Skribent - Mikkel Arre

Nyheder

Cocteau Twins-sangerinde solodebuterer

Bortset fra at hun lagde vokal til “Teardrop” og to andre numre på Massive Attack-albummet Mezzanine, er det ikke meget, man har hørt til Elizabeth Fraser, siden hendes band, Cocteau Twins, gik itu i 1998. Fraser har godt nok sunget lidt hist og her – bl.a. på soundtracket til to af “Ringenes Herre”-filmene – men hele vejen igennem har Fraser holdt sig ude af offentlighedens søgelys. Selv da en varslet gendannelse af Cocteau Twins i 2005 blev aflyst, sagde Fraser ikke spor til medierne. Nu har Fraser imidlertid brudt tavsheden. Dels i et yderst læseværdigt interview i Guardian, hvor hun fortæller om sin oplevelse af Cocteau Twins’ forlis, sit alt andet end ukomplicerede forhold til sine gamle bandkolleger og om sit forhold til Jeff Buckley. Dels – og hér bliver det for alvor interessant – i form af en netop udkommet single kaldet “Moses”. Singlen er Frasers første reelle soloudgivelse nogensinde, og til Guardian fortæller Fraser, at hun og kæresten Damon Reece, der tidligere har været med i Spiritualized, har indspillet noget, der måske kan blive til et helt album. Intet tyder dog på, at det er noget, der sker lige med det samme.

Plader

Aerosol: Airborne

På sit andet fuldlængdealbum under navnet Aerosol har Rasmus Elm Rasmussen skruet lidt op for det hele: melodierne, kompleksiteten og følelserne. Det er der kommet en udmærket, følsom electronicaplade ud af.

Nyheder

Nyt Brian Jonestown Massacre-album under opsejling

Hvem dræbte egentlig Sgt. Pepper? Et godt spørgsmål, som nu endelig bliver stillet. Spørgsmålets afsender er notorisk stormombruste The Brian Jonestown Massacre, der ifølge bloggen Onethirtybpm udsender et album med titlen Who Killed Sgt. Pepper? 1. januar 2010. Det er så her, vi i en vanlig nyhed ville fortælle lidt mere om albummet, dets tilblivelse og den slags, men vi skal ærligt tilstå, at vi ikke ved så meget. Ergo nøjes vi med at fortælle to ting: 1) At bandet allerede om fem dage udsender en ep ved navn One, hvoraf to numre også er med på 2010-albummet. 2) I øjeblikket kan man på Brian Jonestown Massacres hjemmeside høre samtlige 13 numre fra Who Killed…, og deres titler er som følger: 1. Tempo 116.7 (Reaching for Dangerous Levels of Sobriety) 2. The Heavy Knife 3. Lets Go Fucking Mental (Melodica Mix) 4. White Music 5. This Is the First of Your Last Warnings (Icelandic Version) 6. This Is the One Thing We Did Not Want to Have Happen 7. The One 8. Someplace Else Unknown 9. Detka! Detka! Detka! 10. Super Fucked 11. Our Time 12. Feel It (Of Course We Fucking Do) 13. Felt Tipped-Pen Pictures of UFOs

