Skribent - Martin Petersen

Plader

Ea Philippa: Fjerne himle

Fjerne himle tager udgangspunkt i en eventyrverden langt væk. En mere jordnær indgangsvinkel til tekstskrivningen kunne måske have resulteret i en plade, der i højere grad var værd at lægge øre til.

Plader

Minus Story: Heaven and Hell EP

¨Den amerikanske kvintet Minus Story leverer med Heaven and Hell-EP’en et bud på, hvordan man udfylder ventetiden mellem to plader. Musikalsk kan der trækkes paralleller fra Mercury Rev og Neil Young til New Orleans-jazz, og selvom resultatet er middelmådigt, er der håb for den kommende plade.

Interview

Gåte – stolte kærlige rebeller på tour

Det norske band Gåte har været på besøg i Danmark. I denne forbindelse har Undertoners udsendte stukket hovedet sammen med forsangerinden Gunnhild Sundli for at komme et par skridt nærmere det mytiske og gådefulde univers, som nordmændene bevæger sig rundt i. (25.02.05) Gåte kan næppe have haft hjemve under deres besøg i Odense fredag den 18. februar. Vejret viste sig fra sin koldeste og mest ubehagelige side, og efter at have brugt små 10 minutter på at komme ind på et aflåst Rytmeposten, var jeg ganske forfrossen, da jeg til sidst kunne træde ind og trykke hånd med Gåtes forsanger Gunnhild Sundli.Resten af Gåte var i fuld gang med lydprøven til aftenens koncert, så det blev til en lille halv times samtale med Sundli om løst og fast. På vej ind ad bagvejen til Rytmeposten havde jeg noteret mig, at der i skidtet på Gåtes tourbus stod skrevet ’Stolte kærlige rebeller på tour,’ og da bussen ellers ikke bar præg af, hvem den kørte rundt med, virkede det som et naturligt åbningsspørgsmål at høre, om det var Gåtes måde at se sig selv på.“Nej! Jeg tror, det blev skrevet på bussen efter Roskilde-koncerten, men vi har en mistanke om, hvem der har skrevet det; det er nogle venner,” bliver der smilende svaret. Gåte fremstår ikke særligt rebelske, men som interviewet skrider frem, skinner stoltheden og troen på hvad de gør igennem – og hvis ikke kærlig, ja så fejler imødekommenheden ingenting.Som hun sidder der, krøllet sammen i hjørnet af en slidt lædersofa, koksrød i ansigtet efter lige at have afsluttet en gang workout minutterne før min ankomst, ligner Gunnhild Sundli enhver anden 19-årig pige. Men inden i pigen findes der en stemmekraft, der kan få de fleste til at blegne samt en bevidsthed om Gåtes og hendes eget talent og værd. “Vi er et stort band i Norge”Gåtes seneste plade Iselilja har været ude i Norge siden november, men først er blevet udgivet herhjemme for nylig.“Jeg tror vi har solgt omkring 37.000 eksemplarer af Iselilja indtil nu, og Jygri nærmer sig de 50.000,” fortæller Sundli og følger op med en linje, der når at blive nævnt yderligere et par gange, før interviewet er forbi: “Du må forstå, vi er et stort band i Norge”. Lyden på Iselilja er hørbart hårdere end på Jygri, men adspurgt, om det er noget, de bevidst er gået efter, lyder et skuldertrækkende svar: “Det var bare noget, der skete.”De flotte salgstal er blevet fulgt op med flere priser, blandt andet Spellemansprisen, den norske grammy, for årets nykommer i 2002. Og for nylig modtog Gåte tre priser i bladet Ut’s prisuddeling, bl.a. for sidste års bedste plade og bedste sang. Gåtes status i hjemlandet kan sammenlignes med den, Kashmir nyder herhjemme – en støt voksende fanbase, i særdeleshed blandt teenagerne, men en interesse i deres musik på tværs af aldersskel. Ud over besøg herhjemme og i Sverige har Gåte spillet til både Eurosonic- og Popkomm-festivalerne for branchefolk.“Sverige er et svært sted at spille. Det er, som om der er nogle grænser, der ikke kan brydes ned. Det virker, som om de har nok i sig selv og deres egen musik”.Men det er ikke udfordringen i at skulle spille udenlands, der skræmmer.“I stedet for at folk kommer ind og kender musikken, er du nødt til at vinde dem over. Tit går rygtet fra mund til mund – nogen kender nogen, der kender Gåte, og så kommer folk og kigger. Publikum på Eurosonic var meget enten eller; ca. halvdelen kunne lide os, den anden halvdel var ligeglade.” Stemningen i musikkenUden at drage musikalske paralleller i øvrigt kan man putte Gåte i bås med navne som Under Byen og Sigur Rös, der i hver deres størrelsesorden er brudt igennem i udlandet på et sprog, som vel næppe nogen af de nye lyttere forstår, men alene i kraft af stemningen i musikken, i Sigur Rös’ tilfælde af gode grunde.“Hvis vi sang på engelsk, jamen så var der intet Gåte. Og selv om langt de fleste af vores tekster er gamle norske tekster, så skal man ikke ligge noget i det, for det er de færreste nordmænd, der vil kunne forstå dem, med mindre de har studeret norsk på universitetet. Det handler om musikken og stemningen i musikken”. Gåtes tekster er en blanding af traditionelle norske viser og tekster af den norske forfatter og lyriker Astrid Krog Halse, der i sit sprogbrug rammer en tone og dialekt forsonlig med Gåtes musik.Det ville være for nemt at afskrive Gåte som moderne folkemusik. Elementerne er der, men der er lånt så mange steder fra, at der ikke umiddelbart kan eller bør sættes et label på dem. Læs også Undertoners anmeldelse af:Gåte: Iselilja

