Skribent - Martin Laurberg

Koncerter

Dead Moon, 20.09.06, Loppen, Christiania

Night of the Living Dead!rHvad en flaske rom er for en tandløs, enøjet pirat, hvis skib er på vej til at synke, er Dead Moon for musik – nemlig ubetinget fedt uanset hvad! Trioen leverede en uovervindelig stribe af hits onsdag på Loppen.Sidste gang Dead Moon besøgte København, slog de totalt benene væk under de fremmødte på Studenterhuset med deres slagkraftige, psykedeliske og samtidig romantiske no nonsense-rock n’ roll. Så der var lagt i kakkelovnen til et brag, da gruppen i går besøgte Loppen. Og utroligt nok overgik de næsten de i forvejen skyhøje forventninger og spillede en formidabel koncert. Hvad er det, der er så fedt ved dette band? Måske har det noget at gøre med, at de virker kompromisløse i en grad, hvor ingen andre kan være med. (Ifølge rygtet boede ægteparret Fred og Toody Cole, henholdsvis sanger/guitarist og sangerinde/bassist, en tid i en hjemmebygget bjælkehytte langt ude i ødemarken, hvor de levede af at gå på jagt). I hvert fald er der noget helt igennem unikt og ærligt ved deres musik, som gør, at man på én gang ryster næven og bliver blød i knæene. Det skader selvfølgelig heller ikke, at Fred Cole har et enormt katalog af slidstærke hits, hvilket man fik et effektivt, men dog måske lidt kort, bevis på i går aftes: “Walking on My Grave”, “It’s OK” – den ultimative hyldest til slidte mennesker, “54-40 or Fight” – som har et af historiens bedste synge med-breaks, “Poor Born” – sej hyldest til no nonsense-livsstil, “Dead Moon Night” samt en masse andre hits. Deriblandt en suveræn version af “You Must Be a Witch” med Fred Coles 60’er-gruppe The Lollipop Shoppe. Det ene melodiske pletskud afløste det andet. Hvis man hører til dem, der finder trioformatet begrænsende, behøver man bare at frekventere ægteparret Cole og trommeslager Andrew Loomis for at få rettet sine misforståelser. Jeg kan ikke komme i tanke om nogen anden gruppe, der på samme måde kan kombinere soulfulde sjælere, hurtige tonsernumre, duetter, garageriffs og psykedeliske licks. Smukt! Læs også Undertoners anmeldelse af:Dead Moon: Echoes of the Past Karakter:       Bedømmelseskriterier

Nyheder

The Shins klar med udgivelsesdato

Udgivelsesdatoen for det tredje album med det amerikanske indieband The Shins ligger nu fast. Albummet udkommer d. 23. januar næste år, fremgår det af gruppens hjemmeside. Efter planen skulle pladen være kommet for længst, men efter flere udsættelser ser det nu altså ud til, at vi med nogenlunde sikkerhed kan begynde nedtællingen. Foto: Brian Tamborello Ifølge rygterne, bl.a. i en nylig artikel i Billboard, får pladen titlen Wincing the Night Away, hvilket efter sigende skulle henvise til frontmand James Mercers problemer med at sove om natten – en lidelse, som han (i hvert fald pressestrategimæssigt) vist ikke er den eneste indie-frontfigur, der lider af. Dog går der mindre vedholdende rygter om, at titlen bliver Sleeping Lessons. Hvad kan vi så forvente af den nye plade? Ja, logisk set kunne man måske tro, at det ville blive en melankolsk omgang. For mens debutpladen Oh, Inverted World fra 2001 er en psykedelisk, krystalklar plade, så er opfølgeren Chutes Too Narrow fra 2003 – som med omkring 400.000 solgte eksemplarer har cementeret gruppens popularitet – ligesom mere straight og roots-agtig i det. Ifølge gruppen selv er det nye album imidlertid langt mere varieret og udflippet end de hidtidige udspil. Under alle omstændigheder er de to første plader regulære nyklassikere, så der er efter alt at dømme en perle i udsigt.

Nyheder

Nikki Suddens svanesang udkommer i oktober

Den 10. oktober udgiver Secretely Canadian det nye og efter alt at dømme sidste album med Nikki Sudden, som døde den 26. marts i år. Albummet får titlen The Truth Doesn’t Matter. Nikki Sudden var frontmand i DIY-pionergruppen Swell Maps i 70’erne. Siden havde han en alsidig karriere som solist og i duoen The Jacobites sammen med Dave Kusworth og udgav en lang række plader, hvoraf nogle er gode og andre deciderede mesterværker. Med Suddens død har verden mistet en ægterockstjerne i samme kaliber som 70’er-udgaven af Mick Jagger og Rod Stewart, hvad parfumeforbrug, stof- og alkoholforbrug og overlegen påklædning angår. Desuden var han kendt som en ægte gentleman og en benhård, autentisk sangskriver. Ifølge Secretly Canadian er The Truth Doesn’t Matter Suddens bedste plade i 20 år (måske i erkendelse af, at intet slår Jacobites-mesterværket Robespierre’s Velvet Basement fra 1985), og hvis der er blot et gran af sandhed i det, er der virkelig noget at glæde sig til. Det forrige album, den på én gang mærkelige og medrivende pirat-konceptplade Treasure Island fra 2004, var fremragende, og hvis det nye album er i samme stil, kan man se frem til en sand romantisk klassiker.

