Skribent - Martin Thimes

Nyheder

Forårs-ep fra Animal Collective

Vandet er forbandet. Mælken er neutral. Her hos Undertoner er redaktionen netop gået i behandling. Men det skyldes hverken snaps, ømme fingre, mavesurhed eller andre kendte musikskribentsygdomme. Diagnosen? Vi er Animal Collective-fanboys. Det vidner de i alt 20 1/2 U’er vi har givet de seneste fire udgivelser fra bandet da også om. Derfor glæder vi os virkelig meget til den 8. april, hvor bandet, ifølge InSounds udgivelsesliste, udgiver ep’en Water Curses. Bandets pladeselskab har endnu ikke fortalt noget om tracklisten til ep’en, men den vil vi nu gerne give jer alligevel. Ifølge Rate Your Music er der nemlig interessant coverversion-nyt: 1. Street Flash2. Water Curses3. What I Do4. Holland, 1945 “Holland, 1945” stammer oprindeligt fra Neutral Milk Hotels efterhånden indie-kanoniserede album In the Aeroplane over the Sea. Den sang glæder vi os til at høre Animal Collective fortolke. Vi kan dog ikke give nogen smagsprøve på det endnu. Til gengæld vil vi gerne spille lidt af åbningsnummeret “Street Flash” for jer. Det starter lidt over to minutter inde i videoen her:Læs også Undertoners anmeldelser af:Animal Collective: Strawberry JamAnimal Collective: FeelsAnimal Collective & Vashti Bunyan: Prospect HummerAnimal Collective: Sung TongsPanda Bear: Person Pitch

Plader

Jens Lekman: Night Falls Over Kortedala

Jens Lekman er for meget. Alt for meget. Men samtidig er crooneren så overraskende uopdragen, at selv de værste flødebolleballader bliver til bittersøde popperler i hans mund. Denne plade er popmusikkens svar på en blanding af Skittles og en stærk kop espresso.

Koncerter

Jonathan Richman, 01.10.2007, Voxhall, Århus

Det var hverken tight, velspillet, velsunget eller synderligt godt udført. Men alligevel formåede Jonathan Richman at fortrylle Voxhall med sine naivt ærlige sange, som for længst har løsnet rockrødderne. Mest på grund af de simple men alligevel stærke melodier, han i tidens løb har skrabet sammen.(04.10.07)Det var hverken tight, velspillet, velsunget eller synderligt godt udført. Men alligevel formåede Jonathan Richman at fortrylle Voxhall med sine naivt ærlige sange, som for længst har løsnet rockrødderne. Mest på grund af de simple men alligevel stærke melodier, han i tidens løb har skrabet sammen. Foto: Michael Østergård/LiveShot.dk Normale parametre for hvad kvalitet er, var komplet ubrugelige pejlingsmærker mandag aften på Voxhall. For Jonathan Richman viste, at han selv med begrænsede guitarevner, en usikker vokal og en trommeslager, der konstant var et par skridt bagude, snildt kunne leve op til de løsslupne fortællinger, der løber manden i forvejen. Det var uforfalsket Jonathan Richman, der blev serveret. Siden Modern Lovers-dagene, der sluttede i slutningen af firserne, har sangskriveren for det meste ladet sig bevæbne med spanske guitarer, og har transformeret sig til en sært sofistikeret form for gademusikant med entertainergener og et uopslideligt lager af simple popsange i baggagen. Fra den indledende sang om at blive udsat for fæle udstødningsgasser som barn i 50erne, til den bitre “Let Her Go Into The Darkness” var det sangskriveren og underholderen, der var i centrum. Med vrikkende hofter, et ungdommeligt ansigt, som selv botox-fyldte på samme alderstrin må misunde ham. Sammen med en ukuelig tro på, at det han gør, vitterligt er godt nok, blev de alt andet end komplicerede sange leveret med præcist den nerve, som man kunne have håbet på. Foto: Michael Østergård/LiveShot.dk Men ligesom hofterne på Richman svajede, gjorde strukturen i koncerten det også. Sine steder blev det vel dilletantisk, og de små anekdoter og ekskursioner på guitaren tog ofte for meget fokus fra melodierne. Selv i “I Was Dancing In The Lesbian Bar”, der ellers blev fremført på ganske ligefrem facon, lod Richman sig rive med, og smed guitaren på gulvet og dansede lummert rundt med en forvokset rangle som selskab. Dén seance gentog sig en del gange. Men Jonathan Richman trives åbenlyst et sted mellem reel koncert og forvokset legestue, så det er svært at kræve meget mere af ham. Især når perler som “Old World” og malersangene “Pablo Picasso” og “Vincent Van Gogh” så selvfølgeligt glider fra strengene og ud i salen. For selvom netop de sange ikke indeholder særligt mange facetter, lykkedes det alligevel for Jonathan Richman at gøre dem til små særegne stykker popkunst via hans evigt skiftende fremførelser af dem. En enkelt knækket udtale her, et lille afbræk i melodien dér – det blev beviset på, at det ukomplicerede vitterligt bærer nok kvalitet i sig selv, hvis bare kunstneren bag har hjertet med. Og sådan er Jonathan Richman. Ukompliceret og med hjertet siddende lidt skævere placeret bag sit skjold, end alle vi andre. Karakter:       Bedømmelseskriterier

Plader

Pewt’r JJJJJ: Byens lys 061217

Der bliver sendt en masse luftige balloner til vejrs undervejs i denne kombinerede live- og studie-udgivelse, og heldigvis fanger Pewt'r JJJJJ dem i flugten mod himmelen. Den spændende plade er dog ikke alt for åbentsindet i forhold til lyttere, der ikke var til stede, da den blev optaget.

Plader

Animal Collective: Strawberry Jam

Strawberry Jam er tre skridt tilbage og et gigantisk hop fremad for Animal Collective. Kvartetten har ikke mistet deres fabelagtige popøre, og så har de fundet tilbage til tidligere albums digitalt støjende lyd. Det resulterer i et fan-pleasende album, der nok ikke lokker så mange nye til.