Plader

Cousteau: Sirena

Kodeordene er 'dunkel belysning', 'rødvin' og 'afdæmpet melankoli', hvis du vil have fuldt udbytte af engelske Cousteaus andet album, der dulmer kærlighedens smerte.

Interview

Family Business

Der blev ført logbogs-notater af Undertoners udsendte, da han troppede op til to The Handsome Family-koncerter og samtidig mødte familieforetagendet til en lille snak. (13.05.04)Der blev ført logbogs-notater af Undertoners udsendte, da han troppede op til to The Handsome Family-koncerter og samtidig mødte familieforetagendet til en lille snak. Handsome Family, 08.05.04, Lille VegaDa jeg lørdag aften trådte ind i Lille Vega, halvvejs igennem aftenens første nummer, var det til synet af en halvfyldt Stauningsal og en heltom sidebar. Til gengæld var det publikum, der havde valgt at møde op til aftenens Handsome Family koncert til stede i mere end en forstand. Koncerten var så godt som forskånet for den evindelige småpludren, der normalt sætter sit negative præg på koncerter i den dæmpede afdeling. Folk stod lyttende, afventende og kiggede i retning af scenen og betragtede den koncert, der foldede sig ud. The Forgotten Lake, der åbnede koncerten, illustrerer meget godt, hvad Handsome Family har at byde på. Et tungt nummer båret af forsanger Brett Sparks’ dybe røst, der i omkvædet bliver suppleret af hans kones Rennies blide stemme. Bretts stemme er meget dominerende, men selv om den fylder meget, er der alligevel masser af plads til, at Rennies stemme kan skinne igennem, de steder hvor hun synger med. Musikalsk var der ikke den store variation i det, der kom ud fra scenekanten, men det var på ingen måde kedeligt. De fleste af numrene handler om død og misbrug i en eller anden form, og de blev leveret med en ro, der var yderst betagende. Det største skifte skete, da Rennie halvvejs inde i koncert annoncerede: “My grandmother’s gonna sing this one.” Efterfølgende spillede de Down in the Ground, som Rennie sang med en svært nasal stemme. Sandsynligvis aftenens musikalske lavpunkt, men forrygende god underholdning Handsome Family er, som navnet lægger op til, et familieforetagende. Ud over Brett på guitar og sang og Rennie på banjo, bas og sang bestod bandet lørdag aften også af Bretts bror Darell på skiftevis trommer og bas. Samspillet i gruppen fungerede uovertruffent, og der var ingen musikalske kiksere denne aften. I de numre, hvor Rennie spillede banjo, overlod hun bassen til Darell, og trommerne blev overtaget af den iPod, der lå på et nodestativ i udkanten af scenen. Handsome Family var nemlig ganske underholdende på en scene, til trods for deres teksters ofte dystre indhold. Der blev talt en del mellem numrene – en blanding af småsnak, små historier og kærlige skænderier ægtefællerne imellem. Det var alt sammen med til at bringe humøret blandt publikum betragteligt i vejret; selv de folk, der denne aften ikke blev ramt af Handsome Familys musik, kunne ikke komme og brokke sig over, at de ikke havde hygget sig. Der kom også en del verbale udfald oppe fra scenen. Efter to numre fik journalisterne en tur: “They’re idiots!” Lidt senere var det deres lokale pladeselskabs tur: “They suck!