Plader

On Trial: Forever

På deres første studiealbum i næsten fire år byder On Trial på en virkelig stærk omgang syrerock, hvor trippede ekko-guitarer, seje riffs og soulfulde melodier går op i en højere enhed. Psykedelisk rock af højeste klasse.

Koncerter

Mudhoney, 15.05.06, Vega, København

Mudhoney gjorde enhver frygt for, at de er faldet af på den, til skamme med et dundrende brag af en mandagskoncert. Det er særdeles sandsynligt, at det her ender som årets koncert i København. (17.05.06)Jeg er i virkeligheden ikke den rette at sende til en Mudhoney-koncert, for min entusiasme for gruppen nåede sit højdepunkt for snart mange år siden. Jeg elskede de første ting og Every Good Boy Deserves Fudge, men blev ikke rigtig overbevist af Piece of Cake, og efterfølgende har jeg kun fulgt ekstensivt med i Mudhoneys karriere. Det lader til at være dumt gjort, for hvis jeg havde halvlunkne forventninger op til koncerten, blev de blæst godt og grundigt ud i løbet af aftenen (sammen med min hjerne i øvrigt). Aftenens opvarmningsband The Holy Soul lød omtrent, som jeg havde frygtet, at Mudhoney ville lyde: lidt flad 90’er-rock med irriterende lyd, halvkedelige numre og en forsanger, der lægger hovedet på skrå. Men ikke så snart havde Mudhoney fået sat koncerten i gang med en sej udgave af “Suck You Dry” (fra Piece of Cake, sjovt nok), før man kunne mærke, at skibet skulle sejle i en langt mere slagkraftig, spændende og indtagende retning. Hvis man skulle have glemt det, er Mark Arm en suveræn sanger og Steve Turner en fantastisk guitarist. Deres slidte stil har aldrig taget sig bedre ud. Mudhoney anno 2006 er mere stoner-agtigt og psykedelisk, end man kunne have troet eller håbet på. Gamle klassikere som “You Got It (Keep It Out of My Face)” blev hevet i en langt mere syret retning med lange og udsvævende fuzz-soloer og blandet med lidt nyere numre som “Beneath the Valley of the Underdog” fra Tomorrow Hit Today, som blev leveret i en langstrakt og helt eminent udgave, og et par numre fra den nye plade Under a Billion Suns. Mudhoney har altid været et syret band, men her var det, som om den trance-agtige dimension i deres musik fik ekstra meget plads. Det stod perfekt til deres sludge-agtige riffs, catchy melodier og Dan Peters’ hårdkogte trommespil. Fra første akkord blev man som hypnotiseret af Mudhoneys seje stil (måske også delvist fordi de spillede så højt, at man enten blev lammet i alle muskler eller tvunget til at springe rundt), og da de omtrent midt i koncerten spillede det absolutte claim to fame “Touch Me I’m Sick”, kogte det hele sammen i et virvar af brede smil, stage diving og 90’er-melankoli. Det var virkelig et smukt øjeblik. Det er vanskeligt at sige, hvad der er så fedt ved Mudhoney. Måske er hemmeligheden, at de formår at skrive catchy numre, selv om de helt tydeligt vælger den mest bølleagtige løsning, hver gang de er i tvivl om noget. Måske er den, at Mark Arms skærende stemme og Steve Turners ur-riffs ikke kender deres mage. Under alle omstændigheder fik Mudhoney fyret så eftertrykkeligt op for blusset, at det er tvivlsomt, om man får mulighed til at gå til en bedre koncert i år. Karakter:       Bedømmelseskriterier

Plader

Baby Woodrose: Love Comes Down

Love Comes Down er Baby Woodroses hidtil mest velproducerede og varierede plade. Og så er det deres hidtil bedste forsøg på at levere afdæmpede og melankolske sjælere. Vær forberedt på en intens oplevelse!

Nyheder

Loppen dropper at arrangere Alex Chilton

Rygtet om en mulig Alex Chilton-koncert på Loppen i maj, som vi annoncerede for en måneds tid siden, viser sig delvist at være en and. Information får man ikke meget af, når man forhører sig om den slags. “Det bliver ikke til noget,” hedder det slet og ret i en mail fra Loppen. Det lader fortsat til, at Chilton skal spille koncerter i såvel Norge som Holland, og det gør det endnu mere oplagt, at nogen forsøger at skaffe legenden til landet. Chilton var frontmand i både 60’er-popgruppen The Box Tops og i 70’er-bandet Big Star, og senere har han med uregelmæssige mellemrum udsendt en række soloplader. I efteråret var han for en stund på ny på alles læber i USA, da han i flere dage var meldt savnet efter orkanen Katrina havde indtaget New Orleans. Men til alt held dukkede han op igen.

