Skribent - Martin Thimes

Nyheder

The Clientele – reverb og uhygge på ny plade

Det er langt fra at tage munden for fuld, når vi her på Undertoner fortæller dig, at The Clientele i visse situationer (virkelig mange, faktisk) er verdens bedste band. Det håber vi, de fortsætter med at være, når de den 6. oktober udgiver Bonfires on the Heath. Pladen, der bliver det engelske bands femte, kommer vanen tro på Merge, og skal vi tage sanger Alasdairs ord til Pitchfork for gode varer, så er The Clienteles hang til tågede, reverbbekældte popsange ikke aftagende. Men hvor det på sidste album var disco’en, der var den nye ubekendte i bandets univers, så ser det ud til, at vi får et skud uhygge med denne gang. »It’s more full of ghosts and doubts and signs and wonders than any other Clientele record. It’s very spooky and tremendously sad at times. It’s about watching yourself disappear,« fortalte sangskriver og sanger Alasdair MacLean Pitchfork i maj. Vi har sågar også, gennem de gode folk hos Pitchfork, kunnet fremskaffe en trackliste til dig. Af de 12 numre på Bonfires on the Heath er 10 af dem nye. “Graven Wood” er en genindspilning af en af de allerførste sange, The Clientele indspillede, og “Tonight” er et cover af en sang med det svenske band Evergreen Daze. Et obskurt band, ifølge The Clientele. Og de har ret. Det er så obskurt, at Evergreen Daze, ud over næsten at være titlen på den første sang på indie-heltene Felts debut, Crumbling the Antiseptic Beauty, ikke engang er til at finde på internettet. 1. I Wonder Who We Are 2. Bonfires on the Heath 3. Harvest Time 4. Never Anyone but You 5. Jennifer & Julia 6. Sketch 7. Tonight 8. Share the Night 9. I Know I’ll See Your Face 10. Never Saw Them Before 11. Graven Wood 12. Walking in the Park

Nyheder

Animal Collective til Amager

"Kig på mig! Kig på mig!". Publikum bliver med garanti søsyge, hvis coveret til Merriweather Post Pavillion bliver blæst op som bagtæppe til koncerten. Hvis ikke foråret er dukket op den 6. marts, så kommer Baltimores fineste til undsætning. Ifølge deres MySpace spiller Animal Collective nemlig koncert i Amager Bio netop den dag. Og det er med overrumplende positive anmeldelser i baggagen. Alle, fra de Begavede Tabloid-folk over Børge Outzes uafhængige skribenter til indie-scenens svar på CNN, har drysset om sig med roser. Og med god grund. Her på Undertoner blev vi da heller ikke skuffede. Men selvom Animal Collective kommer til Amager med et nyligt udsendt album, så spiller de, som de har for vane, nok meget andet end det, der har materialiseret sig i en udgivelse. Det er den her koncert fra september 2007 et godt eksempel på. Både “Brother Sport” og “My Girls” (der dengang hed “House”) var på setlisten, og i efteråret 2008 blev Panda Bears “Bros” sågar fundet frem fra samplerne. Der er endnu ingen forlydender om hvornår billetsalget starter eller hvor meget det kommer til at koste, men når der skal smides 285 for Hanne Boel dagen før, bliver det nok ikke til Loppen-priser.

Nyheder

Lyt til teen-techno-debut

Mike Sheridan har været på Island for at få taget klassisk, nordisk stemningsbillede til sit pladecover Den unge producer Mike Sheridan debuterer med albummet I Syv Sind på mandag. Tillykke med det. Her hos Undertoner ved vi dog godt, at det nok ikke er alle vores læsere, der har hang til 16-årige amarkaneres rejser ud i atmosfærisk og dubbet minimaltechno. Så derfor bringer vi en lille ekstra service: Du kan nemlig smuglytte til hele pladen på Mike Sheridans virtuelle teenageværelse. Umiddelbart er det let at putte Mike Sheridan den kasse, hvor også Anders Trentemøller hygger sig imellem de mange spillejobs, men efter et kort lyt til I Syv Sind, går det op for en, at det er de ambiente flader, der gør den til sin helt egen. Men døm selv.

Plader

The Disciplines: Smoking Kills

Norske Briskeby uden sangerinden, men med Posies-guitarist og -sanger Ken Stringfellow i front? Det er en virkelig god idé, for resultatet er en sexet rockplade. Ikke mere. Men definitivt heller ikke mindre.

Nyheder

Huey Lewis + indiebands = News? Naturligvis

&orderHvordan ville My Brightest Diamond lyde, hvis damen bag gav sig i kast med et acapella-nummer med Huey Lewis & The News? Det kan du forhåbentligt snart få svar på. Vi ser os nemlig nødsaget til flygtigt at beskæftige os med en musiker, der har cameo-optrådt i Tilbage Til Fremtiden. Det har Huey Lewis, og The News er ikke, at han skal deltage i nummer 4 i serien, (som nok alligevel ikke ser ud til at blive til noget), men derimod at en hel stribe bands, vi holder ganske meget af, er ved at samle materiale sammen til en hyldest til manden, der gjorde det hipt at være en firkant. Are You Still With Me hedder projektet, som endnu ikke har en release-dato klar. Folkene bag lover, at det sker i løbet af i 2008. En liste over alle de bands, der foreløbigt har bidraget, samt hvilke sange de har lavet covers af, kan vi dog klare: Guitar med to halse? Tjek! Stående keyboardspiller? Jep. Mick Jagger-imitation? Naturligvis. Huey Lewis and the News! Antenna Shoes: “Stop Trying” – fra Huey Lewis And The News (1980)Apostle Of Hustle: “I Want A New Drug” – fra Sports (1983)Catfish Haven: “The Heart Of Rock And Roll”– fra Sports (1983)Derby: “Jacob’s Ladder”– fra Fore! (1986)Erie Choir: “Some Of My Lies Are True”– fra Huey Lewis And The News (1980)The Long Winters: “Do You Believe In Love”– fra Picture This (1982)Menomena: “Bobo Tempo”– fra Small World (1988)The Mooney Suzuki: “The Power Of Love”– fra Back To The Future soundtrack (1985)My Brightest Diamond: “Naturally”– fra Fore! (1986)Oh No! Oh My!: “Finally Found A Home”– fra Sports (1983)Ola Podrida: “Perfect World”– fra Small World (1988)Panda & Angel: “Hip To Be Square”– fra Fore! (1986)Sleepy Kitty: “Doing It All For My Baby”– fra Fore! (1986)Throw Me The Statue: “If This Is It”– fra Sports (1983)Tim Seely: “Stuck With You”– fra Fore! (1986)Travels: “I Never Think About You”– fra Plan B (2001)Will Johnson (Centro-matic): “Hearts”– fra Huey Lewis And The News (1980)Windsor For The Derby: “Bad Is Bad”– fra Sports (1983)Winnebago Deal: “Working For A Living”– fra Picture This (1982)The World Provider (feat. Dustin Hinterland): “Walking On A Thin Line”– fra Sports (1983) Hos vores venner hos Stereogum, har de i længere tid samlet mp3-filer af flere af sangene. Med lidt klikken her fra, kan du blandt andet høre Apostle of Hustle spille “I Want A New Drug” og Oh No! Oh My!’s version af “Finally Found A Home“. Vi undskylder på forhånd den noget tvivlsomme kvalitet på klippet, og tillader os en mild undren over, hvorfor nogen gider bruge tid på rent faktisk at filme og uploade sange på den måde.

Koncerter

Robyn, Grinderman, 04.07.08, Roskilde Festival

Robyn, 04.07.08, 22.00, Cosmopol Én sang. Det var, hvad Robyn skulle bruge for at katapultere sig selv fra glemt teen-fænomen til moderne alternativ popkunstner på 1. klasse. “Konichiwa Bitches” hed sangen, og med den og en pose ganske fine, minimalt funkede popsange lykkedes det Robyn fuldstændigt at overrumple en overfyldt Cosmopol-scene fredag aften. Det var dog ikke, fordi Robyn ligefrem genopfandt formlen for en rendyrket popkoncert; showet var bygget op om et lille band, der dryssede små og større elementer af beats og melodistykker ud over backingtracket. Men på eksempelvis “Crash and Burn Girl” fungerede de tungt rullende DFA-basgange fortrinligt, ligesom hun og resten af folkene på scenen med “Handle Me” beviste, at The Neptunes’ minimalpop stadig fungerer, bare trommerne er markante nok. Markant er i det hele taget ordet, der beskriver Robyn allerbedst. “With Every Heartbeat” er nemlig markant i al sin clubbede lækkerhed. Det er et overraskende hit, den knapt så regulære melodistruktur og de tunge beats taget i betragtning. Robyn tager gerne chancer på plade, men live manglede hun lige det sidste mod til at køre sangene det ekstra stykke ud af den clubbede landevej, der ville have gjort det til en berusende oplevelse at se hende live. Sangene var nemlig markant lig albumudgaverne. Det ville have klædt hende, hvis hun også turde udfordre publikum i koncertøjemed. Det er ikke helt nok at lave noget, der kunne minde om karaoke, hvis hun vil beholde kronen som alternativ popdronning. Og da slet ikke, hvis hun bliver ved med at spille gamle numre som “Show Me Love”, der absolut intet har at gøre med det, Robyn står for i dag. (MT) Grinderman, 04.07.08, 22.30, Orange »Look yonder! Look yonder! Yonder on the horizon! A big black cloud cometh!« Det er typisk for Nick Cave som musiker at afslutte sit og de andre perverse gamle mænd i Grindermans sæt med et ekstranummer. Ud over at man ikke regnede med ekstranumre, og at Grinderman vist ikke havde flere Grinderman-numre tilbage, var det sgu også gamle “Tupelo” fra The Firstborn Is Dead-albummet. Som nogle vil vide, er det en slet skjult Jesus/Elvis-reference. Der var en hel del Elvis over Cave, som han pogoede rundt foran rock-udgaven af Bad Seeds bag ham på scenen. Men Jesus var der også. Ikke i nogen bøvet direkte sammenligning af Jesus og Cave, bortset fra glæden ved massiv skægvækst. Men som Grinderman imiterer det mest slibrige, dekadente rockband i verden, kan man nu godt tro, at den kritiske kristne Nick Cave viser, hvornår man kan søge Jesus, og hvornår man søger Fanden i Istedgade. Bevares, sangmaterialet i Grinderman-projektet er måske relativt kortvarigt, men fremførelsen er fremragende. Konstant pegede, truede og dansede Cave for de forreste rækker, og en godt fejlfri levering af Grinderman-pladen og en helt afsindig “Tupelo” giver tæt på en topkarakter. Det eneste, man stadig ønskede sig, var, at gode, gamle, sindssyge Blixa Bargeld havde været med på scenen. (SJ)