Interview

Holly Golightly – det skal ikke være svært at skrive sange

Holly Golightly stikker ikke noget under stolen, når hun bliver spurgt til, hvordan hun skriver sange. “Intet har ændret sig i min måde at skrive musik på, siden jeg begyndte, og hvis du vil, kan du spille den samme sang 1000 gange, uden at det gør noget,” forklarer hun uden at skamme sig det mindste. “That’s bloody Elvis!” udbryder Holly Golightlys ledsager, Lawyer Dave. Han har lige fået øje på Joakim Hediger i en bar i mediebyen under sommerens Roskilde Festival. Holly og Dave troede egentlig, at Elvis var død, så de bliver hurtigt enige om, at det skal foreviges. De knipser et billede til hjemmealbummet, inden de kaster sig ud i en længere dialog om, hvilken whiskey de skal have i deres cola, såfremt baren ikke har Jim Beam. Det bliver ikke overraskende Jack Daniels, der ender i bunden af glasset, inden der bliver hældt cola på. Det er den helt rigtige drik for en dame som Holly, der siden midten af 90’erne har udgivet kompromisløst simple plader med sange, der kunne have været skrevet for 60 eller 70 år siden: “Jeg forsøger bare at gøre det simpelt. Intet har ændret sig i min måde at skrive musik på, siden jeg begyndte, og hvis du vil, kan du spille den samme sang 1000 gange med forskellige tekster, uden at det gør noget. Jeg har en standardformel, jeg går ud fra, og det virker fint,” forklarer Holly, der har udgivet alt mellem en enkelt og fire soloplader om året siden hendes første soloplade The Good Things fra 1995. “Det skal ikke være svært at skrive sange, og hvis man ikke kan skrive nok sange til at udgive mindst en plade om året, så bør man nok finde på noget andet at lave.” Kan bedst selv Holly Goligthly debuterede i Thee Headcoatees 1991, men bagmanden Billy Childish efterlod ikke meget plads til Hollys egne sange i pigegruppen. De blev stopfodret med hans eget materiale, så der skulle ske noget andet i Hollys liv. “Jeg startede faktisk med at spille solo, fordi der ikke var andre, der lavede den slags musik. Hvis jeg havde haft mulighed for at gå til koncerter med et band som mit, var jeg aldrig startet,” udbryder Holly, der er glad for at have mulighed for helt selv at kunne bestemme, hvad der skal ske i det band, der står bag hende på pladerne og på scenen. “Jeg er ikke særligt diplomatisk,” siger hun, uden at der kan spores så meget som et glimt af ironi. “Hvis det ikke fungerer, så skifter jeg ud i besætningen.” Punktum. Længere og længere tilbage For 20 år siden begyndte Holly at grave i musikkens randområder for at finde frem til det, som hun selv synes er det essentielle. Det var, mens hun lyttede til punk. “Det var ikke meningen, at jeg bare ville finde en masse gamle plader og så lytte til den slags musik. Jeg startede med punken, men der var altid et eller andet, der pegede bagud. Også hos de gamle punkbands. I min verden var de bedste inspirationer altid dem, der pegede bagud,” forklarer Holly, der aldrig har forsøgt at komme til at lyde som et levn fra fortiden. Hun havde bare ikke råd til dyre guitarer, forstærkere og optageudstyr, så hun måtte købe det billigt på loppemarkeder rundt omkring. Og det er især i den uimponerede tilgang til musikcirkuset, at Holly Goligthly adskiller sig fra de fleste andre kunstnere med mere end 10 albums på dagen. “Jeg begyndte eksempelvis ikke at indspille i Toe Rag (analoge studier i London, hvor bl.a. White Stripes har indspillet, red.) studierne, fordi jeg gerne ville have en speciel lyd på mine plader. Det var bare det eneste sted, jeg havde råd til at indspille, og det har fungeret så godt, at det stadig er mit foretrukne studie at indspille i,” forklarer hun. Hun har stadig et halvtidsjob ved siden af turnélivet og pladeindspilningerne. Hun er dog ikke længere lastbilchauffør, som det var tilfældet i starten af karrieren, men hvad hun laver, vil hun ikke ud med. “Det er top secret. For regeringen,” lyder svaret.

Plader

Islaja: Ulual YYY

Finske Islaja nærmer sig det tilgængelige på hendes tredje album, men der er stadig overrumplende mange ubesvarede spørgsmål tilbage, når pladen er ovre. Spørgsmål, der vækker nysgerrigheden og giver Ulual YYY endnu en chance for at åbne sig op. Igen og igen.

Plader

On Trial: Live at Gutter Island

De skal åbenbart modnes, de syrerockere. For On Trial bliver bare ved med at blive bedre. Hvor mange andre bands kan ellers slippe af sted med at udgive en liveplade indspillet på et lille fort på Sydsjælland og stadig lyde, som om de ikke giver en daddel for de folk, der ikke har forstået deres musik?

Nyheder

Causa Sui – nu uden vokal

Hvis du vil have din syrerock fra Albanis hjemby, bliver det fremover uden forsanger. De odenseanske rockere fra Causa Sui har stoppet samarbejdet med forsanger Kasper Markus. Det oplyser bandet på deres MySpace-side. Kasper Markus i aktion ved Spot Festival 2006 Der har været særdeles delte meninger om Markus’ vokalbidrag i de danske medier, men her hos Undertoner har han høstet roser hele vejen igennem. “Markus’ beskidte og rå vokal er et perfekt match til de instrumentale udfoldelser fra Jonas Munk (alias Manual), Jakob Skøtt (alias Syntaks) og Jess Kahr,” skrev vi om stemmen på den selvbetitlede debutplade, og vi var endnu mere begejstrede, da Free Ride udkom tidligere i år. På MySpace skriver Causa Sui om skilsmissen:“Det har været nødvendigt for at genopdage den ligefremme og grænseløse glæde ved at lave musik sammen, for vores ambition om at gå endnu længere kunstnerisk og for at udvikle os som band,” lyder det. Ifølge ovenstående meddelelse er bandet allerede i gang med at indspille nye numre, men endnu er det uvist, hvor lang tid der går, før andre end de nærmeste naboer til bandets øvelokale får det at høre.

Nyheder

Baby Woodrose jagter regnbuer

Chasing Rainbows er titlen på Baby Woodroses nye plade, der udkommer 22. oktober. Det er ikke svært at forestille sig de tre syrehoveder i Baby Woodrose spæne ud over en blomsterklædt eng påvirket af whatever, i et forsøg på at fange den regnbue, der bare må gemme sig bag det næste træ. Måske derfor siger de nyeste bulletiner, at det fjerde album fra Baby Woodrose kommer til at hedde Chasing Rainbows. Ifølge forsanger Lorenzo Woodrose er mixingen af pladen, der byder på 11 nye sange, godt i gang. “Albummet indeholder mange overraskelser. Der er blandt andet tur-til-Indien-med-Brian-Jones-på-syre-på-bagsædet-nummeret “In Your Life,” lapsteel extravaganza i “Lilith” og den Ultimate Spinach-inspirerede “No More Darkness,”” skriver Lorenzo Woodrose på sin MySpace-side. Ifølge Lorenzo er albummet inspireret af arbejdet med Dragontears-projektet, men han afslører samtidig, at pladen også stikker i andre retninger. “Lyden er meget frisk og anderledes i forhold til andre ting, vi har lavet. Ret poppet og kommerciel. Teksterne handler mest om at føle sig malplaceret, længsel efter kærligheden og søgen efter sandheden og lyset som en vej ud af mørket.” Godt sagt, siger vi her hos Undertoner, imens vi så småt ser frem til at sætte følgende 11 sange på pladespilleren: Chasing Rainbows Someone to Love No More Darkness Lilith Renegade Soul Dark Twin Let Yourself Go Twilight Princess Gonna Make You Mine Madness of Your Making In Your Life