Nyheder

Oval og Murcof til 6400 Sønderborg

Har man de fordomsfulde briller på, kan det godt se lidt underligt ud, når banebrydende udenlandske musikere på deres rejser rundt i verden omhyggeligt udvælger en jysk provinsby som det eneste sted, de besøger i Danmark. I disse måneder smadrer flere byer vest for Lillebælt imidlertid fordomsbrillerne. I lørdags lagde Herning Kongrescenter lokaler til genopstandne The Flaming Lips, og d. 28. november er det så Sønderborgs tur til at sætte sig selv på det musikalske landkort. Ved 20-tiden indtager tyske Markus Popp, bedre kendt under kunstnernavnet Oval, nemlig scenen på den jordnært navngivne Elektronisk festival. Arrangementet foregår på Alsion, der nogle timer tidligere også danner rammen om, at Markus Popp taler om sit forhold til musik og fortæller om sit softwareprogram, Ovalprocess (som man kan se lidt til her). Lyder dét lidt nørdet? Tja, engang lavede Popp sin musik ved hjælp af cd’er og sprittuschstreger, så… Også søndag d. 29. kan folk i postdistrikt 6400 se frem til et markant besøg. Her spiller mexicanske Fernando Corona, alias Murcof, nemlig. På sine første udgivelser dyrkede Murcof en skrabet og nærmest kammermusikalsk form for microhouse, men de senere år har han i højere grad kastet sig over et mere dronepræget udtryk, der til tider har bevæget sig i retning af eksperimenterende kompositionsmusik. Ud over at Sønderborg får besøg af de to iøjnefaldende herrer, spiller flere unge danske folk med lyst til eksperimenter. Se hele programmet hos festivalen.

Plader

Valutan: Bright Lights Big City EP

Inde i byen, altså inde i city, skinner forretningsfacaderne og finansfolkenes hovedkvarterer så skarpt, at man er nødt til at bære den kølige distances solbriller for at klare sig. Det har svenske Valutan lavet en skrabet electropop-ep om.

Plader

The Flaming Lips: Embryonic

The Flaming Lips' 12. album er en farvestrålende, buldrende, smittende og voldsomt krævende rodekasse. En kreativ genfødsel, en krautrockkolos og til tider en forvokset jamsession. En tredjedel af pladen kunne undværes, og alligevel er den en succes.

Plader

Wye Oak: The Knot

Wye Oak leverer med sit andet album dybsindig og smuk musik til de stille efterårsaftener, men læner momentvis op ad det ensformige.

Nyheder

Keith Canisius udgiver sit andet soloalbum

Her hos Undertoner var vi ganske begejstrede for Odense-shoegazerbandet Rumskibs selvbetitlede debutalbum, og vi skruede ekstra op for hyldesten, da Rumskibs hoveddrivkraft, Keith Canisius, sidste år udgav soloalbummet Ferris Wheel Makeout. Det er derfor med en vis spænding, at vi ser frem mod 20. oktober, hvor Canisius udgiver opfølgerpladen Waves. En håndfuld af de nye numre kan allerede nu høres på Canisius’ Myspace-side. Pladen bliver i øvrigt gæstet af den argentinske sangerinde Isol, der tidligere var med i det sørgeligt ukendte synthpopband Entre Ríos (som vel at mærke var bedre (og mere synthpræget) dengang) og i dag er en del af det fine indiepopprojekt Alsace Lorraine. Den slags navne på franske regioner er der ikke skyggen af på tracklisten til Waves. Til gengæld er der, helt i tråd med albumtitlen, masser af vand: 1. You Want to Touch My Eyes 2. Diving Day 3. Ocean Ocean 4. We Are in Reverie 5. Sleepwalking 6. Before We Dive 7. Waves 8. I Used to Live on an Island 9. Eternal Moments 10. Getting Ready for Summer 11. I Stayed 25 12. Remember the Lake 13. Lucidity 14. Before We Say Goodnight