Artikler

Undertoners guide til Roskilde ’08: søndag til onsdag

Endelig. Togbilletten er bestilt, der er købt nye forsyninger af både solcreme og røjsere, og regnjakken har fået et lag imprægnering. Undertoner er Roskilde-klar. I dagene op til hegnet brister ind til campingpladsen, guider vi dig igennem årets program. Vi starter med koncerterne på Pavilion Junior. God festival!Fødderne er kun lige kommet på højkant efter sidste års gummistøvlemassakre, men så sandt som sommeren allerede føles som overstået, så er det tid til Roskilde Festival igen. Og lige så uforskammet godt et program, Roskilde Festival kan byde på torsdag, fredag, lørdag og søndag, lige så bedrøvende er det at skimme listen over kunstnere på opvarmningsscenen Pavilion Junior. Måske tager bookerne det alvorligt, at horderne dukker tidligere og tidligere op for at sikre sig en lejrplads på det, der nærmest ligner et bombekrater, men faktisk er en grusgrav, for søndag eftermiddag starter med et særdeles afventende og konservativt bornholmsk orkester. Majorian hedder de, og selvom vi her på Undertoner brød os ganske godt om deres debut-ep, virker det ikke som det mest oplagte valg at starte sin festival med deres endnu ikke fuldt udviklede mikstur af shoegaze og Tori Amos. The Freudian Slip, der spiller klokken 15.00 på Pavillion Junior-scenen, tror, de har opfundet den dybe tallerken med deres “en tromme, en guitar og en vokal”-koncept, men jeg har hørt om et par i rødt og hvidt, der har været der før. Noah Rosanes (ja, hende Rosanes’ søn. Ham med Monopol) og hans makker må underholde med deres indholdsløse rockpastiche uden Undertoners udsendte. Jeg bliver under den pavillion, som kræver gaffatape-forstærkninger. Her vil jeg forberede mig på en stille opvågning til tonerne af The Late Parade klokken 18.00. Big in Japan? The Late Parade må nok kigge uden for landets grænser for at slå rod. Og potentialet er der. Forsanger Rune Vigils stemme har et særegent og fabelagtigt knæk, der gør deres sfæriske arrangementer til alt andet end klichéer. Der er lige dele naiv japansk mærkværdighed og skandinaviske vidder i deres musik. Naiv er ikke det første ord, der presser sig på, når norske Rumble In Rhodos går på klokken 19.30. Bandet, der bedst kan beskrives som den teenage-venlige udgave af danske Lack, excellerer ikke i bidende politiske tekster og heftig agitation, men de kan skrue en solid omgang progget hardcorepop sammen. Hvilket ikke er helt skidt efter en stribe dåseøl og en masse campingaktivitet. Herefter bliver det nok til endnu flere af de førnævnte. For mandag er det nemlig muligt at sove længe. Sleep With All Your Friends kan gøre det med nogle af mine venner, hvis de lyster. Bare de ikke vækker mig inden klokken 16.30, hvor Le Fiasko gerne må overbevise mig med deres frustrerende alsidige blanding af post-rock, freakfolk indie-pop og hvad-har-vi. Det er knald eller fald at sætte sådan et band til at spille på Roskilde Festival en mandag eftermiddag, hvor kåde festivalgæster har chancen for at feste i solskin (med 41 % sikkerhed den 23/6). Den fest kan, hvis vejrudsigten holder, ganske passende tage sin virkelige begyndelse med Kiss Kiss Kiss klokken 18.00, som serverer solid smalbukset indiepop a la England. Og herefter er det øllenes svælgegnethed, der kommer til at bestemme, om festen skal fortsætte med When Saints Go Machine og Slagsmålsklubben og klokken 19.30 og 21.00. Dansevenligt er det i hvert tilfælde. Jong Pang er popmusik med overvældende eventyrlyst – og et botanisk snit. Tirsdag får de drømmende skokiggere fra Odense, Rumskib, lov til roligt at starte min dag. Keith Canisius Baerkens overordentligt veldesignede melodier egner sig bedst til at blive lyttet til fra en plads i skyggen fra en palme i Brighton, men tirsdag klokken 13.30 kan også gå an. Og når den koncert er ovre, er en lille lur bagefter nok passende, for Frednukes’ hiphop tilføjer ikke meget til den musikalske fællesarv. Det kan Jong Pang derimod nemt ende med at gøre. Med et sammenrend af genrer plastret på plads med gode melodier, har den tidligere Moon Gringo-motor Anders Rhedin en masse at bevise fra scenen klokken 16.30. For det er bestemt lovende, dét som er at finde på debuten. Resten af tirsdag er uden ringe i programmet. De er gemt til onsdag, hvor de sidste reserver fra virkelighedens verden skal findes frem, inden det umenneskeligt stærkt besatte hovedprogram starter torsdag. Kan de unge mennesker nu ikke huske sangtitler på The Walker Brothers-numre? The Asteroids Galaxy Tour får lov til at kaste smækkys af funky soul- og beat-inspirationer af sted med hastig himmelfart klokken 18.00. De har en uimponeret tilgang til pophistorien og blander rask væk The Walker Brothers-referencer med en The Roots-lydende rytmesektion som på “The Sun Ain’t Shining No More”. Klippeklistre-pop af fin kvalitet er hvad det er. Klippeklistre passede bedre på det band, som adskillige af medlemmerne af onsdagens sidste band i Undertoners program engang var med i. Beta Satan udspringer af Århus-bandet Tiger Tunes, men der er ikke meget fjollet legestue over den nye konstellation, der trækker på lige dele smaddermetal og poppede hooks. Ok, nok mest smadder, men det er så sandelig også, hvad der skal til sådan en onsdag eftermiddag. Og så er det ellers bare at glæde sig til de virkelige løjer starter. Røjserne er allerede pudset og står klar i entréen. Læs også Undertoners guides til torsdag, fredag og lørdag.