“. Den største tur tilfaldt dog præsident Bush, en mand der absolut ikke nyder den store respekt i familien Sparks. Mange af de numre, der blev spillet, virkede mere komplette end studieudgaverne, især de ældre numre lader til at have haft godt af at modne. Mit personlige højdepunkt var So Much Wine. Rennies vokal understøttede blødt og feminint Bretts dybe maskuline røst med et resultat, der var gåsehud værdig. Andre højdepunkter var The Sad Milkman og Up Falling Rock Hill, alle tre stammer fra In the Air fra 2000 – normalt ikke min favoritplade med Handsome Family, men denne aftens top 3 kom alligevel derfra. Mødet med The Handsome Family, 09.05.04, RytmepostenJeg valgte at komme i god tid til aftenens interview. Det eneste, jeg var klar over, var, at jeg klokken 19:30 skulle interviewe The Handsome Family, men hvor i bygningen det foregik, og hvordan jeg egentlig skulle komme i kontakt med dem, var jeg ikke helt klar over. Efter et par minutters venten uden rigtigt at vide, hvad jeg ventede på, kom Darell heldigvis gående gennem Rytmeposten. Jeg præsenterede mig på bedste vis og spurgte ham, om han vidste, hvor jeg kunne finde resten af familien. – Jamen, er de ikke allerede kommet?– Det er jeg ikke klar over.– Ok, jeg tjekker lige, om de er her.– “¦– De sidder ovenpå og venter, bare følg med. Min bror er fuld, men”¦ Fuld?! Er det nødvendigvis godt? Jeg følger med op ad en trappe bag scenen og træder sekunder senere ind til resten af familien. Der bliver trykket hænder, og efter den formelle introduktion går Brett meget febrilsk i gang med at flytte et hav af tasker ned fra bordet. Jeg lægger ud med at fortælle, at jeg har været spændt på at møde dem, da jeg har hørt dem beskrevet som alt fra verdens rareste mennesker til mørke excentrikere – her bliver jeg afbrudt af Brett! – Hvem fanden har beskrevet os som mørke excentrikere? Hvorfor er vi mørke excentrikere? Er det fordi, jeg har sorte hornbriller på? Er det fordi jeg har hageskæg?– Jeg vil nu heller ikke beskrive dig som verdens sødeste menneske! Rennie bryder ind, og øjeblikkeligt lægger Brett en dæmper på sig selv. Det er ganske fascinerende at betragte. Rennie siger ikke det store i løbet af interviewet. Hun virker træt, uoplagt og genert, og sidder mest bare og lytter, mens hun kigger ned i bordet. Det er svært at aldersbedømme medlemmerne. Brett har grå stænk i skægget og virker slidt på samme måde, som en arbejdsmand bliver. Darell ligner Ulrik Wilbek i en sådan grad, at det er skræmmende. Rennie kunne være sidst i 20’erne, som jeg selv – men efter 16 års ægteskab med Brett er dette dog næppe tilfældet. Men som hun sidder og lytter er hun ganske køn at se på. At Brett har fået nogle øl er ganske åbenlyst. Samtidigt virker han irritabel og rastløs, og på dette tidspunkt regner jeg ikke med, at samtalen skal vare længere end 10 minutter og i sidste ende ikke vil føre noget brugbart resultat med sig. Jeg forsøger mig med spørgsmål om, hvorfor der har været så stor fokus på deres flytning fra Chicago til Alberquerque. Flytningen har været omtalt i flere anmeldelser og enkelte interviews. Brett fyrer en længere smøre af om, at det er nemmere at placere bands i en bås, når de kommer fra bestemte steder. Hver sit sted, hver sin scene. Efter at have talt færdig trækker han vejret dybt og tilføjer: “I bund og grund handlede det om, at jeg gerne ville flytte hjem igen.