Skribent - Mikkel Arre

Plader

Maqiz: Re-evaluating Zero – When Nothing Makes Sense

Storladent, prætentiøst – og alt, alt for pænt. Århusianske Maqiz holdt sig bestemt ikke tilbage, da de øste synthesizere ud over deres debutplade, og det kvæler alle tilløb til lovende takter. Lige nu har duoen meget langt igen, før deres synth-postrock bliver interessant – endsige fængende.

Plader

Manual & Syntaks: Golden Sun

I samarbejde med Limp-kollegaen Jakob Skøtt har Jonas Munk – alias Manual – fået tilført sit romantiske lydunivers for livsnydere en tiltrængt kant og fremdrift. Det lyder glimrende - så længe det varer... Hiphop-inspirationerne klinger nemlig desværre lidt for hurtigt af.

Plader

Pixel: Display

Sine steder lyder danske Pixel som ingen andre på clicks'n'cuts-scenen. Andre steder nøjes han med halvvejs at gentage Poles minimal-dub, men han gør det så dygtigt og behageligt, at man ikke for alvor tænker på at beklage sig.

Plader

Boom Bip: Corymb

Boom Bip svinger på Corymb mellem konturløs selv-kopiering og et par glimrende bud på dyster trip-hiphop. Overvægten af plusser i bogen skyldes især en blændende trio af remixere.

Plader

Xela: Tangled Wool

John Twells opbygger på sit andet album under navnet Xela inderligt romantiske stemningsbilleder og blander elektronik med akustisk guitar, akustisk guitar og – som prikken over i’et – akustisk guitar.

Plader

Daedelus: Of Snowdonia

Tag til Wales. Tag hjem igen. Få fat i så mange instrumenter som overhovedet muligt. Luk dig inde sammen med dem og en masse elektronisk grej. Så kan du også lave Of Snowdonia. I hvert fald hvis du har lige så mageløse kompositoriske evner som Daedelus – og lige så stort overblik.

Plader

Virak: But Not As We Know It

Den danske trio Virak debuterer med en protest mod musikkens "ofte trættende skabeloner." Når det lykkes at undslippe dén faldgrube, lover debutpladen godt for fremtiden. Når det mislykkes, bliver bandet lidt ... tja ... trættende.

Plader

Languis: The Four Walls

Noget så uventet som et indietronica-band fra Argentina leverer noget så forudsigeligt som et kun delvist vellykket forsøg på at blande shoegazer-pop og elektronik.

Plader

So: s.t.

Glitch-grundlæggeren Markus Popp har slået sig sammen med den japanske sangerinde Eriko Toyada. Med hendes skrabede sange som basis har de under navnet So skabt en ikke videre tilgængelig samling støjende sangfragmenter, der ikke desto mindre magter at strejfe magiske højder. Pletvist, i hvert fald.

Plader

Desert City Soundtrack: Funeral Car

Black Heart Procession med Alec Empire som kor-skriger? En blanding ingen nogen sinde har overvejet. Heldigvis. Før nu. Men ak, den findes altså på denne debutplade, der er sørgmodig som et begravelsesfølge og alt for ofte tindrende hysterisk.

Plader

LFO: Sheath

Efter syv år uden LFO-plader, men med markante producer-jobs for f.eks. Björk, vender Mark Bell tilbage med et mangfoldigt og ganske idérigt album. Lige dele tindrende ynde og uregérlig eksplosionskraft er basis for et fornemt debut-album som solist.

Plader

Del Rey: Darkness & Distance

Chicago-bandet Del Rey kæmper hårdt for at vride noget spændende ud af postrocken, men modarbejdes på det skammeligste af klichéernes vogter, postrock-monsteret Olaf, der destruerer de fleste forsøg på at vise mere end gennemsnitstalent. Klimakser og valne riffs er ikke nok.

Plader

Strumm: 7”

Udstyret med både fængende melodiøsitet og en aldrig udtømt lyst til at afsøge støjens væsen bevæger den debuterende trio Strumm sig ud i både punket, ret så pågående støjrock og i tålmodige, nysgerrige digressioner. Konventionerne skævvrides, og Strumm opfylder semi-hypens forventninger.

Plader

Efterklang: Springer

Som solstrejf over tundra-sletter. Knitrende som sne, rent som polar-luft. Med en sart og dog dynamisk udtrykssfære sigter debutant-kvintetten Efterklang højt – og rammer næsten plet.

Plader

Opiate: Sometimes EP

Med små skridt i mange retninger forfiner Opiate endnu engang sit udtryk. På sin egen tyste facon revolutionerer og finpudser han sin stil og bekræfter sin position som en unik formidler af enkelhedens og det næres værdi.

Plader

Massive Attack: 100th Window

Massive Attack vender tilbage efter knap fem år - men langtfra i stærkeste opstilling: Besætningen er nede på én mand, og det hæmmer åbenlyst kreativiteten. Et på flere måder deprimerende comeback, der giver et afgrundsdybt indblik i en skrøbelig sjæl.