Koncerter

Spot Festival 2008, 06.-07.06.08, Århus

Århus, upcoming, vækstlag. Det første har været indiskutabelt. De to sidste ord var til diskussion igennem de sidste par uger inden festivalen. Undertoner tog til Spot Festival for at finde netop dé gemte perler, som hverken bliver de næste Düne, Figurines eller noget andet, der kan minde om store hits. Se hvad vi fandt her.r(06.06.08) Fredag 06.06.08 Under the Sherry MoonEt tyst stueorgel var hovedelementet i indledningen af en koncert, hvor forsangerindens briller hang lige så tungt over næsen som grundstemningen over musikken. Musikken tog udgangspunkt i det jerngreb, som Mazzy Stars tågede undertoner ville tage omkring Young Marble Giants’ rytmer. Det skabte et lydbillede, hvor simple melodier blev løftet til et højtstemt mix af folkmelodier og elektroniske psych-effekter. Nogenlunde sådan ville Beirut lyde, hvis han ikke havde haft held til at hyre en flok Balkan-musikanter. Problemet med Under the Sherry Moons udtryk er dog, at melodierne i længden virkede en kende for sløvt skårne. Det var især tydeligt, når de forsøgte sig med at være indiepoppere. Deres dystre numre, som eksemplevis “Hooks of Love” var heftigt overvældende i dens simplicitet, ligesom “Stick to Me” lykkedes midt i alle referencerne til start-80ernes hektisk udskredne postpunk. Og heldigvis har Under the Sherry Moon deres referencer friske i baghovedet, for det er især deres tråde til fortiden, der gør dem interessante. Karakter:   Salem Al Fakir“Det er simpelthen for cheesy det her. Vi smutter over og hører Figurines.” Det var beskeden fra Undertoners udsendtes koncertmakkere cirka halvandet nummer inde i koncerten med svenske Salem Al Fakir. Og ja, de havde faktisk ganske ret. Salem Al Fakir er cheesy, AOR-agtigt softrock af allerværste radiovenlige skuffe. Hvis man er klar til at acceptere netop dén præmis, er der heldigvis massevis af god popmusik at hente i enmandsprojektets musik. Salem Al Fakir forstår nemlig at koge alle de bløde ingredienser ind til en koncentreret popfond, der både indeholder fjerne noter af Fleetwood Mac anno Rumours, franske Phoenix’ evne til at få et simpelt rock-setup til at lyde som cremet 70’er popfunk, og de sære indskud, som Scott Walker fik, når han var i sit venlige og knapt så konfronterende hjørne. En hel koncert med Salem Al Fakir er lidt ligesom at skære sig et stort stykke lagkage med massevis af flødeskum, sommerlige jordbær, sød glasur og skarpe, knasende stykker makron gemt i midten. De færreste når at få oplevelsen af den sprøde makron, men hvis man er hurtig med gaflen, må selv de mest musiksnobbede erkende, at der er massevis af bid i Salem Al Fakir. Især et nummer som “This Is Who I Am”, titelsignaturen fra den netop udkomne debutplade, gjorde det svært ikke at acceptere Salem Al Fakirs musikalske præmis. For selv ikke de mest idiosynkratisk puritanske indie-hipsters kan undslippe det faktum, at den primære grund til at lytte til musik er netop melodierne. Ikke en bestemt måde at indstille en forstærker eller en måde at forvrænge og smadre vokalen. Karakter:   SnöleopardenEt hurtigt blik på et skramlet sammenrend af slåbare ting. Et nølende “ehhhh”. Snöleoparden, der til lejligheden var udvidet til en duo, forsøgte at præsentere sin til lejligheden medbragte percussionist Henning (efternavnet glippede desværre i varmen) med ordene “mig og Henning skal til at hygge os. Det er Henning på trommer”¦”. Det lille tvivlende “ehhhh” kom herefter. For Henning sad bag et morads af håndvaske, grillriste og hjemmebyggede strengeinstrumenter, der fungerede som rytme- og melodigrundlag for Snöleopardens ekskursioner. Sammen gav de et sirligt sammensat sæt, der inkluderede alt fra hypnotiske indiske ragaer, fjollede Joe Meek-beslægtede synth-melodier og befriende sløsede tribale rytmer. Første nummer var det måske mest uventede Barometerhit i nyere tid, den pakistanske “Dreng”, der fik lov til at udfolde sig uden lydtæppet af strenge og rumlen. Selvom Snöleoparden egentligt bare er budbringen af den pakistanske drengs sang, så lykkedes det ham med det nummer at koge hele hans musikalske budskab ind via netop drengen. Det er den barnlige begejstring, der styrer Snöleoparden i live-situationen. Og det i langt højere grad end på plade. Han lykkedes med at lave en lille symfoni ud af den ellers lidt tørre komposition “Xylofon”, ligesom han mestrer den frit flydende guitarekskursion, der godt nok er repetitativ, men aldrig forfalder til tung motorik. I stedet rammer han så tilpas meget ved siden af, at musikken får et liv, der lever på netop de barnlige præmisser, i stedet for at blive stiløvelser. Det afsluttende nummer, der ikke optræder på den nyligt udsendte debutplade, var en indisk fløjte ikke var helt ulig den, en slangetæmmer bruger, når han skal lokke en kobra op af en kurv, omdrejningspunktet. Men langsomt trådte Henning i karakter og balancerede en næsten kuldsejlet tribal rytme ud blandt publikum. Det lange nummer var hele tiden ved at falde fra hinanden, men så snart Henning var ved at løbe tør for idéer, kiggede Snöleoparden op fra maskinparken og udpegede det næste koordinat de sammen skulle forsøge at ramme. Det lykkedes aldrig, men de steder de rent faktisk kom hen, var også mere end tilfredsstillende. Karakter:   Our Broken GardenUndertoners erklærede mål med dette års Spot Festival var at træde lidt ved siden af de nedtrådte stier i skandinavisk musik. Derfor endte vi også til Our Broken Gardens debutkoncert på det lille teater Svalegangen, der til lejligheden var blevet stoleløs. For grundidéen bag bandet ikke er helt dårlig – dæmpede men bastante trommer, melodiøst støjende guitarangreb og Hammond-orgel anno 1967 – så lykkedes det ikke Our Broken Garden at bevæge sig ud over de alt for faste rammer, de med deres udtryk klemmer om hofterne på sig selv. Når en støjende guitarsolo bare er støjende for at male en enkelt