Skribent - Martin Laurberg

Plader

Baby Woodrose: Chasing Rainbows

Efter et salgsmæssigt fejlslagent forsøg på at give den som major label-band er Baby Woodrose nu tilbage på Bad Afro med deres hidtil mest psykedeliske album. Chasing Rainbows er en introspektiv og drømmende plade spækket med stærke numre. Det er virkelig stærk musik. Årets plade?

Interview

Maher Shalal Hash Baz – vi er professionelle!

[Martin Laurberg og Mikkel Arre]Det japanske kultorkester Maher Shalal Hash Baz spillede i sommer en af de formentlig allermest underlige koncerter i Roskilde Festivals historie. Undertoner forsøgte efter showet at få et indblik i, hvad meningen egentlig var med at spille 100 numre på under en time. (13.10.07)Det japanske kultorkester Maher Shalal Hash Baz spillede i sommer en af de formentlig allermest underlige koncerter i Roskilde Festivals historie. Undertoner forsøgte efter showet at få et indblik i, hvad meningen egentlig var med at spille 100 numre på under en time. Egentlig ser det hele meget normalt ud, da Maher Shalal Hash Baz forlader scenen efter deres første Roskilde-koncert. Der er godt nok mange japanere på vej ned ad rampen, men der er ikke noget, der springer i øjnene. Ikke før et af bandmedlemmerne kommer vraltende med en massiv stumtjener lænet op ad den ene skulder. Det er mildt sagt ikke hvert år, den slags møbler kommer på scenen på Roskilde Festival, men faktisk er den mørkerøde stumtjener langtfra det underligste ved dét, der lige er sket. Inklusive de to danske drenge, der var blevet inviteret til at komme og daske et par trommestikker mod en flok ølflasker, en bøjlestang med regnjakker og stumtjeneren, har der i alt været 12 musikere på scenen. Maher Shalal Hash Baz er kendt for at være en slidt forsamling. Ikke alene ligger deres plader med sløset blues, hornorkestermusik og absolut uforståeligt engelsk i den absolut sjuskede ende af spektret. Deres koncerter har også for vane at være et kaos af nodepapirer og taktløst spil på alle niveauer – men den ekstremt usammenhængende Roskilde-koncert overgår alt. Det meste af tiden har den mest af alt lignet en stiløvelse i sær adfærd. Tori Kudo i studiet På 55 minutter har Maher Shalal Hash Baz nået at fyre et sted mellem 90 og 100 numre af – de fleste af dem med en varighed på under 15 sekunder. Mere skørt end ventet Nede blandt publikum resulterede den kaotiske afvikling i alt fra højlydte protester over vantro hovedrysten til brede smil blandt dem, der følte sig bedst hjemme i japanernes kortfattede og dybt, dybt sløsede horndrevne blues-univers. Bag scenen smiler bandets booker også, efterhånden som musikerne kommer ned ad rampen og går over mod deres omklædningsrum. Men bag smilet kører tankerne rundt i hovedet på ham, for det her var endnu mere vanvittigt end ventet. “Puha, jeg har det lidt dårligt i maven,” siger han og går lidt hvileløst rundt om sig selv. Der går rygter om, at gårsdagens Matmos-koncert på samme scene medførte brok fra nogle af festivalens musikansvarlige, fordi koncerten varede for kort tid, og han frygter, at han også skal irettesættes. “Jeg får aldrig lov at booke et band igen,” siger han, men griner alligevel lidt af hele situationen. En slags konge eller kejser I omklædningsrummet myldrer musikerne rundt mellem hinanden, men på trods af at der er 10 personer på 15 kvadratmeter, er der nærmest helt stille. Årsagen er, at bandets ubestridte boss, Tori Kudo, er ved at give et interview til en svensk journalist. Der er ingen af de to, der har bedt om ro – det er, som om det bare giver sig selv, at der skal være stille, når Tori Kudo taler. Fornemmelsen af at den 48-årige keramiker og guitarist bestemmer, hvad der sker i Maher Shalal Hash Baz, er ikke helt forkert, fortæller trompetisten Naoki, der har forladt stillelegen i backstagelokalet. “Det var ham, der startede bandet, og han er den ældste, så han er højest i hierarkiet. Det kan godt være lidt svært at spille i Maher, for Tori er nærmest som en konge eller en kejser,” forklarer den lille japaner. Selv om han har spillet og turneret med Maher Shalal Hash Baz hele dette årtusinde, svarer Naoki lidt tøvende på spørgsmålet om, hvorvidt han så er et regulært medlem af det omskiftelige orkester. “Ja, det håber jeg da, ha-ha. Maher er et åbent band, og der er altid gæster med. Men jeg har da i hvert fald været mere eller mindre fast medlem siden 1999,” forklarer han og beretter så, hvordan han kom ind i bandet. “Da jeg i sin tid mødte Tori, ville han gerne have flere horn med i bandet. Så jeg gik ud og købte en trompet, selv om jeg egentlig ikke kunne finde ud af at spille på sådan én.” “Vi ville gerne spille noget sart og alvorligt” På den måde passer Naoki fint ind i det billede af Maher Shalal Hash Baz, som bandets amerikanske pladeselskab K Recs har forsøgt at male ved at give Tori Kudo tilnavnet ‘The Master of Mistake’. Selskabet forpasser heller ikke nogen muligheder for at fortælle om, at Kudo helst vil arbejde sammen med famlende amatører, der ikke kan spille på deres instrumenter. Og netop sådan har musikken da også lydt, siden skotske Geographic Records i starten af årtusindet begyndte at udgive bandets musik, så den for første gang siden bandets opståen i 1984 kom uden for Japans grænser. Men uanset at Maher Shalal Hash Baz’ sange virker skødeløst sjuskede, skriver Tori Kudo alle sine sange ud på nodepapir, som musikerne får udleveret. Der er bare ikke altid særlig meget tid til at forberede sig, fortæller Naoki. “Nogle gange får vi først at vide, hvad vi skal spille, lige inden koncerten. Så får vi et nodepapir med en helt ukendt sang på, som vi må forsøge at få det bedste ud af. Han skriver hele tiden nye sange, og hver dag spiller vi noget, som vi aldrig har prøvet at spille før. Så vi tager mange fotokopier. Ha-ha!” Maher Shalal Hash Baz på Roskilde Festival – foto: Peter Christian Binau-Hansen/Liveshot.dk Grunden til, at der var så mange musikere på scenen, var, at Tori Kudo benyttede sig af, at der i forvejen var en masse japanske musikere til stede på festivalen. Musikere som sangerinden Nikaido Kazumi, Efterklangs japanske ven Kama Aina og folkduoen Tenniscoats var altså for en aften med i Maher Shalal Hash Baz – og det betød, at koncerten var nødt til at være mindre løssluppen end vanligt, forklarer Naoki. Showet lød nu ikke just særlig styret, men Naoki fastholder, at Tori Kudo havde givet ham stramme tøjler. “Når der er så mange nye sange som i dag, kan det godt blive vanskeligt at improvisere. Det plejer vi ellers at gøre meget. Men i dag ville Tori gerne have, at jeg holdt mig ret strengt til noderne, fordi der var så mange gæster med, så når jeg nu var et af de ældste medlemmer, skulle jeg holde lidt styr på det hele.” Hans koksede trompetspil holdt ikke sammen på det helt store – og lige så svært er det for ham at finde de rigtige engelske vendinger til at forklare, hvorfor bandet spillede så mange numre. “Det er, fordi det her er sådan en stor festival. Normalt vil bands vælge at spille popsange sådan et sted, ting der er nemme at nyde. Vi ville gerne spille noget dybt,” siger han og leder efter nogle ord, “noget sart og alvorligt.” Musikalske dagbogsblade Tilbage i backstagelokalet er Tori Kudo så småt ved at være parat til at blive interviewet. Han sidder i en stol, men i stedet for at blive siddende finder han verdens måske dårligste skammel til sig selv og giver stolen fra sig med et lille høfligt buk. I en sofa bagerst i lokalet sidder Saya Takashi fra Tenniscoats og spiller på et klokkespil, men hun spiller så lavt, at det ikke er til at høre på tre meters afstand. Og Tori Kudo understreger ønsket om stilhed ved at nærmest at hviske, mens han læner sig meget tæt på det øre, der skal høre hans svar. “Musikken er min dagbog,” siger han, da han skal forklare, hvorfor der var 100 numre på setlisten. “Det her er en dagbogsturné. Vi prøver at spille vores indtryk af alle de byer og steder, vi er kommet igennem. Jeg har skrevet næsten alle de sange, vi spillede, i løbet af turneen,” fortæller han og bladrer i den tykke bunke af nodeark på bordet ved siden af ham. Titlerne fortæller, hvor de er blevet til: “Boulangerie”, “Orléans”, “Oiseau” – små øjebliksbilleder fra Frankrig. Tori Kudo hvisker, at den her koncertform lige nu er en nødvendighed for ham. “Korte sange har altid betydet meget for mig, og på denne turne vil jeg gerne spille musik, der handler om den virkelighed, jeg oplever omkring mig. Jeg gider ikke spille det samme igen og igen, og lige for tiden er jeg ikke særlig interesseret i lange sange,” siger han og forklarer, at en del af sangskrivningen foregår i søvne. “Når jeg lægger mig til at sove, ligger jeg og tænker. Så kommer der små melodier ind i mit hoved. Jeg skriver ikke noget ned om natten. Men hvis melodien kommer på besøg igen dagen efter, skriver jeg den ned med det samme.” “Alle musikerne er dygtige” Som Naoki fortalte os, inspirerer rundturen i Europa bandlederen kraftigt. De korte sange vælter ud af ham, og det gør det svært at vælge, hvad der skal på setlisten, fortæller Tori Kudo. “I går havde jeg 200 sange, som jeg gerne ville spille, men det ville tage for lang tid. Jeg sad på hotellet og ville til at sortere dem, men jeg blev træt og lagde mig til at sove. I dag havde vi travlt, så det var først to timer før showet, at jeg kunne komme i gang med at vælge. Så kom jeg ned på 120 sange, og først en halv time før koncerten havde jeg fået kopieret noderne, så musikerne kunne få deres papirer.” – Det lyder hektisk. Men det passer måske meget godt til jeres image som et band af amatørmusikere. Hvorfor kan du egentlig godt lide at spille sammen med musikere, der ikke rigtig kan finde ud af at spille? “Jamen, det kan jeg heller ikke! Alle musikere i Maher Shalal Hash Baz er professionelle og meget dygtige. Der er altid nye medlemmer med, og vi har ikke tid til at øve så meget. Vi har altid travlt, men det er dygtige og erfarne musikere, der er med.” – Hvad med Naoki? Tori Kudo kigger op, griner lavmælt og virrer lidt med hovedet: “Ha-ha, nej, ikke lige ham.” Læs også Undertoners anmeldelser af: Bill Wells & Maher Shalal Hash Baz: Osaka Bridge Maher Shalal Hash Baz: L’Autre Cap Maher Shalal Hash Baz, 06.07.07, Roskilde Festival