Koncerter

The Lionheart Brothers, Wilco, Tunng, 08.07.07, Roskilde Festival

[Martin Thimes og Lasse Dahl Langbak]The Lionheart Brothers, 13:00, Pavillion Præcist hvad der var gået galt for Lionheart Brothers inden deres Roskilde-debut, var svært at sige, men bandet virkede ikke til at have styr på, hvordan de skulle gribe koncerten an. For det første var det – selv om det er svært at klandre et shoegazeinspireret band for netop dét – en pine at se, i hvor lille et omfang bandet fandt det nødvendigt at kontakte publikum. Lionheart Brothers Og dernæst lykkedes det dem at pakke deres ellers fornemt arrangerede sange ind i alt for mange ligegyldige enkelttoner af tynd guitarstøj til, at de for alvor fik spredt eventyr ud i mudderet. Godt nok er det aldrig til et bands fordel, at strømmen ryger i et ellers forrygende nummer som “Can You See?”, der med sin klart 60’er-inspirerede, let funkede rytme skabte netop den fremdrift, som de fleste af koncertens numre manglede inden strømafbrydelsen. Derefter var det “50 Souls and a Disco Bowl” samt “Hero Anthem”, der kandiderer til det absolut mest catchy nummer i løvehjertebrødrenes katalog. Men trekløveret efterlod desværre ikke andet end følelsen af at være blevet snydt for en koncertoplevelse, der kunne have været så meget bedre. Jeg håber, at The Lionheart Brothers får lov til at tage revanche inden alt for længe. (MT) Karakter:   Wilco, 16:00, Arena Wilco sendte i foråret deres seneste album, Sky Blue Sky, på gaden. Et album, hvor de genrebrydende amerikanere vendte tilbage til roots-rocken med en samling solide, men for det meste afdæmpede sange. Dem fik et halvfyldt Arena lov at høre overraskende få af, for Wilco havde pustet støvet af flere sange fra deres glimrende og alsidige bagkatalog – heriblandt en god del fra Yankee Hotel Foxtrot (bl.a. “I Am Trying to Break Your Heart” og “Jesus, etc.”), manges og undertegnedes yndlingsplade med Wilco. Wilco forenede det smukke og det støjende. Jeff Tweedys stemme var suveræn, og Nels Cline var fantastisk med sine ekvilibristiske guitarudladninger, der hylede og klirrede i et støjende inferno. Og det var stærkt, da trommeslager Glenn Kotche uden varsel gik totalt Animal-besærk, mens resten af bandet fortsatte med deres støvede countrytoner. Det lød skrækkeligt, men viser alligevel, at Wilco ikke er gået hen og blevet gamle og kedelige, bare fordi Jeff Tweedy er blevet sober på fuldtid. Vejret var uden tvivl det store samtaleemne under årets Roskilde Festival. Bulletinerne om de enorme regnmængder var også nået Jeff Tweedy, der derfor proklamerede, at Wilco var kommet med solskinnet. For det havde endelig ramt den smattede Dyrskueplads søndag eftermiddag. Ud over solen var Wilco også ankommet med en vital spilleglæde. De var i særdeles god form, og da deres sætliste inkluderede mange favoritter fra bandets forgrenede karriere, var Wilcos præstation mere end godkendt. (LDL) Karakter:   Tunng, 18:30, Astoria Tre mænd med hver sin akustiske guitar, vokalharmonier, elektroniske beats og samples plus en hel del håndklap. Mere skal der ikke til for at skabe glimrende, dystre folkmelodier. I al fald ikke for det engelske folktronica-band Tunng. Tunng – foto: Peter Christian Binau-Hansen/LiveShot.dk Tunngs to grundlæggere, Mike Lindsay og Sam Genders, stod for de afstemte vokalharmonier, der ikke helt ulig Simon & Garfunkel nåede smukke højder, når de sang synkront. Dog havde de hist og her problemer med helt at ramme hinanden, så vokalsiden blev lidt mudret. Det var heldigvis i få tilfælde, at sådanne fejlskud indtraf. Tunngs tekstunivers er mystisk og mytisk. Den melodiøst stærke “Woodcat” handler om en fyr, der bliver forvandlet til en kanin, så han kan løbe ud i skoven og finde sin pige, der også er blevet til en kanin. »That happens every day«, kommenterede den langhårede Mike Lindsay selv sin hippie-tågede udredning af teksten. Englænderne tog da heller ikke sig selv helt alvorligt. Gakkede gangarter, mærkværdige armbevægelser og stampende benbevægelser var en del af sceneshowet. Publikum blev opfodret til at klappe med, men alligevel fik Tunng ikke helt Astorias teltdug til at lette. Og de formåede heller ikke at skabe den intimitet, som blændende numre som “Jenny Again” og “Woodcat” fra det seneste album Comments of the Inner Chorus og “People Folk” og “Tale From Black” fra det fremragende 2005-album Mother’s Daughter and Other Songs ellers lægger op til. Tunng balancerede mellem det fornemt musikalske med de tre guitaristers fantastiske fingerspil i centrum og det barnligt fjollede – næsten useriøse. Men deres melodier er så fremragende, at det trods alt var rigtig fint, det Lindsay, Genders og co. præsterede. (LDL) Karakter:   Læs også Undertoners anmeldelser af: The Lionheart Brothers: Dizzy Kiss Wilco: Sky Blue Sky Tunng: Comments of the Inner Chorus

