Mikkel Arre

Biografi:
Der skete noget, da jeg hørte Oasis' What's the Story... Jeg kan ikke forklare, hvordan traditionalistisk rock kan give intens lyst til at begynde at høre drum'n'bass og alskens anden electronica. Men sådan gik det, da jeg var 12-13 år gammel. Katalysatoren var P3: Det Elektriske Barometer, Thomas Knaks fredagsprogrammer og for længst hedengangne Beat.

Engang skrev jeg for Murmur. Nu skriver jeg for Undertoner og arbejder sammen med nogle af landets bedste musikskribenter. Og så læser jeg arbejdsmarkedsstudier for at supplere min journalistuddannelse.

 

Hører i øjeblikket:
These New Puritans: Hidden
- Efter den ikke videre interessante debutplade rykker These New Puritans et par ligaer op med en strålende forløst blanding af Liars-lignende stammerytmik, på én gang krigeriske og skønhedsdyrkende hymner samt kammermusikalske passager. En sær kombination, men den fungerer mere end upåklageligt.
Efterklang: Magic Chairs
- Især Tripper og til dels Parades havde noget fortænkt og forceret over sig. Det har Efterklang lagt fra sig på sit tredje album, og i mine ører klæder det bandet utrolig godt at turde skrive mere ligefremme popsange. Enhver frygt for, at Efterklang på den måde vil gøre sig selv mere ordinære, afliver gruppen ved fortsat at arrangere sine sange med masser af instrumentale finesser.
Sleep Party People: s.t.
- Det har taget mig nogle gennemlytninger at lytte mig forbi de lidt irriterende, Khonnor-agtige vokaleffekter på Brian Batz' debutalbum, men det viser sig faktisk, at der inde bagved ligger en flok fine melankolske melodier. Noget så sjældent som en indietronicaplade, der ikke føles fortærsket.
Bibio: Ambivalence Avenue
- Jeg fangede aldrig rigtig Bibios to første udgivelse, fi og Hand Cranked, og jeg havde egentlig afskrevet Stephen Wilkinson. Faktisk så meget, at jeg aldrig fik hørt hans tredje album. Men det fjerde, der udkom sidste sommer, har vist sig at være glimrende. Egentlig hænger pladen ikke rigtig sammen, fordi der er langt mellem Wilkisons fine, let modfaldne folksange og hans opklippede, næsten Flying Lotus-agtige beatfokuserede numre - men hver for sig er numrene i begge kategorier glimrende.
Chris de Luca and Peabird: Deadly wiz da Disko
- Inden jeg fattede, at de et stykke hen ad vejen var en fattig Autechre-pastiche, hørte jeg meget Funkstörung. Det sker sjældent nu om dage - men Chris de Lucas sideprojekt med Peabird vender jeg tilbage til igen og igen. Clubbing-venlig bliphop med solid bas, masser af opklippede vokalsamples og synkoperede programmeringer. »100 per cent pure disko shit!« lyder de første ord, og good shit, det er det.

Fem favoritalbums:

Joanna Newsom: Ys
Hood: Cold House
Modest Mouse: The Moon & Antarctica
Autechre: Anvil Vapre
Silo: Alloy