Nyheder

Postrockveteraner udgiver nyt og kommer til Århus

“Det er svært at komme på andre bands, der i den grad udgør en så organisk musikalsk helhed,” skrev Undertoners anmelder, da han vendte tommelfingeren opad i anledning af Do Make Say Thinks femte album, You, You’re a History in Rust. Det udkom i februar 2007, og besøger man bandets Myspace-side, ser man stadig denne albumtitel prominent placeret i øverste venstre hjørne. Imidlertid giver listen over tilgængelige sange en indikation af, at det canadiske postrockband inden længe føjer endnu et fuldlængdealbum til listen. På Myspace kan man nemlig høre nummeret “Do”, der er åbningsnummeret på Do Make Say Thinks nye album, Other Truths, der udkommer 19. oktober – vanen tro via Constellation Records. Ligesom på You, You’re… har Akron/Family lagt vokaler til en del af pladen. Deres vanligvis spraglede udtryk har dog ikke haft nogen indflydelse på sangtitlerne. Der er fire numre på albummet, og ud over “Do” drejer det sig om “Make”, “Say” og “Think”. Åh, hvem der dog bare havde været med til det idéudviklingsmøde, hvor de titler kom til verden. Efter udgivelsen af Other Truths tager kvintetten på turné, og lørdag den 14. november bringer den dem til Voxhall i Århus. Bortset fra at købe en togbillet til den østjyske hovedstand kan folk på Sjælland gøre én af to ting: 1) ærgre sig over, at Voxhall-showet er Do Make Say Thinks eneste danske koncert i denne ombæring 2) tage til Malmö 11. november, hvor canadierne spiller på Debaser.

Nyheder

Hør nyt The Flaming Lips-album frem til mandag

Gæstelisten tæller Karen O og MGMT, og rækken af inspirationskilder rummer blandt andre det stilskabende 60’er-psychband Silver Apples og 70’ernes tyske krautrockbølge. Vi tager således ikke munden for fuld, når vi skriver, at The Flaming Lips’ 12. studiealbum, Embryonic, byder på lidt af et stilskifte sammenlignet med bandets seneste udgivelser. Embryonic, der er et næsten fem kvarter langt dobbeltalbum, udkommer d. 12. oktober, og vi kunne for så vidt sagtens skrive noget mere om albummet, men på den anden side set kan vi vel lige så godt lade forsanger Wayne Coyne selv fortælle om de 18 numre. Selv om der altså er næsten en måned til udgivelsesdatoen, kan du til og med 21. september streame hele pladen hos Comedy Central-programmet The Colbert Report – nærmere bestemt i øverste venstre hjørne af forsiden.

Plader

Emil de Waal+ Spejderrobot: s.t.

Emil de Waals spraglede blanding af electronica og rytmiske eksperimenter mødes med Spejderrobots elektroniske dub på et album, der stråler af spilleglæde, men giver mere lyst til at se de to live end til at høre studieversionen igen og igen.

Nyheder

Dagens anden Pavement-nyhed: genforening!

I efterhånden en hel del år har rygte på rygte om en Pavement-gendannelse savnet fundament i virkelighedens verden. Men lige netop i dag, hvor vi på nærværende digitale matrikel strammede en overskrift lige til kanten ved at nævne Pavement for at generere lidt flere klik, er rækken af falske rygter slut: Pavement spiller koncerter næste år. Ifølge Pitchfork.com spiller Stephen Malkmus og resten af bandet nemlig på Central Park SummerStage i New York 21. september 2010. I et blogindlæg på Brooklynvegan.com kunne man i går læse, at der var tale om flere koncerter, muligvis fire, ved SummerStage-arrangementet, men det er hverken bekræftet eller afkræftet endnu. Kort sagt: Vi ved ikke så meget i øjeblikket – men vi ved dog, at de folk, der har til opgave at sprede falske rygter i denne verden, nu må kaste sig over noget andet end Pavement.