Plader

A Hawk and a Hacksaw and The Hun Hangár Ensemble: s.t.

A Hack and a Hacksaw har definitivt lagt rock-rødderne bag sig og giver sig helt hen til ungarsk folkemusik. Det er der kommet en mangesidet og filmisk, men også lidt svingende plade ud af. Her er masser af smukke melodier, vanvittige passager og stærke højdepunkter, men AWaaH er blevet lidt slappe i betrækket.

Plader

Lotus Krokus: Deva

På sin anden soloplade viser aalborgensiske Michael Marino sig endnu en gang som en ekstremt dygtig sangskriver. Deva er endnu mere folket end Lotus Krokus' debutplade, hvilket ikke siger så lidt. Og det virker helt optimalt. Kors, hvor er det nogle gode sange, Marino har skrevet!

Koncerter

Badun, Spiritualized – Acoustic Mainlines, Basement Jaxx, 08.07.07, Roskilde Festival

[Martin Laurberg og Kasper Würtz]Badun, 12:30, Astoria Som optakt til koncerten med den danske electronica-trio Badun havde jeg lige nået at powerlytte til deres selvbetitlede debutalbum, som udkom for nylig. Så jeg vidste, hvad der var i vente, nemlig en malstrøm af sønderklippede og ultrapræcist sammensatte beats bundet op i jazzede rytmer og tilsat en groovy bund. Til koncerten var trioen udvidet med Jonas Stampe alias Snöleoparden på guitar og sitar, som sørgede for at give det hele en mere hippieagtig dimension med røgelsespinde og Jimi Hendrix-inspireret pandebånd. Badun Man kan sige, at der er to sider af Badun. På den ene side deres ultrakomplekse trommeprogrammeringer, på den anden side deres funk-jazzede melodier. Jeg må indrømme, at jeg klart bedst kan lide det balstyriske multirytme-madness-Badun og kun i mindre grad holder af det funky Weather Report-lounge-Badun. For mens de opklippede beats på den ene side er virkelig stærke og medrivende, synes jeg omvendt, at de mere melodiske sider af Baduns musik godt kan blive lidt træge i det. Det er vel et spørgsmål om, hvad man vælger at fyre sit krudt af på … I hvert fald er humlen af det hele, at Baduns koncert for mit vedkommende blev en oplevelse der var spændt ud mellem rigtig god og mellemgod, dvs. slet ikke dårlig, men alligevel lidt for tæmmet af loungestemning til for alvor at lette. Fra koncertens start ramte de flippede beats ellers publikum lige mellem øjnene. Duckert og Brian Møller er sindssygt dygtige til at sammensætte højkomplekse rytmestrukturer, og det var virkelig medrivende. Den melodiske side af sagen, bassist Aske Krammer og især Jonas Stampe, var imidlertid plaget en lille smule af lige dele utilfredsstillende lydforhold (faktisk kunne man det meste af tiden slet ikke høre, hvad Stampe spillede) og lovlig meget forudsigelighed. Det betød, at man godt halvvejs inde i koncerten begyndte at få en fornemmelse af, at det hele kørte lidt i ring. Nu er det jo en kendt sag, at grænsen mellem ensformighed og stilsikkerhed er knivskarp. Man kan ikke uden videre klandre Badun for at fokusere så meget på deres indviklede rytmer, at det hele bliver monotont. For det er netop i rytmeprogrammeringerne, at de har fundet deres helt unikke stil. Alligevel kan man måske godt sige, at de slækker lovlig meget på den melodiske side af sagen – ikke at deres musik er umelodisk, men de har en tendes til at genbruge de samme melodistrukturer lige vel meget. Til Roskildekoncerten, hvor lydforholdene oven i købet var problematiske, betød det, at deres ellers smukke lydstrukturer kom til at fremstå lidt ensformige. (ML) Karakter: Spiritualized – Acoustic Mainlines, 18:30, Arena Da man mødte op for at se Jason Pierce alias Jason Spaceman og Spiritualized, var det med lidt blandede følelser. For det første virkede Spiritualized ret malplacerede i det kæmpestore Arena-telt, som knap var halvt fyldt. Og for det andet var det ikke Spiritualized i den sædvanlige rumalderrock-udgave, men det såkaldte Acoustic Mainlines, som ud over en solbebrillet Pierce og hans akustiske guitar bestod af et orgel, en gospeltrio og en strygerkvartet. Det lyder måske umiddelbart ret ulækkert. Så meget desto mere overraskende var det, at Pierce og co. spillede en totalt fremragende og – ja, smuk koncert, som hørte til blandt festivalens absolut bedste. Jeg ved ikke, hvad det er, Jason Pierce kan. For umiddelbart kunne man fristes til at sige, at han gør alle de forkerte ting. Spiritualized er f.eks. ekstremt symfonisk, hvilket bestemt ikke bliver mindre tydeligt, når man fyrer et gospelkor indover. Og sangtitlerne er proppet med klicheer (“I Think I’m in Love”, “Feel So Sad” og “Broken Heart” var alle på setlisten) og religiøse henvisninger – f.eks. i den suveræne “Walking With Jesus”, som stammer helt tilbage fra den første Spacemen 3-plade, og som blev leveret i en superstærk version. Jason Pierce Jeg tror, sagen er, at Pierce forsyner sine melankolske sange med tilpas meget hårdkogt stemning. Tænk bare på “I Think I’m in Love”, som viser sig at være klart mere end en kærlighedskliché, når man finder ud af, at det handler om kærlighed til stoffer: »Love in the middle of the afternoon / Just me, my spike in my arm and my spoon / Feel the warmth in the room«. Det var virkelig en underlig oplevelse at høre Pierce servere den slags narkohymner med akkompagnement fra et gospelkor. Men på en eller måde var der en perfekt kemi mellem den blegnæsede brite og det storladne akkompagnement, så det hele gav enormt god mening. I løbet af koncerten fyrede Pierce en lang stribe af hits af. Et par af højdepunkterne var en lang og intens udgave af “Ladies and Gentlemen We Are Floating in Space” – som blev leveret i Elvis-version, hvor Pierce satte trumf på ved at slå over i “I Can’t Stop Falling in Love With You” – og den tidlige single “Feel So Sad”, som i forvejen er en utrolig sang, og som her blev leveret i en ufattelig stærk version. Desuden spillede Spiritualized en fin version af Daniel Johnstons “True Love Will Find You in the End”, som de svenske teenagetvillinger i Taxi Taxi! sjovt nok også spillede kopinummer af ved deres koncert lørdag. Jason Pierce er en mester i udsvævende rum-kogerrock. Her fik vi det i en katedraludgave, og det har sandsynligvis aldrig været smukkere. (ML) Karakter: Basement Jaxx, 22:00, Orange Scene Det kom bag på mange, at Basement Jaxx fik til opgave at lukke festlighederne på Orange Scene. Den fremragende house-duo nyder, trods mesterværkerne Remedy og Rooty, langt fra samme popularitet som mange af festivals øvrige hovednavne, og det var et ualmindeligt hårdt ramt festivalspublikum, der skulle lives op for allersidste gang. Men da koncerten først kom i gang, gav placeringen faktisk rigtig god mening. Der blev åbnet med en flabet version af “Red Alert”, som begyndte yderst afdæmpet, inden tempoet skød i vejret og fik tilskuerne til at danse med. Showet blev i den grad styret af den håndfuld vidunderlige sangerinder, som er en del af den engelske duos live-konstellation, og generelt var der ikke andet end glæde at spore på scenen hos samtlige optrædende. De voluminøse kvinder havde ligeså meget charme som kropsfylde, hvilket ikke var så lidt, og med en uimodståelig selvtillid og imponerende vokaler hjalp de med at gøre Basement Jaxx’ solide house-hits levende. Som det efterhånden hører sig til ved de største koncertbegivenheder, var der også en lang række kostumeskift, hvilket betød en del mellemspil, der fra tid til anden punkterede den stemning, som de sprudlende frontdamer ellers fik pisket op for at underholde de udkørte festivalsgæster. Desværre var det heller ikke alt sangmaterialet, der kunne holde festen kørende, og under den lidt middelmådige koncert-midte var det klart de livlige sangerinder og deres udstyrsstykker, der fik den største opmærksomhed. Heldigvis var der også en lang række højdepunkter og overraskelser. “Oh My Gosh” blev leveret glimt i øjet og med en energi, der gjorde det svært for selv den mest nedslidte festivalsgænger ikke at give sig til at danse mudderet af gummistøvlerne. “Romeo” var utrolig modigt blevet reduceret til en fin lille akustisk sang, så selv om der var stort format over showet, blev der ikke ubetinget leflet for publikum. Aftenens højdepunkt var ikke overraskende den fremragende “Where’s Your Head At”, der fik hele festivalspladsen til at hoppe i takt. Med det smittende synth-riff samplet fra Gary Numans “M.E.” tilsat bankende trommer og en skrigende Felix Buxton blev den orange teltdug spændt helt ud til stor tilfredshed for det begejstrede publikum. Den efterfølgende fuldtræffer “Good Luck” og en fabelagtig version af “Bingo Bango” akkompagneret af et farveorgie af fyrværkeri sørgede for en gedigen og festlig afslutning på en festival, der startede som en oversvømmelse og sluttede som en sommervarm sambafest. (KW) Karakter: Læs også Undertoners anmeldelse af: Badun: s.t.