“ Flere steder har The Handsome Family frasagt sig at få prædikatet alt-country lagt på sig. Jeg forklarer, at de i Rytmepostens program bliver præsenteret som alt-countryens førstepar, og det bliver efterfølgende meget klart, at familien Sparks ikke bryder sig om at blive puttet i en bås. “Hvad er alternativ country et alternativ til? Vi er nået dertil, hvor Johnny Cash bliver kaldt for alternativ country. Det er spørgsmål om, at folk er blevet trætte af at høre på kedelige singer-songwriters, så nu har de fået et backingband og bliver solgt under varemærket alt-country. Det er det samme lort i ny indpakning.” Samtalen runder deres nylige dobbeltkoncert med Willard Grant Conspiracy i London, hvor der i lokalet er stor enighed om, at de blev spillet ud af scenen, og at sidste års Regard the End er et mesterværk. På dette tidspunkt er jeg løbet tør for nedskrevne stikord, og det hele slår over i smalltalk. Darell snakker mere og mere med, og Brett er blevet i helt godt humør. Der bliver talt om det velsignede helvede, som det er at have familien med på tour, og der bliver fortalt historier om, hvor galt det kan gå, hvis et opvarmningsband træder Brett over tæerne en gang for meget. Jeg har, mens jeg har siddet og forberedt mig til interviewet, lagt mærke til, at fugle optræder ganske ofte på deres covers og spørger hvorfor, mens de velvilligt signerer mine medbragte CD’er. Her tager Rennie for en gangs skyld ordet: “Fugle er rare og fascinerende; de er gode at bruge som metaforer. Rotter er også rare, de holder sammen.” Hun fortæller om en ven, de har, der er fanatisk ornitolog, og om hvor langt han er villig til at gå for at komme til at se en bestemt fugl. Med slet skjult fryd fortæller hun om en fugl, hun har set, som han stadig mangler at spotte. Klokken er nu et par minutter over koncertstart, og jeg vælger at takke af. For at komme tilbage til min plads er jeg nødt til at gå hen over scenen. Allerede på vej ned ad trappen er jeg meget fokuseret på ikke at snuble, mens jeg går hen over scenen – det villle simpelthen være for pinligt med publikum på. Da jeg træder ud på scenen sidder der to personer, og jeg slipper helskindet over scenen og ned på min plads. The Handsome Family, 09.05.04, RytmepostenKoncerten adskiller sig ikke meget i forhold til koncerten aftenen før. Setlisten er kortet en smule ned, og stemningen på scenen virker mere afslappet. Der er ingen tvivl om, at i særdeleshed Rennie er meget bevidst om, hvor i verden hun befinder sig. Gennem hele koncerten bliver der trukket referencer mellem deres sange og H.C. Andersens eventyr, hvor Den lille havfrue er særligt yndet. So Much Wine lyder om muligt bedre end aftenen før. Aftenens publikumstal er ikke overvældende, en hurtig tælling afslører, at 22 odenseanere havde fundet vej til Rytmeposten denne aften. Efter koncerten forærer Darell mig et par plader med sine egne projekter (de er ganske glimrende), og Brett kommer ned og drikker sin øl færdig, og vi snakker lidt om aftenens koncert og om H.C. Andersen. Det er planen, at Rennie skal besøge H.C. Andersens hus næste dag, før han står op, hvad der ifølge ham selv burde give hende rigelig tid. Det var ganske underholdende at møde The Handsome Family. Denne aften var der ingen tvivl om, hvem der talte mest. De var den skæve start til trods tæt på at være verdens rareste mennesker. Vedkommende, der har kaldt dem mørke excentrikere, har misforstået noget.

