Skribent - Martin Colerick

Koncerter

Roskilde Festival 2015: The Minds of 99, 01.07.15, Orange

Åbningen af Orange scene er et tillidsfuldt hverv, der traditionelt har været givet danske bands. Roskilde har på det seneste brudt lidt med denne tradition, men i år var det igen dansk. The Minds of 99 havde fået faklen og bar den ærefuldt frem for et begejstret publikum. Bandet har fat i en stor fanskare, og det kunne ses på åbningen. Der var mange mennesker, og Minds nåede helt ned bag pitten, hvor der blev danset og sunget. Forsanger Niels Brandt havde selv udtalt til Orange Press (d. 28.6):  »…. jeg tror det, at det er lidt på samme måde som en fodboldspiller, der spiller med landsholdet i parken«. Måske derfor var dele af bandet klædt i fodboldtrøjer, og Niels Brandt var iklædt orange skjorte med sort jakke. Og The Minds of 99 var klar. Den tempofyldte firser poprock startede med et nyt nummer, hvor konfettikanonerne blæste orange papirstykker ud over det solbeskinnede publikum. Det klassiske Minds ekko akkompagnerede Niels Brandts spørgsmål: »Hvem er vi?«. I er Minds, havde man lyst til at råbe. Og I gjorde det sgu godt. Det var befriende at høre, at det nogle gange lidt for insisterende ekko, kom til sin ret på den store scene. Ekko kræver plads, og det havde The Minds of 99 på Orange. Orange er en scene der kræver nosser, og allerede i andet nummer viste The Minds of 99 sit værd. “Rav” passede perfekt til den sene eftermiddag og publikums forventningsfulde stemning. Vokalen gik klart igennem, og som før viste The Minds of 99, at store dele af deres musik fungerer eminent live. Særligt deres mere tempofyldte numre gør det godt på foran et stort publikum. Efterfølgende fik vi “Tivoli” med de nærmest maskingevær-agtige trommer. I det hele taget var det en tight-spillende trommeslager, der iklædt orange sticks, holdt liv i både band og publikum. Sammen med en energisk arbejdende Niels Brandt, der også tog sig den obligatoriske tur ned blandt de forreste rækker, viste Minds sig at være et band, der kan fylde den legendariske scene ud. Det er der ikke mange bands, med samme korte karriere, der kan. Desværre faldt en del af de nyere numre lidt igennem. Det er svært at præsentere nyt materiale i en kontekst, der kalder på fest og fællessang, men Niels Brandts vokal gør sig klart bedst, når det ikke er for dybt og ballade-agtigt. Heldigvis fik vi også “Et barn af min tid”, hvor frasen »Det gav mig selvtillid«, skinnede ud af Niels Brandts øjne. Han strålede særligt i starten af sættet og er en forsanger, ethvert band bør misunde. Eneste ballade-undtagelse der fungerede optimalt, og endda rigtig godt, er den hos undertegnede personlige favorit “Hurtige hænder”. En virkelig smuk kærlighedstekst, der giver lyst til at holde om sine nærmeste og mærke varmen fra det altid glade Roskilde-publikum. Det blev til fællesklap, og The Minds of 99 kunne her havde grebet stafetten, og ført den helt til dørs. De gav dog lidt for meget plads til længere instrumentale stykker, hvor pulsen kom lige lovligt meget ned, og det store publikum forfaldt til snak. Det var lidt synd. Men The Minds of 99 har selvfølgelig hittet og publikumsfavoritten “Det er Knud som er død”, og sammen med “Fuglebur” afsluttedes Oranges åbningskoncert hvor den startede: Fest, god stemning og stor tiltro til, at der stadig er nyere danske bands, der kan hive den gamle kæmpe op til dans.

Plader

Little Johnny Walker: The First Album

Kort sagt virker Little Johnny Walker som et sympatisk projekt. Opkaldt efter en slavewhisky og med fødderne plantet i den vestjyske muld kan man næsten kun holde af dem. Med The First Album formår de bare ikke at levere det, de sælger sig på.

Plader

Pond: Man It Feels Like Space Again

Pond inviterer med Man It Feels Like Space Again på en poppet rumrejse i et halvsyret, skævt univers, men uden for alvor at lette fra jordens overflade. Perth-bandet er et godt bud på endnu et australsk psychrock/-pop band, der kan blive store uden for kænguru-land.

Koncerter

Navneløs, 10.10.14, Loppen, København

Drømmende musik på fristadens førende spillested. På Loppens lille scene kommer man i øjenhøjde med kunstnerne, og det er altid en oplevelse at se og høre bands i deres mest jordnære og nærværende version. Som denne fredag med Navneløs og Temple.

Plader

The Raveonettes: Pe’ahi

The Raveonettes' pludselige sommerudgivelse Pe’ahi er klassiske Sune Wagner-melodier og dejlig sprød Sharin Foo-vokal. Men pladen er også en smule mere sammensat, end vi tidligere har hørt fra bandet. En dejlig kontant omgang støjpop, der næsten holder niveauet hele vejen i mål.

Koncerter

Mudhoney, 24.05.13, Loppen, København

Fredag aften tog Mudhoney os med på en musikalsk rejse tilbage til Seattle anno før Nirvana. Bandet er tilbage med et nyt album, men lyder som de altid har gjort – heldigvis. Det gav en grungerock-koncert af den helt rette støbning på Loppen.