Koncerter

Maher Shalal Hash Baz, Lee Scratch Perry & Adrian Sherwood, 06.07.07, Roskilde Festival

Maher Shalal Hash Baz, 21:30, AstoriaDet japanske blues- og blæserensemble Maher Shalal Hash Baz’ koncert fredag aften kommer helt sikkert til at blive dette års mærkeligste og mest utilgængelige oplevelse. Det kunne man allerede få en gisning om ved at se sig omkring på det rystede publikum, der måbende forsøgte at finde en rød tråd i det japanske vanvid. Faktisk var det hele så aparte, at man efter koncerten kunne opleve bandets booker lufte sin frygt for at få ballade for at have hyret dem. I aftenens anledning var Maher Shalal Hash Baz udvidet til en slags all star-udgave, som ud over frontmand Tori Kudo og et par mere etablerede medlemmer talte en del af festivalens andre japanske kunstnere, Saya og Ueno Takashi fra The Tenniscoats samt Kama Aina og Nikaido Kazumi. Altså en lidt broget skare med mange nye medlemmer. Maher Shalal Hash Baz – foto: Peter Christian Binau-Hansen/LiveShot.dk Maher Shalal Hash Baz er kendt for at spille korte numre, men aldrig har det været så ekstremt som i denne omgang. Lad os gætte på, at de spillede i omegnen af 70-80 numre i løbet af den times tid, som koncerten varede. Det er i forvejen vanskeligt at kapere så meget forskelligt musik. Og for ligesom at gøre galskaben komplet havde Tori Kudo tilsyneladende først delt noder ud til det intetanende band umiddelbart før koncerten. Derfor var der tale om en koncert, hvor musikerne forsøgte at finde vej på næsten samme måde som publikum. Meget kaotisk. Bandet spillede altså en slags improvisationsmusik, og kvalitetsmæssigt var det, som det ofte er med den slags: Når det virker, er det sublimt. Når det ikke virker, er det mindre fedt. I dette tilfælde var “mindre fedt” imidlertid også rigtig stærkt, så alt i alt var det en virkelig særpræget og gribende koncert. Helt sikkert et af festivalens højdepunkter.(ML) Karakter:   Lee Scratch Perry og Adrian Sherwood, 01:00, CosmopolDet var lagt op til natte-trance-fest, da den legendariske dubproducer Lee Scratch Perry indtog Cosmopol sammen med den britiske producer Adrian Sherwood. Umiddelbart inden koncerten havde Anthony B. givet et brag af en intens og højspændt reggae-kraftpræstation – i hvert fald at dømme efter den sidste halvdel, som jeg nåede at fange. Så der var god brug for de udkogte og bedøvende båndekko-grooves, som har været Lee Scratch Perrys varemærke i tre-fire årtier. Allerede fra koncertens start stod det klart, at der var foretaget en ret stringent arbejdsdeling, hvor Adrian Sherwood stod bag mixerpulten, mens Lee Scratch Perry holdt sig til at synge. Det var på en måde lidt ærgerligt. For Perry har gjort sine største landvindinger som producer og sangskriver og kun i anden række som sanger. Når f.eks. makkerparret gav sig kast med Max Romeos gamle klassiker “War Ina Babylon”, som Lee Scratch Perry i sin tid skrev og producerede, var det åbenlyst, at Perry langt fra kan måle sig med Romeo som sanger. Her kunne det have været sjovt at høre ham livemixe og manipulere originalen i stedet for blot at gengive den i en lidt mindre stærk version. Derudover var det tydeligt, at Perry efterhånden er ved at være oppe i årene. Ikke alene var hans stemme usædvanlig snøvlet – det var den faktisk allerede i 70’erne – hans optræden var i det hele taget præget af en vis træthed. Ud over at synge gav han sig f.eks. i kast med et lidt dovent sceneshow, som bestod i at male klichéfulde reggae-slogans på en stor planche – i stilen “Jah Rastafari”, “Jah Bless”, davidsstjerner etc. – og prale med sin diamantbehæftede kasket. Det var sjovt nok, men også ret sløvt, især fordi det fjernede lidt af hans koncentration fra musikken, hvor den ellers kunne have gjort god gavn. Perrys klassiske skæringer fra 70’erne er så fænomenalt stærke, at selv ren playback er det hele værd, hvis det finder sted på et potent lydanlæg. Derfor var koncerten stærk nok som dj-show betragtet – ikke mindst fordi det netop er den type stenet og groovy musik, man har brug for, når man efter en lang dag står helt udmattet med en halv kubikmeter ævlebævle og en håndfuld pilsnere under vesten. Men som koncert var det en lille smule mindre spændende.(ML) Karakter:   Læs også Undertoners anmeldelse af:Maher Shalal Hash Baz: L’Autre Cap