farve ovenpå musikken, bliver det forudsigeligt. Især når samme struktur igen og igen render sammen og skal forsøge at forløse i forvejen ganske ordinære melodier. Så er det ikke aggressivt, livligt eller voldsomt overrumplende. I stedet bliver det en stiløvelse, og det er muligvis endnu mere kedsommeligt end ordinære melodier. Tusmørkerock, ville kendere måske kalde det. Tindersticks og Nick Cave stod nævnt i programmet. Men måske skulle Our Broken Garden forsøge at redde den stump af haven, der trods alt ligger som en lovende frodig oase i deres musik, og trække den ud i solen. Fælde et par af deres grundrammer og give sig selv lov til at vokse lidt vildere. Karakter:   Lørdag 07.06.08 The Orchestra feat. Jomi MassageI programmet stod de præsenteret som The Orchestra feat. Jomi Massage, men som det så ofte sker når Jomi Massage er i nærheden af musik i hvilken som helst form, stjæler hun lyskeglen. Sådan er hendes karakter. Koncerten tog udgangspunkt i “Skandinaviske Klagesange”, der udkom forsinket under stort Burka-ståhej sidste år. Og selvom Lars Møllers arrangementer har mange kvaliteter, og et 20 mand stort big band naturligvis har mange facetter at lande på, så var det især i starten af koncerten præget af lidt for lummer frokostjazz, der hverken var meget skandinavisk eller klagende over. Men så snart bandet blev ledt ud i brækkede rytmer med halsende trommespil som omdrejningspunktet, som det skete i “Det land jeg bor i” eller tog udgangspunkt i en slæbende hippieblues som i “Vildsporsfanfare”, fremstod idéen med projektet lysende klar. I de øjeblikke var grunden under Jomi Massages stemme så tilpas usikker, at hun lod sig vælte ud på overdrevet af hendes stemmes formåen. Og netop dér virkede det interessante møde mellem de to kunstarter som en god idé. Karakter:   Anna JärvinenRidehuset i Århus kan være en modbydelig vindstille hule at skulle spille i en solrig lørdag eftermiddag. Og det var da også kun skyggetrængende og lidt overtrætte festivalgæster der rent faktisk fandt vej til koncerten. Men hvad kan lidt svensk charme, et solidt men ikke alt for pænt spillende backingband og en stak underligt dragende folkrocksange ikke helbrede? Det var i hvert fald hvad svensk/finske Anna Järvinen have taget med sig til Danmark. Og koncerten, der startede underligt sløvt ud med et par intetsigende ballader, løftede sig langsomt til at være lyden af den perfekte kur mod en lidt for modig omgang med euforiserende stoffer a la Ken Kesey i midten af 60erne. Selvom det kun var de ligeledes svenske psykedeliahelte Dungens bassist, der var taget med til Danmark, så er det tydeligt, at netop det bands flyvske fløjte og guitarrock har haft indflydelse på Anna Järvinens musik. Det er folkrock med overordentligt ordinære melodier, men bandets hårdt kæmpende musikere er netop ikke så dygtige, at de bliver overskudslagre af dårlige gentagelser. Igennem koncerten var deres dugfriske folkrock den perfekte, skrammede ramme om Anna Järvinens sirlige stemme. Så selvom der indimellem var enkelte søvndyssende anonyme indslag, var Anna Järvinen en særdeles tilpas kur mod ondt overtryk i hovedet. Karakter:   The Bronson BrothersMed cubanske hæle og jakkesæt som var de hentet fra en Liverpool-garderobe i 1965 forsøgte The Bronson Brothers på bedste vis at overbevise med deres poppede 60’er-rock. The Bronson Brothers Det lykkedes desværre kun momentvist fem de fem herrer at klare sig fri af de værste klichéer. For “Miss Miss” var, den kun seks-strengede Rickenbacker til trods, næsten The Byrds værdig, uden dog at ende i plagiatsuppen, ligesom “Love Inn” havde elementer af både Love og The Kinks uden at nærme sig det kedelige opkog, som størstedelen af numrene bød på. De lød desværre som hvis man skrællede det energiske og nysgerrige af Figurines og bad dem om at spille oldies-covernumre. Der var altså ikke meget at råbe hurra for. Eller whoa!. Eller ret meget andet. Inspiration fra The Kinks, Love, Beau Brummels, The Zombies og stort set alle andre stilskabende poporkestre fra 1965 og frem, var tydelig, men The Bronson Brothers sejlede hele tiden rundt i skyggen af de samme bands, og pastichen blev penslet ud over Voxhall med store strøg. Ulempen er, at et helt kuld af undergrundsorkestre har ladet sig inspirere voldsomt af 1960’ernes energiske beatmusik. Det skete i starten og midten af 80’erne, hvor orkestre som The Rain Parade, The Kravin’ A’s og Bangs/The Bangles brillerede. Forskellen på dem og The Bronson Brothers, er, at de havde langt stærkere melodier at ryste rundt med. Når dét er på plads for The Bronson Brothers, bliver det helt sikkert en mere fornøjelig omgang at se dem. Potentialet er der. Karakter:   The Radio Dept. The Radio Dept. Kedeligt. Uinspireret. Ugideligt. De ord snurrede rundt i luften efter The Radio Dept. havde ladet de sidste toner ringe ud i Musikhusets Store Sal lørdag aften. Og ja, det var kedeligt. På den kedelige måde, hvor alting falder fuldstændigt i hak, og deres små kuldsejlede popsange bliver svøbt i et støjende tæppe af svært dechifrerbare guitartoner, så de nærmest udligner sig selv. Men nuancerne er mange hos The Radio Dept.. At de tre svenskere stod som forstenede under koncerten og egentligt bare spillede deres musik uden at skænke publikum en tanke, var befriende efter en Spot Festival, hvor så mange bands skulle bevise sig selv. For branchen, for udlandet. For det forjættede gennembrud. Der har The Radio Dept. ligesom været, med al den hæder det fører med sig. Tilbage står deres særegne miks af The Field Mice ( og en halv håndfuld andre bands fra hedengangne Sarah Records), Galaxie500’s støjende indiepop og bittersød pop. Det var lyden af det tågede England, lyden af gode intentioner der var bristet, lyden af et afmålt had til alle de dårlige rockstjerner, der forsøger at gøre sig til mere end de egentligt er. Og det var elegant som sjældent set. Karakter:  