Nyheder

Undertoner vinder pris for Pavement-nyhed

Januar 2010. Festsalen er stor, alskens musikjournalistiske notabiliteter har taget pænt tøj på i anledning af den interne branchefest, og al opmærksomhed er rettet mod scenen, hvor aftenens konferencier, Thomas Treo, løfter mikrofonen op til læberne og siger: »Vi skal videre til aftenens næste pris. Der er kun én nomineret i kategorien, så vi springer direkte til at uddele selve prisen. Kategorien hedder “årets korteste musiknyhedsføljeton om soloplader fra tidligere medlemmer i indflydelsesrige amerikanske indierockorkestre”, og vinderen er … Undertoner.dk!« Det tydeligt undervældede publikum akkompagnerer Undertoner-repræsentantens ellers fingerkyssende, V-tegns-strittende sejrsmarch mod scenen med komplet tavshed. Repræsentanten tager imod statuetten, der reelt set snarere må betegnes som en lille nipsgenstand af tvivlsom herkomst og kvalitet, og indleder sin takketale: »Tak-tak-tak! Det var virkelig en vild uge dér i september. Altså, først finder vi ud af, at Lou Barlow fra Dinosaur Jr. har et soloalbum på vej. Det her sker tirsdag, og allerede onsdag opdager vi, at Scott Kannberg, alias Spiral Stairs, der spillede guitar i Pavement og siden hen var frontmand i Preston School of Industry, også har et album udgivet under eget navn på trapperne. Det siger sig selv, at vi er ret meget oppe at køre, da vi hører om det her Spiral Stairs-album ved navn The Real Feel, og da vi opdager, at det ligesom for Barlows vedkommende er Domino, der står for at udgive albummet d. 19. oktober, kan vi virkelig mærke, at vi har fat i en nyhedsføljeton med pondus. Og da vi så tilmed kan tilføje, at læserne kan høre nummeret “Maltese Terrier” på Dominos website, indstiller vi omgående os selv til både Cavlingprisen og den pris, som vi er umådeligt stolte af at modtage i aften!« Repræsentanten omfavner en komplet uforberedt Thomas Treo, og det hele bliver ærligt talt lidt beklemmende for tilskuerne.

Nyheder

Lou Barlow klar med ny soloplade

Der er efterhånden gået fire år plus det løse, siden Lou Barlow sidst udgav et album under eget navn. Men han har nu også haft en del at se til. Lige omkring udgivelsen af Emoh annoncerede Barlow og resten af Dinosaur Jr. nemlig, at de havde begravet stridsøksen og ville begynde at spille sammen igen. Det, der hidtil havde lignet en helt umulig genforening, endte så godt, at det er blevet til ikke bare én, men to glimrende plader og heftig koncertaktivitet. Travlheden til trods har Lou Barlow fundet tid til at indspille Goodnight Unknown, der udkommer 5. oktober. I studiet fik Barlow undervejs besøg af sin gamle The New Folk Implosion-bandkollega Imaad Wasif, Dinosaur Jr.-trommeslageren Murph og Lisa Germano, der alle har givet en hånd med. To af pladens 14 numre, “Gravitate” og “Too Much Freedom” med Germano som gæstevokalist, kan høres hos Barlow.

Nyheder

Motorpsycho spiller på Loppen

Der er meget at gøre sig lystig over, når det gælder Norge. Men koklokkerne, de overgearede fodboldkommentatorer (“Vive la Norvège!”) og de absurd dyre agurker til trods er der god grund til at hylde oliestaten i nord. Ikke bare for den royale families skarpe blik for gode forretninger, men også for at have givet os alle Motorpsycho. Den yderst produktive trio har eksisteret i 20 år, og endnu er der ingen tegn på træthed. I august udsendte Motorpsycho sit 12. regulære album, lp’en Child of the Future indspillet af Steve Albini, og holdt således gang i sin imponerende udgivelsesfrekvens. Mindst lige så iøjnefaldende er trioens renommé som liveband – et renommé, som de i november pudser af i København. Mandag den 16. november støjer Motorpsycho nemlig igennem på Loppen, og med sin sjældent svigtende evne til at spille lange, udsvævende og alt andet end kedsommelige koncerter skal trioen nok sørge for, at der bliver hedt i det lavloftede lokale.

Plader

Slaraffenland: We’re on Your Side

Den københavnske kvintet tager endnu et skridt i retning af at blive et stramt, vellydende indierockband. Vokalerne er blevet klarere, sangskrivningen mere poppet – og det samlede udtryk lige knap så interessant.