Koncerter

Slaraffenland, Flaming Lips, Holly Golightly, 07.07.07, Roskilde Festival

Slaraffenland, 12:00, Pavilion »Keep your kids in / there’s thousands like me,« lød en af linjerne i “Dust (Me as a Monster)”, der åbnede den danske støjjazzrock-kvintet Slaraffenlands show. En koncert, der beviste, at der i hvert fald ikke er et væld af andre bands, der er helt som Slaraffenland. De fem københavneres musikalske blandingsprodukt har været under stadig udvikling i hele bandets levetid, og nu har de ramt lidt af en guldåre. Ikke mindst som liveband er Slaraffenland lige p.t. noget af det fineste i Danmark, og Roskilde-koncerten satte en streg under dét. Bjørn Heebølls præcise trommespil drev numrene fremad, mens bandets særlige kendetegn, de fælles halvråbende vokaler, gav sangene intensitet og nærvær. Samtidig var det en fornøjelse at høre, hvor fint bandet vekslede mellem forskellige udtryk og tempi. Eksempelvis blev den perlende melodiske “Polaroids” afløst af “This One Will Kill Us”, der først lod til at være et mere upbeat og ligefrem rocknummer, men siden blev slået fuldstændig ud af kurs i et tumultarisk støjkaos. Langsomt, men sikkert samlede nummeret sig sammen igen og endte i en herlig finale. Lige så fint et match var det at lægge den korte, ligefremme “Show Me the Way” lige inden den mildt sagt udknaldede “You Win”, hvor Heebølls i forvejen kaotisk buldrende trommer blev samplet og lagt oven i sig selv, mens vokalskrålene blev sendt gennem et solidt lag effekter, så de endte som en bølgende sømandsparallel til Animal Collectives tidlige udgivelser. Og når kvintetten så tilmed lukkede med en udvidet udgave af den fængende “Watch Out”, hvor det afsluttende klimaks i dagens anledning fik fuld skrue – ja, så er der kun tilbage at bukke og takke. (MA) Flaming Lips, 18:30, Orange Scene Det er umiskendeligt flaminglipsk at fylde scenen med folk i pangfarvede alien-, julemands- og superhelteudklædninger, og det samme kan siges om den rundtur blandt publikum – eller rettere over deres hoveder – som forsanger Wayne Coyne tog i en stor oppustet gummiboble. Der er ikke nogen, der er ligesom Oklahoma-veteranerne, og det er svært at komme i tanke om så sympatisk et band oppe i musikkens absolutte superliga. Men det kan ikke redde alt at være noget nær verdens rareste. Og ærligt talt var Flaming Lips’ femte show på Roskilde en rodet og til tider ret ufokuseret omgang. Åbneren “Race for the Prize” var godt nok lige så triumferende og oplivende som altid, og det veritable konfettibombardement fik smilet endnu længere opad. Men ret hurtigt blev det lidt enerverende, at Wayne Coyne koncentrerede sig mere om at skyde med konfetti end om at få koncerten til at glide. Efter næsten hvert eneste nummer gik alting i stå, og selv om Coyne altså er dødsympatisk, blev hans talestrømme om George W. Bush og Red Hot Chili Peppers trættende i længden. Det havde været til at bære over med, hvis musikken havde været oppe at ringe, men det kneb også. Ligesom de mange balloner blæste en god del af den intensitet, man kunne se på scenen, ud til siden og nåede aldrig ørerne. På et mindre spillested ville den smadrede udgave af “Free Radicals” helt sikkert have været stærk, men under den overskyede himmel druknede eksperimentet i bulderet. Med de mange stærke sange fra bagkataloget, som bandet så bort fra, var det noget svært at forstå, hvorfor den (i hvert fald i en livesammenhæng) alt for luftige, prog-influerede “Pompeii Am Gotterdammerung” skulle hives ind. Der var bestemt snert over den karmabevidste protest “Yeah Yeah Yeah Song”, og den totalt nedbarberede version af “Yoshimi Battles the Pink Robots pt. 1” fungerede blændende. Men som helhed var koncerten svær at holde af – og svær at finde hoved og hale i. (MA) Holly Golightly, 19:15, Astoria Klædt i ikke helt nypressede gevandter og med uprætentiøst uglet hår fik Holly Golightly og hendes band den fornemme scene i Astoria-teltet til at føles som et bittersødt afdansningsbal for folk med hang til old-time musik. For godt nok startede Holly som punkrocker, men siden da har hun gravet længere og længere tilbage i musikhistorien for at finde inspiration, og det var tydeligt at se, at det især er præ-Beatles-melodier, der ligger øverst, når hun skal vælge musik derhjemme i England. Sangene – hun nåede at spille 20 på lidt over en time – var alle hentet i den afdæmpede ende af Hollys katalog. Både fra de ældre plader, men især fra den seneste, hvor hun er backet up af guitaristen og sangeren Dave, der går under navnet The Brokeoffs. I “I Let My Daddy Do That”, “Devil Do” og “Medicine Water” fungerede den skrabede lyd fra kontrabassen og de snøvlede trommer perfekt, og backingvokalen fik for en kort stund Astoria til at føles som en røget bodega alt for tæt på lukketid. Bandet forsøgte ingenlunde at overdøve Hollys flossede vokal, der sine steder minder om Patsy Cline, andre steder om en glemt bluessangerinde fra dybet af den amerikanske sump. Og så hjælper en stiv whisky jo altid på evnen til at lade vokalen flyde. Desværre var lydniveauet så lavt, at det ud over en masse snak ikke var til at fange alle nuancerne, når Holly med band bevægede sig helt ned i tempo. Men heldigvis virkede det til, at de alle var tilfredse med den døsige, men løsslupne stemning i tørvejret. (MT)

Koncerter

Camera Obscura, Klaxons, Annuals, Brian Jonestown Massacre 06.07.07, Roskilde Festival