Interview

Larsen and Furious Jane – om at gemme sig og at kunne kigge hinanden i brillerne

Århusianske Larsen and Furious Jane har fået bunkevis af anmelderroser for deres dugfriske album, Zen Sucker. Arbejdsprocessen var imidlertid alt andet end rosenrød for bandet, der smed en næsten færdiggjort plade i skraldespanden, da de endelig fandt ud af, at det var “okay nogle gange at lyde af lort.” Da Larsen og resten af Furious Jane i 2005 udgav Tourist With a Typewriter, gik der ikke lang tid, før det hele blev lidt for meget for bandet. Lidt for meget skjorte og fløjl. Lidt for meget pænhed og lidt for lidt bund i musikken. De havde vænnet sig til at gemme sig bag hinanden, når de spillede koncerter. I mylderet af de mange instrumenter og store arrangementer, der var blevet bandets identitet: 10 mand på scenen og en masse snørklede veje til melodierne. “Men ville vi selv synes, det var fedt, hvis vi ikke selv havde været med til at lave det? Det brugte vi meget tid på at tænke over, og det ville vi nok egentligt ikke,” fortæller sangskriver Torsten Larsen og fortsætter: “Larsen and Furious Jane ville ikke være et band, som medlemmerne af Larsen and Furious Jane ville høre, hvis ikke de selv var medlemmer af det. Og så måtte vi jo ligesom prøve at finde ud af, hvad der tændte os, og hvad vi godt selv kunne lide. Vi havde et meget stort opgør med den her pænhed, som vi havde. Vi skulle finde ud af, at det egentligt var okay, at det nogle gange lød af lort, hvis det var federe på den måde, og der blev fanget noget mere nerve ad den vej.” Før har Torsten Larsen udmærket sig ved kryptiske, ironiske udtalelser – og tekster, især – men fastheden i hans stemme er ikke til at tage fejl af. Han har ændret sig. Markant. “Vi gav slip på de der pæne, universitetsuddannede smagsdommere og fik øjnene på bolden og målet og begyndte at lege. Og så var det sjovt. Det var meget dét, det kom til at handle om for os. At have det sjovt.” Oplagt mål = færre muligheder Inden Torsten Larsen nåede dertil, havde han sammen med Larsen and Furious Jane indspillet det meste af en plade. En plade, der ifølge Larsen selv lød lidt for meget som Tourist With a Typewriter. ” Men det var jo ikke det, vi ville. Og der var ingen grund til at udgive noget, vi ikke selv var tilfredse med,” forklarer han. “Den her gang gik vi ind i øvelokalet, lukkede døren og eksperimenterede med nye måder at optage på. Nye måder at være sammen på. Og vi brugte tid. Tid til at tænke over tingene.” Og det er netop i arbejdsprocessen, skiftet fra at være et skjorteklædt, intellektuelt appellerende alt. country-band til at være et band, der ikke sætter sig selv i en unødvendig snæver bås, er sket. “Hvis man har en klar idé om, hvor det er, man skal hen, så sigter man efter det og rammer måske lidt under. Men hvis man ikke har nogen klar idé om, hvor man starter, så ved man heller ikke, hvor man skal hen. Og så kan man ramme hvor som helst,” siger Torsten Larsen og indrømmer, at der også er røget et lag høflighed i den proces. “Den fernis af pænhed, vi har haft over for hinanden, er nok forsvundet lidt. Vi kan godt skændes, og stadigvæk vide, at det er for det fælles bedste,” forklarer han, og tilføjer: “Men det vigtigste er, at vi kan se os selv i brillerne, som vores trommeslager vil sige.” Komiker eller komisk? »All my ideas, I believed them myself / But I always knew / I couldn’t carry it through / I have wasted my time / But now it’s running out / (“¦) / Thought I was a comedian / But I was just a joke.” Sådan lyder brudstykker af teksten til “A Deathbed Conversion”, det overrumplende stykke strygerbelagte