Koncerter

Wynona, 20.02.04, Rytmeposten, Odense

Wynonas koncert på Rytmeposten fredag d. 20 var ikke deres endelige farvel, for om lørdagen spillede de i Fredericia, og lyset bliver først slukket for sidste gang til årets Roskilde Festival, men koncerten var mit farvel til Wynona, som jeg med glæde har fulgt, siden jeg for et par år siden hørte dem til Vibracrunch i Malmö. Rytmeposten var ikke særlig velbesøgt til aftenens koncert; ca. 40 personer havde taget plads ved de opstillede borde. Omvendt trak efterårets koncert med Willard Grant Conspiracy ca. det samme antal, så måske skal man bare konstatere, at Odenses livepublikum bare ikke tiltrækkes musik med undertoner af vemod og country. De af os, der havde taget turen, fik dog en virkeligt behagelig og utroligt velspillet koncert. Numrene kom i en lind strøm, for det meste kun afbrudt af et simpelt “tusind tak” ind i mellem, og derfor var det nemt at falde ind i musikken. Derudover kom der kun et par enkelte sætninger ud af munden på forsanger Camilla Munck, en kort forklaring på sammenhængen mellem Kurt Wagner fra Lambchop og sangen The Saddest Cowboy of Them All blev det til, uden at jeg dog blev klogere på andet, end at der åbenbart er en sammenhæng – og så naturligvis hendes sang der fylder så meget i lydbilledet og som lover så godt for den soloplade, der går rygter om skal komme senere på året. Munck virkede også uhyggeligt koncentreret, når hun leverede sin vokal; når hun ikke stod med lukkede øjne, ligner hun mest en ond tegneseriehund i en stirrekonkurrence. Der sker ikke det store på scenen under en Wynona-koncert, og jeg tog mere end en gang mig selv i at sidde og kigge på et punkt lige under scenebelysningen, dette er ikke negativt ment. Wynonas musik frembringer bare en fornemmelse af velvære i mig, der gør at jeg næsten svømmer hen i deres musik. Det er hver mand for sig selv under koncerten. Det virker som om, at behovet for kommunikation mellem musikerne er overflødig, hvad der vidner om et virkelig sammenspillet band eller alternativt: et band i opløsning. De mange smil på scenen vidnede dog til fordel for den første teori. Mellem to af numrene lykkedes det dog Wynonas keyboard- og harmonikaspiller Jesper Andersen at irritere Camilla så meget, at hun ganske højlydt bad ham om at holde kæft. Det udbrud var aftenens lavpunkt og afbrød for et kort sekund den rare stemning. Udbruddet skulle hellere have været rettet mod den del af publikum, der ganske ihærdigt forsøgte at overdøve musikken med deres snak. Koncerten forløb uden egentlige musikalske højde- eller lavpunkter, og publikum klappede pænt, da det hele var forbi. Wynona kom på scenen igen for at give de obligatoriske ekstranumre, men da Jesper Andersen i det første ekstranummer begyndte at putte tangorytmer ind i musikken, og vi blev præsenteret for en art latin-americana, var det som om, hele salen vågnede, og da de 2 ekstranumre var forbi, blev Wynona klappet frem til endnu et ekstranummer, der blev leveret lidt for klinisk effektivt. Camilla Munck nåede ikke mere end lige at give sine vokale bidrag, før hun gemte sig i baggrunden og var da også den første, der forlod scenen. En irriterende afslutning på en fremragende koncert. Jeg kunne sagtens have været det sidste ekstranummer foruden, mod at kunne forlade Rytmeposten med en lidt bedre smag i munden. Efter denne koncert, tør jeg dog alligevel godt give mine varmeste anbefalinger til dem, der har muligheden for at se Wynonas afskedskoncert på årets Roskilde Festival.