Koncerter

Matmos, Mahmoud Ahmed, 05.07.07, Roskilde Festival

[Martin Laurberg og Mikkel Arre]Matmos, 20:00, Astoria Med endeløs regn udenfor virkede Astoria tilsyneladende som et tillokkende ly for ret mange festivalgæster, som ikke var kommet for at se Matmos. I hvert fald var der klart mere proppet på siddepladserne ved teltets sider end på gulvet. San Francisco-duoen og deres instrumentale altmuligmand Nate Boyce krævede nu også en hel del af publikum, og efter åbningsnummeret var der tyndet ud i rækkerne. Nummeret kørte også på i godt 10 minutter og var dissonant og skingeret. Martin Schmidt spillede akustisk guitar med en violinbue og klippede derefter optagelserne i småstykker, og det hele endte med at være mere freeform og uhåndgribeligt end langt det meste i duoens bagkatalog. Frit flydende var det næste “nummer” også – for den sidste halve time af den korte koncert var én lang glidende overgang mellem vidt forskellige stemninger og udtryk. Matmos – foto: Peter Christian Binau-Hansen/LiveShot.dk Disse 30 minutter var overordentlig fine og bød på calypso-inspireret house med tungen-i-kinden-agtige chillout-tendenser og perlende melodistykker med små-dubbet bas a la Future 3 som klubmusikere. Til sidst var der tungt pumpende rave-bas, og Schmidt krydrede med den hvinende lyd af en ballon, der langsomt mistede luften. Der var god mulighed for at lytte sig ind i helt andre verdener, for Matmos’ omsluttende soundscapes tiggede og bad om at suge én væk – og ville man nikke med nakken, leverede Drew Daniels laptops også dunkende beats. Tre kvarter var dog lige i underkanten, og de tre amerikanere virkede en anelse uoplagte. Der var ikke meget kontakt med publikum, og måske så Schmidt og Daniel egentlig mest frem til at være special guests hos Björk et par timer senere. (MA) Karakter:   Mahmoud Ahmed, 22:30, Cosmopol Der var noget anakronistisk ved at træde ind i Cosmopol-teltet for at se den etiopiske sanger Mahmoud Ahmed. For guderne skal vide, at der ikke var meget etiopisk ved Roskildefestivalens torsdag, som klart må være kandidat til titlen Verdens Værste Dag. Faktisk mindede de ekstreme vejrforhold ikke så lidt om Roland Emmericks The Day After Tomorrow, bare uden Dennis Quaid til at rage kastanjerne ud af ilden. Men nok om vejret. Mahmoud Ahmed er en stjerne i etiopisk musik og var en af frontmændene i 60’erne og 70’ernes unikke etiopiske blanding af freejazz, soul og afrikansk trancemusik. Hans musik fra dengang, som kan findes på nogle af det franske selskab Buda Musiques Éthiopiques-plader, er virkelig stærke sager. Nutidens Mahmoud Ahmed er en lidt anden historie, hvilket man allerede kunne få en mistanke om inden koncerten, eftersom scenen var skæmmet af et stativ med to Korg-keyboards. Man kunne frygte en koncert domineret af uheldige easy listening-keyboardeffekter. Den frygt viste sig at være højst berretiget, for Ahmeds band var over en bred kam – trommer, bas, guitar, keyboard og to saxofoner, ja tilmed Ahmed selv i front – smurt ind i corny 80’er-rumklangseffekter af den værste slags. Det var lidt svært at abstrahere fra. Samtidig kunne man ikke undgå at blive totalt opslugt. For hvert nummer var spækket med groovy saxofonriffs, soulfulde sangmelodier og funky guitarlicks i en grad, så det var umuligt at stå stille. Og desuden var det umuligt at stå for den charmerende Ahmed, som det ene øjeblik brød ud mærkelige udgaver af rockklicheer så som «Are you ok? Are you ok! Are you ok! Thank you! I’m ok too!», for straks efter af slå sig løs i funky dans eller agere soul-præst som en etiopisk udgave af James Brown. Hvis publikum til at begynde med måske forhold sig lidt forbeholdent til manden fra Addis Ababa, så ændrede det sig hurtigt, og efter ti minutter og koncerten ud havde Ahmed folket i sin hule hånd. Smukt. (ML) Karakter:   Læs også Undertoners anmeldelser af: Matmos: The Rose Has Teeth in the Mouth of the Beast Matmos: Supreme Balloon

Artikler

Undertoners guide til Roskilde ’07: fredag

Fredag er dette års klart bedste dag. Faktisk er den måske nærmest lidt for god, for der er så proppet med slagkraftige koncerter, at det er tvivlsomt, om man kan nå det hele, hvis man også skal have tid til at bevæge sig mellem teltene, spise og koge. Det starter ellers lidt sløvt. Først på dagen er der ikke så meget at komme efter, med mindre man er i humør til hiphop. Hvis man er det, kan man passende starte med at tjekke kulminationen på et af festivalens nyeste påfund ud, rapbattle-arrangementet Roskillz, hvor folk kan melde sig til og tilsyneladende få hårde verbale hug af bl.a. Per Vers. Kl. 12 er der finale på Cosmopol, og i den forbindelse optræder Jøden. Nikaido Kazumi Hvis man bliver på Cosmopol, er der fra kl. 14 mere (og mere spændende, vil nogle måske sige) hiphop, idet superselskabet Stones Throw Records holder power-showcase i mindst et par timer, bl.a. med selskabets stifter, mikserpult-guruen Peanut Butter Wolf. Her skulle der være god mulighed for at blive hårdt bombarderet med flippede beats og flabede rim. Ikke dårligt! Hvis jeg kender mig selv ret, er jeg imidlertid for sløv til at tage til hiphop (selv om jeg har en hemmelig svaghed for Jøden). Derfor tror jeg, at jeg i stedet kommer til at vende næsen mod loungeteltet, hvor den japanske sangerinde Nikaido Kazumi – Japans kvindelige svar på Phil Elverum/The Microphones/Mount Eerie – spiller kl. 13.00. Festivalen reklamerer godt nok med, at hendes sange “skaber et følsomt og skrøbeligt rum, der er finere end spindelvæv.” Den beskrivelse behøver man vist ikke at være inkarneret Motörhead-fan for at få trækninger i kinden af at høre. Men det kan godt gå hen at blive en rigtig fin koncert. Så er der lige et par timer, som man kan bruge på at mande sig op til festivalens absolutte højdepunkt, Roky Erickson & The Explosives kl. 18 på Odeon. Det er en koncert, der skal ses. Da jeg først hørte, at Roky – den legendariske (og legendarisk stenede) tidligere frontfigur fra 60’er-psychgruppen The 13th Floor Elevators – ville komme og spille, troede jeg, at det var løgn. Men nu ser det ud til, at den er god nok, og at han kommer og spiller en håndfuld garagerock-psych-klassikere. Wow! Det kan kun blive enestående. Boris Bagefter er der desværre lidt planlægningsbøvl. For kl. 19 spiller både japanske Boris og Konono no. 1 fra Den Demokratiske Republik Congo på henholdsvis Pavilion og Cosmopol. Så er spørgsmålet, om man helst vil høre Boris’ tonstunge psykedeliske doom-trash-metal, eller om man foretrækker udflippet afrikansk tommelfingerpiano-madness i lyntempo. Begge er virkelig stærke navne, så her er man tvunget til at træffe et svært valg. Det bliver ikke mindre svært af, at begge sandsynligvis starter, før Roky Erickson har spillet færdig. Og for ligesom at sætte cocktailbærret på toppen af kransekagen af dårlig programplanlægning, spiller Beastie Boys gud døde mig på Orange scene 19.30, hvilket også er en koncert, som kunne være god at se. Lord Have Mercy! Jeg gætter dog på, at jeg ender med at vælge Boris. Kl. 21.30 er der mere japansk verdensklassemusik, denne gang på Astoria, hvor Maher Shalal Hash Baz spiller. Gruppen er ledet af guitaristen Tori Kudo, der har samlet et slæng af blæsere omkring sig, som spiller hypnotiserende melodiarrangementer oven i hans soulfulde og slidte bluesnumre. Det er et utrolig godt band, og det skal nok blive en virkelig stærk koncert. Et absolut must, som man siger. Efter Maher Shalal Hash Baz er der en lille pause, som man måske kan slå ihjel ved at se lidt på Queens of the Stone Age, som spiller på Orange Scene fra 22.30. Herefter er det eneste fornuftige at vende næsen mod Cosmopol, hvor der resten af aftenen er et nærmest uhørt stærkt reggae-program. Ved midnat giver Anthony B koncert med sit energiske og politiske dancehall-ragga. Lee Scratch Perry Kl. 1 er der koncert med noget af en power-duo, nemlig den superlegendariske dub-producer Lee Scratch Perry – alene det at se ham er det hele værd – som har slået sig sammen med Adrian Sherwood, der både er kendt som dub-producer og for sit suveræne samarbejde med postpunkbands som The Slits, The Pop Group og The New Age Steppers og senere med industrial-navne som Cabaret Voltaire og Skinny Puppy. Der skulle være garanti for et udkogt trip. Som kronen på reggae-værket er der fra kl. 2.30 koncert med den klassiske jamaicanske vokalgruppe The Congos. Gruppens Heart of the Congos fra 1977 er en af de bedste reggaeplader nogen sinde, og det kan kun blive en smuk koncert.Men har man fået en rastafari-overdosis, kan man dog droppe The Congos og trække over på Odeon, hvor Brian Jonestown Massacre giver koncert med deres larmende syre-rock’n’roll fra kl. 2. Gruppen har ry for at være et sejt liveband, så det er bestemt intet dårligt bud. Læs også en guide til søndag-onsdag, torsdag, lørdag og søndag.

Nyheder

Bad Brains vender tilbage med nyt album

USA’s måske bedste punkband nogensinde, det særprægede rastafari-hardcoreband Bad Brains, vender tilbage med et nyt album, som udkommer på Megaforce den 25. juni. Pladens titel er Build a Nation, og den er produceret af Adam Yauch fra Beastie Boys, som tidligere har reklameret for gruppen ved forskellige lejligheder. Nu er der måske ikke ligefrem grund til at vække Tordenskjolds Bad Brains omkring 1982 soldater. For selv om Bad Brains er et utrolig godt band, så skal guderne vide, at de er gået i opløsning og er blevet gendannet adskillige gange med et uheldigt resultat til følge. Først forlod forsanger H.R. og trommeslager Earl Hudson, som i øvrigt er brødre, gruppen i 1989 for at spille reggae. I 1993 kom de med igen, fordi Bad Brains var blevet tilbudt en kontrakt af Epic (lad os gætte på, at Kurt Cobain spillede en rolle i det). Desværre gik det dårligt med resultatet, albummet Rise, og gruppen smed ankeret endnu en gang. Dog kun indtil 1995, hvor de blev tilbudt en ny guldrandet kontrakt, denne gang af Maverick Records. Det resulterende album God of Love var imidlertid igen ret problematisk. Bad Brains stoppede igen. Nu er de så tilbage … Nu kunne det måske lyde, som om vi kan forvente en ret middelmådig plade. Men mindst én ting taler for, at Bad Brains står foran at bryde den onde cirkel af brud og middelmådig gendannelse. For ifølge rygtet er planen at vende tilbage til stilen fra gruppens selvbetitlede debutplade fra 1982 – en af historiens stærkeste udspil. Det vil sige: En hårdkogt blanding af ustyrlig speedpunk og udkogte reggae-hyldester til Jah. Vi håber.

