Skribent - Marco Krockert

Plader

Naked Lunch: Songs for the Exhausted

Naked Lunch? Det lyder interessant. Det må være noget med kunst, hårde stoffer og delirium. Nå, ikke? Jamen, så er det vel noget med at eksperimentere og lege med formen ligesom William Burroughs. Heller ikke? Hvad siger du, mainstreampræget falde-i-søvn-indie? Skuffende, virkelig skuffende...

Interview

Den hårde avantgarde

I dette lille tema tjekker Undertoner pulsen på den hårde danske musik-undergrund og fokuserer på tre af de allermest spændende hårdere navne lige nu: Lack, The Psyke Project og KLoAK. (21.11.05)Det er ingen hemmelighed, at den danske musikscene i de senere år for alvor er begyndt at opdyrke originale og i nogle tilfælde ret snævre udtryk. Lack Inden for snart alle stilretninger leges og eksperimenteres der fra nye musikalske vinkler, hvilket også mærkes i det nu ikke så store udland. Den tunge afdeling har desværre været lidt undereksponeret i forhold til de mange bud på iørefaldende indiepop og -rock, som danske bands er blevet ferme til. En skam, for de larmende drenge i klassen er også spændende tonemestre, der ikke lader den internationale scene noget efter i selvbevidste rammesprængninger. I dette lille tema tjekker Undertoner pulsen på den hårde danske musik-undergrund og fokuserer på tre af de allermest spændende hårdere navne lige nu: Lack, The Psyke Project og KLoAK. De to første har for ikke så længe siden hver især udgivet deres anden plade, mens sidstnævnte har deres debutopfølger lige på trapperne. Læs interviews med:LackKLoAKThe Psyke Project

Interview

Konventionsbrydende hardcore

The Psyke Project tog livtag med de musikalske traditioner på deres andet album, og det bragte dem på turné i det meste af Europa – med brækkede arme til følge. (21.11.05)The Psyke Project har haft en relativt kort, men produktiv karriere. Efter et par roste demoer udgav de i 2003 Samara, og i år er Daikini sendt på gaden – et album, der bl.a. kan bryste sig af Tue Madsens velsmurte produktion. Bandet er ikke helt brudt igennem mediemuren, men har absolut et potentiale, der er værd at holde øje med. Den kompromisløse lyd af mørk metalcore synes lige så forankret i en støjrocksæstetik som i den genre, den umiddelbart udspringer af, og det er der kommet nogle meget vellykkede skæringer ud af. Dystert og kaotiskBandet er bevidste om at ville bryde fri af konventioner, forklarer guitarist Mikkel Vadstrup Schmidt: “Med vores udvikling fra Samara til Daikini har vi forsøgt at søge lidt væk fra den gængse metalcore. Jeg tror, vi alle er af den mening, at genren simpelthen er ved at blive så gennemtærsket med de hundredevis af nye metalcorebands, der hele tiden dukker op med den samme lyd – masser af breakdowns og svensk-inspirerede melodiske guitarriffs. Ikke dermed sagt, at der ikke er nogen fede bands med den lyd – amerikanske As I Lay Dying gør det virkelig godt – men mange af de nye bands laver simpelthen noget, som er hørt 100 gange før. Med Daikini er vi røget over i en mere dyster kaotisk og brutal lyd, hvilket vi er godt tilfredse med.” Bandets skabelsesproces er meget målrettet, forklarer Schmidt: “Arbejdet omkring Daikini har været meget koncentreret. Vi har lagt meget vægt på at skabe en rød tråd gennem pladen, så den fastholder den samme dystre atmosfære i alle 14 numre. Vi har lavet numrene ved, at enten Mikkel eller Simon (de to guitarister, red.) er dukket op i øveren med en eller flere skitser til nye numre. Derefter har vi afholdt adskillige øve-maratoner på 12-13 timer af gangen, hvor vi har gennemarbejdet materialet, så det blev bedst muligt. Alle numrene er lavet inden for forholdsvis kort tid, hvilket har betydet, at de alle har fået samme ‘feeling’ og derved hjulpet til at skabe den før omtalte røde tråd.” Dansk hardcore er på vej fremAf internationale bands, som The Psyke Project føler sig beslægtede med, peger Mikkel Vadstrup Schmidt på Neurosis, Shora og Will Haven. Med hensyn til danske bands er det lidt sværere at finde forbindelser, fordi hardcore-scenen herhjemme ikke er voldsomt omfangsrig. Ikke desto mindre mener bandet, at der er gang i noget positivt i Danmark.“I takt med at hardcorescenen er under voldsom udvikling, springer der jo hele tiden nye fede bands op med deres egen idé om hvordan stilen skal lyde. Det gælder selvfølgelig også de mere etablerede bands, som søger nye former at udtrykke deres musik på. Et godt eksempel er et band som Lack, der virkelig har taget et skridt i en ny retning. De er jo gået fra at lave regulær hardcore til nu at spille en slags hård lounge-rock, som dog stadig har rødder i hardcoregenren.” Selv om The Psyke Project ikke er videre kendte herhjemme, var kvintetten i sommermånederne på en større turné rundt i Tyskland, Benelux og England, og bandet er glad for forløbet, fortæller Schmidt.“Det var noget af en drøm, der gik i opfyldelse for os alle sammen. Vi var dog ramt af nogle startvanskeligheder i form af en ødelagt forstærker og to brækkede arme. Men efter dét kørte det på skinner. Folk tog generelt godt imod os over det hele, endda også i England, hvor vi faktisk var blevet advaret lidt imod at spille, da de efter sigende skulle være dårlige til at tage sig af promovering og bands. Men det rygte kan vi godt mane i jorden, da det nærmest var derovre, vi havde nogle af de fedeste oplevelser. Folk var generelt rigtig gæstfri over det hele.” I løbet af efteråret har bandet været rundt i Skandinavien, og nu er de i gang med at skrive numre til album nummer tre. Følg bandet på deres hjemmeside.