patosrock, der er første reelle sang på det nye album, Zen Sucker. Og det opsummerer, hvordan Torsten Larsens forhold til teksterne fra de tidligere Larsen & Furious Jane plader er nu, hvor han selv siger, han er nået til en anden fase af sit liv. “På den her plade føler jeg, at jeg er tættere på at sige nogle ting, der faktisk tager udgangspunkt i mit liv – frem for før, hvor jeg var yngre og måske havde en forestilling om nogle erfaringer, som jeg ville få om lang tid. Det er jo sådan en sygdom, man har, når ens yndlingsplade som otte-årig er Tunnel of Love med Bruce Springsteen. Derfor er det lettere for mig nu, for det føles ikke på samme måde forstilt. Jeg mener det, jeg skriver. Jeg kan stå inde for det nu, men måske er jeg et helt andet sted om et år,” siger Torsten Larsen. Ifølge ham selv har han især lært om livet og det at skrive tekster af Peter H. Olesen fra Olesen-Olesen, som sidste år indlemmede en del af Larsen & Furious Jane i arbejdet med Kain og Abel-pladen. “Den ironi, der var på de to første plader, er der luget gevaldigt ud i den her gang. Det har ikke været min mening at lave noget med glimt i øjet,” forklarer Torsten Larsen. Før har han, siger han selv, blødt alle de hårde tekster op med en lille afsluttende joke. “Den trang er måske trængt helt tilbage til, at den kun dukker op i sangtitlerne.” For meget tid Selv om Torsten Larsen ikke har noget imod at fortælle om alle bandprocesserne og den “eksistentielle tvivl”, han og resten af bandet følte ved at spille, som de altid havde gjort det, sværmer han kun let omkring de ting, der har ændret sig i hans eget liv. Han giver dog et eksempel på, hvad der er sket med ham selv og andre i bandet. I 2005, da bandets forrige plade udkom, var han stadig studerende. Det er han ikke længere. “Problemet var jo nok lidt, at dengang havde man det der liv, hvor man var i starten eller midten af tyverne, havde et universitetsstudie og havde alt, alt for meget fritid. Og begyndte at gå alt for meget op i den der identitetsskabende faktor i musikken. Man begyndte at tro, at fordi man havde fået udgivet en plade, der fik gode anmeldelser, så kunne man måske bryde igennem og der kunne ske noget godt…” siger han og stopper op. Vejer ordene en ekstra gang. “I den periode, vi har været igennem med den her plade, har de fleste været færdige med 22 års skolegang eller hvor meget det nu er, og vi skulle til at gå i gang med resten af vores liv. Og prøve at komme ind på arbejdsmarkedet,” fortæller han. Arbejdsmarkedet. Ordet signalerer al den voksenhed, som bandet blev trætte af ved deres to første plader. Og som nu er blevet kodeordet i et forsøg på at kravle ud af hyggekassen. “Det har været en slags identitetskrise. Og der sker jo bare nogle andre ting, der er meget vigtigere end musik. Men det gør jo så også, at når man så endelig er i den der verden, hvor man laver musik, som vi i vores orkester holder meget af at gøre, så vil det være dumt at lade sig binde af en masse ting. For det er jo der, man stadig har sin fritid. Det er ligesom, når en 50-årig køber en motorcykel. Det er det rum, hvor man ligesom realiserer sig selv,” afslutter Torsten Larsen, og indrømmer, at han lige nu mest af alt drømmer om at fatte en skovl. Han vil nemlig gerne grave en kælder under sit hus, så han kan få lov til at være en del af Larsen & Furious Jane resten af livet.

Plader

Why?: Alopecia

»I’m not a ladies man, I’m a landmine / Filming my own fake death.« Why? er blevet et rigtigt rockband, men Yoni Wolf har ikke sluppet de velfungerende hiphop-greb i teksterne, der ligger på et tørt betragtende niveau.

