Mikkel Arre
Biografi:
Der skete noget, da jeg hørte Oasis' What's the Story... Jeg kan ikke forklare, hvordan traditionalistisk rock kan give intens lyst til at begynde at høre drum'n'bass og alskens anden electronica. Men sådan gik det, da jeg var 12-13 år gammel. Katalysatoren var P3: Det Elektriske Barometer, Thomas Knaks fredagsprogrammer og for længst hedengangne Beat.
Engang skrev jeg for Murmur. Siden 2003 har jeg været ombord på det gode skib Undertoner, og den overskydende tid har jeg brugt på at læse journalistik og arbejde i fagbevægelsen. Det gør jeg også nu.
Fem favoritalbums:
Stars of the Lid: The Tired Sounds of...
Hood: Cold House
Modest Mouse: The Moon & Antarctica
Autechre: Peel Session
Lack: Be There Pulse
Nyt Boards of Canada-album udkommer i juni
Næsten otte år efter det seneste album er Boards of Canada endelig tilbage. 10. juni udsender duoen Tomorrow’s Harvest.
Matmos: The Marriage of True Minds
Via telepati har Matmos fået dusinvis af forsøgspersoner til at beskrive, hvordan duoens niende plade skulle lyde. Humbug? Også i dén grad, men det er en skæg historie – og dét er en af grundene til, at The Marriage of True Minds er en fremragende plade.
Pixel: Mantle
Den danske producer excellerer fortsat i knitrende, gnistrende mikrobeats i konstant, kompleks forandring. Men samtidig er Jon Egeskovs fjerde album mørkt og knugende på en anderledes brutal måde end hidtil.
Darkstar: News From Nowhere
Efter debutpladens synthmelankoli har den engelske trio ændret sin lyd radikalt. Nu er musikken let, sfærisk og psykedelisk svajende, og stilskiftet er imponerende velgennemført. Som lytter svømmer man dog ikke væk i samme grad, som Darkstar selv gør det.
Nils Frahm: Screws
Med fire skruer i sin gipsindsvøbte venstre tommelfinger indspillede den tyske pianist ni enkle kompositioner til ære for de fingre, han ikke havde brækket. Resultatet er en fin lille plade, der veksler mellem smuk følelsesgranskning og letbenede strøtanker.
Vektormusik: Uro/Unrest
Et sted mellem electronica, abstrakt jazz og neoklassisk kompositionsmusik dirrer og dingler den danske duos uro. Vektormusiks første fuldlængdealbum er poetisk, melankolsk og stemningsfuldt. Alligevel er det svært at blive helt grebet af det.
Emeralds: Just to Feel Anything
Efter 2010-gennembruddet Does It Look Like I’m Here? bevæger Emeralds sig stadig længere væk fra improvisation og mod struktur. Samtidig har amerikanerne købt en trommemaskine, og sammen med opulent helteguitar afsporer den meget af deres femte album.
Altar Eagle: Nightrunners
Eksperimental-weird folk-noise-arbejdshesten Brad Rose stikker af i en helt ny retning sammen med sin kone. Som duo spiller de kølig synthpop: velproduceret, detaljespækket, legende – og alligevel lidt svær at engagere sig i.
Four Tet: Pink
Efter 2010-albummet There Is Love in You har Four Tet udgivet en stribe dansable singler med tungt fokus på tætpakkede klubber. Nu er de samlet på Pink, hvor højdepunkterne funkler, men ikke rigtig fungerer som en helhed.
Zelienople: The World Is a House on Fire
Albumtitlen varsler drama, men på Zelienoples 11. album er uroen snarere underspillet. Man skal lytte nøje for at høre den – og når man gør det, træder bandets formidable samspil også frem. Talk Talk-fans kan roligt træde ind i trioens tusmørke.
Mount Eerie: Clear Moon
Lyse synthesizere kaster et ildevarslende skær over Phil Elverums seneste plade, der emmer af isolation. Elverum har svært ved at trænge igennem tågen, og det er heller ikke helt let for lytteren at komme tæt på amerikanerens musik.
Motion Sickness of Time Travel: s.t.
Rachel Evans’ fjerde album viser hendes boblende ambient fra en hidtil uhørt ambitiøs side. 91 minutter er i overkanten, men så længe hun holder de glimtende, brusende, blide synthlinjer i bevægelse, er albummet smukt og sine steder decideret betagende.
Clark: Iradelphic
Den engelske producer er ikke for fastholdere, og på sit nye album skifter han endnu en gang retning. Men han burde nok have malet sig selv lidt længere op i en krog, for kombinationen af IDM, folktronica, triphop og sløj sangskrivning er ikke uproblematisk.
Jonas Munk har ny plade parat
Manual- og Causa Sui-drivkraften har aktiveret hele synth-maskinparken på sin første plade under eget navn. Den er ude i slutningen af maj.
Death and Vanilla: s.t.
Den svenske duo debuterer med et stilsikkert album, hvor drømmefasen er normaltilstanden, og hvor forskellige parallelverdener trænger ind i vores virkelighed: okkulte fænomener, æstetiske reminiscenser fra 60′erne – og genfærdet af Broadcast anno årtusindskiftet.
Se dansk dokumentar om Sunburned & co.
Kunstnere som Sunburned Hand of the Man, Asa Irons og MV & EE har indtaget centrale positioner på den såkaldte New Weird America-scene. De bliver portrætteret i en ny dokumentarfilm.
Cadence Weapon har forårsalbum på trapperne
Den canadiske rapper er tilbage. Denne gang bl.a. i samarbejde med album- og Pop Revo-aktuelle Grimes.
Dntel klar med nyt album
Jimmy Tamborello henter efter næsten fem års pladetørke Dntel-aliasset frem igen og udgiver nyt materiale til maj.
Causa Sui-medlemmer danner Spot-aktuel folktrio og udgiver album
Syrerockere har fundet de akustiske instrumenter frem og tager dem blandt andet med til Aarhus i starten af maj.
Choir of Young Believers: Rhine Gold
Efter tre et halvt års udgivelsestavshed vender Choir of Young Believers tilbage som et band. Forsanger Jannis Noya Makrigiannis er nu en del af en helhed, der gør det muligt at forløse næsten alle de store ambitioner.
Windy & Carl: We Will Always Be
De mørke skyer er gledet til side hos den mesterlige guitarambient-duo, og ægteparrets nyeste plade er lys, varm og gribende smuk.
Hør hele den nye Burial-ep
Også i 2012 er den engelske producer klar med nyt materiale. Ep’en Kindred er på vej, og nu kan den streames i fuld længde via Burials pladeselskab.
Apparat Organ Quartet udgiver remixalbum
Den islandske kvintet har fået ommøbleret sine numre, og FM Belfast og Beta Satan er blandt bidragyderne.
Nils Frahm, 09.02.12, Koncertkirken, København
Den tyske pianist besøgte Frost Festivalen og strakte sine kompositioner ud, så fire numre tog næsten 70 minutter, og improvisationer opløste de oprindelige mønstre. Resultatet var en smuk koncert, hvor energi og kraft dog overskyggede intimiteten.
Graf: Orbit #1
Den danske duos sfæriske og lettere urovækkende electronica revolutionerer ikke genren, men Orbit #1 er ikke desto mindre en fin debutplade.