Plader

Maher Shalal Hash Baz: L’Autre Cap

Japanske Maher Shalal Hash Baz er tilbage med en omgang syret folk-blues blandet med skøre hornarrangementer. Det er som sædvanlig en stærk lytteoplevelse. Men gruppen er et godt stykke fra at nå op på siden af deres 2003-mesterværk Blues du Jour.

Nyheder

Dead Moon tilbage på hesten

Verdens mest sortklædte, piratagtige og muligvis bedste rockband vender tilbage med ny trommeslager. For ikke så længe siden bekendtgjorde den Oregon-baserede gruppe Dead Moon, at de var gået hver til sit efter en tyve års benhård psychpunk-tour de force. Det var en beklagelig nyhed. For ikke alene havde Dead Moon udsendt en lang række fænomenale plader. De var også et suverænt liveband. Og nyheden blev ikke mindre sørgelig af, at den kom nærmest samtidig med, at gruppen udsendte den uovervindelige opsamling Echoes of the Past, som muligvis kunne have givet dem den fortjente opmærksomhed. Men ingen ulykke varer evigt. For nu vender trioens to frontfigurer Fred og Toody Cole tilbage under det ikke helt seriøse navn Pierced Arrows. Det skriver Oregon-avisen Willamette Week. Det er uklart, hvad man skal lægge i navnet. Piercede pile … Måske en slags indianerpunk? Det ville i hvert fald ligge fint i forlængelse af Dead Moon. Pierced Arrows er Dead Moon minus trommeslager Andrew Loomis. Ifølge Willamette Week blev Dead Moon sandsynligvis opløst pga. uoverensstemmelser mellem Loomis og ægteparret Cole, så i det lys er det måske ikke så sært. Men uanset hvad bliver det med statsgaranti vanskeligt at erstatte Loomis’ hårdkogte stil. Vi får se, hvordan det kommer til at gå. Ifølge et rygte er den nye trommeslager søn af en keyboardspiller, som Fred Cole spillede med i 70’er-gruppen Albatross.

Plader

Dinosaur Jr.: Beyond

Et af 80'ernes og 90'ernes bedste bands er tilbage med en samling slackerrocksange i velkendt stil og med masser af skæve guitarsoloer. Der er bestemt ikke meget nyt under solen. Gammel vin på gamle flasker. Men det smager stadig brandgodt.

Koncerter

Dylan, Bob, 02.04.07, Forum, København

Bob Dylan spillede en stærk koncert i går i Forum. Det hele bar muligvis lidt præg af, at vi stadig er i begyndelsen af turneen. Altså: ikke helt så stramt, som man kunne tro. Men ikke desto mindre fedt.Hver gang Dylan spiller i Danmark, bliver der lagt i kakkelovnen på den ene eller anden måde: Enten får han sindssygt stryg, eller også får han umådeholden og ubetinget ros. Det er, som om dem, der holder af Dylan, insisterer på at give ham ekstra gode anmeldelser, for ligesom at imødegå det mere teenageagtige segment, der hårdnakket insisterer på, at manden er grå og kedelig (og lad os få noget mere hindbærvand, tak). Det er sjovt nok at følge med i. Et hurtigt blik på aldersfordelingen blandt publikum i Forum i går aftes afslørede, at der hovedsagelig var repræsentanter fra den første gruppe, de glade fans, mens de tvære teenage-Bloc Party-tilhængere var i undertal. Faktisk var salen et regulært hav af grå manker og skaldede måner, kun afbrudt af smilende tandsæt, der snarere var præget af porcelæn og guldkroner end af bøjler. Så de kritiske røster fik ikke meget plads. Det var der nu heller ikke megen grund til, for Dylan leverede en stærk koncert, der trods et par små sammenbrud var seriøst medrivende. Hans band er et voldsomt godstog, og i de bedste øjeblikke er det virkelig benhård musik. Bob Dylan – fra en tidligere koncert i USA I forhold til den sidste håndfuld Dylan-koncerter, jeg har været til, var der et par forskelle. For det første lægger han ikke længere ud med “Maggie’s Farm”, hvilket er fedt nok – det er ikke hans bedste sang. Mere vigtigt er det, at han efter et par års pause, hvor han udelukkende har spillet på orgel, igen er begyndt at spille på guitar. Rygtet var løbet i forvejen fra Sverige, og derfor var det med spænding, man mødte op – og måske også med en snert af frygt for de knastørre tretonesoloer på 10 minutter, han førhen kunne finde på at fyre af. Det var kun i de første fire numre, at Dylan spillede på guitar. Til gengæld gav det superbonus, og fra første tone var al frygt forstummet. Åbningsnummeret “Tweedle Dee & Tweedle Dum” fra Love and Theft blev spillet i en hårdkogt version. Og dernæst fortsatte det i samme voldsomme, energiske gænge – ikke mindst “Watching the River Flow” var fænomenal – indtil Dylan lagde guitaren fra sig og bemægtigede sig det slidte orgel, som han har klimpret på de seneste par år. Herfra blev det lidt mere blandet. Der var smukke lyspunkter: “Visions of Johanna” blev f.eks. leveret i en intet mindre end fantastisk version. Det samme gjorde “Desolation Row” – der dog var omarrangeret så kraftigt, at det lige tog et par vers, før Dylan og hans mænd fik spillet sig rigtigt ind på hinanden. Og det første ekstranummer “Thunder on the Mountain” fra Dylans seneste (ret overvurderede) udspil Modern Times var en rå energibombe.Omvendt var et nummer som “Spirit on the Water”, ligeledes fra Modern Times, ikke helt skarpt. Alt i alt var bandet dog i topform. Nu er vi jo i begyndelsen af turneen, så de kan måske ikke arrangementerne helt på rygraden endnu. Men det kan de formentlig inden længe, så der er al mulig grund til at tro, at koncerten i Herning om en måneds tid bliver topklasse. Det er på en måde lidt overraskende, at Dylan er så populær. For det er ikke just radiovenlig pop, han giver sig af med. Hans stemme lyder komplet slidt og udflippet. Hans orgelspil er nærmest direkte useriøst og klodset. Han insisterer på at spille sine hits i alternative arrangementer. Hans band lyder som soundtracket til en pickup-truck-biljagt i Sydstaterne. Det er med andre ord virkelig stærkt og fænomenalt indtagende! Hvis Dylan kan siges at være faldet lidt af på den med sit seneste album – og det er han altså, både Time Out of Mind og Love and Theft er klart bedre, say what you will – så er han til gengæld usvækket, når det gælder koncerter. Det fik vi bevist i går. Karakter:       Bedømmelseskriterier

Plader

The Defectors: Bruised and Satisfied

Hvordan kommer døde bøller i kontakt med deres lige så afdøde kærester? Dette og mange andre horror-spørgsmål giver danske The Defectors svar på med albummet Bruised and Satisfied. På ny serverer de kontant gyser-garagerock, og endnu en gang er det solidt og godt.

Plader

Dragontears: 2000 Micrograms from Home

Baby Woodrose- og On Trial-sideprojektet Dragontears syrer godt og grundigt ud – og dét endda på en endnu mere bevidsthedsudfordrende måde, end man kunne have ventet. Resultatet er en stærk plade, hvor man dog hist og her godt kunne have ønsket sig lidt mere nyt under solen.

Nyheder

Roky Erickson spiller til Roskilde Festival

Wakeup-call til alle syrehoveder Nu har vi fået en uovertruffen grund til at tage til Roskildefestivalen til sommer: Den legedariske garage-psych-superstjerne Roky Erickson skal spille! Det skriver det svenske musikmagasin Sonic. Erickson blev kendt i 60’erne som frontfigur i den texanske gruppe 13th Floor Elevators, som udgav tre klassiske psychplader i 1966-68 (især de to første, The Psychedelic Sounds of … og Easter Everywhere, er klassiske; den tredje, Bull of the Woods, er også god, men ikke helt så legendarisk). Siden har han opnået status som den psykedeliske musiks ubestridte konge. Ericksons liv tog en uheldig drejning fra slutningen af 60’erne, da han blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Men trods sine mentale problemer har han alligevel formået at udsende en række soloplader, som er seriøst nervepirrende. Der er virkelig god grund til at glæde sig til koncerten. Ventetiden kan man for øvrigt slå ihjel med den næsten nye dokumentarfilm You’re Gonna Miss Me om Ericksons liv og familie. Det er spændende sager.

Plader

Dead Moon: Echoes of the Past

Et af verdens allerstærkeste bands har samlet en kæmpe opsamling af overvældende gode garagepunksange med masser af melankolsk indføling. Echoes of the Past er en uovertruffen introduktion til et fremragende rockband.