Interview

Slaraffenland – forfængelige stemmer

Måske er det jazzmusikerens lod, at den frie, skabende åre har udspring i et solidt teknisk og kompositorisk grundlag. Og måske netop derfor var det det den lille smule mere overraskende, at netop dansk/svenske Slaraffenland pludselig tyede til stemmebåndene i deres musik på sidste års Private Cinema. For hverken på debuten fra 2004, Slaraffenland, eller på opfølger-ep’en Jinkatawa, var der vokaler, og ingen af de fem medlemmer kan siges at være trænede sangere. “Ja, nogle af os har måttet træne ret meget hjemme hos vores kærester for at føle os trygge ved at skulle synge for andre,” forklarer Mike Taagehøj, bassist og altså pludselig også sanger i Slaraffenland. Men selv træning betød ikke, at Slaraffenland selvsikkert lod deres afvekslende stemmebånd brede sig ud over spillestederne. Selv om de godt var klar over, at vokalen ville give deres musik netop dét udtryk, de længe havde ledt efter. Ja, faktisk en helt ny farve, ifølge Jeppe Skjold, der spiller blæseinstrumenter og – synger. “For os har tilføjelsen af vokaler været lidt som at opdage en helt ny grundfarve. Og det var svært for os at komme i gang med at bruge den. I starten var det sådan, når vi spillede live, at vi gik hen til lydmanden og bad ham sørge for, at vokalerne endte langt nede i mixet,” forklarer han, og svenske Niklas Antonson, der spiller blæsere, drejer på knapper og synger, tilføjer: “Vi oplevede en del gange, at folk kom hen efter koncerterne og sagde: ‘Det er fedt, at I synger – men man kan overhovedet ikke høre det.'” Hvem skal hvad? Alle skal sammen! For Slaraffenland har vejen mod opdagelsen af deres fælles stemme været essentiel. For de har måttet prøve sig frem, agere bas og tenor, synge højt og dybt. Og det er ifølge dem selv lykkedes at finde en struktur i deres vokaler, som de nu kan lege med og nedbryde og bygge op igen i deres sange. Og det har fået konsekvenser for de sange, der i starten led af manglende tiltro til vokalernes evne til at formidle det budskab, bandet leder efter. Men de har fundet den rette formel – en ret simpel en: “Vores usikkerhed gjorde, at vi havde det bedst med at synge sammen. Og det viste sig at være meget stærkt for os,” siger Jeppe Skjold. Ifølge bandet hang nervøsiteten og tilbageholdenheden sammen med, at det var svært for dem at slippe deres indre sanger løs. Der var hverken instrumenter eller ryggrad at falde tilbage på. Kun en mikrofon foran munden. Væltet sangskrivningslæs skal rejses En helt ny grundfarve betyder selvfølgelig også, at sangskrivningen har skullet tilpasse sig de nye farver i klangpaletten. Tidligere har Slaraffenland ikke skortet på instrumenterne. De nærmest snublende kaotiske lydbilleder på de to første udgivelser var resultatet af en konkret tilgang til musikken. “Tidligere har vi haft en tendens til at skrive sange, hvor vi alle sammen spillede på én gang og for fuld knald det meste af tiden. Da vi spillede live omkring udgivelsen af Jinkatawa-ep’en, kunne det aldrig blive højt og buldrende nok. Det er naturligt, at vi blev trætte af det efter et stykke tid, og da vi så fik vokalerne ind som element, blev vi bedre til at variere opbygningen,” siger Jeppe Skjold. Ifølge Niklas Antonson arbejder bandet stadig med at bryde deres gamle vaner ned. “I en af de nyeste sange, vi har skrevet, har vi f.eks. taget næsten alle lydtæpperne bag vokalen væk, så vores vokaler står helt fremme.” Men Jeppe Skjold er hurtig til at understrege, at idéen om at skråle sammen ikke er røget til fordel for en forsanger og en streng struktur i instrumenternes rolle i musikken. “Det kan ikke understreges nok, at vi ikke skal have en leadvokal.” “Nej, det ville ikke klæde os. Det her er et kollektiv,” påpeger Niklas Antonsen bestemt. Slaraffenland har brugt starten af 2008 i studiet. Forhåbentligt spiller de et par af deres nye, vokalomblæste sange når de i april drager på en spredt mini-turné i Danmark. Hvor? Her: 19. april – Rust, København 24. april – pAKHUSET, Århus (PopRevo-opvarmning med Sha La Las, Men Among Animals og ET Tumason) 30. april – Gimle, Roskilde

Plader

The Brian Jonestown Massacre: My Bloody Underground

Newcombe og co. skjuler ikke de små fejl. De lader hele bandets kaotiske leben ligge til åbent skue på deres nye album, og dét er ikke uinteressant. Ud over stærke melodier byder The Brian Jonestown Massacre også på de mest makabre sangtitler i mange år. Hurra for kaos!

Plader

Lack: Saturate Every Atom

Hårdtarbejdende Lack har langsomt skrællet det overflødige fra deres musik. Tilbage står et fortørnet skelet, der rasler igennem til det sidste. I marven af bandets hardcore-knogler sidder stadig gode omkvæd, umådeligt velskrevne tekster og en misundelsesværdig evne til at begrænse sig.

Plader

Kloster: Do Not Be Afraid

Undertoner har modtaget post fra Kloster. Han fortæller, at han har overgivet sig til sin tro. Og at han har det ok. Seneste plade fra danske Kloster er en bevægende og fængslende kærlighedserklæring til noget så umoderne som Gud. Læs, hvad vi har skrevet til Mikael R. Andreasen, der står bag udgivelsen.

Plader

Yeasayer: All Hour Cymbals

Håndklap? Tjek. Vokalharmonier? Ja da. Tribaltrommer? Også i den grad. Altså en ny Animal Collective-plade? Nej. Derimod er Yeasayer en sofistikeret storby-destillering af støvede og snørklede melodier.

Nyheder

The Go-Betweens-sangskriver udgiver soloplade

Resterne af det australske orkester hjælper Robert Forster på første soloplade i 11 år. Oceans Apart var det sidste, australske The Go-Betweens kom til at udgive. Forrige år døde Robert Forsters trofaste sangskriverpartner igennem 25 år, Grant McLennan, og ifølge Robert Forster selv, troede han aldrig, han ville udgive musik igen. Men det gør han altså. Den 29. april udkommer nemlig The Evangelist på YepRoc i USA. Bandet udgøres af de overlevende medlemmer af The Go-Betweens, Adele Pickvance og Glenn Thompson. En komplet trackliste er endnu ikke klar, men ifølge Forsters pladeselskab er der ti sange på The Evangelist. Blandt dem er “Demon Days”, “Pandanus”, “Did She Overtake You”, “The Evangelist” og “Ghost Town”. Sidstnævnte angiveligt en hyldest til Forsters afdøde bandkollega.