Artikler

En nat bliver det sommer

Den startede som en engelsksproget demosang og endte som en nyklassiker i den store danske popsangbog. Dette er historien om Love Shops debutsingle En nat bliver det sommer.

Plader

Pseudosix: Days of Delay

Det ville være så nemt at afskrive Pseudosix som værende en dråbe i havet af de mange, mange nye bands, der spiller americana med et lag retrorock smurt hen over. Pseudosix hører klart til i den gruppe, men fortjener ikke at drukne i mængden.

Plader

I Am Bones: The Short Attention Span EP

På tolv minutter kan du nå et hurtigt put med kæresten og en smøg. Du kan også nå at lytte til The Short Attention Span EP og samtidig tage dig god tid til smøgen. Egentlig burde du i stedet for at spilde tid på at læse denne anmeldelse klikke dig ind på www.iambones.dk og komme i gang med at lytte. Det er rigtig godt"¦ på spejderære!

Plader

Martin Hall: Music Hall

Music Hall rummer et virvar af stilarter og sangerinder, og en del vil få sat deres tålmodighed på en prøve, når de forsøger at finde den røde tråd, der ikke nødvendigvis findes på denne plade. En del vil give op før målet, andre vil få en dansk pladeoplevelse af de mere kuriøse.

Plader

Frost: Melodica

Der går en fin rød tråd fra kulden i Tromsø til det meget stilrene, primært hvide coverdesign, der pryder Melodica. Til trods for navnet Frost er Melodica alligevel en varm og indbydende plade.

