Skribent - Mikkel Arre

Plader

Mountains: Air Museum

Den ambiente og stærkt kraut-kosmiske duo fylder på sit fjerde album lydbilledet helt ud med blippende, boblende, summende synthlyd. Det betyder desværre, at de drukner de kvaliteter, der før har fået dem til at skille sig ud fra mængden.

Plader

Hauschka: Salon des amateurs

Bare et halvt år efter den orkestrale Foreign Landscapes drejer Volker Bertelmann flygelet mod dansegulvet med 10 technonumre spillet som neoklassisk kompositionsmusik. Et aldeles strålende karrierehøjdepunkt.

Plader

Kode9 & the Spaceape: Black Sun

Det andet album fra dubstep-stamfaderen Kode9 og hans faste mikrofonkompagnon, the Spaceape, er særdeles helstøbt – og milevidt fra dubsteppens generelle dødsstivhed. En bastung, surrealistisk dystopi, der kalder til kamp.

Plader

V/A: Minute Papillon

Det engelsk-danske selskab Second Language giver 60 kunstnere præcis ét minut hver på opsamlingen Minute Papillon, der er særdeles flot og gennemført i sit ydre – men desværre ikke holder helt så højt niveau rent musikalsk.

Nyheder

Burial udgiver nyt på mandag

På mandag udgiver pladeselskabet Hyperdub en 12"-single med tre nye numre fra dubstep-musikeren Burial. Allerede i nat kan du dog få en smagsprøve, hvis du tænder for din radio.

Plader

V/A: SMM Context

Det toneangivende electronicaselskab Ghostly International har samlet 11 af de mest interessante navne på ambient- og dronescenen – med stor succes. SMM Context er noget så sjældent som en vellykket compilation uden egentlige svipsere.

Plader

Darkstar: North

Med et imponerende helstøbt album træder Darkstar i én og samme bevægelse ud af sin fortid i dubstepgenrens udkant og ind i et køligt synthpopunivers så tungt af melankolsk længsel, at den menneskelige stemme kæmper forgæves for at stå imod.

Nyheder

Efterklang og Vincent Moon klar med fælles film

“Vi er på Als og er ved at lave film med Vincent Moon.” Sådan lød et af budskaberne på Efterklangs Twitter-profil i august i år, og her mindre end tre måneder senere er det danske band og den franske filminstruktør – der tidligere har lavet film om bands som Arcade Fire og Mogwai – allerede nået ganske langt med at bearbejde materialet fra de fire dage i Sønderjylland. Ja, faktisk så langt, at det ligger fast, at filmen, der har titlen An Island, får premiere i februar 2011. I løbet af den halve uge på Als nåede mere end 200 lokale musikere, børn og deres forældre at tage del i de nye og anderledes versioner af sange fra Efterklangs 2010-album, Magic Chairs, som er filmens omdrejningspunkt. På filmens hjemmeside er det muligt at se de første glimt fra filmen. Umiddelbart er traileren dog relativt hemmelighedsfuld. Ser man nærmere på Efterklangs Flickr-side, kan man dog se lidt mere til, hvad der foregik under indspilningerne. De er i al fald foregået i bl.a. en god gammeldags gymnastiksal og noget, der ligner en lade. Om det er en tilfældighed, at der er basketballkurve på begge fotos, må vi vente med at finde ud af til februar. Både bandet og filmmageren er i øvrigt i vælten i Danmark i disse dage. Efterklang spiller i Herning torsdag, Viborg fredag og Albertslund lørdag, mens Vincent Moon torsdag optræder sammen med cellisten Gaspar Claus ved filmfestivalen CPH:DOX.

Plader

S: I’m Not As Good at It As You

Jenn Ghetto lægger alt tydeligt frem: druk, narko og hjertesorg. Hendes tredje soloalbum er fyldt med tvivl, afsked og banale håb, og på sin egen underspillede måde er det glimrende singer/songwriter-folkpop.

Nyheder

Kode 9 og King Midas Sound klar til Jazzhouse

De seneste år har dubstepgenren vundet stort indpas blandt musikfans i hele Europa. Den første lørdag i november kan to af scenens mest prominente og velansete navne opleves i København. Det er Jazzhouse, der d. 6. november kl. 23 kan præsentere King Midas Sound og Kode 9 for en entrépris på 60 kroner. Når King Midas Sound kan kaldes lidt af et scoop for spillestedet, skyldes det, at bagmanden bag projektet er Kevin Martin, der også udgiver under navnet The Bug – senest til store anmelderroser for albummet London Zoo fra 2008. Når Martin har King Midas Sound-kasketten på, samarbejder han med Roger Robinson, der også lagde stemme og tekst til et af numrene på London Zoo, og den japanske sangerinde Kiki Hitomi. Kode 9 alias Steve Goodman er stifteren bag det højt respekterede pladeselskab Hyperdub, der udgiver kunstnere som Burial, Ikonika, albumaktuelle Darkstar og, nå ja, King Midas Sound. Derudover udgiver han også sin egen musik, og ifølge Hyperdub er han og vokalisten The Spaceape klar til i begyndelsen af næste år at udsende opfølgeren til deres debutalbum, Memories of the Future fra 2006. Den basmusikalske aften på Jazzhouse er en del af årets Wundergrund Festival, der i løbet af den kommende halvanden uges tid præsenterer en lang række koncerter, hvor eksperimentalmusik og andre kunstformer mødes. Se mere på festivalens hjemmeside.

Plader

Magnetic Man: s.t.

Dubstepstjernerne Benga og Skream står bag Magnetic Man. De debuterer med et virvar af upersonlig, men catchy radiopop, metallisk basmusik og spøgelset af for længst afdøde 90'er-trends.

Nyheder

Lyt til nyt Hauschka-album

Her på Undertoner har vi de seneste år givet skulderklap til tyske Volker Bertelmanns to seneste fuldlængdeplader under navnet Hauschka, Room to Expand og Ferndorf. Sidstnævnte, der udkom i 2008, tog afsæt i Bertelmanns opvækstminder fra en tysk landsby. På sit nye album, Foreign Landscapes, har komponisten vendt blikket ud mod verden. Albummet, der udkommer i slutningen af oktober, er inspireret af rejseoplevelser fra steder som Kyoto, San Francisco og Madeira. Samtidig med skiftet i tematisk fokus har Bertelmann også udvidet sit musikalske udtryk, og på ni af de 12 numre medvirker et dusin strygere og blæsere fra det symfoniske Magik*Magik Orchestra. Der er dog stadig plads til Bertelmanns signaturinstrument, det præparerede klaver. Hvordan Hauschka har oplevet den store vide verden, kan høres på Foreign Landscapes, der de kommende dage kan streames i sin fulde længde. Voilà, de damer & herrer – her er en lille times neoklassisk kompositionsmusik: