Skribent - Mathias Hagemann-Nielsen

Plader

Death by Kite: Wave II EP

Death by Kite har lige nu gang i et ep-projekt, der i sidste ende kommer til at indeholde tre ep'er, der går under navnet Wave-trilogien. Med stramt spillet rock og udflydende eletronica er her anden del, Wave II.

Plader

Dan Auerbach: Keep It Hid

Dan Auerbach fra The Black Keys har med sin første soloudgivelse taget et skridt i en anden retning end den, han og Patrick Carney normalt vandrer i. På Keep It Hid bliver der eksperimenteret med både soul, folk, psykedelika og country, og resultatet er godt.

Plader

Grand Duchy: Petit Fours

Har du lyst til at danse til 80’er-pop? Har du lyst til at kigge på dine sko og drukne i guitarstøjflader? Har du lyst til at blive irriteret over radiohittet? Har du lyst til at trække på smilebåndet over de naive tekster? Selvfølgelig har du det og hvilket bedre sted at gøre det end i et fyrstendømme?

Plader

Vetiver: Tight Knit

Der er dømt sol, sommer og drømmende folk på Tight Knit. Med letfordøjelige og simple sange har Andy Cabic og kompagni lavet en lille plade, der passer godt til en doven sommerdag, men som dog ikke er til at hidse sig voldsomt op over. Så knap en øl op, og læn dig tilbage.

Plader

Mindy Misty vs. Europ Europ: s.t.

De to bands, Mindy Misty og Europ Europ, har slået pjalterne sammen i et norsk-tysk samarbejde, der på papiret lyder interessant, men som ender med være varm vind. Der er langt mellem snapsene på pladen, og det ender med at være en støjrockplade, hvor der er mere forstyrrende støj end rock.

Plader

Euros Childs: Cheer Gone

Nu, hvor solen går tidligt ned, vinden bliver kold og hård, og regnen falder, kan man passende lade Cheer Gone være soundtracket til efterårets komme. Med sange om sommer, solnedgange og ulykkelig kærlighed står det lille indiepopalbum godt til løvfald og blæsevejr.

Koncerter

LSD March + Kirsten Ketsjer, 03.10.08, Musikcaféen, Århus

En kold efterårsaften indtog LSD March endnu engang Århus. For de, der var til koncerten sidst, LSD March satte deres ben i Århus, var forventningerne høje, da dette havde været et brag. Forventningerne blev heldigvis indfriet med en af de bedste koncerter i længere tid. (05.10.08)En kold efterårsaften indtog japanske LSD March endnu engang Århus. For de, der var til koncerten sidst, LSD March satte deres ben i Århus, var forventningerne høje, da dette havde været et brag. Forventningerne blev heldigvis indfriet med en af de bedste koncerter i længere tid. Fotos: Steffen Jørgensen, www.jint.dk Selvom det ikke ligefrem var en rigtig festival, LJUD havde arrangeret, mindede det alligevel lidt om det, med tre så forskellige navne som Ignatz, Kirsten Ketsjer og LSD March. Århus’ musikelskere var dog heller ikke kede af dette tilbud, og der var et fint fremmøde på Musikcaféen. Det var dog ikke vildere, end at man hurtigt fik sin øl, når man bestilte den i baren. Lige tilpas, altså. Kirsten Ketsjer gav den los med deres forvirrede, men dog ualmindelig medrivende blanding af indie, heavymetal, kraut og primalskrig. Et fængende og gribende liveband, der burde lægge gaderne øde i de byer, de optræder i. Der er vist ingen tvivl om, at der ikke er noget dansk band, der når til dem til sokkeholderne, og som LJUD meget rigtigt skrev i deres pressemeddelelse, så er Kirsten Ketsjer det bedste danske rockband. Det er dog ikke dem, det hele skal handle om, men i stedet LSD March. Det var tydeligt, at det var Kirsten Ketsjer, der trak folkene i Århus ud af stuerne. Lige så hurtigt som Kirsten Ketsjer havde nået at pille deres instrumenter ned, havde folk forladt Musikcaféen for at trække lidt frisk luft, drikke en kold øl i kulden og vente på LSD March, der må siges at være hovednavnet for denne aften. Desværre for LSD March forsvandt ca. halvdelen af publikum ud i det århusianske natteliv, men det er nu mere synd for dem, for de gik glip af en koncert, der sent vil glemmes. Ind på scenen kom et af den japanske undergrunds bedste livebands, der var klar til at blæse det glade, forventningsfulde og efterårsblege publikum omkuld. Og blæst, det blev vi. Mens tonerne af Linda Perhacs fra Musikcaféens lydanlæg døde lige så stille ud, gik forsanger og leadguitarist, Shinsuke Michishita, på scenen for at stemme sin guitar for umiddelbart efter at give sig til at larme på samme. Langsomt, tungt, insisterende og aggressivt – sådan startede LSD March, der med deres blanding af folk, garage og voldsom kraut favner bredt, men alligevel ikke så bredt, at bæltet ikke kan spændes. Stille og roligt blev det første nummer bygget op. Fra det rolige og tunge til det larmende, vilde og endnu tungere klimaks, der bød på larm, distortion, delay og fuzz af guds nåde. Alt imens de to guitarister i det tre mand store band slog sig løs på guitarerne, slog trommeslageren sig hårdt, kontant og rytmefast igennem første nummer med voldsomme dommedagsdrøn, der understøttede den overvældende støj. Derefter blev man slået omkuld af det mest beskidte og rå garagerock, man overhovedet kan forestille sig. Med guitarhyl og trommebrøl viste LSD March, at de ikke kun spiller den slags transcenderende guitarstøj, men også formår at spille et godt gammeldags rock’n’roll nummer. Guitaristerne vred og pressede deres guitarer og pedaler til det yderste, og i bedste heavy metal-stil blev der svinget hår til den store guldmedalje. Med sit kontante og konstante trommespil holdt trommeslageren skibet LSD March på ret kurs. Men garage og rock og rul gør sig jo ikke alene (eller jo, det gør det, men ikke når man er LSD March), for selvfølgelig skulle vi også opleve folk-delen af bandet, som så smukt kommer til udtryk på pladen Empty Rubious Red, der byder på stille folksange, der er intense, men dog alligevel så lette, at de egner sig som gode godnatsange. Denne aften på Musikcaféen blev der dog givet los, og selvom guitaristen gjorde sit for at spille et langsomt og roligt cover af “Hawaii” (okay, det passer ikke helt, men ret ens, det lød det nu alligevel), blev det alligevel til endnu en støjorgasme optændt af et larmende virvar af trommer og guitarlir. Efter voldsomme klapsalver fra et ualmindeligt oplagt publikum, blev der budt på ekstranummer. Bulder og brag og en sørens masse guitarstøj gjorde enden på den ca. 40 min lange, intense koncertoplevelse. Som en allerhelvedes larm, vil mange nok betegne det. Men for dem, der har lyst til vanvidsmusik, var der alt, hvad hjertet begærer. LSD March er uden tvivl et af de bedste livebands. De river og flår i dig og dine trommehinder, og det var uden tvivl én af de bedste koncerter, jeg har været til, siden LSD March sidst gæstede Århus. Den eneste anke, der gør, at de ikke får seks hele U’er, er, at den samlede orgasme, som koncerten var, næsten var for kort. Hil LSD March! Karakter:   d

Plader

Cold War Kids: Loyalty to Loyalty

Den sværeste plade er som regel toeren. Man skal enten forsøge at redde resterne af ens karriere, der ligger i ruiner efter sidste plade, eller man skal forsøge at leve op til sidste plades niveau. Cold War Kids tager derimod fusen på alle og indspiller den samme plade igen.

Plader

The Donkeys: Living on the Other Side

The Donkeys hylder den klassiske, laidback surferlivsstil, som man kender fra film. På den amerikanske vestkyst kører alle rundt i åbne biler, hører tilbagelænet rockmusik med twangguitar og lytter til sange om ulykkelig kærlighed og smukke solnedgange. På Living on the Other Side er musikken dog så tilbagelænet, at den er direkte kedelig.

Plader

127: Magnitizdat [Songs of Terror & Hope]

Præsentationen af 127 lyder som en god historie – worldpunkere fra Iran. Det er skam også en god historie, der fortæller om det svære rock'n'roll liv i betonforstad til Teheran. Men selv om fortællingen om 127 er interessant, er formen, og dermed musikken, en smule kedelig.

Plader

Adolf Dove: s.t.

På deres selvbetitlede plade har bandet Adolf Dove smedet sig en plade sammen, der byder på flippet og underlig folk fra Massachusetts. Der er både freakouts og melodiøse numre, der gør, at der er noget at komme efter selv for dem, der ikke er wyrd-folk entusiaster.

Plader

The Accidental: There Were Wolves

Med 11 mere eller mindre melankolske skovfolksange fanger The Accidental stemningen af varme sommernætter på deres debutplade, There Were Wolves. Med vokalharmonier, tørre loops, strygere og akustisk guitar har The Accidental lavet et lille mesterværk.

Plader

Rogue Wave: Asleep at Heaven’s Gate

Tilforladeligt. Det er det første ord, der popper op, når man sætter Asleep at Heaven's Gate i cd-afspilleren. For selv om der er nogle gode sange på pladen, mangler der saft og kraft i næsten samtlige de 56 minutter, pladen varer. Derfor bliver den aldrig mere end en middelmådig indierockplade fra et ambitiøst band.

Plader

The Shaky Hands: s.t.

Med The Shaky Hands har bandet af samme navn begået en fin lille indiepop-plade. Der er skæve vokaler, håndklap og alt hvad en indiepop-elsker ellers har brug for. Desværre bliver det aldrig mere end fint, og som Lina Rafn, Remee og Thomas Blachman ville have sagt, mangler X-factoren.