[Martin Thimes, Lasse Dahl Langbak og Mikkel Arre]Camera Obscura, 13:00, Pavilion Efter en torsdag af de allerværste var det blidt og behageligt at kunne starte fredagen i selskab med skotske Camera Obscura, hvis musik minder meget om kaffe: hyggelig, bittersød og opkvikkende. Med det Spector-lignende popnummer “Come Back Margaret” som åbner spredte skotterne smil og god stemning, og den småkejtede fælles håndklap-passage gav hints om gruppens tweepop-fortid. På Let’s Get Out of This Country-albummet fra sidste år havde bandet et mere fyldigt udtryk end tidligere, og den varme havde de med sig til Roskilde. Især de solide orgelflader gjorde deres for at give sangene noget at stå imod med. Endnu mere charmerende var de fine trompetmelodier, som understøttede den småtriste grundtone. Den lavmælte melankoli fik nu næppe nogen mundvige til at vende nedad blandt publikum. Dels var Tracyanne Campbell indtagende både som sangerinde og som underspillet showkvinde mellem sangene, og dels var to tredjedele af showet ret så upbeat. I den midterste tredjedel var tempoet dog lige rigeligt sløvt, og kombineret med en flok sange uden de store hooks gav det noget af en bølgedal. Men så kom de seks skotter tilbage på sporet med en håndfuld hurtige, Motown-influerede popsange af den fængende slags. Især “Lloyd, I’m Ready to Be Heartbroken” og “If Looks Could Kill” blev leveret så veloplagt (og en smule utight), at det var umuligt at være hverken utilfreds eller utilpas. (MA) Karakter: Klaxons, 20:00, Odeon New rave? Det er vist allerede overstået, og godt det samme. Heldigvis var der ikke meget tilbage af hverken “new” eller “rave”, da teenager-heltene i Klaxons fik lov til at bryde mudderoverfladen med soniske bølger fra deres relativt korte, men alligevel overraskende succesfulde levetid. Klaxons – foto: Peter Christian Binau-Hansen/LiveShot.dk Klaxons’ musik placerer sig hele tiden midt imellem at ville være helvedes dansabel og helvedes punket. Og alt for tit ender det et eller andet sted imellem, hvor der godt nok ikke bliver lukket for festen før tid – men knæklysene brænder aldrig for alvor igennem. Det er faktisk bare meget diskant rockmusik, som tusinde andres. Heldigvis har Klaxons et par solide hits at trække på. Især “Golden Skans”, der excellerer i artigt overraskende vokalharmonier og vellyd, samt den smadrende “Atlantis to Interzone”, der lyder lidt som at overskride alle fartgrænser i en neonfarvet japansk sportsbil, livede op i andet end knæklys og fløjter. Der skulle også en del til for at hanke op i det store publikum, der på grund af forfejlet programplanlægning måtte tage til takke med Odeon-scenen og ikke den langt mere velegnede Arena, hvor der ville have været mere bund i lyden og plads til den fest, som kun publikum under teltdugen var inviteret til. (MT) Karakter: Annuals, 23:00, Pavilion Det var trommernes aften, da det unge amerikanske band Annuals gav en koncert, der var endnu mere mere sprudlende vild, end deres folkpoppede debutalbum, Be He Me, lægger op til. Ud over det ekstra trommesæt, der stod til fri afbenyttelse for frontmand Adam Baker og guitarist Zack Oden ved siden af den faste trommeslager Nick Radford, var der på gulvet opstillet et par trommer ud for både guitarist og sanger Kenny Florence og i Adam Bakers nærhed. Godt nok benytter Annuals sig ofte af dobbelttrommer på deres plade, men rytmesektionen var endnu mere markant og massiv på Pavilion-scenen. Annuals – foto: Peter Christian Binau-Hansen/LiveShot.dk Slagtøjet understøttede ikke bare Radford, de fik også nogle aggressive hug, når sangene nåede deres maniske klimaks. Det var vildt og dyrisk. I centrum for udskejelserne sprang Adam Baker rundt, og når han stod ved sin plads, lå han nærmest vandret hen over sit keyboard, mens han svingede overkroppen fra side til side og sang indlevende om både barndomsminder og døden – men trods alvor på tekstsiden var Annuals ramt af musikalsk legesyge. Annuals bliver bl.a. sammenlignet med Animal Collective, men koncerten var nu ikke præget af skæv folk, i hvert fald ikke på en positiv måde. Faktisk havde lydbilledet en tendens til at blive lidt mudret, når sekstetten satte tempoet ned og fremførte de mere afdæmpede og komplekse dele af Be He Me. Men det lykkedes for Annuals at holde sig oven vande og undgå at drukne i deres detaljerige kompositioner ved at skrue lydniveauet i vejret. Højdepunktet var derfor også “Brother”, der eskalerer i buldrende trommer, men også de iørefaldende “Complete, and Completing” og “Carry Around” blev leveret med et overskud så smittende, at det var umuligt at stå for. (LDL) Karakter: Brian Jonestown Massacre, 02:00, Odeon »In one second we’ll be playing a song, and it’s gonna be sick as fuck. Watch!« Frontmanden Anton Newcombe nåede ikke meget mere end at sparke de første fire takter i gang, før han langede ud efter den ene af guitaristerne i sit band og bad ham om at dæmpe rockstjerneattituderne. Det var Antons scene, og ingen har modet til at tage den fra ham. Brian Jonestown Massacre er berygtede for deres kaos-koncerter, og det var, som om publikum på Odeon-scenen var helt på det rene med det faktum. Og at de havde tænkt sig at gøre hvad som helst for at tirre forsangeren med ølkast og andre provokationer. Men heldigvis for musikken er det netop en tirret bandchef, der skal til for at åbne for de enorme reserver af klassisk, psykedelisk rockmusik, som Brian Jonestown Massacre bærer med sig rundt på turné. Der var alt fra lette, lyse popsange til meget lange støjjams med bankende trommer som puls. Der var lidt af det hele, og de tre guitarer gik i symbiose omkring trommeslagerens voldsomt solide, men aldrig kedelig spil. Sammen skabte de det vel nok bedste bud på en videreførelse af den musik, Spaceman 3 leverede i slutningen af 80’erne uden at have glemt rødderne i The Rolling Stones, The Byrds og de syrede solskinspoppere Love. Tilsæt det hele et skvæt af den melodiske grundtone hos House of Love, og du har et band, der lader sig svælge i guitarens muligheder og ikke rigtig bekymrer sig om andet end musikken. Nå-ja, og så lige Antons enorme narkoficerede ego. (MT) Karakter: Læs også Undertoners anmeldelse af: Camera Obscura: Let’s Get Out of This Country

Koncerter

Death by Kite, Highway Child, Turboweekend, Choir of Young Believers, 01.-03.07.07, Roskilde Festiva