Koncerter

Eels, 04.09.03, Pumpehuset

Fra Electro Shock Blues til the blues som sådan krydret med en mand i blød hat spillede Eels for et forlængst udsolgt Pumpehuset og leverede en koncert, der på godt og ondt var et indblik i Eels’ skæve verden. Udenforstående bør ikke starte her. Hvis vi havde befundet os på et hipt diskotek i stedet for Pumpehuset, var der nok en del kroppe, der havde kastet sig ned og vredet sig rundt til Mc Honkys åbningssæt, men aftenens rockpublikum nøjedes pænt med at stå og nikke deres hoveder troligt til rytmerne af dette E-sideprojekt, der i aften rent fysisk manifesterede sig i en piberygende tyk morfartype, komplet med blød hat og cardigan. Historien om Mc Honky er for lang og for langt ude, til at jeg tør gøre forsøget på at genfortælle den, men musikken minder om obskur 60’er-funk, der nok kun er kendt af de få. Pladen er ingen nydelse, men som han stod der i sin cardigan – pillede ved nogle knapper, scratchede nogle plader og kæderøg sin pibe i et tempo, der gjorde det klart, at han ikke normalt var piberyger – gav det nu egentlig ganske god mening. Senere mellem ekstranumrene bemægtigede han sig også scenen for blot at blive smidt væk af Eels’ håndlangere. Alt sammen en gimmick udsprunget af E’s forvredne tankegang. Efter at pladespillere, mixerpult og andet udstyr var blevet fjernet fra scenen, trådte Eels 3 mand stærk op på scenen og lod en tonstung bluesrytme fylde rummet. Min umiddelbart første tanke var, at Butch, trommeslageren, havde tabt sig ganske voldsomt. Desuden troede jeg, at E var ovre sin Unabomber-periode med langt skæg og solbriller. Svaret faldt prompte, da lyset fra en kraftig spot hvirvlede rundt i rummet og landede på E, der fra skuldrene af en roadie blev båret igennem rummet, spillende på en mundharmonika der lagde yderligere bund til bluesrytmen. Manden med skægget var Koool G Murder, som også optræder på de seneste par Eels plader. Trommeslageren hedder Puddin og bliver på Eels’ hjemmeside præsenteret som Butchs lille fætter. Med E på scenen og yderligere en guitarist var Eels nu samlet og klar til at gøre sig deres hyre fortjent. Bluesrytmerne stoppede og blev afløst af mere blues. Det var først i tredje nummer, at jeg kunne nikke genkendende til den musik, Eels tilbød denne aften. Countryblues-klassikeren 60 tons blev præsenteret i en hårdt rockende udgave, der ikke lod originalen noget tilbage at tilbyde, som vi ikke fik her. De to første numre viste sig at være covernumre. Herefter tog Eels’ egne kompositioner over. Packing Blankets blev fremført i samme stil som åbningsnumrene. Efter et par numre til i samme stil truede monotonien med at tage over. Dog Faced Boy vendte det billede: Den skal modsat Mr. E’s Beautiful Blues, My Beloved Monster og hvad der ellers er blevet spillet af Eels’ egne numre, spilles hårdt og rockende. Dog Faced Boy blev til Agony, tempoet faldt, intensiteten steg, og med ét stod jeg midt i en fantastisk koncertoplevelse. Det var så som så med kommunikation mellem bandet og publikum. Størst respons fik I Like Birds på grund af dens råbevenlige omkvæd. I den sidste halvdel af koncerten blev der dog plads til et par små kommentarer fra scenekanten. Samtidig med at der blev skruet ned for den tunge lyd, fik dette koncerten til at trække i en langt mere sympatisk retning. Hvis man har lagt ører til de to seneste udspil fra Eels, ved man, at den nye stil er rock. Alligevel savnede jeg det underspillede, den længsel og det afsavn man finder på Electro Shock Blues og Daisies of the Galaxy. En lille smagsprøve på det fik vi i det 3. sæt ekstranumre. Mc Honky-karakteren gjorde sin entre på en tom scene og bemægtigede sig keyboardet. Han gik i gang med Beautiful Freak, men efter 30 sekunder blev han fjernet af et par roadies, hvorefter E gjorde sin entré og spillede nummeret, kun assisteret af sig selv på førnævnte keyboard. Herefter sluttede koncerten, lyset tændtes, og folk gik mod garderoben. 5 minutter senere bragede et inferno af lyd ned til os i stueetagen, der troligt havde gjort os klar til at gå. Bandet var gået på scenen igen og leverede 10 minutters støjrock af en anden verden, der kulminerede i, at Koool G Murder overtog trommerne, kørte en rytme, og Puddin kastede sig ud på scenegulvet og leverede en gang oldschool breakdance. Hvad andet kunne man forvente fra Eels? Fra det monotone til det mesterlige, leverede Eels både varen og god underholdning i Pumpehuset. Til trods for savnet af den mere lyse side må jeg indrømme, at jeg lod mig imponere af de små skævheder, som der blev lagt ind i koncerten, som eksempelvis Mc Honky-karakteren, støjinfernoet, samt det at E lader sig bære ind på scenen. Det musikalske skift, han har lavet, samt de små skævheder på scenen vidner om en mand, der både vil prøve grænser af og samtidigt underholde folk. Det lykkedes nogle gange bedre end andre, men efterlader én med lysten til at se og høre mere.