Interview

Aqua var lige så politiske som Røde Mor

Lacks forsanger Thomas Burø fortæller om bandets politiske engagement, som i hans øjne ikke er større end alle mulige andre bands’. Lack har bare valgt at tage fat i sociale og politiske emner. (21.11.05)Det var en travl sommer for de fire københavnere i Lack, der var rundt i det meste af Vesteuropa for at promovere deres meget roste Be There Pulse. I det hele taget har bandet i løbet af deres mere end seks-årige karriere været meget udlandsorienterede, hvilket også kan spores i musikken, der ikke umiddelbart lyder som noget, vi kender herhjemmefra. En af de slående ting ved Lack er, hvordan denne originalitet går hånd i hånd med et lige så personligt og klichébefriet tekstunivers, som har ført til, at bandet er blevet kategoriseret som ‘politisk’.Men bandet ser nu ikke sig selv som særligt politiske, forklarer forsanger Thomas Burø:“Som jeg ser det, giver det ikke rigtig mening at skelne mellem politiske og ikke-politiske bands. Enten er alle bands politiske, eller også er alle bands ikke-politiske. At vores tekster er udtalte omkring nogle sociale og politiske emner, gør ikke, at vi er politiske, mere end det gør et band, der udelukkende berører dybt personlige, abstrakte emner, til et ikke-politisk band.” Han uddyber synspunktet: “Vi indgår alle sammen i en politisk virkelighed. Vores handlinger er politiske. Hvis vi vælger at skrive en sang om Irak-krigen, er det en politisk handling, fordi den handler på vores fælles virkelighed og indretningen af denne. Hvis vi vælger ikke at skrive en sang om krigen, men om kærlighed eller flødeskum, er det også en politisk handling, fordi den lige så meget handler om vores fælles virkelighed. At tie er politisk.Politik handler ikke blot om partier og Christiansborg, men om indretningen af vores fælles virkelighed og vilkår, og så vores reaktioner på den virkelighed. For mig at se var Aqua mindst lige så politisk et band som Røde Mor.” Politiske bands behøver man ikke høre efterMen Lack er et udtalt band. Vi er ikke bange for at lufte vores holdninger i sange. Det er den eneste måde, jeg kan finde ud af at opretholde en ærlig tekstskrivning på. Jeg ved, at det pisser mange folk af, men det er okay. Det er meningen. Jeg vil hellere have fjender end folk, der er ligeglade.” Thomas Burø mener, at stemplet “politisk band” er et redskab, som omverdenen bruger til at give sig selv lov til at tage bandets holdninger med et gran salt.“Når folk ved, at nogle kunstnere er politiske, behøver de ikke at tage de ting, kunstnerne siger, alvorligt. De behøver ikke en gang koncentrere sig om, hvad deres kunst egentlig siger, fordi de ved, at kunsten er ‘politisk’, og det er nok for dem. Det er et spektakel, hvor vi konsumerer et bands politiske image, men ikke lytter til, hvad de egentlig siger.Vi har næsten ikke diskuteret indholdet af vores sange i nogle interviews, skønt alle interviews har stillet spørgsmål til vores tilsyneladende ‘politiske’ karakter, hvilket jeg ser som meget sigende for “politiske” bands’ funktion i musikmaskineriet.” Den kaotiske jagt på perfekte sangeRent musikalsk er Thomas Burø ikke meget for at tale om, at der skulle være nogen særlig plan for Lack med at spille musik. “Vi laver den bare og prøver at spille så meget så muligt med den. Jeg tror måske, at vi fantaserer lidt om den perfekte form. Jeg går hemmeligt og venter på den dag, hvor vi skriver den sang, der gør, at vi ikke behøver at skrive flere sange, fordi den er perfekt. Det sker dog næppe.” Jagten på den perfekte sang starter som regel omkring et par guitarriffs og en løs idé til et trommebeat. For det meste forkastede kvartetten alt. Men ind imellem var der noget, der ville et eller andet, og så arbejdede de med det.“Hvis man skulle sætte vores typiske numre skrivning på formel, ville en typisk skrivecyklus se sådan ud: 1) lys ide, optimisme 2) forsøgsvis form, mild optimisme 3) reelt formforsøg, pessimisme 4) forhandling, hive hinanden op, snakke om sidste øver 5) nyt formforsøg, mild optimisme 6) øveren åbnes revisionistisk, formen stinker, beatet svinger ikke, vores riffs er dårlige, depression 7) vi prøver igen … 27) sangen er (måske) færdig, eufori.” “Det største problem var form og struktur. Vi har været besatte af form. Det har været fuldstændig ulideligt til tider, men vi har lært meget af det, og vi er pludselig blevet enormt opmærksomme på andre bands’ måder at skrue en form sammen på. Når vi så havde en form, kom der noget vokal på. Da vi kom i studiet, pillede vi lidt ved det hele igen, stressede ret meget og famlede os frem, og pludselig havde vi sgu lavet en plade.” Læs anmeldelsen af Be There Pulse og se Lacks hjemmeside.