Death by Kite, 01.07.07, 21:00, Pavillion JuniorDette er en prøvelse. For jeg vil forsøge at undgå at nævne tre bands, som det er svært ikke at nævne, når snakken falder på Death By Kite. Ok? Fint.Søndag aften lukkede de københavnske støjpoppere Pavillion Junior-scenen, og de gjorde det så overbevisende, at de ikke-nævnte tre bands for alvor skal se sig over skulderen. Mest på grund af Death By Kites sære evne til at pakke popsange ind i sødt gavepapir med glittet støjbånd omkring. De går komprosmisløst til værks på titelsangen på deres debutalbum, hvor trommeslager Kristian Kimer er så solid i sit spil, at Bjørn Langes stemme får det modspil dens lyse natur behøver. Og når bandet så allerede som tredje nummer spiller “Bhf. Asta” – det tætteste, de kommer på et regulært hit på deres debut – og stadig har numre som “Pills” og “Kicking Up a Riot Grrrl” at tage af – sidstnævnte hentet fra sidste års demo – så beviser de, at det netop er i melodiernes simplicitet og solide håndværk, at Death by Kite har deres styrke. De tre fylder ikke unødigt på, og netop dér ligger forskellen på københavnerne og de bands, de nok ikke slipper for at blive sammenlignet med sådan lige med det samme. Et stramt spillet sæt sætter naturligvis sine begrænsninger, og derfor blev det hele i ny og næ lidt for tyndt at lytte til. Men det må man tage med, hvis det er støjpop uden omsvøb, man gerne vil have. Og det ville mange søndag aften. Karakter:   Highway Child Highway Child, 02.07.07, 16:30, Pavillion JuniorEn sund kost af 70’er-rock og begejstring for nærmest hele AC/DC-bagkataloget op til Ballbreaker må være, hvad Highway Child er blevet tvunget til at spise i deres opvækst. For det er svært at komme på andre danske bands, der på samme vis fortolker den tunge ende af rockens guldalder så godt som det pladeselskabsløse band. Især live kommer deres simple skabeloner og sikre greb om virkemidlerne til deres ret, og selv om det i længden kan kede lidt, at de er så tro mod rockhistorien, under man bandet al den success de forhåbentligt opnår i de næste par år. Især hvis numre som den pumpende “Love For Sale” og signaturen “Highway Child” kan finde vej til pladebutikkerne. Efter at Baby Woodrose på de seneste par udspil har fjernet sig fra den ætervenlige rock, som de overraskende blev representanter for for et par år siden, kan man nu endelig se en flok knægte, der kan løfte ansvaret som Danmarks uforfalskede rockkonger. Selv om det til tider virker en kende for uinspireret, når alle klichéerne (fællessang, bred benstilling under soloerne m.v.) bliver smidt på bordet, er Highway Child alligevel værd at beskæftige sig med. Ligesom 0,8 liter fadøl i princippet er en kedelig fornemmelse halvvejs, er det alligevel ret fedt, når nakken ryger bagover i forsøget på at vride glasset tomt. Bare fordi man kan sige, at man lige har drukket næsten en liter øl. Karakter:   Turboweekend, 02.07.07, 19:30, Pavillion Junior»De er lige blevet signet på Copenhagen Records, så mon ikke de snart er Ugens Uundgåelige på P3,« sagde jeg til min sidekammerat under Turboweekends koncert. Og søreme om ikke førstesinglen “Into You” allerede har roteret lystigt hos Statsradiofonien. Det er dog med god grund, for Turboweekend har allerede en så stærk håndfuld poppede og hamrende electrorock-sange skrabet sammen, at det ikke kan undre, at pladeselskabsfolket og andre vigtige typer gerne har villet udgive dem. Men bare vent, for på Roskilde Festivalens Pavillion Junior-scene beviste Turboweekend, at de ikke bare bliver et hit på grund af en dygtig A&R-mand og gode reklamefolk. Turboweekend For selv om deres sceneoptræden er stylet, så det næsten gør ondt i øjnene med alle de naive pastelfarver og fjollede t-shirts, kan bandet skrue numre sammen som få andre. Især “I’m Not A DJ”, der åbnede koncerten med Silas Bjerregaards soulstemme helt oppe i det røde felt, og “Wash Out” har hitpotentiale ud over MySpace-neonsegmentet. Så selv om Turboweekend til tider forfalder til lidt for lette tricks i livesituationen – raverbreaks inkluderet – så er deres blotte tilstedeværelse på årets festival et bevis på, hvor lidt magt pladeselskaberne og radioen har for tiden. For det er deres intense live-optræden og gode evne til at promovere sig selv på nettet, der gør, at Turboweekend kunne få pløretunge støvler og regnsæt til at danse, som var de de friskeste sneakers fra WoodWood. Det er så trendy, at man som jyde bliver en kende misundelig. Karakter:   Choir of Young Believers, 13:30, Pavillion JuniorMed fire udgivne sange og en stor stak skitser, der forhåbentligt ender på en debutplade, var Jannis Makrigiannis og resten af Choir of Young Believers nødt til at tænke de syv sange, som de nåede at spille, videre end gængse popformeler. Med cello, violin og ekstra percussion fik sangene heldigvis også et melodisk modspil, og især “We Talk on the Phone” fungerede fornemt med bandets variede formåen. Det lød i ny og næ som en knap så sammenspillet udgave af The Bad Seeds. Men den ekstra orkestrering var desværre også med til at fjerne fokus fra sangenes mildt sagt skrøbelige struktur. Og et skraldespandslåg, der udgjorde en alt for bastant percussion, ødelagde hittet “Sharpen Your Knife”, der netop lever sit eget liv på grund af et ligetil arrangement, der kun næsten kan holde sin form. Langt bedre fungerede “Riot” og den afsluttende “Burn the Flag”, hvor koret pressede de messende toner ud gennem huden og ind til publikum. I dét øjeblik var det svært at forestille sig en smukkere afslutning på den koncert. Karakter:  

Koncerter

Arcade Fire, Speaker Bite Me, Björk, 05.07.07, Roskilde Festival

Arcade Fire, 18:00, Arena Det kan være svært at fatte, hvad man gør det hele for, når man omtrent står med laks i skulderhøjde foran indgangen til Roskildes næststørste scene. At festivalens første, store navn så samtidig er et af nutidens mest hyldede livebands, Arcade Fire, gav torsdag aften fornemmelsen af, at det skulle lykkes, hvis man skulle opretholde håbet om en reel festival med indhold frem for et nyt Pompeji på en dyrskueplads i Danmark. Men hvordan skulle det næsten gå galt? Arena var proppet til randen, og spændingen over at se et band, der aldrig har været på dansk grund, var enorm. Da de 10 canadiere endelig gjorde deres entre, var forløsningen dermed af dimensioner, der ikke er set så forbandet ofte på en mark. Arcade Fire lagde ud med en trio af numre fra deres anden plade, hvoraf især den formidable “No Cars Go” blev leveret med så megen drive af bandet, at man var lykkelig i en fart. Det er ret uretfærdigt at have så store forventninger til en koncert på forhånd, og når selvsamme så bliver udfriet til fulde, vil man i ordets egentlige forstand pisse på mudderet. De mange musikere roterede konstant rundt, så det ville være forkert f.eks. bare at kalde frontkvinde Regine Chassagne for bassist eller trommeslager. Hun var det hele og havde en epileptisk energi, der drev hende rundt over scenen, når hun da ikke søgte at synge teltet op uden mikrofon. Der var stor vægt på numrene fra Arcade Fires skamroste album nummer to Neon Bible, men det stod klart, at publikum reserverede meget af deres energi til numrene fra årtiets måske bedste debut, den dunkle Funeral. Og mens den neonoplyste dommedag fra de nye numre var mest passende til omgivelserne, var det “Neighbourhood”-trilogien fra debuten, der pumpede både band og publikum op i et satanisk gear, der slettede al erindring om skodvejr og druknede telte. Livemusik fås næppe bedre lige nu. (SJ) Speaker Bite Me, 21:30, Odeon Hvor mange art/støjrock-koncerter har du været til, hvor der er blevet opfordret til at “ryste røv”? Hvis du har været til mere end én, må du meget gerne sige til. Da Speaker Bite Me spillede i et halvfyldt telt blev opfordringen taget alvorligt, selv om det nok mest var mental røv, der blev rystet under regnbukserne. For med et arsenal af alvorligt saftspændte numre fra deres nye plade, Action Painting, samt et par rockende og støjende åreladninger fra fortiden, var koncerten bevis på, at det ikke altid er de helt unge, der besidder ungdommelig spændstighed. “Lesson One” og den vuggende og fugtige “Belle De Boskoop” fik smilebåndene til at låse sig fast i alt andet end botox-stivede folder, imens det spandexklædte kor fik kroppen til at vibrere i lige dele fryd og respekt under crescendoet i “Teach Me Tiger”. Desværre døde vildskaben lidt i midten af koncerten. Biddet forsvandt, og selv om de fine variationer i melodierne trådte bedre frem, var det i de bastant pumpende sekvenser, det for alvor fungerede. Og så er et ekstranummer på to minutters pumpende postrock-finale med bækkener dirrende i den våde luft alt, hvad man har brug for. (MT) Björk, 22:00, Orange Scene Hvis man har gået og været i tvivl om, hvilke hovednavne der egentlig var årsagen til, at årets Roskilde Festival blev udsolgt i lyntempo, gav et blik ud over pladsen ved Orange Scene torsdag aften et godt hint. For selv i den silende regn, der havde været i gang i mere end 18 timer, stod folk tæt pakket i mudderet. Og heldigvis leverede Björk varen – og mere til. Lyden var tilmed aldeles glimrende, så det gik klart igennem, at Björk sang blændende og virkede nærværende og engageret. Koncerten åbnede stærkt med “Earth Intruders”, en indlevende udgave af “Hunter” og flotte korflader i “Pagan Poetry”. Koret var de ti medlemmer af et brassband, som undervejs satte især sangene fra Homogenic ind i nye, interessante arrangementer. Men koncertens største aktiv – ud over Björk selv – var den elektroniske troldmand Mark Bell. Så godt som samtlige sange havde syng-med-potentiale, og ind og ud mellem de slidstærke melodier sprang Bells flossede, buldrende beats. Havde sammenhængen været en anden, ville de skurrende, hvæsende programmeringer nok have sendt tankerne i retning af en mørk klub, men i selskab med Björk kom de snarere til at minde om ustyrlige naturkræfter. Ikke mindst de skælvende beats i “Jöga” lød som jordens plader i kværnende bevægelse. Koncertens klart største bifald tilfaldt Bells fineste genistreg, “Hyperballad”. Det er i forvejen er et superstærkt nummer, og efter et minuts tid blev det splejset sømløst sammen med “Freak”, et af Bells egne, acid-inspirerede numre under navnet LFO. Rave-vildskaben fortsatte i “Pluto”, som lukkede det originale sæt. “Oceania” var et noget tamt ekstranummer, men “Declare Independence” fik energien tilbage – og med løsrivelsestemaet in mente dukkede der både et færøsk og et grønlandsk flag op ved scenen. »Declare independence! Don’t let them do that to you!« proklamerede Björk som afslutning på en koncert, der understregede, at Björk er sin egen – og stadig er sprængfyldt med musikalsk nysgerrighed. (MA)