Nyheder

Secretly Canadian genudgiver Bobb Trimble

Psych-folk-særling bliver tilgængelig for andre end vinylsamlere. Det amerikanske selskab Secretly Canadian genudgiver inden længe den obskure amerikanske psych-folk-enspænder Bobb Trimbles to plader, Iron Curtain Innocence og Harvest of Dreams. Efter planen skal pladerne udkomme til sommer næste år. Trimble udsendte oprindelig pladerne i begrænsede oplag i henholdsvis 1980 og 1982. Siden har de opnået en nærmest legendarisk status, dels fordi Trimbles spinkle stemme og formidable sangskrivning danner en helt unik cocktail, dels fordi de udkom på et tidspunkt, hvor stort set ingen andre gad beskæftige sig med den slags musik. Trimble er med andre ord efterhånden blevet en slags retropioner. Det betyder også, at pladerne bliver solgt til uhyrlige priser på den forkerte side af 1.000 kroner. Men nu ser der altså ud til at blive mulighed for, at almindelige dødelige også kan få fingrene i dem uden at måtte ty til piratoptagelser. Der er ikke kun økonomiske fordele ved at købe de nye genudgivelser. For begge plader bliver udstyret med ekstranumre. Og efter alt at dømme kommer ekstranumrene også til at være stærke sager. I hvert fald udgav det danske selskab Orpheus Records for et par år siden pladen Life Beyond the Doghouse med hidtil uudgivne Trimble-numre, og her er der virkelig smukke sager at finde. Ifølge planen udkommer de nye genudgivelser både på cd og lp.

Koncerter

Lemonheads, 30.10.06, Lille Vega, København

Lemonheads fik sat godt gang i 90’er-melankolien i går i Vega. Kun få har skrevet samme mængde af melodiske hits som Evan Dando. Dem fik man i rigelige mængder i løbet af en koncert, der var gavmildt lang, men også lidt svingende.I første halvdel af 90’erne havde mangen en ung tøs The Lemonheads’ frontmand Evan Dando stående ved siden af Johnny Depp og Kurt Cobain på sin top-3 over drømmemænd. Og for mangen en teenagedreng – mig for eksempel – var han ikke alene et tøj- og hårmæssigt forbillede, men også indbegrebet af en afslappet og potrygende amerikansk rockstjerne, som man gerne ville hænge ud med. Nu er der jo gået et par år siden bandets glansperiode med It’s a Shame About Ray, Come On Feel the Lemonheads og Car Button Cloth fra henholdsvis ’92, ’93 og ’96. Men mens teenagefølelserne for Dando måske mest lever som lykkelige minder (hvilket man selvfølgelig ikke skal undervurdere), så er hans sange noget af det mest slidstærke 90’er-rock overhovedet. Manden har en skatkiste propfyldt med hits. Derfor var der noget at se frem til forud for koncerten i Vega. Foto: Stephen Goodwin Efter et par indledende øvelser ved en vis Nick fra Manchester, som ud over at ligne Giovanni Ribisi på en prik spillede et ganske underholdende akustisk set, kom Dando på scenen med en backinggruppe, der lidt skuffende ikke bestod af Bill Stevenson og Karl Alvarez fra The Descendents, som ellers spiller med på The Lemonheads’ nye plade – men af to for mig ukendte fyre (Vess Ruhtenberg og Devon Ashley fra The Pieces, red.). Skuffelsen fortog sig imidlertid hurtigt, da Dando & Co. kastede sig ud i en slagkraftig åbning af koncerten med bl.a. klassikere som “Down About It”, “The Great Big No” og “Confetti”. Det er virkelig smukke og tidsløse sange… … men de blev leveret i lidt sløve og ikke helt velspillede versioner. Dandos bedste numre er så stærke, at det ikke rigtig betyder noget, hvem man sætter til at spille dem. Her kan selv den mest håbløse lirekassemand ikke gå galt i byen. Men efterhånden som koncerten skred frem, og vi nåede til nogle lidt mindre hæderkronede og geniale numre, blev det en lille smule trægt at lytte til. Helt galt gik det dog aldrig. For inden det nåede så langt, sendte Dando bassist og trommeslager om bag scenen, iførte sig sin akustiske guitar og gav sig i kast med et langstrakt solosæt. Her fik vi bl.a. dovendidrikklassikeren “The Outdoor Type”, en virkelig besynderlig udgave af The Misfits’ makabre “Skulls” samt – hvilket var topmålet af både særhed og klasse – en smuk udgave af Ben Lees gamle “I Wish I Was Him”, som er en hyldestsang til Dando selv med henvisninger til hans strålende intellekt, spændstige overarme og generelt flotte udseende. Lige som det akustiske sæt begyndte at blive lidt kedeligt (nej, faktisk et lille stykke tid efter, at det begyndte at blive kedeligt), kom bandet tilbage på scenen. Medmindre det da var to andre i forklædning, for den energi og entusiasme, der måske havde manglet lidt i første halvdel af sættet, var der nu til overflod, og i en suveræn afslutning på en lang koncert gav Dando og band toptunede versioner af superhits som “It’s a Shame About Ray”, “Alison’s Starting to Happen” og “If I Could Talk I’d Tell You”. Virkelig, virkelig stærkt! Alt i alt var Lemonheads måske en lille smule svingende. Men der er stadig ingen tvivl om, at Evan Dando er både en melodisk superstjerne og en formidabel sanger. Læs også Undertoners anmeldelse af:The Lemonheads: s.t. Karakter:       Bedømmelseskriterier

Plader

Witch: s.t.

J Mascis bag trommesættet i et tungt 70'er-band. Lyder det måske lidt useriøst? Tja... I hvert fald bærer Witchs debutudspil lidt præg af sløset venstrehåndsarbejde, selv om der også er guldklumper hist og her.

Koncerter

Dead Moon, 20.09.06, Loppen, Christiania

Night of the Living Dead!rHvad en flaske rom er for en tandløs, enøjet pirat, hvis skib er på vej til at synke, er Dead Moon for musik – nemlig ubetinget fedt uanset hvad! Trioen leverede en uovervindelig stribe af hits onsdag på Loppen.Sidste gang Dead Moon besøgte København, slog de totalt benene væk under de fremmødte på Studenterhuset med deres slagkraftige, psykedeliske og samtidig romantiske no nonsense-rock n’ roll. Så der var lagt i kakkelovnen til et brag, da gruppen i går besøgte Loppen. Og utroligt nok overgik de næsten de i forvejen skyhøje forventninger og spillede en formidabel koncert. Hvad er det, der er så fedt ved dette band? Måske har det noget at gøre med, at de virker kompromisløse i en grad, hvor ingen andre kan være med. (Ifølge rygtet boede ægteparret Fred og Toody Cole, henholdsvis sanger/guitarist og sangerinde/bassist, en tid i en hjemmebygget bjælkehytte langt ude i ødemarken, hvor de levede af at gå på jagt). I hvert fald er der noget helt igennem unikt og ærligt ved deres musik, som gør, at man på én gang ryster næven og bliver blød i knæene. Det skader selvfølgelig heller ikke, at Fred Cole har et enormt katalog af slidstærke hits, hvilket man fik et effektivt, men dog måske lidt kort, bevis på i går aftes: “Walking on My Grave”, “It’s OK” – den ultimative hyldest til slidte mennesker, “54-40 or Fight” – som har et af historiens bedste synge med-breaks, “Poor Born” – sej hyldest til no nonsense-livsstil, “Dead Moon Night” samt en masse andre hits. Deriblandt en suveræn version af “You Must Be a Witch” med Fred Coles 60’er-gruppe The Lollipop Shoppe. Det ene melodiske pletskud afløste det andet. Hvis man hører til dem, der finder trioformatet begrænsende, behøver man bare at frekventere ægteparret Cole og trommeslager Andrew Loomis for at få rettet sine misforståelser. Jeg kan ikke komme i tanke om nogen anden gruppe, der på samme måde kan kombinere soulfulde sjælere, hurtige tonsernumre, duetter, garageriffs og psykedeliske licks. Smukt! Læs også Undertoners anmeldelse af:Dead Moon: Echoes of the Past Karakter:       Bedømmelseskriterier

Nyheder

The Shins klar med udgivelsesdato

Udgivelsesdatoen for det tredje album med det amerikanske indieband The Shins ligger nu fast. Albummet udkommer d. 23. januar næste år, fremgår det af gruppens hjemmeside. Efter planen skulle pladen være kommet for længst, men efter flere udsættelser ser det nu altså ud til, at vi med nogenlunde sikkerhed kan begynde nedtællingen. Foto: Brian Tamborello Ifølge rygterne, bl.a. i en nylig artikel i Billboard, får pladen titlen Wincing the Night Away, hvilket efter sigende skulle henvise til frontmand James Mercers problemer med at sove om natten – en lidelse, som han (i hvert fald pressestrategimæssigt) vist ikke er den eneste indie-frontfigur, der lider af. Dog går der mindre vedholdende rygter om, at titlen bliver Sleeping Lessons. Hvad kan vi så forvente af den nye plade? Ja, logisk set kunne man måske tro, at det ville blive en melankolsk omgang. For mens debutpladen Oh, Inverted World fra 2001 er en psykedelisk, krystalklar plade, så er opfølgeren Chutes Too Narrow fra 2003 – som med omkring 400.000 solgte eksemplarer har cementeret gruppens popularitet – ligesom mere straight og roots-agtig i det. Ifølge gruppen selv er det nye album imidlertid langt mere varieret og udflippet end de hidtidige udspil. Under alle omstændigheder er de to første plader regulære nyklassikere, så der er efter alt at dømme en perle i udsigt.

