbevisende vis rimer sig igennem et album, der både har lyspunkter – og det stikmodsatte.
Revoltage: Elektricitet
Elektricitet byder på en ustruktureret samling rockinspireret hiphop, hvor der er langt mellem guldkornene og alt for kort mellem den ensformige sing-along-skrålen.
Mund de Carlo: Det tar’ tid EP
Gemt under en uinspirerende lydside findes både et ustoppeligt flow og eftertænksomme tekster om det stærkt dominerende emne tid. Mund de Carlo prøver at finde sin plads som intelligent lyriker, men ikke alt på ep'en er lige vellykket.