Plader

The Jena Campaign: s.t.

Debut fra semi-akustisk duo, der ligger et sted mellem lofi, sadcore og country. Charmefaktoren er pænt høj, men standarden ujævn, og produktionen er sine steder direkte forfejlet. Enkelte skiller sig positivt ud, men man savner en gennemgående nerve.

Plader

Kå: Sammenbidt blidt

Hvor er det skønt at få afkræftet sine fordomme om dansksproget musik! Men Kå er også helt sin egen; selv kalder de det indiefolk, vi kan bare nøjes med at konstatere, at det er forbandet godt. Deres debut emmer af en særlig kraft og elegance, og symbiosen af tekst og musik er overordentlig vellykket.

Plader

My Beloved: On Happiness Hill

Københavnske MyBeloved benævner sig selv post-goth, og selv om man skal tage det med et gran salt, er det en sammenblanding, der fungerer fortrinligt, hvis man tager den for, hvad den er: hypnotisk instrumental triprock spillet med religiøs ihærdighed.

Plader

Windsor for the Derby: Giving Up the Ghost

Det er svært at blive klog på det her. Også hvad angår, om man kan lide det eller ej. Men det er måske ikke så skidt endda, for Giving Up the Ghost er en fascinerende og personlig udgivelse fra en amerikansk studie-duo, der både forkæler og frastøder.

Plader

Lack: Be There Pulse

Bag det genialt rammende navn gemmer sig et kompromisløst bæst, der modigt tager livtag med modernitetens nagende afsavn. Et meget tiltrængt lille mesterværk.

Plader

Nikolaj Wolf: Duality

Debuten fra den danske singer/songwriter er en stilfærdig størrelse, der både er kvalitativt tvivlsom og aldrig formår at træde i karakter. At spille pop med ambient-undertoner er ikke en skidt idé, men udtrykket forbliver slapt.

Plader

Gåte: Iselilja

Norge byder på endnu en musikalsk overraskelse med Gåte, der med deres andet album giver rocken en passende dosis oldnordisk trolddom.

Plader

Kings of Leon: Aha Shake Heartbreak

Med debutpladen var de selvbestaltede kongetitler fuldt ud berettigede, men opfølgeren er gået hen og blevet noget af en royal bommert. Trods enkelte lys er nerven forsvundet i en tåge af halve numre og letkøbte virkemidler. Særdeles skuffende genhør med et band, der alt for hurtigt vil være modne.