Nyheder

Nikki Suddens svanesang udkommer i oktober

Den 10. oktober udgiver Secretely Canadian det nye og efter alt at dømme sidste album med Nikki Sudden, som døde den 26. marts i år. Albummet får titlen The Truth Doesn’t Matter. Nikki Sudden var frontmand i DIY-pionergruppen Swell Maps i 70’erne. Siden havde han en alsidig karriere som solist og i duoen The Jacobites sammen med Dave Kusworth og udgav en lang række plader, hvoraf nogle er gode og andre deciderede mesterværker. Med Suddens død har verden mistet en ægterockstjerne i samme kaliber som 70’er-udgaven af Mick Jagger og Rod Stewart, hvad parfumeforbrug, stof- og alkoholforbrug og overlegen påklædning angår. Desuden var han kendt som en ægte gentleman og en benhård, autentisk sangskriver. Ifølge Secretly Canadian er The Truth Doesn’t Matter Suddens bedste plade i 20 år (måske i erkendelse af, at intet slår Jacobites-mesterværket Robespierre’s Velvet Basement fra 1985), og hvis der er blot et gran af sandhed i det, er der virkelig noget at glæde sig til. Det forrige album, den på én gang mærkelige og medrivende pirat-konceptplade Treasure Island fra 2004, var fremragende, og hvis det nye album er i samme stil, kan man se frem til en sand romantisk klassiker.

Plader

On Trial: Forever

På deres første studiealbum i næsten fire år byder On Trial på en virkelig stærk omgang syrerock, hvor trippede ekko-guitarer, seje riffs og soulfulde melodier går op i en højere enhed. Psykedelisk rock af højeste klasse.

Koncerter

Mudhoney, 15.05.06, Vega, København

Mudhoney gjorde enhver frygt for, at de er faldet af på den, til skamme med et dundrende brag af en mandagskoncert. Det er særdeles sandsynligt, at det her ender som årets koncert i København. (17.05.06)Jeg er i virkeligheden ikke den rette at sende til en Mudhoney-koncert, for min entusiasme for gruppen nåede sit højdepunkt for snart mange år siden. Jeg elskede de første ting og Every Good Boy Deserves Fudge, men blev ikke rigtig overbevist af Piece of Cake, og efterfølgende har jeg kun fulgt ekstensivt med i Mudhoneys karriere. Det lader til at være dumt gjort, for hvis jeg havde halvlunkne forventninger op til koncerten, blev de blæst godt og grundigt ud i løbet af aftenen (sammen med min hjerne i øvrigt). Aftenens opvarmningsband The Holy Soul lød omtrent, som jeg havde frygtet, at Mudhoney ville lyde: lidt flad 90’er-rock med irriterende lyd, halvkedelige numre og en forsanger, der lægger hovedet på skrå. Men ikke så snart havde Mudhoney fået sat koncerten i gang med en sej udgave af “Suck You Dry” (fra Piece of Cake, sjovt nok), før man kunne mærke, at skibet skulle sejle i en langt mere slagkraftig, spændende og indtagende retning. Hvis man skulle have glemt det, er Mark Arm en suveræn sanger og Steve Turner en fantastisk guitarist. Deres slidte stil har aldrig taget sig bedre ud. Mudhoney anno 2006 er mere stoner-agtigt og psykedelisk, end man kunne have troet eller håbet på. Gamle klassikere som “You Got It (Keep It Out of My Face)” blev hevet i en langt mere syret retning med lange og udsvævende fuzz-soloer og blandet med lidt nyere numre som “Beneath the Valley of the Underdog” fra Tomorrow Hit Today, som blev leveret i en langstrakt og helt eminent udgave, og et par numre fra den nye plade Under a Billion Suns. Mudhoney har altid været et syret band, men her var det, som om den trance-agtige dimension i deres musik fik ekstra meget plads. Det stod perfekt til deres sludge-agtige riffs, catchy melodier og Dan Peters’ hårdkogte trommespil. Fra første akkord blev man som hypnotiseret af Mudhoneys seje stil (måske også delvist fordi de spillede så højt, at man enten blev lammet i alle muskler eller tvunget til at springe rundt), og da de omtrent midt i koncerten spillede det absolutte claim to fame “Touch Me I’m Sick”, kogte det hele sammen i et virvar af brede smil, stage diving og 90’er-melankoli. Det var virkelig et smukt øjeblik. Det er vanskeligt at sige, hvad der er så fedt ved Mudhoney. Måske er hemmeligheden, at de formår at skrive catchy numre, selv om de helt tydeligt vælger den mest bølleagtige løsning, hver gang de er i tvivl om noget. Måske er den, at Mark Arms skærende stemme og Steve Turners ur-riffs ikke kender deres mage. Under alle omstændigheder fik Mudhoney fyret så eftertrykkeligt op for blusset, at det er tvivlsomt, om man får mulighed til at gå til en bedre koncert i år. Karakter:       Bedømmelseskriterier

Plader

Baby Woodrose: Love Comes Down

Love Comes Down er Baby Woodroses hidtil mest velproducerede og varierede plade. Og så er det deres hidtil bedste forsøg på at levere afdæmpede og melankolske sjælere. Vær forberedt på en intens oplevelse!

Nyheder

Loppen dropper at arrangere Alex Chilton

Rygtet om en mulig Alex Chilton-koncert på Loppen i maj, som vi annoncerede for en måneds tid siden, viser sig delvist at være en and. Information får man ikke meget af, når man forhører sig om den slags. “Det bliver ikke til noget,” hedder det slet og ret i en mail fra Loppen. Det lader fortsat til, at Chilton skal spille koncerter i såvel Norge som Holland, og det gør det endnu mere oplagt, at nogen forsøger at skaffe legenden til landet. Chilton var frontmand i både 60’er-popgruppen The Box Tops og i 70’er-bandet Big Star, og senere har han med uregelmæssige mellemrum udsendt en række soloplader. I efteråret var han for en stund på ny på alles læber i USA, da han i flere dage var meldt savnet efter orkanen Katrina havde indtaget New Orleans. Men til alt held dukkede han op igen.

Nyheder

Rygter om Alex Chilton-koncert i København

Ifølge usikre, men alligevel nogenlunde pålidelige kilder er der forhandlinger i gang om at få Alex Chilton til at spille på Loppen. Koncerten skulle efter sigende blive d. 1. maj. Foto: Jutta Brandt Alex Chilton var i 60’erne frontfigur i popgruppen The Box Tops. Senere blev han sanger og guitarist i et af verdenshistoriens bedste bands, Big Star, som lavede tre superplader i 70’erne. Siden har Chilton på egen hånd udgivet en stribe mesterværker, senest den fænomenale Loose Shoes and Tight Pussy fra 1999 (lad os håbe, der snart kommer en ny plade!). De sidste mange år har han spillet en underlig, men ekstremt intens omgang slidt R&B, og hans plader har været fyldt med kopinumre af obskure kunstnere.Så hvis koncerten skulle vise sig at blive til noget, kan man se frem til en stærk omgang. Ingen synger bedre end Chilton. Hvis man lavede en top-5 over jordens sejeste mennesker, ville Chilton ligge højt på den. Lad os håbe, at det lykkes at få manden til landet.

Plader

Ordkløver: Byen buldrer

Med Byen Buldrer forsøger Ordkløver på at forene poesi og rockmusik. Det har sine charmerende sider, for gruppens tilgang til sagerne lader ikke til at ligge under for de store begrænsninger. Både digtene og musikken er imidlertid lidt på det jævne, og derfor er det ikke nogen entydigt succesfuld debut.

Plader

Xbxrx: Sixth in Sixes

Xbxrx’s nyeste udspil er en balstyrisk post-hardcore-plade med et væld af seje riffs og breaks. Attitude og levering er i topklasse. Produktionen er desværre mindre sublim, og derfor bliver pladen let en ensformig suppe, hvor alt står i stampe.

Klassikeren

Salvation Army – 60’er-inspireret LSD-punk fra himlen

Engang imellem kan man gribe sig selv i at nære en nærmest automatisk modvilje mod 60’er-inspireret retrorock. Hvorfor forholder det sig mon sådan, at Farfisa-orgler, pagehår, juhu-kor etc. kan give anledning til en ubestemmelig irritation? Måske fordi man foretrækker "den ægte vare" og hellere vil lytte til The Byrds end til The Shins og desuden bedre kan lide, at musik fra 2000 lyder som musik fra 2000?

Plader

Lou Barlow: Emoh

Lou Barlows nyeste plade er en melankolsk samling akustiske kærlighedssange (hvem skulle have troet det?). Musikken er mere velproduceret, end man er vant til, men det gør ingenting. Emoh er en rigtig dejlig plade, der virker helt frisk i mængden af gravalvorlige singer/songwritere.