Nyheder

Rygter om Alex Chilton-koncert i København

Ifølge usikre, men alligevel nogenlunde pålidelige kilder er der forhandlinger i gang om at få Alex Chilton til at spille på Loppen. Koncerten skulle efter sigende blive d. 1. maj. Foto: Jutta Brandt Alex Chilton var i 60’erne frontfigur i popgruppen The Box Tops. Senere blev han sanger og guitarist i et af verdenshistoriens bedste bands, Big Star, som lavede tre superplader i 70’erne. Siden har Chilton på egen hånd udgivet en stribe mesterværker, senest den fænomenale Loose Shoes and Tight Pussy fra 1999 (lad os håbe, der snart kommer en ny plade!). De sidste mange år har han spillet en underlig, men ekstremt intens omgang slidt R&B, og hans plader har været fyldt med kopinumre af obskure kunstnere.Så hvis koncerten skulle vise sig at blive til noget, kan man se frem til en stærk omgang. Ingen synger bedre end Chilton. Hvis man lavede en top-5 over jordens sejeste mennesker, ville Chilton ligge højt på den. Lad os håbe, at det lykkes at få manden til landet.

Plader

Ordkløver: Byen buldrer

Med Byen Buldrer forsøger Ordkløver på at forene poesi og rockmusik. Det har sine charmerende sider, for gruppens tilgang til sagerne lader ikke til at ligge under for de store begrænsninger. Både digtene og musikken er imidlertid lidt på det jævne, og derfor er det ikke nogen entydigt succesfuld debut.

Plader

Xbxrx: Sixth in Sixes

Xbxrx’s nyeste udspil er en balstyrisk post-hardcore-plade med et væld af seje riffs og breaks. Attitude og levering er i topklasse. Produktionen er desværre mindre sublim, og derfor bliver pladen let en ensformig suppe, hvor alt står i stampe.

Klassikeren

Salvation Army – 60’er-inspireret LSD-punk fra himlen

Engang imellem kan man gribe sig selv i at nære en nærmest automatisk modvilje mod 60’er-inspireret retrorock. Hvorfor forholder det sig mon sådan, at Farfisa-orgler, pagehår, juhu-kor etc. kan give anledning til en ubestemmelig irritation? Måske fordi man foretrækker "den ægte vare" og hellere vil lytte til The Byrds end til The Shins og desuden bedre kan lide, at musik fra 2000 lyder som musik fra 2000?

Plader

Lou Barlow: Emoh

Lou Barlows nyeste plade er en melankolsk samling akustiske kærlighedssange (hvem skulle have troet det?). Musikken er mere velproduceret, end man er vant til, men det gør ingenting. Emoh er en rigtig dejlig plade, der virker helt frisk i mængden af gravalvorlige singer/songwritere.

Plader

Not Supposed to Drink It: You Were Singing It

Den københavnske/new zealandske musiker David Neuer står bag projektet Not Supposed to Drink It. Det har resulteret i en mærkelig plade, der minder om en irriterende samling gadeteater-visesange fra 1970’erne. You Were Singing It er ikke noget særlig spændende album og bliver næppe et lyspunkt i Neuers katalog.

Nyheder

Munster udgiver Swell Maps single-boks

Det spanske selskab Munster Records udgiver nu et single-bokssæt med et af historiens bedste bands: The Swell Maps. Boksen indeholder fem singler: Read About Seymour // Ripped & Torn : Black VelvetDresden Style / Mystery Track // Ammunition Train / Full Moon (dub)Real Shocks // New York / AvalancheLet’s Build A Car // Big Maz In The Country / …Then PolandSecret Island // Sheep Dip / Texas Singlerne kommer med de originale covere, og der er dermed tale om et sandt lille luksusprodukt (man får endda Secret Island-singlen med cover, selv om den aldrig udkom i sin tid). Boksen er måske nok mest for fans, eftersom numrene allerede ligger forskellige steder, f.eks. på Mute Records’ Collision Time Revisited fra 1989, og som ekstranumre på genudgivelserne fra 1989 af Swell Maps’ to plader, A Trip to Marineville og In Jane From Occupied Europe. Alligevel er boksen en fin lille sag, og det er dejligt, at Munster bruger krudt på at udgive/genudgive plader med seje kunstnere som Swell Maps, Nikki Sudden og Alex Chilton.

Plader

Perfect: Once, Twice, Three Times a Maybe

Enhver Replacements-relateret dag er en lykkens dag! Med otte års forsinkelse har vi endelig fået debutalbummet med det tidligere Replacements-medlem Tommy Stinson og hans band, Perfect. Det er en hårdtslående og stærk plade, der dog ikke helt når de samme højder som andre af Stinsons udspil.

Plader

Dansk fløde: Punk Rock

Hvad så, Kim Larsen? Får du fyret op under en slidt stemning? Er du ude på ballade? Dansk flødes Punk Rock er en irriterende dansksproget 70’er-punkplade, der overhovedet ikke rykker ved noget som helst – heller ikke som humoristisk punk-pastiche, såfremt det skulle forestille at være hensigten.