Nyheder

Grouper spiller i København

Det seneste års tid har amerikanske Liz Harris fået lidt af et gennembrud med sit soloprojekt Grouper. 2008-albummet Dragging a Dead Deer Up a Hill gav flotte anmeldelser (og som man kan høre hos Harris’ pladeselskab, er det også ganske fremragende), og i foråret spillede hun opvarmningsshows på Animal Collectives USA-turné. Her hos Undertoner var vi så lang tid om at fange Grouper-hypen, at vi først nåede at få omtalt Dragging… i vores opsamlingsheat. Med den forsinkelse in mente er det os en ekstra stor fornøjelse, at vi allerede nu har opdaget, noteret os og jublet over, at Liz Harris i slutningen af oktober spiller live hertillands. Mere eksakt svæver hendes ambiente, dronede folksange rundt på Loppen i København d. 27. oktober. Ifølge Loppen.dk bliver opvarmningsbandet de danske undergrundslegender Family Underground.

Nyheder

Fuck Buttons til Danmark i oktober

Her i foretagendet gik vi rimelig meget amok over engelske Fuck Buttons’ debutalbum, Street Horrrsing, der udkom sidste år. “En lang blanding af infernalsk støj og glade melodier,” skrev vi – og folk, der kan lide den slags, kan godt begynde at varme op. 12. oktober udsender Fuck Buttons nemlig deres andet album, Tarot Sports, og smagsprøven på førstesinglen “Surf Solar” er ret så tillokkende. Og som om det ikke var nok med et nyt album, melder den engelske duo nu også deres ankomst til Danmark. Søndag d. 11. oktober indtager Andrew Hung og Benjamin John Power Voxhall i Århus, og dagen efter fejrer de udgivelsen af Tarot Sports på Loppen, hvor de formentlig vil præsentere deres nyeste indkøb fra alverdens legetøjsforretninger.

Nyheder

The Hidden Cameras bryder tre års tavshed

I starten af september er det 36 måneder siden, canadiske The Hidden Cameras sidst udgav en plade. Meget længere er vi så heller ikke nødt til at vente, for den 22. september udsender Joel Gibb & co. deres nye album, Origin:Orphan – deres første som labelkolleger til grupper som Broken Social Scene og Stars. Pladeselskabsudskiftningen er ikke det eneste nye siden 2006-albummet Awoo. Origin:Orphan byder også på et lidt mere storladent, patosfyldt udtryk. Tjek f.eks. smagsprøven “Walk On”, der kan downloades hos Arts & Crafts og takket være sit stryger- og hornarrangement har en overraskende stor lighed med nogle af numrene på danske Choir of Young Believers’

Nyheder

Svensker kønsskifter Animal Collective

Indtil for ganske nyligt var det gået vores næse helt forbi, at Pakistan skulle være det nye Abbey Road. Men nu viser det sig, at Lahore, det største kulturelle knudepunkt i landet, drager folk-influerede indiepopmusikere kraftigere, end vi anede. Vi har godt nok kun ét konkret eksempel, men det er til gengæld også en ganske god historie: Den tidligere The Concretes-sangerinde Victoria Bergsman – ja, hende, der sang på det der hit – drømte om, at hendes andet soloalbum under navnet Taken by Trees kunne komme til at afspejle hendes fascination af pakistansk musik. Derfor satte hun sig for at komme til Lahore. Det var ikke så nemt. Ergo måtte hun vente og vente og så vente lidt mere, men til sidst lykkedes det – og 8. september får vi opfølgeren til 2007-albummet Open Field. Pakistan-rejsen er blevet til East of Eden, hvor Bergsmans folkede popsange bliver krydret med pakistanske instrumenter og en lokal gæstevokalist hist og her. Tracklisten følger nedenfor – og ja, sang nummer syv er ganske rigtigt en coverversion af Animal Collectives “My Girls”. 1. To Lose Someone 2. Anna 3. Watch the Waves 4. Greyest Love of All 5. Tidens Gång 6. Wapas Karna 7. My Boys 8. Day By Day 9. Bekännelse Det forlyder endvidere, at der kommer en dokumentarfilm, der skildrer indspilningsprocessen i Lahore.