Plader

Not Supposed to Drink It: You Were Singing It

Den københavnske/new zealandske musiker David Neuer står bag projektet Not Supposed to Drink It. Det har resulteret i en mærkelig plade, der minder om en irriterende samling gadeteater-visesange fra 1970’erne. You Were Singing It er ikke noget særlig spændende album og bliver næppe et lyspunkt i Neuers katalog.

Nyheder

Munster udgiver Swell Maps single-boks

Det spanske selskab Munster Records udgiver nu et single-bokssæt med et af historiens bedste bands: The Swell Maps. Boksen indeholder fem singler: Read About Seymour // Ripped & Torn : Black VelvetDresden Style / Mystery Track // Ammunition Train / Full Moon (dub)Real Shocks // New York / AvalancheLet’s Build A Car // Big Maz In The Country / …Then PolandSecret Island // Sheep Dip / Texas Singlerne kommer med de originale covere, og der er dermed tale om et sandt lille luksusprodukt (man får endda Secret Island-singlen med cover, selv om den aldrig udkom i sin tid). Boksen er måske nok mest for fans, eftersom numrene allerede ligger forskellige steder, f.eks. på Mute Records’ Collision Time Revisited fra 1989, og som ekstranumre på genudgivelserne fra 1989 af Swell Maps’ to plader, A Trip to Marineville og In Jane From Occupied Europe. Alligevel er boksen en fin lille sag, og det er dejligt, at Munster bruger krudt på at udgive/genudgive plader med seje kunstnere som Swell Maps, Nikki Sudden og Alex Chilton.

Plader

Perfect: Once, Twice, Three Times a Maybe

Enhver Replacements-relateret dag er en lykkens dag! Med otte års forsinkelse har vi endelig fået debutalbummet med det tidligere Replacements-medlem Tommy Stinson og hans band, Perfect. Det er en hårdtslående og stærk plade, der dog ikke helt når de samme højder som andre af Stinsons udspil.

Plader

Dansk fløde: Punk Rock

Hvad så, Kim Larsen? Får du fyret op under en slidt stemning? Er du ude på ballade? Dansk flødes Punk Rock er en irriterende dansksproget 70’er-punkplade, der overhovedet ikke rykker ved noget som helst – heller ikke som humoristisk punk-pastiche, såfremt det skulle forestille at være hensigten.

Plader

Windsor for the Derby: We Fight til Death

Windsor for the Derbys seneste udspil er en meget drypnæset og tandløs sag. Der er for så vidt masser af fine idéer og melodier på pladen, men det hele ender i en apatisk suppe af æterisk ligegyldighed. Det er mærkeligt og ærgerligt.

Plader

Sweatmaster: Song With No Words EP

Finske Sweatmasters seneste udspil Song with No Words er en halvkedelig samling kopinumre tilsat to middelmådige numre fra gruppen selv. Det lyder mest som et frikvarter, før bandet får færdiggjort en egentlig opfølger til debutalbummet Sharp Cut.

Plader

Soul Junk: 1958

Soul Junks seneste album er en udknaldet mikstur af hiphop, electronica og psykedelisk indierock. Det er sprængfarlige sager, og det kan varmt anbefales.

Plader

Jomi Massage: Aloud

Jomi Massages debutplade er fuld af overraskelser og syrede finurligheder. Det er en spændende plade – også for dem, som er ligeglade med kvindekampen.

Koncerter

W.E.E.D., Screamin’ Eric, Baby Woodrose, 12.02.04, Vibration Festival

Vibration havde valgt at lade torsdag på Stengade stå i Puch Grand Prix’ens tegn: Koncertens tre orkestre er på papiret del af den samme allestedsnærværende og formentlig snart meget umoderne rock ’n’ roll-bølge.Vibration havde valgt at lade torsdag på Stengade stå i Puch Grand Prix’ens tegn: Koncertens tre orkestre er på papiret del af den samme allestedsnærværende og formentlig snart meget umoderne rock ’n’ roll-bølge. Det er nu ikke fordi, de tre havde særlig meget til fælles – undtagen det måske eneste der retfærdiggør at kaste alle mulige forskellige bands ned i samme rock n’ roll-kasse: Som livemusik er det nærmest uovertruffent, fordi der er så ufattelig meget kul på. Folk som ikke kan lide larmerock, kan måske forsøge at komme med indvendinger, men det er altså vanskeligt, når man samtidig får en containerfuld beton i hovedet – især hvis der er svampe i betonen som hos Baby Woodrose. Det vender jeg straks tilbage til. W.E.E.D.Aftenens første gruppe var imidlertid W.E.E.D. (en fiks forkortelse af Wild Evil Entertainment Department), som jeg ikke kendte på forhånd. Det viste sig at være en lidt blandet fornøjelse. W.E.E.D. spillede egentlig en rimelig straight omgang punkrock, men det var alligevel som om, de ikke rigtig havde noget holdepunkt. Det ene øjeblik var det rock n’ roll-agtigt med guitarsoloer og den slags, mens det straks efter var punk på en mere The Clash-agtig måde. De var klart bedst til det sidste, og visse numre var faktisk rigtig fede. Som helhed var deres koncert måske nok alligevel lidt middelmådig i det med lidt for meget fyld og for få højdepunkter, selv om alle bandmedlemmerne, inklusiv den røvflabede og temmelig rustne forsanger, havde god stil og spillede fedt. Screamin’ EricEfter W.E.E.D. gik Screamin’ Eric på scenen. Mit problem med Screamin’ Eric er normalt, at jeg ikke bryder mig særlig meget om psychobilly (eller hvad man nu kalder det). Derfor ryger fidusen med deres sliderørs-bluespunk måske en lille smule. Men, men… det var nu alligevel en ret fed koncert, Screamin’ Eric spillede. Numrene spændte fra syret flipperrock til hurtig og nærmest hardcoreagtig punkrock, og det hele blev holdt sammen af deres særlige bluesstil på en energisk, sej og haltende måde. Ikke sådan at forstå at musikken var utight, men musikerne haltede bogstavelig talt: et band i meget dårlig fysisk form. Så selvom stilen måske ikke er min kop te, så var der rimelig meget gang i sagerne, og det var i det hele taget fedt nok. Baby Woodrose Som man måske kunne forvente – i hvert fald hvis man regner glamour-parameteret for noget – var aftenens højdepunkt imidlertid stadig i vente. Folk var tydeligvis kommet for at høre Baby Woodrose, og fra første anslag viste det sig at være forståeligt nok. Lad al brok omkring uoriginal retro-rock ligge stille: Baby Woodrose spillede superfedt. Det er imponerende, hvad der kan komme ud af én stor indianer og to unge hippier, der spiller syrerock. Det ene nummer tog det andet, og hele molevitten blev leveret på en meget overbevisende måde. Hvert medlem er lidt af en ekvilibrist, og da de et stykke inde i settet spillede Caught in a Whirl – min personlig Woodrose-favorit – var der ikke et øje tørt. At dømme efter stemningen var jeg da heller ikke den eneste, der var splittet af over Baby Woodroses koncert. Faktisk manglede der vist ikke rigtig noget: Der var vildt meget gang i den, numrene var stemningsfulde uden at blive platte, og såvel bandet som publikum var i godt humør. Det hele kulminerede med nummeret Cherry Bomb, som var et støjorgie med sampler-gæsteoptræden af en vis Hobbit (øjensynligt var det et kopinummer, men vistnok ikke af Runaways-nummeret af samme navn). Baby Woodrose spillede en rigtig dejlig koncert. Torsdag på Stengade var i det hele taget et rigtig godt arrangement, der bød på en bred omgang rock ’n’ roll. Om man nu er til den slags eller ej, så havde man ikke rigtig noget valg efter koncerten: Man skal skrue meget højt op for Belle and Sebastian for at overdøve den tinnitus, der plager éns hjerne efter fire timers tonser-rock. Læs også Undertoners anmeldelser afBaby Woodrose: Money for SoulBaby Woodrose: Dropout!

Plader

Arcade: Into the Light

Into the Light er en plade, som næppe kommer til at slå igennem, fordi Arcade lyder som en halvtør udgave af de mange pige-punkgrupper, som de trækker på.

Plader

Voks: Vaks vanskab ak

Vaks vanskab ak er en dejlig samling af barnlige og hippieagtige tegnefilmssoundtracks, der blander gammeldags sangskrivning og eksperimenterende electronica på en original måde.

Plader

Consonant: Love and Affliction

Andet album fra Mission of Burma-veteranen Clint Conleys nye gruppe Consonant er en gennemtærsket og uspændende omgang støjrock, som langt fra er tilfredsstillende, når man kender Conley og de andre medlemmers baggrund.

Plader

Brady Harris: Lone Star

En gang imellem bliver man overrasket over, hvor god en plade med klassiske rocknumre kan være. Det gør man, når man lytter til Brady Harris’ nye plade, der viser, hvordan nogle sangskrivere hæver sig over mængden af følsomme amerikanske troubadourer.