Artikler

Undertoners guide til Roskilde ’07: søndag-onsdag

DMI lover regnvejr på dette års Roskilde Festival. Og hvis du har tænkt dig at komme tidligere, end portene ind til festivalpladsen åbner, er der to mulige beskæftigelser, der hurtigt får dig til at glemme regnvejret. Det ene er dåseøl og ghettoblasterlarm i din lejr. Det andet er koncerter på Pavillion Junior, der i år er forrygende stærkt besat. Allerede søndag spiller nemlig Death by Kite, hvis debutplade Undertoners anmelder, ligesom mange andre på redaktionen, var svært glad for. Death by Kite – foto: Kirstine Autzen Især støjpoppernes blik for fængende melodilinjer kommer til at gøre sig godt hos den festkåde festivalcrowd, der gerne skulle være kommet i sving for alvor, når trioen går på scenen klokken 21.00.Mit Nye Band, der spiller allerede klokken 18.00 byder helt sikkert ikke op til fest, men det gør ikke deres stammedansende tag på rockmusikken en dårlig oplevelse. Desværre er de to navne også de eneste det kan blive til om søndagen. Gorilla Angreb er helt uforståeligt blevet sat til at spille som de allerførste klokken 15.00 om søndagen. En skam, for deres punkede energiudladninger ville jeg gerne have set. Mandag er heldigvis noget bedre indrettet. Jeg tror dog, det bliver nødvendigt at sove længe, så både Transmission Low og Decorate. Decorate. får lov til at spille deres mørke rock uden mig blandt publikum. I dagslys. Men efter de to bands bliver det straks sjovere. I første omgang fordi Highway Child går på scenen klokken 16.00. Der er ikke så meget bøvl med det band. De spiller direkte-fra-70’erne-rock med så meget overskud, at pilsnerøllet kommer til at flyde i en lind strøm ned i publikums halse for at løsne op for den støvede og kontante lyd. Bagefter er det de sært hypede svenskere i Forest & Crispian, der går på. De har egentlig ikke så meget nyt at byde på. Mest af alt lyder de nemlig som en halekuperet Bob Hund uden de helt store armbevægelser. Men melodierne er helt i orden, og så er de ikke så uefne udi kunsten at styre et publikum i netop den retning, de gerne vil have dem. Turboweekend Dét kan danske Turboweekend også. Fra 19.30 og fremefter om mandagen står den derfor på sej og soulet electropop. For selv om Turboweekend er nemme at afskrive som et moderigtigt band, der kun gør sig godt i nuet på grund af den store fokus på rock i elektroniske klæder, så har bandet i sanger Ivan Skavinski Skivar (Nej, det er desværre IKKE hans rigtige navn) en af Danmarks absolut bedste stemmer. Det finder du ud af, når de spiller “I’m Not a DJ” fra deres debutplade, der gerne skulle komme til efteråret. Choir of Young Believers starter tirsdagens program, der også byder på den traditionelle Nordic by Nature-hiphoptime. Netop dét indslag bliver tyndere og tyndere besat hvert år. Heldigvis er Choir of Young Believers et rart bekendtskab. Og selv om de er noget urutinerede i livesammenhæng, er sangene fra deres debut-ep så stærke, at det ikke kan gå helt galt. Især “Riot” og det uventede hit “Sharpen Your Knife” stikker ud. Tirsdag aften bliver en aften, der først og fremmest bliver styret af humøret. For det er ikke altid holdbart at udsætte ørerne for to gange “dame i front for elektrificeret band” på én aften. Marybell Katastrophy, får, trods hendes noget Björkplagierende vokal, nok chancen. Mest på grund af hendes fortid i de sært elskelige Tiger Tunes, der nåede to Roskilde-optrædender, inden de gik hver til sit. Det betyder så, at As In Rebekkamaria må undvære en fedtet kuglepensring om sit navn i festivalprogrammet. Marybell Katastrophy spiller allerede klokken 18.00. Onsdag klokken 13.30 er det så skrammelrockerne fra 1 2 3 4’s tur til at spille op. 1 2 3 4 Rune Hedemann og co. har længe rumsteret i undergrunden, og nu er pladekontrakten så hjemme. Det har heldigvis ikke tæret på forsangerens lyst til at vifte med armene og indtage afdæmpede Las Vegas-positurer, og dét egner bandets skævt poppede guitarsange sig godt til. Detektivbyråns instrumentale vuggevisepop må nok lade livet til fordel for lidt øl, for efter dem spiller KLoAK. Deres irriterende fængende legestuemetal tager depechen fra Düreforsög og fortsætter ned i rendestenen. Overstyret, overgearet og uendeligt festligt starter de klokken 16.30.Efter en kort pause står det sidste kryds i programmet ved The Floor Is Made of Lava. Moderigtig raverock er, hvad de byder på, og det kan desværre gå både rigtigt galt og rigtigt godt. Den slags afhænger af humøret, og det er, ligesom vejret og meteorologernes dårlige jokes, svært at forberede sig på. Derefter er det med at få ladet op til torsdagen, hvor det som regel bliver noget sjovere at være på festival. Læs også en guide til torsdag, fredag, lørdag og søndag.

Nyheder

Figurines med Creedence- og Springsteen-løfter

Klæder skaber folk – men skaber blå klæder også hjorte? Figurines indrømmede sidste år overfor Undertoner, at de er svært glade for Creedence Clearwater Revival, fordi de er “et band” og spiller som netop et sådant – uden så meget lir. Om “Angels of the Bayou” rent faktisk er “Born on the Bayou” er dog ikke til at sige, men sangtitlerne på bandets kommende album When the Deer Wore Blue, som Morningside Records udsender den 23. juli, antyder, at Christian Hjelm og kompagnongerne har ladet sig stærkt inspirere på deres turnéer i USA. “Drove You Miles” og “Let’s Head Out” lyder i hvert tilfælde som titler på et par glemte Bruce Springsteen-singler. Tracklisten bliver:1. Childhood Verse2. The Air We Breathe3. Hey Girl4. Drove You Miles5. Let’s Head Out6. Good Old Friends7. Drunkard’s Dream8. Half Awake, Half Aware9. Angels of the Bayou10. Bee Dee11. A Cheap Place to Spend the Night12. Lips of the Soldier Ud over Danmark bliver pladen udsendt i september i USA og Canada. Som en forsmag giver Figurines førstesinglen Hey Girl ud ganske gratis. Og så har vi helt glemt at fortælle, at bandet også giver tre  koncerter i Danmark til efteråret. Billetterne er sat til salg. 4. oktober, Vega i København5. oktober, Voxhall i Århus6. oktober, Studenterhuset i Aalborg

Plader

Panda Bear: Person Pitch

Brian Wilson bliver kun nævnt én gang i denne anmeldelse (ok, nu er det så to gange). Resten af sammenhængen med det aldrende pop-geni må du selv lytte dig til. Faktum er dog, at Panda Bear har skabt dette års første deciderede mesterværk. Og har gjort det med melodisk nysgerrighed som en grundsubstans, der er svær at overhøre.”Take a look at the new Brian Wilson of our generation, everybody.” Sådan lyder en af kommentarerne til en live-video med Panda Bear på Youtube. Og Animal Collective-medlemmet Noah Lennox, der alene står bag Panda Bear-udgivelserne, har vitterligt noget at have det i. For med en særegen evne til at konstant at lade grundsubstansen i sit værk, melodien, udvikles, har Panda Bear med sit tredje soloudspil begået det mesterværk, som hele tiden har ligget gemt et sted i sfæren omkring Animal Collective. Det starter faktisk ganske blidt og velkendt ud. “Comfy in Nautica” optrådte første gang på en 7″-single udgivet sidste år, og dens brusende og fjernt håndklappende melodi springer stadig lige klart frem fra ekkotågerne. Den messende tone efterlader et andægtigt indtryk af en kunstner, der i løbet af pladens levetid har tænkt sig at tage dig med på en rejse til steder, hvor du end ikke havde håbet på at komme. Og på den måde lægger Panda Bear selv linjen til en plade i hvis selskab selv de mest ruskende forårsdage føles tropiske og sorgløst barnlige. Og allerede herefter kommer den første virkelige overraskelse. Det sker i form af “Take Pills”, hvor Panda Bear langsomt og med småt skiftende samples bygger frem mod en pumpende og overraskende dansabel rytme. De første par gange virker skiftet mellem langstrakt tambourinakkompagneret ambience til den tungere bastante rytme noget brat, men efterhånden træder små brudstykker af den kommende rytme frem i hele opbygningen. Og åbner dermed for et helt nyt univers af små velkomne genkendeligheder. Under den elegant fængende melodi befinder sig endnu et ny-åbnet univers i Panda Bear-regi, nemlig let forståelige tekster. Og sangens opfordring til at tage piller – hvilke det er er lidt svært at nå frem til – er faktisk nærmere en advarsel Panda Bear giver sig selv men også sin moder: »I dont want for us to take pills / Because we’re stronger / And we don’t need them,« lyder den afsluttende rundgang. Ligesom pladens åbner er “Bros” også en tidligere udgivet sang. Men det gør det ikke værre at høre den i fuldlængdealbummets sammenhæng, for med sin åbne akustiske rytmik kunne sangen fint stamme fra Animal Collective-pladen Sung Tongs. Men i dette selskab giver Panda Bears skiftevis grædende sampling af en mandestemme og et leende barn samt den noget primitive hihat-programmering pludselig mere mening. For det nærmer sig det mantraagtige, når han lader børnene skrige under linjerne »I’m not trying to forget you / I just like to be alone / Come and give me the space I need / And you may and you may / And you may and you may and you may / Find that we’re alright.« Det er så forbandet elegant, at de lidt for mange samples, der hele tiden væves ud og ind af melodien og sangens rytmik helt bliver tilgivet. “I’m Not”, der udkom på samme single som “Comfy in Nautica”, har en akustisk dubbet grundtone og viser samtidig, at de mange referencer til nyere minimaltechno a la Berlin i Person Pitch-coveret ikke er nogen tilfældighed. Og det er især her, at henvisningen til Markus Guentner bliver tydelige, til trods for at Guentner opererer i et vokalløst univers, og Panda Bear netop bruger sin lyse virkningsfulde stemme i opbygningen af de mange niveauer i musikken. Vokalen er også omdrejningspunktet i den percussion-opbyggede “Good Girl”, hvor høje elektroniske frekvenser blander sig i det trevlede ekko af vokalsamples og skaber en stammelydende stemning med udfasede skrig og masser af melodiske krumspring, der faser ud og skifter – måske lidt for brat – retning over i et klaverbaseret stykke med et ganske banalt trommesample, der igen peger imod langt mere firkantede og dansable inspirationer. For til sidst at blive en vimsende og vuggende reggae-sag, hvor endnu en melodi træder frem. Ja, det er forbandet forvirrende, men samtidig evner Panda Bear hele tiden at holde et nogenlunde fast fokus hos lytteren via den altid nærværende vokal. Det virkelige skifte i forhold til Panda Bears forrige plade, den lige så mesterlige, men noget mere afdæmpede Young Prayer, ligger i teksternes genkendelighed samt de elementer af Jane-projektet, som har fået lov til at blive lagret i hans små samplerinstrumenter. For det er sammenrendet af alle de gode enkeltdele, der til sammen giver en udgivelse, der – ud over at være umiddelbart tilgængelig for de, der ikke er melodiforskrækkede – har den evne, at hvert nyt lyt lader sig folde ud i en vifte af melodiske retninger, der før har virket gemt helt væk i lagene af ekko og reallyde. Person Pitch bliver svær at stikke. Det er – uden tøven – årets hidtil bedste udgivelse.